Debat

Velvilje

Michael Keldsen, advokat, Vedbæk

Den østrigske forfatter Stefan Zweig, af jødisk afstamning, var en af det 20. århundredes mest læste forfattere. Han forlod i 1934 Østrig og flyttede til Storbritannien, efter at det nazistiske styre havde frataget ham hans statsborgerskab og dermed hans pas.

I sine erindringer Verden af i går fra 1941, fortæller han – med taknemmelighed – om den velvilje, de britiske myndigheder viste ved forholdsvis ukompliceret at udstyre ham med et statsløsepas. Men uanset hans bevidsthed om, at han formentlig havde undgået en frygtelig skæbne i nazisternes vold, ramte det ham, at han nu ikke længere kunne basere sit liv på ret, men kun på velvilje. Nu skulle han bede om at få et pas, som han ikke havde krav på.

Dermed følte han sig rykket ned i det, han kalder en lavere kategori, der på et hvilket som helst tidspunkt kunne få frataget passet, og som skulle søge om visum, uanset hvor de ville rejse hen – fordi statsløse og emigranter blev betragtet med mistænksomhed. Man skulle derfor underkaste sig uendelige, tidsrøvende forhør, blanketudfyldelser og fornedrelser.

Zweig så det sådan, at han og de tusindvis af øvrige statsløse var objekter, ikke subjekter – de utallige stempler i hans pas var et brændemærke. Zweig følte, at hans eksistens, siden den dag han modtog sit statsløsepas, ikke var i balance; han havde mistet fodfæstet, blev usikker og mistroisk over for sig selv. Zweig, der efterfølgende flyttede til New York og endeligt til Brasilien, tog sit eget liv i 1942.

Jamen det her handler jo om nazismen og de mest grusomme menneskeforfølgelser, vi har oplevet i det civiliserede menneskes historie. Der kan ikke kobles en forbindelse til dagens udlændingepolitik? Den er baseret på konventioner, lovgivning og netop de frygtelige erfaringer, som Holocaust gav os. Ja, rigtigt. Men den grundlæggende følelse, som Zweig oplevede, og som udslettede ham, eksisterer skam i dag.

Usikkerheden. Har vi rettighederne? Her behøver jeg ikke engang at nævne den ret, som findes til at fratage personer med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab, og heller ikke Dansk Folkepartis seneste forslag om, at Folketinget ubetinget skal kunne fratage statsborgerskab. Jeg kan blot henvise til det cirkulære, som Udlændingestyrelsen administrerer efter, og som afskærer visse udlændingegrupper – uanset hvem de er, og hvad deres tilknytning til det danske samfund er – retten til dansk statsborgerskab. Definitivt, hvis de har begået bestemte straffelovsovertrædelser, og med fire et halvt års karantæne, hvis der eksempelvis er tale om særlovsovertrædelser.

Adskillige er de eksempler, hvor der er givet afslag på statsborgerskab på grund af trafikforseelser, der har ført til en bøde på over 3000 kroner, eller som ét i den mere groteske afdeling, en statsborgerskabsansøger, der med en ukrudtsbrænder ved et uheld kom til at antænde et areal, og som følge heraf fik en bøde på 3000 kroner og et afslag på statsborgerskab. Selv efter mange års ophold i Danmark og fuldstændig integration/assimilation kan en i denne sammenhæng bagatel føre til afslag på statsborgerskab.

Skal man sætte kikkerten blot på et enkelt område, hvor usikkerheden har meldt sig, kan man nævne Brexit-farcen. Den har sat de millioner af europæiske borgere, der er bosiddende i Storbritannien, i en usikker situation, og tilsvarende de britiske borgere, der er bosiddende i EU-lande. Det eneste, som de i nu tre år har kunnet forholde sig til, er, at det går nok. Man smider da ikke millioner af mennesker ud af den hverdag, de har skabt i et andet land?

Men realiteten er, at ingen af de pågældende borgere i dag ved, hvilke rettigheder de har, og hvad der venter. Dette på trods af, at såvel Storbritannien som EU-landene har tilkendegivet, at man vil finde en løsning, således at de pågældende kan blive, hvor de er. Der er endnu ingen lovgivning, der fastlægger dette. Kun tilkendegivelser eller ikke-ratificerede aftaler. Og så vidt man forstår, er det kun midlertidige løsninger, der ligger på tegnebrættet – ikke permanente ordninger. Højst rettigheder, som til enhver tid vil kunne ændres eller fratages.

Enhver britisk statsborger i et EU-land eller EU-borger i Stor­britannien må kunne identificere sig med de følelser, som nagede Stefan Zweig og til sidst kostede ham hans liv. Følelserne skal ikke nødvendigvis – som i Stefan Zweigs tilfælde – kobles sammen med, at man er i en livsfarlig situation. Det er selve usikkerheden om rettigheder, der plager. Hvor skylden for, at det er blevet sådan, skal placeres, skal jeg ikke gøre mig klog på. Kun konstatere, at den frihed og sikkerhed, vi fik med EF/EU, har fået et bovskud, og at de rettigheder, der måtte være, fremover går hånd i hånd med det udefinerbare begreb »velvilje«, som knuste Stefan Zweig.

Ringeklokker

Rasmus Sigvaldi, fotograf

Tilværelsen som cyklist, for mit vedkommende primært i København, er god, men én ting kan gøre den markant bedre: at stoppe salget af de ringeklokker, der med et højt metallisk smæld får ens i forvejen hårdt udsatte, tinnitusramte ører til nærmest at falde af. Især når den, der ringer, gør det lige bag én (som om man havde en jordisk chance for at reagere på noget som helst). Dem er der ikke meget charme ved, de fremstår nærmest aggressive, mildt sagt.

For nogle år siden var jeg jurymedlem i en workshop tilrettelagt af foreningen Fucking Flink, hvor otte-ni grupper, sammensat af internationale og danske studerende, skulle komme med forslag til, hvordan man gjorde København til et »flinkere sted«. Uafhængigt af hinanden foreslog hele to grupper at erstatte netop disse ringeklokker med mildere lydfremkaldende løsninger. Jeg er med andre ord ikke den eneste, der ikke elsker dem.

På min egen cykel sidder en gammeldags ringeklokke. Her kan lyden gradueres ved at lægge en hånd på, samtidig med at man ringer (det kan man ikke på de andre). Hermed bliver lyden ligefrem human, og hvis man ovenikøbet bruger den i god tid, kan den ligefrem have den ønskede effekt, at en forankørende kan nå at reagere og eventuelt gøre plads, så man kan overhale – uden først at få sit livs chok.

Spalteplads

Anne Sofie Lassen, museumsvagt

Tak til Stine Engen for den utroligt spændende og velskrevne artikel i WA #29 om kunstneren og lydspecialisten Lawrence Abu Hamdan. Hun bruger sin spalteplads udelukkende til emnet og ikke, som mange andre af avisens skribenter, til alle mulige personlige og private totalt uvedkommende bemærkninger. Hep!

Brexit

Lars Nielsen, civilingeniør, Dronninglund

Jonathan Frismodt leverede i WA #27 en analyse af mulighederne for Brexit, som kan koges ned til, at enten accepterer briterne det foreliggende traktatudkast, som er uspiseligt for de fleste tilhængere af Brexit. Eller også vil EU indlede en handelskrig mod Storbritannien. Det lyder umiddelbart sandsynligt. For EU kan ikke overleve i sin nuværende form, hvis Storbritannien får økonomisk fremgang efter Brexit. Men det er samtidig en indrømmelse af, at EU ikke er den store økonomiske succes, som det ofte hævdes. Det skyldes dels en økonomisk politik, der vægter lav inflation højere end vækst og beskæftigelse. Dels en arbejdsmarkedspolitik med fri bevægelighed, som tapper de østeuropæiske lande for kvalificeret arbejdskraft og påfører de vesteuropæiske lande overflødige udgifter til boliger og institutioner til de mange tilflyttere fra Østeuropa.

Hertil en hovedløs asylpolitik, som pålægger medlemslandene store udgifter til svært integrerbare tilflyttere. Endelig en mønt- og valutaunion, som medfører, at de sydeuropæiske medlemsstater har oparbejdet en stor gældsbyrde til de nordlige medlemsstater. Den heraf følgende bankkrise er derefter camoufleret ved, at den europæiske centralbank har overtaget risikoen ved at yde de sydeuropæiske medlemsstater lån, uden at nogen tilsyneladende spekulerer på, hvordan pengene nogensinde vil blive betalt tilbage.

Herudover har EU påtaget sig en række andre opgaver, blandt andet klimapolitik og fredning af dyr og planter, som unionen heller ikke klarer særligt strålende (hvorfor skal eksempelvis mårhunde udryddes og ulve bevares ?). Man kunne derfor have håbet, at Brexit førte til en besindelse, hvor EU koncentrerede sig om at være til nytte for medlemsstaterne i stedet for at være en klods om benet. Men så ville der jo slet ikke have været nogen Brexit.

Trælager

Thomas Nord-Larsen, seniorforsker
Niclas Scott Bentsen, lektor & Emil Engelund Thybring, postdoc, ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Tidligere på måneden kunne man i mange af Danmarks medier, med reference til det videnskabelige tidsskrift Science, læse, at løsningen på verdens klimaudfordringer er ligetil: Plant skov!

En række forskere har fundet ud af, at der på globalt plan er plads til 1,7-1,8 milliarder hektarer skov mere, og hvis man planter skov på dette areal, vil skoven på sigt opsuge 205 milliarder tons kulstof, svarende til 2/3 af den hidtidige menneskeskabte forøgelse af atmosfærens indhold af CO₂.

Artiklen er en af flere, som påpeger, at skovrejsning er et stærkt værktøj i kampen mod klimaforandringer, men overser en vigtig pointe. Ifølge The Global Carbon Project er udledningen af CO₂ fra de fossile kilder (olie, kul og gas) i dag 37 milliarder tons, svarende til 10 milliarder tons kulstof. Blot 20 år med den nuværende udledning vil altså have spist gevinsten ved den førnævnte skovrejsning.

Med tanke på, at tilplantning af, hvad der svarer til 400 gange Danmarks areal, nok tager mere end 20 år, og at det vil tage skoven lang tid at vokse og optage de store mængder kulstof fra atmosfæren, bliver det tydeligt, at den eneste vej er at stoppe udledningerne af CO₂ fra fossile kilder.

I en artikel i WA #28 kalder Jon Hustad afbrændingen af træ til energi for »umoralsk«. Baggrunden er en desværre almindelig misforståelse omkring forholdet mellem skovens lager og skovens lagring af kulstof. Det er således forkert, når Hustad skriver, at »gamle naturlige landskaber, især skov, binder enorme mængder karbon, især i skovbunden«. Han burde skrive »har bundet«, fordi lageret af kulstof i skovbunden er meget stabilt og kun ændres overordentligt langsomt. Der er således ikke forskel på jordens kulstof mellem den i mere end 200 år urørte Suserup Skov og den nærvedliggende Lille Bøgeskov ved Sorø, der drives med henblik på træproduktion.

Forskellen mellem de to skove er imidlertid, at mens nettolagringen af kulstof i Suserup er nul, sker der en fortsat lagring af kulstof i træerne i Lille Bøgeskov. En lagring, der kan bruges til at producere det skrivebord, den stol og det gulv, jeg sidder på i skrivende stund. Herved undgås udledningen af CO₂ fra produktionen af stål, glas og beton, mens lageret af kulstof i træprodukter øges til glæde for klimaet.

Men ikke alt træet kan bruges til produkter, fordi det er for småt, skævt eller ødelagt, og i dag afbrændes mere end halvdelen af træproduktionen. Er det umoralsk? I Danmark er produktionen af træ til energi, jf. Danmarks Statistik, steget med en faktor 20 siden 1990. Men samtidig er skovens lager af kulstof i træer, dødt ved og jordbunden steget med 21 procent. Alene forøgelsen af træernes kulstofmængde svarer til udledningen af CO₂ fra afbrændingen af 13 milliarder liter dieselolie. Der er altså ikke sket en udpining af de danske skoves kulstofindhold som følge af den omfattende produktion af energi fra træ. Det CO₂, der er udledt fra afbrændingen, er i rigeligt mål atter opsuget af træerne.

Hustad gør sig til talsmand for, at det ville være bedre at bruge kul i energiforsyningen, fordi skovenes lager af kulstof derved fredes. Imidlertid overser han, at tilbagebetalingstiden for den såkaldte »kulstofgæld«, altså den gæld til klimaet, der opstår, når kulstof udledes fra skoven, er mellem nul og få årtier, når træ erstatter kul, og man medregner effekten af substitution af CO₂-dyre materialer. Han glemmer desuden ganske at forholde sig til tilbagebetalingstiden ved afbrænding af kul, som er næsten uendelig, hvorved afbrændingen leder til en irreversibel forøgelse af atmosfærens CO₂-indhold.

Alternativet til brugen af det danske træ til energi havde været, at træet blev liggende i skovbunden eller afbrændt i skoven, når arealerne skulle gentilplantes. Udledningen af CO₂ til atmosfæren fra skoven ville være den samme, men effekten på klimaet ville være dramatisk anderledes, fordi der samtidig ville være sket en udledning fra kul, olie eller gas, når produktionen af energi ikke længere kommer fra træ.

Hvis vi ønsker at bidrage til bekæmpelse af klimaforandringerne, er spørgsmålet altså ikke, om vi skal bruge træ som en del af vores fremtidige forsyning med energi og materialer, men hvordan. Træ er et unikt råstof, der vil få en omfattende betydning i et fremtidigt CO₂-neutralt, biobaseret samfund. Den absolut største klimaeffekt opnås, når træet anvendes i produkter som tagspær, møbler og andet, som dels lagrer CO₂ i lange tidsrum, dels fortrænger brugen af CO₂-tunge alternativer. Hvis vi ønsker at nedsætte CO₂-belastningen, skal vi derfor fortsat sigte på at udbygge produktionen af vedvarende energi fra sol og vind, mens vi i videst muligt omfang bruger træet til materialer. Træet vil derudover stadig have en uhyre vigtig rolle som buffer i en energiforsyning, der er afhængig af, at vinden blæser, eller at solen skinner.

Danglish

Stig Wørmer, fhv. dansk lektor på Karlsuniversitetet i Prag

Tak for interviewet med Sabine Kirchmeier, tidligere formand for Dansk Sprognævn, i WA #28. Vi får at vide, at sproget kan man ikke gøre noget ved, at det er en flydende mekanisme, at det er upåvirkeligt, og at det skal lades i fred. Hun drager en sammenligning til den nedertyske sprogpåvirkning i Middelalderen, da 500 tyske ord trængte ind på grund af de intensive besøg fra Hansaen i de sydlige købstæder. Derfor kan man i dag ikke gøre noget ved det engelske sprogs invasion igennem de multinationale, engelsksprogede selskabers politik. Man kan end ikke vælge bevidst danske ord, mens »biaset« skal erstatte »forudindtaget«.

I Sverige hedder en computer en »dator«, og i andre lande kan man også godt, men her skal man give op og finde sig i Danglish som en perverteret form for up front-moderne kommunikation. Der henvises også til, at tjekkisk skriftsprog skulle være en forældet form, som nærmest holder det levende sprog i en spændetrøje. To nejde, pana Kirchmeierova! (Det går ikke, fru Kirchmeier). Tværtimod opretholdes en norm. Men her afvises sprognormer. Armene i vejret!

I mange år har Sabine Kirchmeier været målvogterske for det danske sprog, og hun har bevidst ladet alle mål gå ind. Tillykke med det.

DNA

Mathias Secher Rom, cand.theol. og præst, Bramming Frimenighed

Denne måned åbnede Nationalt Genom Center, og presset stiger. Jeg er 35 år, familiefar og fleksjobber grundet en sjælden sygdom med svært behandlelige smerter. Hvis centret får mit DNA til gennemlæsning, kan lægerne måske tilpasse behandlingen, så jeg får færre smerter. Det vil i så fald være godt for min livskvalitet, min familie, samfundets pengepung og forskningen. Win-win-win, og så koster det kun mine dybeste hemmeligheder. Genomets hemmeligheder, som alene Vorherre og enkelte betroede forskere kender, som for mig kan rumme dystre forudsigelser, og som jeg blindt skal betro hele lægestanden og moder Danmark at tage vare på. Vor moder, som også gjorde sit bedste, da hun fødte bastarden EFI til at tage vare på skatteinddragelsen. Presset stiger, valget er mit, og jeg er alene om at bære ansvaret.

Aversionsterapi

Benny Lihme, København K

Det er grumme ting, der er på spil i artiklen »Pray the gay away« i WA #28. »Omvendelsesterapi« målrettet homoseksuelle og LGBTQ-personer. På det terapeutiske spisekort eksempelvis en homoseksuel kvinde i elektrochok-behandling. Mens kvinden ser på homoerotiske billeder af nøgne kvinder, samtidig med at der sendes stød igennem hendes underliv, bliver den lystfulde, men forkerte seksualitet forbundet med smerte. En behandlingsform, som især totalitære religiøse samfund finder relevant.

Denne praksis får mig til at tænke på Stanley Kubricks mesterværk fra 1971 A Clockwork Orange. Bandelederen Alex er en driftsstyret voldsmand, hvis liv består af tre komponenter: ultravold, sex og Beethovens musik. Hvilket naturligvis bringer ham i fængsel, hvor han imidlertid skønnes dels at blive mere kriminel, dels optager pladsen for politiske fanger. Altså bliver han udvalgt til et terapeutisk forsøg, en aversionsterapi, hvor han spændes fast til en stol og tvinges til at se film med vold og sex, mens der drøner Beethoven-musik ind i hans hoved. Denne såkaldte Ludovico-kur skal fratage ham hans frie vilje og autonomi og således gøre det muligt at lade ham gå »frit« omkring i stedet for at sidde i fængsel.

Samme år som filmen fik premiere (og i visse lande blev forbudt), udgav behavioristen B.F. Skinner sit opgør med forestillingen om menneskets frie vilje, bogen Beyond Freedom and Dignity. Kubrick, en intellektets filmiske mester, anticiperer Skinner og »friendly fascism«, forestillingerne om en styring af det totalitære samfund ved hjælp af adfærdspsykologi og betingede reflekser. Videnskaben og ikke religionen repræsenterer dehumaniseringen.

I filmen lader Kubrick fængsels­præsten stå for håbet, når denne vender sig mod fængselsledelsen og politikernes reformforsøg med aversionsterapi. Frarøver man individet dets frie vilje gennem betingede reflekser, frarøver man det også muligheden for at være menneske. Selv om denne mulighed forvaltes skammeligt af Alex, hører det med til det at være menneske at kunne og ville det onde. Siger Kubricks fængselspræst, mens det onde fortsat er bandlyst fra kirkernes rum ude i samfundet.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.