EU-DOMMEN onsdag morgen gav bud om, at den nye regerings hvedebrødsdage er forbi. Den indeholder alt det, der har martret udlændingedebatten i årevis. Det gælder i særlig grad det giftige spørgsmål om, hvorvidt Danmark selv kan udstikke reglerne for, hvem vi vil have ind i landet, eller om vi står magtesløse over for internationale konventioner og gamle EU-aftaler, der sparker døre ind, tidligere regeringer for længst troede smækket i. I dette tilfælde gælder det den associeringsaftale, EF tilbage i 1963 indgik med Tyrkiet – en aftale, som i 1980 fik tilføjet den klausul, at EF-landene og Tyrkiet ikke må indføre »nye begrænsninger« for familiesammenføringer. EUs dom fastslår, at de regler om tilknytning, Danmark havde mellem 2003 og 2018, var i strid med klausulen. Konkret har EU-Domstolen vurderet, at den danske stat gjorde uret mod et tyrkisk ægtepar og deres fire børn, da man i 2010 nægtede dem familiesammenføring med det argument, at ægteparret ikke havde større tilknytning til Danmark end til Tyrkiet.
UDSTILLER dommen det forhold, at den nye danske udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye ikke helt er herre i eget hus, er den samtidig en reprimande til dansk lovgivningsarbejde. Af dommen fremgår det, at de danske kriterier for, hvilket land en udlænding har haft størst tilknytning til, har været for »diffuse« og »upræcise« i årene frem til 2018, hvor de gjaldt. De har, vurderer dommen, været i strid med principperne om retssikkerhed. Med andre ord klandrer EU-Domstolen danske politikere og embedsmænd for lovsjusk. Denne del af dommen kan få vidtrækkende konsekvenser. Dels at den danske regering skal lave reglerne for familiesammenføring om, med mindre de regler, som erstattede tilknytningskravet i 2018, allerede har taget højde for den kritik, EU-Domstolen rejser. Dels at dommen kan føre til, at flere tusind sager, som blev ført, før loven blevet lavet om i sommeren 2018, skal tages op igen, ikke bare for tyrkiske familier, men også for alle andre udlændinge, der er blevet afvist. Alt det er endnu uklart.
DANSKE politikere, ikke mindst i oppositionen, har mest af alt været tavse, med undtagelse af en veloplagt Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, som anser dommen for at være et attentatforsøg på dansk udlændingepolitik, og som har kaldt en noget rystet Tesfaye i samråd. Ministeren har selv tidligere beskrevet dommen som en potentiel »vejsidebombe« under indvandringspolitikken, men har erklæret, at han vil respektere afgørelsen. Også Venstres Inger Støjberg har meldt sig, dog med påpasselige standpunkter, hvilket dels kan have sin rod i, at hun selv har været minister i den regering, som er under anklage, dels at hun næppe aner, hvordan hendes egen formand, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, stiller sig. Han har i karrierens efterår lagt vægt på en konventions- og EU-loyal dansk kurs, men tager tilsyneladende fri for at cykle med sine drenge i Løkkefonden efterladende sig et hovedløst parti.
POLITIKERES udtalelser har over en bred kam i årtier rettet sig mod den ubekvemme indsigt, at antallet af indvandrere er afgørende for, om integrationen kan lykkes. At få bremset strømmen af familiesammenføringer har derfor været et hovedanliggende for udlændingepolitikken, og det er svært at læse dommen anderledes end som en underkendelse af den smertefulde erfaring. Eneste trøst er den kendsgerning, at et betydeligt flertal i det danske Folketing ikke kan leve med at få undermineret egen beslutningskraft på så vigtigt et område. Nu må lovgivere og deres embedsmænd genopfinde regler, der på den ene side sikrer Danmark mod det tryk, der givetvis vil komme fra nye sager, EU-Domstolen tager op, og på den anden side fastholder den store enighed om dansk integrationspolitik. Det bliver ikke let.
SELVBEDRAG er der nok af i dansk politik, hvilket dommen udstiller på tydeligste vis. På den yderste højrefløj har man et klart svar på EU-dommen, og her står man kun til at blive styrket, hvis dommens konsekvenser bliver en afvikling af de seneste årtiers danske udlændingepolitik. De partier vil med glæde både melde Danmark ud af EU og frakoble os alle internationale forpligtelser og konventioner. Man behøver kun kaste et blik over Nordsøen for at forvisse sig om, hvordan det vil gå. På midten ser man politikere, som bekvemt har troet, at man kunne føre politik og strikke uklare love sammen uden at tage EU i ed. Selvbedraget rummer også EU, som ukløgtigt skubber medlemslandene fra sig og risikerer at blive en union af ingen. Nu melder virkeligheden sig for alle parter. Det første, EU-politikerne bør kigge på, er for længst udtjente aftaler og klausuler med Tyrkiet.
