Esben Bøggild, folkeskolelærer og insekt-entusiast (amatørentomolog).
I løbet af de sidste ti år er der opstået en fortælling i medierne. Vi står over for det store ragnarok, naturens holocaust. Halvdelen af alle Jordens organismer vil uddø i løbet af de næste 100 år. Denne fortælling er nu mainstream og et trumfkort i miljødebatten: Stiller man sig op og siger, at den sjette masseudryddelse af Jordens organismer er i fuld gang, og at det er menneskets handlinger, der er årsagen, så signalerer man eftertanke, og at man er progressiv. Det problematiske er blot, at denne apokalyptiske fortælling bygger på uunderbyggede forestillinger, og ingen aner tilsyneladende, hvor forestillingerne stammer fra.
For tiden manifesterer det sig tydeligst i bevægelsen Extinction Rebellion. Unge mennesker demonstrerer i gaderne mod det holocaust, som vores livsstil betyder for Jordens øvrige organismer. Og den skyldige er vores vækstorienterede samfund. Regnestykket siger, at jo mere vækst, jo mere uddøen. Ydermere slog en FN-rapport i foråret 2019 fast, at den sjette masseudryddelse i klodens historie er en kendsgerning. Det, der undrer mig, er, at ingen i medierne tilsyneladende spørger, hvad det er for nogen arter, der er ved at uddø.
Insekterne er den dyregruppe, der har den største artsrigdom. Vi må derfor formode, at måske halvdelen af insekterne vil uddø i de kommende år. Uheldigvis ved vi så lidt om de fleste insekter, at vi dårligt kan konstatere, hvis en art uddør. Jeg kan kun komme i tanker om én flueart, der med sikkerhed er forsvundet fra Danmark. Det er den store klodsede stinkflue Coenomyia ferruginea, der ikke er set i Danmark siden 1800-tallet. Denne art er til gengæld udbredt i Tyskland, så udslettet er den ikke.
Imidlertid kan vi faktisk gøre tavlen op for nogle insektgrupper. Siden Carl von Linné indførte systematikken (alle organismer blev henført til en familie og en slægt og fik et artsnavn) for cirka 250 år siden, er biller og sommerfugle blevet undersøgt i stor stil. Og de 250 år spænder fra tiden før industrialiseringen til nu. Vi kan med andre ord se, hvordan vækst påvirker dyrelivet.
Dagsommerfuglene er den absolut bedst undersøgte insektgruppe i Europa. Ingen europæisk dagsommerfugl er uddød efter industrialiseringen. Et andet eksempel er træbukkene, de store – ofte meget flotte – vedlevende biller. En svensk undersøgelse fra 2012 viste, at der i løbet af 250 år med intensiv træ- og papirindustri er forsvundet otte træbukkearter fra Sverige, 18 arter viser tilbagegang, 32 arter viser fremgang, og 45 arter er uforandrede. Det hører med til historien, at de arter, der er forsvundet, findes i andre lande.
Kun to europæiske fugle er uddøde i moderne tid, gejrfuglen og den hvidbrogede ravn. Den første i midten af 1800-tallet, den sidste i midten af 1950erne. Disse fugles uddøen kan ikke på nogen måde henføres til økonomisk vækst; begge arter forsvandt på grund af jagt, og fordi de var efterstræbt af samlere.
Man kan også hævde, at antallet af individer, eller den enkelte arts totale biomasse, er reduceret. For nylig hævdede et tysk studie, at antallet af insekter i de seneste år er reduceret med 80 procent.
Problemet med den undersøgelse er, at den er udført med en type insektfælde, der er notorisk upålidelig med hensyn til mængden af fangede dyr. Nedbørsmængden og vindforholdene er altafgørende for mængden af fangede dyr. Jeg havde selv fem fælder af samme type oppe i 2013, den tyske undersøgelses endepunkt. Det var en møgsommer med regn og blæst, og min fangst var langt under, hvad den burde være.
Nogle gange var bunden af fældernes fangstglas bare lige dækket. Året efter – i 2014 havde jeg 14 fælder langs Vadehavet og i Draved Skov. Fælderne bugnede, og jeg var nogle gange ude for, at fangstglasset var så fyldt, at der ikke kunne stoppes flere insekter i. I Danmark peger meget imidlertid på, at insektmængden har været stabil i de sidste 30 år. Antallet af landsvaler er nemlig nogenlunde det samme i 1985 og 2015 med store udsving i den mellemliggende periode. Hvis mængden af flyvende insekter var reduceret med 80 procent, ville det helt sikkert kunne mærkes på bestanden af landsvaler.
Bestanden af vipstjerter, der også ernærer sig af insekter, er i perioden fra 1975 til 2015 mere end fordoblet.
Der er næppe tvivl om, at insektmængden er faldet. Men det fald er sket tidligere, da størrelsen af de enkelte marker voksede som følge af landbrugets mekanisering, og da landbruget indførte pesticider.
Mange danske fugle forsvandt eller blev reduceret til et kritisk niveau i løbet af 1900-tallet. Kongeørn, havørn og stor hornugle blev udryddet i Danmark, og bestanden af mindre ugler og rovfugle blev kraftigt decimeret. Men dette skete ikke som følge af økonomisk vækst; det var vaner, holdninger og vil vi sige i dag, dumhed, der truede fuglene. Ravnens skæbne i Danmark er et illustrativt eksempel på begrædeligheden af tilstanden i den danske natur i midten af 1900-tallet. Ornitologen C.M. Poulsen redegjorde i en artikel i 1948 i tidsskriftet Flora og Fauna for ravnens skæbne: Dansk Jagtforening præmierede tidligere jægere for nedlagte ravne, og da fredningen endelig kom, var det tilsyneladende for sent, for de få tilbageværende ravne blev hårdt ramt af den gift, man stadig lagde ud mod krager.
C.M. Poulsen havde registreret 15 ravnepar i 1948. I dag er tallet over 700 par. Det hjalp, at det blev forbudt at lægge gift ud mod kragerne. Den ændring af vores holdning til naturen, der er sket i de sidste 100 år, ses også i litteraturen. I Johannes V. Jensens mesternovelle »Stille vækst« dræber hovedpersonen et uglepar. »Så er der en skarnsfugl mindre,« lyder kommentaren, da den første ugle er skudt. Dette sker i novellens indledning, hvor hovedpersonen præsenteres som en tiltalende og hjælpsom ung mand.
Så hvad er det, der sker? Når naturen i vores del af verden er i langt bedre stand end for 100 år siden, hvordan kan man så i brede kredse påstå, at vi står over for den sjette masseudryddelse i Jordens historie og denne gang på grund af menneskets adfærd?
Et muligt bud er, at vi aldrig har været så fremmedgjorte over for naturen omkring os som nu. Vi kender en række truede dyr fra Afrika, men hvor mange danske unge og ældre ved, hvad en gøg er? Hvor mange børn (og voksne) har hørt og registreret gøgens kukken? I danskernes bevidsthed findes der kun to slags gule blomster; smørblomster og mælkebøtter. Vi ser ikke enkelte arter, vi ser kategorier. Når krage, råge og husskade bliver til kategorien »stor fugl«, bliver præcisionen af vores iagttagelser mildest talt sløret.
Jamen, når nu FN i en dyster rapport slår fast, at op mod halvdelen af verdens arter forsvinder? Jeg har ikke læst den 1500 siders rapport, der viser frem mod den nært forestående sjette masseudryddelse, men det tror jeg heller ikke, der er nogen journalister og biologer, der har. Til gengæld har jeg læst FNs 37 siders resumé til »policy makers« om situationen i Europa og Centralasien.
Resuméet bærer præg af at være blevet til – ikke i en videnstung organisation, men i en organisation tynget af konsulenter. Der er tale om 37 sider varm luft og meningsløse sætninger af astronomisk længde, hvor enhver mening og retning er fraværende. Læs for eksempel rapportens side 37, Promising governance options for Europe and Central Asia, og døm selv.
Dyr og planter virker helt fraværende i rapporten. Det havde ellers været ulig meget lettere, hvis man verdensdel for verdensdel noterede, hvilke organismer der er truede, hvor de er truede og forhåbentlig giver et bud på, hvorfor de er truede. Ofte er truslerne mod arterne meget konkrete, og det gør handling ulig meget nemmere, som når man forbyder at lægge gift ud eller freder uglerne. Man kan kun handle på konkret viden, på målbare og verificérbare data. Intet parlament kan handle fornuftigt på reelt indholdsløse rapporter. FNs rapport bliver derved en del af problemet, fordi handling er påkrævet.
Men vi redder ingen truede dyr ved at kræve en radikal omlægning af vores livsstil, for hvad indebærer det? Vi redder truede dyr ved at handle på basis af data. Vi ved, at befolkningspres spiller en stor rolle, vi ved, at naturforvaltning og landbrug spiller en stor rolle, vi ved, at nogle lande med høj grad af industrialisering har natur i fremgang, mens andre højt industrialiserede lande har natur i tilbagegang. Hvorfor denne forskel? Hvad er det, vi gør rigtigt i Danmark og Sverige? FN ikke så meget som antyder, at vi gør noget, som måske kan kopieres med fordel andre steder.
Man kan spørge, hvor FNs tal stammer fra. Når vi rent faktisk ikke aner, hvor mange organismer der lever på den sydlige halvkugle. Enorme mængder af smådyr er den dag i dag ukendte. Inden for mit felt, pukkelfluer, anslås det, at mindst 40.000 arter er ubeskrevne. Det virker, som om tallene for de store pattedyr er blevet overført til resten af verdens fauna og flora. At næsehorn, tigre og bjerggorillaer er truede, er en fastslået kendsgerning, men at konkludere fra de store og meget pladskrævende pattedyr til insekter er meningsforstyrrende, for at sige det mildt.
Hvad er så løsningen? Først og fremmest er der masser af engagerede mennesker, der handler rationelt, de fylder bare ikke meget i miljødebatten. Den her i avisen beskrevne strandfoged på Fanø, der systematisk undersøger, hvor affaldet i havet kommer fra, gør langt mere gavn end FNs samlede mængde af konsulenter. Den pensionerede overlærer i grønne gummistøvler, der weekend efter weekend holder øje med floraen i lokalområdet eller tæller fugle, er helt sikkert også en del af løsningen. FN og Extinction Rebellion er en del af problemet: Panik skabt af angst vil næppe redde nogen frø eller bille.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
