VALGKAMPEN er for længst skudt i gang, skønt der næsten er halvandet år til præsidentvalget i USA. Og med præsident Donald Trumps seneste tweets kan vi også være nogenlunde forvisset om, hvad valget kommer til at handle om. Det bliver et opgør med borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther Kings drøm om, at en amerikaner ikke skal bedømmes på sin hudfarve, men på sine karakteregenskaber. Med Trump i Det Hvide Hus vendes diktummet på hovedet: For præsidenten er det åbenbart væsentligere, hvilken oprindelse man har, end hvilket moralsk kompas man lader sig styre af.
I den verserende sag handler det om en række tweets, præsidenten skrev forleden, som var rettet mod fire unge, særdeles SOME-aktive ikke-hvide politikere i Repræsentanternes Hus. Trump bad de fire kvinder, som befinder sig på Demokraternes yderste venstrefløj, rejse hjem til de »totalt ødelagte og kriminelt inficerede steder, hvor de kom fra«. De havde ingen ret til på »modbydelig vis at fortælle den amerikanske befolkning«, hvordan landet skal ledes, lød det. Den amerikanske offentlighed har efterhånden opnået en betydelig grad af blaserthed, når det gælder præsidentens tweetaktiviteter, men de seneste udtalelser har alligevel skabt bestyrtelse. Det skyldes ikke mindst, at tre af de fire kvinder er født i USA, og at den fjerde kom til landet som barn.
RACISMENS plage har i århundreder hærget USA, men der var med 1960erne borgerrettighedskampe og med valget af Barack Obama i 2008 en begrundet formodning om, at etnicitet og hudfarve ville blive stedse mere irrelevant. Nu ligner det et naivt håb. Hos Trump høres et ekko af det gamle projekt om at sende amerikanske slaver til lande uden for USA, som også præsident Abraham Lincoln hyldede langt inde i Borgerkrigen; synspunkter det sorte ikon Frederick Douglass kraftigt modsatte sig. Den tidligere slave sagde, at krigen ikke blot handlede om at gøre op med slaveriet. Den handlede om at sikre, at sorte blev betragtet som amerikanere i både lovmæssig og moralsk forstand. De var født i USA. Det var deres hjemland i samme grad, som det var Lincolns og alle andre hvides.
OG her står amerikanerne så mere end 50 år efter Martin Luther Kings død og mere end 150 år efter Borgerkrigen. Nu lyder det fra allerhøjeste sted, at fire folkevalgte politikere ikke er at betragte som ægte amerikanere, og at de heller aldrig kan blive det, ligegyldigt hvad der står på deres fødselsattest og i deres pas. De skal dømmes på de lande, deres forfædre kom fra. At det synspunkt er nedslående, er for mildt et ord. Læg oveni, at stort set ingen republikanske politikere evner at fordømme præsidentens udtalelser, og at hans popularitet blandt egne vælgere er steget efter disse tweets. Det sidste er lige så interessant, som det er ildevarslende. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt Trump blot har handlet impulsivt med sine tweets, eller om der ligger en tanke bag.
IDENTITETSPOLITIKKENS svøbe har på ny ramt USA, og den amerikanske venstrefløj bærer sin del af ansvaret. De fire Demokratiske politikere, den såkaldte »The Sqaud«, Firbanden, har aldrig forsømt nogen lejlighed til at pege på deres etnicitet og køn, som gav det dem en særlig ophøjet form for ukrænkelig indsigt og kritisk immunitet. Firbanden har længe irriteret det store flertal af moderate Demokrater. En del af baggrunden for Trumps udfald kom sig således af, at Alexandria Ocasio-Cortez, den mest prominente af de fire, beskyldte formanden i Repræsentanternes Hus, Demokraten Nancy Pelosi, for at »mangle respekt« og for »udtrykkeligt at pege på nyvalgte, farvede kvinder«, når der skulle skældes ud. Her følte Trump behov for at udvise ridderlighed ved at sige, at det var en »skændsel« at kalde Pelosi racist – og senere tilføje, at hun nok med glæde ville arrangere udrejsemuligheder til Firbanden. Præsidentens støtte til Pelosi var som den, løkken giver den hængte. For Demokraternes mainstream er bataljen stærkt ubelejlig. Det udnytter Trump.
TEGN på, at valgkampen kommer til at handle om identitetspolitik, er der mange af. Trump har givetvis en fornemmelse af, at han står til at vinde, hvis det kan lykkes ham at få den yderliggående Firbande stemplet i vælgernes hoved som repræsentanter for hele Det Demokratiske Parti. Hvad det angår, får han hjælp fra Demokraterne selv. De første primærvalgsdebatter har vist, at årtier gamle stridigheder om segregering af sorte kommer til at spille en vigtig rolle, ikke mindst for Joe Biden, Obamas tidligere vicepræsident, som fører i meningsmålingerne, men som famlende må forsvare ældgamle synspunkter. Racekampenes ar skal flås op igen. Kun én mand står til at vinde det slag.
