Leder.

Udpinte studier

HUMANIORA er mindre og mindre attraktivt for nye studerende på landets højeste læreanstalter. Det står igen i år klart, når man ser på ansøgningerne, Københavns Universitet har modtaget denne sommer. Alle fakulteter kan konstatere en stigende interesse fra de unge, særligt hos det sundhedsvidenskabelige og samfundsvidenskabelige. Men på Det Humanistiske Fakultet er historien en anden.

ER der en god forklaring på denne triste tendens? Besparelser og effektiviseringer har naturligvis gjort sit, mens taxameterordninger har været med til at skabe tvivl om uddannelsernes niveau og faglige integritet. Lige så slemt er det, at vi i Danmark lider af en trist mangel på dygtige, inspirerende formidlere blandt de fastansatte humanistiske forskere, der grundet krav om udgivelser i peerreview-tidsskrifter er mere interesserede i deres lille frimærke af et forskningsfelt end i at formidle og skabe begejstring for humaniora i det øvrige samfund. Her kravler de ned i deres egne ormehuller. Man får af til den fornemmelse, at der ligefrem bliver set skævt til dem, der ønsker at formidle populær viden og store ideer til den bredere offentlighed.

I den kontekst kan man næppe bebrejde de kommende studerende for at kigge sig om efter andre studieretninger. Respekten for humaniora er nedadgående, uddannelserne udpinte og forsømte, og fremtiden ser næppe lys ud, hvis man ønsker at fordybe sig fagligt i et humanistisk fag. I sidste ende vil vi alle betale prisen. Alle lande har brug for dygtige mennesker til at mestre og ikke mindst formidle historie, kultur og sprog. Det gælder i særlig grad små lande som Danmark med et begrænset sprogområde. Vi skal kende os selv, hvor vi kommer fra, og hvad der har formet os. Vi skal forstå vores omverden, så vi kan navigere i den, og have en dyb indsigt i den kontekst, vi befinder os i. Gør vi ikke det, er der ingen til at gøre det for os. Humaniora spiller en uvurderlig rolle for ethvert samfund med respekt for sig selv.

FORFALD sker kun, hvis omgivelserne tillader det. I alt for mange år har man ringeagtet humaniora, mens forskerne har manglet den nødvendige selvtillid til at forsvare deres fagdiscipliner. Pseudovidenskabelige teorier har haft for let ved at vinde indpas hos aktivistiske forskere, mens bureaukrater har skabt tvivlsomme måle- og vejeinstrumenter importeret fra naturvidenskaben til at vurdere deres arbejde. Det er på tide, at man fra politisk side griber ind og får vendt udviklingen, akkurat som man har forsøgt på de tekniske uddannelser. Men blandt beslutningstagerne er alle efterhånden fra de samfundsvidenskabelige discipliner. Det er tvivlsomt, om de forstår vigtigheden af at redde discipliner, de også selv fravalgte, dengang de var unge og skulle finde en studieretning.