Er Lars Løkke Rasmussen problemet eller løsningen for Venstre? Det spørgsmål har der aldrig været noget entydigt svar på. Personsager, formandsopgør og fløjkrige tyder på det første. Den nyligt overståede valgaften på det sidste. Men også valget havde to slags tale, hvad Venstre angår. På den en side en notabel fremgang på ni mandater. På den anden side tabt regeringsmagt, splittet blå blok og et identitetsforvirret parti. Med Løkke er der aldrig kun én fortælling. Der er flere, og de er ofte modstridende.
Tag nu for eksempel de ni nye mandater. Man skal ikke lede længe blandt fremtrædende venstrefolk for at støde på det synspunkt, at de nærmest kom lidt i vejen. For ingen tvivl om, at de var skaffet til veje ved formandens stagvending af valgkampen, da han undsagde både blå blok og dele af Venstres egen udlændingepolitik og i stedet erklærede sig parat til at gå i regering med både socialdemokrater og radikale.
Der var noget politisk kviklån over manøvren. Hurtige mandater i hånden, men frygtelig meget bøvl i fremtiden. For har Danmark egentlig en samlet borgerlig opposition, og hvem står i givet fald i spidsen for den? Mens Mette Frederiksen lavede forståelsespapir og udpegede ministre, var det meste af det borgerlige oppositionsarbejde overladt til debattører og eksperter uden for Folketinget.
Joh, der blev da spurgt, hvor pengene skal komme fra, og enkelte ankede over angivelige brud med det udlændingepolitiske paradigmeskifte. Men ingen samlet front. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har været optaget af at finde sig selv efter eklatante nederlag. Konservative er næsten ikke set siden en opstemt valgaften. Og Venstres formand meddelte onsdag på Facebook, at nu er han taget på cykeltur med Løkkefondens drenge, for som han skrev: »Valget er historie, min regering er afløst af en ny, og EU-topposterne er fordelt. Det er tid til at sætte kursen mod nye horisonter.«
Især det med EU-posterne er en vigtig besked. I venstrecirkler er man ikke i tvivl om, at formanden var reelt interesseret i at blive en del af kabalen i Bruxelles. En løsning, der på alle måder ville have været bekvem, for så kunne man feje ham ud af partiet og ønske ham god rejse mod nye horisonter. Nu bliver det mere kompliceret.
Forestillingen om, at Lars Løkke Rasmussen står i spidsen for Venstre ved et folketingsvalg om fire år, støder man ikke på nogetsteds i partiet. Spørgsmålet er mere, hvordan og hvornår afløsningen skal finde sted?
Formanden selv har intet indikeret i den retning, før han satte sig på cyklen. Og derved har han efterladt sit parti i et ledelsesmæssigt vakuum. For mens der fra andre partier i den forløbne uge udgik meddelelser om, hvem der nu leder folketingsgruppen, og hvem der er ordfører for dette og hint, var Venstre tavs. Gruppeledelsen vælges først på et møde den 5. august, og ordførerne på sommergruppemødet en uge senere.
Svævende formandskab
I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at hverken partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, eller næstformand, Kristian Jensen, ser ud til at ville kandidere til de centrale poster som gruppeformand og politisk ordfører, der er de to klassiske ledelsesposter i et oppositionsparti. At partiformanden ikke indtager nogen af posterne, men svæver lidt over vandene, er ikke usædvanligt. Men med en næstformand i samme position bliver der måske rigeligt med svæven over for lidt vand.
Det er svært ikke at læse Kristian Jensens fravalg af posterne som et tegn på, at han forventer et magtskifte, der inden længe vil gøre ham til enesvæver. For Jensen, der ikke på noget tidspunkt har dulgt sine formandsambitioner, kom valgresultatet givet en anelse på tværs. Havde partiet mistet vælgere, som målingerne længe spåede, ville en udfordring af Løkke være oplagt, hvis ikke formanden selv havde tydet vægskriften. Men fremgangen ændrede den tegning, og endnu værre: Mens partiet gik frem, gik Kristian Jensen tilbage. Fra 14.028 til 10.759 personlige stemmer, mens Inger Støjberg i samme storkreds fik næsten det tredobbelte antal. Det styrker selvsagt ikke formodningen om, at Jensen er manden, der kan bringe Venstre til en ny storhedstid.
Men derfra er spillet tiltagende kompliceret. Først er der spørgsmålet om Løkkes afgang. Man skal have fulgt ualmindelig dårligt med i den tidligere statsministers politiske karriere, hvis man tager for givet, at han går frivilligt. Det kan ske, men at vente det er udtryk for utidig optimisme.
Går han ikke frivilligt, er der to skoler. Dem, der vil presse ham ud nu, og dem, der mener, man skal vente. De sidste er folk, der håber, at ventetiden vil slide Kristian Jensen op og give styrke til en alternativ formandskandidat. Læs Jakob Ellemann-Jensen.
Men også blandt dem, der vil undgå Jensen, begynder utålmodigheden at brede sig. Opfattelsen er, at partiet må videre nu, og det kan ikke ske, hvis Løkke holder sædet varmt. Derfor må han gå. Helst inden sommergruppemødet, men i hvert fald inden landsmødet i november. Sker det ikke, vil presset tage til hen over efteråret, hvor markante partifolk offentligt vil forlange Løkkes afgang.
Herfra deler Jensens modstandere sig igen to skoler. De fleste, der mener, at næstformanden skal udfordres med det samme. Og nogle færre, der mener, at man kan lade Jensen få et forsøg og så skifte ham ud midt i valgperioden, hvis han ikke har løftet partiet.
Om det går den ene eller anden vej, vil man givet få en indikation på den 5. august, hvor gruppeledelsen skal vælges.
Allerede inden valget fik gruppemedlemmerne ad omveje at vide, at de poster havde Kristian Jensen og hans allierede fordelt. Tanken er, at tidligere skatteminister Karsten Lauritzen skal være gruppeformand, mens Sophie Løhde, der syntes nykonverteret til Jensen-fløjen, er udset til at være politisk ordfører.
Drømmehold
Flere tinge er bemærkelsesværdige i den konstruktion. Dels at man så skal vælte den hidtidige gruppeformand, Karen Ellemann, dels at Troels Lund Poulsen, der ellers havde indgået en fredsaftale med Kristian Jensen, ikke er en del af kabalen, og endelig at der ikke er fundet plads til Jakob Ellemann-Jensen.
Historisk interesserede venstrefolk minder i den sammenhæng om situationen ved Henning Christophersens afgang i 1984. Her lå det i kortene, at landmanden Ivar Hansen skulle være ny partiformand. Men i slutspurten meldte Uffe Ellemann-Jensen sig og vandt posten. Ellemann den ældre blev rådgivet af sin far, der mente, at sønnens politiske karriere ville blive kort med Ivar Hansen som formand. Spørgsmålet er, om den nyeste Ellemann ser de samme tegn. I givet fald er det naturligt at udfordre Kristian Jensen.
Den første indikation på, om det kommer til at ske, er, om Jakob Ellemann-Jensen vælger at kandidere til posten som politisk ordfører. Gør han det, vurderes han at have gode chancer for at vinde over Sophie Løhde og dermed forpurre Jensen-fløjens plan.
En udfordring rummer endnu mere dystre perspektiver for næstformanden. Blandt de kræfter i partiet, der ikke tror på Jensen, er man med tiltagende begejstring begyndt at tale om Jakob Ellemann-Jensen og Karsten Lauritzen som det makkerpar, der kan genrejse partiet. Ellemann er stærk i de storbyer, som Venstre gerne vil vinde tilbage. Lauritzen er stemmesluger i Nordjylland og tilmed tidligere formand for Venstres Ungdom og dermed fortrolig med organisationen.
Fordelen og ulempen ved løsningen er, at Lauritzen er meget klart defineret som tilhørende Kristian Jensens fløj. En klar ulempe, fordi man ikke har nogen indikation på, at han agter at undsige Jensen. En fordel, fordi et kampvalg, der indsætter Lauritzen i gruppens top sammen med Ellemann-Jensen, kunne blive begyndelsen på et opbrud af de fløje, der blev etableret ved formandsopgøret i Odense i 2014. For vil den 35-årige Lauritzen entydigt binde sin politiske fremtid til en svækket Kristian Jensen? Eller vil han benytte lejligheden til at etablere sig i egen ret?
Der er megen ønsketænkning i den konstruktion, men det er der i det hele taget i Venstres indre magtspil. For hvad gør Løkke? Hvor står Troels Lund Poulsen, der havde lavet alliance med Jensen, men som den første stod parat til at kramme Løkke på valgaftenen? Hvor er partiets gruppe af ældre folketingsmedlemmer? Hvad med Inger Støjberg? Og hvem støtter nestor Claus Hjort Frederiksen?
Det sidste er der ingen tilkendegivelser om, men det er værd at huske, at Hjort som partisekretær var central i Uffe Ellemann-Jensens strategi for at gøre Venstre til et storbyparti. Noget, de fleste mener bedre kan ske igen med Jakob Ellemann-Jensen end med Kristian Jensen.
Med andre ord: Det betaler sig at følge med i næste afsnit, der udspilles 5. august.
