ÅH, hvor må man håbe, at de ledende svenske politikere selv kan gennemskue de aftaler, de har indgået for at sikre en ny regering: med socialdemokratiske Stefan Löfven som statsminister, Miljöpartiet som regeringspartner og parlamentarisk grundlag i to borgerlige midterpartier og den yderste venstrefløj. Med en regeringsaftale på 73 punkter, som venstrefløjen påstår at have vetoret over, hvilket alle de andre nægter. Usch, vilken röra! Dette roderi er resultatet af fire måneders intensivt arbejde med det formål at beskytte et »anstændigt samfund«, som Lövfen udtrykker det, hvor det »racistiske og ekstremistiske« Sverigedemokraterna holdes væk fra magten. Det er ikke udemokratisk, som mange, også danske, kritikere påstår, men helt efter bogen. Löfven har ikke et flertal mod sig, ergo kan han blive statminister.
SVERIGE og landets statsminister har dog det problem, at Socialdemokraterna fik det dårligste valg siden indførslen af den almindelige stemmeret i 1911. Og det kan snildt blive værre. Samarbejdet med de to borgerlige partier vil medføre en slappere indvandringspolitik og en mere borgerlig fordelingspolitik, end socialdemokratiske vælgere ønsker. Samtidig sørger de borgerlige aftalepartier, Centerpartiet og Liberalerna, for, at blå blok, der har et stort flertal, ikke kan regere. Politikerne prøver altså at skabe en anden virkelighed i Rigsdagen end den udenfor. Demokrati handler jo om at repræsentere vælgerne og deres holdninger, og her fortsætter de svenske politikere ud ad den blinde vej, de har vandret ad i årevis. De har ret i, at Sverigedemokraterna er et usympatisk parti. Men partiets holdninger til indvandring repræsenterer alt for mange vælgere til at ignorere dem. Krisen i de vestlige demokratier skyldes, at store grupper af vælgere ikke føler sig repræsenteret af de politiske institutioner. Det er ikke bare dumt, men decideret farligt, når de svenske politikere fortsat ignorerer den sandhed.
Læs også Joakim Jakobsens artikel om den svenske regeringsdannelse: »Umage partnere«
