Vor tids ungdommelige melankoli.« Det kan lyde som en reference til instagramangste 12-tals-piger, men udtrykket stammer faktisk fra The British Journal of Psychiatry i slutningen af 1980erne, hvor den amerikanske psykiater Gerald Klerman fremlagde tegn på en stigning i depressioner blandt efterkrigsårenes store ungdomsårgange.
Forestillingen om tidens ungdom som særlig trist er langtfra nogen ny ide, men de seneste år er fortællingen igen blusset op, i takt med at rapport efter rapport har meldt om en alarmerende udvikling på området.
»Vi oplever i disse år en meget bekymrende stigning af især unge mennesker med ondt i livet og begyndende psykisk sygdom,« sagde daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby, da et bredt flertal sidste år afsatte satspuljemidler til »børn og unge i Danmark, der kæmper med mistrivsel eller psykiske lidelser«, og i det nye »forståelsespapir« udarbejdet af Socialdemokratiet og deres parlamentariske grundlag taler man om, at vores samfund oplever »en stadig større psykisk sårbarhed blandt børn og unge«.
De bekymrende meldinger strømmer ind fra alle de nordiske lande, der ellers ofte beskrives som verdens lykkeligste folkeslag. Vi hører ikke bare om galoperende diagnosestatistikker fra sygehusvæsenet, men også om voldsomme stigninger i medicinudskrivningen og bekymrende tegn på såkaldt »dårligere psykisk helbred« hos børn og unge i store spørgeskemaundersøgelser.
Men fortæller de mange tal os virkelig, at det går dårligere med ungdommens mentale helbred? Det spørgsmål stillede tre svenske forskere for nyligt i Dagens Nyheter:
»Det er rigtigt, at statistikken for eksempel viser, at flere unge i dag søger behandling for psykiske sygdomme som depression og angst i sygehusvæsenet. Men det behøver imidlertid ikke at betyde, at der er sket en reel øgning i forekomsten af psykiske sygdomme blandt unge mennesker generelt,« siger en af forfatterne til indlægget, Ingemar Engström, der er forskningsleder ved Örebros Universitetshospitals forskningscenter og tidligere adjungeret professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Örebro Universitet.
Umiddelbart kan det virke logisk at fortolke en dramatisk stigning i antallet, der får en diagnose, som et tegn på, at en større andel af de unge har psykiske sygdomme. Men der kan også være andre forklaringer.
Vil man med sikkerhed vide, om flere har psykiske sygdomme, må man lave undersøgelser, hvor man i forskellige år udtrækker et repræsentative udsnit af befolkningen, der undersøges med grundige kliniske interview.
Den slags undersøgelser er imidlertid utroligt arbejdskrævende, så derfor præges debatten i stedet for af tal, der ikke direkte kan fortælle os, om der er sket en reel forandring i forekomsten af psykiske sygdomme i befolkningen.
»Vi mener, det er usandsynligt, at forekomsten af psykiske sygdomme skulle være steget så utrolig hurtigt, som tallene antyder. Vi tror, at der må være andre forklaringer på, at flere bliver diagnosticeret. Det kan for eksempel være, at det er blevet lettere at få behandling,« siger Ingemar Engström.
Den dramatiske stigning i diagnosestatistikken kan altså afspejle, at flere i dag får hjælp, snarere end at flere i dag behøver hjælp.
Den fortolkning understøttes af den internationale forskning på området, hvor man ikke finder tegn på en epidemi af psykiske sygdomme, når man kun ser på de studier, der diagnosticerer folk ved hjælp af kliniske interview. Forekomsten af sygdomme som depression og angst ser ganske simpelt ikke ud til at være steget nævneværdigt siden Gerald Klerman talte om den melankolske ungdom i slutningen af 1980erne.
Mere medvind til fortællingen er der i de store spørgeskemaundersøgelser, hvor man prøver at tage temperaturen på befolkningens tilstand. En række undersøgelser har de seneste år antydet, at de unge slås med flere problemer end tidligere, men ifølge Ingemar Engström er det vigtigt at gøre sig klart, at de undersøgelser ikke måler psykisk sygdom, men de unges oplevelse af at have forskellige psykiske og fysiske symptomer.
I Sverige taler man om, at undersøgelserne måler »psykisk ohälsa«, mens man i Danmark ofte bruger betegnelser som »psykisk mistrivsel« eller »dårligt psykisk helbred«. Samtidig præsenteres tallene ofte i selskab med diagnose- og medicinstatistikken som et belæg for en stigning i de unges psykiske problemer. Det er derfor forståeligt, at de to ting ofte blandes sammen, men ifølge Ingemar Engström er det en fejltagelse:
»Det, man måler i de store spørgeskemaundersøgelser, er på ingen måde egentlig psykisk sygdom eller en klinisk diagnose, og når man hører begrebet ’psykisk ohälsa’, får man et helt andet indtryk, end når man ser på, hvad det faktisk er for nogle spørgsmål, man stiller de unge.«
Han peger på, at de svenske unge rubriceres i gruppen, der mistrives psykisk, hvis de har oplevet to af otte psykiske og fysiske symptomer mindst en gang om ugen i WHOs store skolebørnsundersøgelse HBSC, der også laves i Danmark. Et symptom kan være, at den unge har oplevet at være nervøs, irriteret eller ked af det; at de har haft svært ved at sove eller har haft ondt i mave, hoved eller ryg.
»Det er en utrolig lav tærskel. Så når vi i medierne og fra myndighederne hører, at 40 procent af svenske teenagepiger lider af psykisk mistrivsel, bygger det på de her spørgsmål, og det, mener vi, er et ret svagt fundament,« siger Ingemar Engström.
De forskellige rapporter om unges tilstand, der florerer i debatten, bruger forskellige målemetoder, men fælles for dem er, at de primært bygger på de unges besvarelser af spørgeskemaer. De giver os nogle håndgribelige tal at diskutere, men fortæller os omvendt meget lidt om, hvordan de unge faktisk forstår de spørgsmål, vi stiller dem.
At de ikke altid fortolker spørgsmålene om eksempelvis nervøsitet eller at være ked af det som et udtryk for et dårligt psykisk helbred, antydes af et igangværende forskningsprojekt fra Linköping Universitet i Sverige, hvor forskerne Anette Wickström og Sofia Kvist Lindholm har interviewet svenske skoleelever om, hvordan de forstår spørgsmålene i WHOs undersøgelse.
»Vi så to meget adskilte grupper, når vi analyserede elevernes fortællinger. For det første var der en mindre gruppe, som havde alvorlige problemer, der påvirkede deres liv meget. Det kunne for eksempel være udsathed, svære livsbegivenheder og alvorlige problemer i skolen. Det er dem, vi plejer at tænke på, når vi taler om unge, som har det dårligt, og den gruppe behøver virkelig professionel hjælp,« forklarer Anette Wickström, der er docent ved det tværfaglige Institutionen för tema ved Linköpings universitet.
»Den store overraskelse for os var dog, at den største gruppe af de unge taler om en helt anden type hverdagsproblemer. Man føler sig irriteret, fordi man har skændtes med en ven, eller trist, fordi det er gået dårligt til en test i skolen. De sagde meget klart: Jo, jeg er stresset lige nu, men det går jo over, og i bund og grund har jeg det godt.«
Anette Wickström peger på, at den store gruppe unge overordnet har problemer i forhold til deres sociale relationer, deres forhold til kroppen og det daglige arbejde i skolen. I interviewene blev det samtidig klart, at mange af disse ting ikke bare var anledning til problemer for de unge, men også det, der gav de unge mening i livet.
Anette Wickström vil nødig udtale sig om, hvorvidt deres interview giver grund til at tro, at alarmbudskabet om stigningen i unges mistrivsel er kraftigt overdrevet:
»Statistik er en ting, mens vores indgang med at indfange elevernes eget perspektiv er en anden. Men vi mener, at det er problematisk, at man anvender en så bred definition, så al besvær i de unges liv mere eller mindre tolkes som et tegn på psykisk mistrivsel,« siger hun.
»Det er muligt, at det er sværere at være ung i dag, end det var i 1980erne, men det vigtige er, at vi skelner mellem alvorlige udfordringer og hverdagsproblemer, og finder ud af, hvad de unge faktisk slås med, så begge grupper får den rette indsats. Hvis man inkluderer hverdagsproblemer, når man undersøger unges mistrivsel, kan man måske godt tale om, at undersøgelserne overdriver problemet, og så er øgningen i unges mistrivsel jo faktisk heller ikke særligt stor,« tilføjer Anette Wickström.
I Danmark følger forskerne bag den danske udgave af WHOs undersøgelse den svenske debat med interesse, men selvom den svenske og danske fortælling om ungdommen på overfladen kan ligne hinanden, er der imidlertid en række forskelle i WHOs svenske og danske undersøgelse, man skal være opmærksom på. Det forklarer Bjørn Holstein, der er professor emeritus ved Forskningsafdelingen for sundhed og social kontekst på SDU:
»I modsætning til svenskerne fokuserer vi på den gruppe, der dagligt oplever et af symptomerne. Det kan stadigvæk godt være et udtryk for almindelige ungdomsproblemer, men det er bare ikke ret sjovt, hvis man som forælder har et barn, der hver dag oplever emotionelle symptomer som at være ked af det, irritabel eller ikke kunne sove. På den måde ser vi på en gruppe, der er lidt hårdere ramt end i den svenske udgave af undersøgelsen,« siger Bjørn Holstein.
Når man ser på andelen af de unge, der svarer, at de dagligt har oplevet et af de otte psykiske eller fysiske symptomer, har tallet været forholdvist stabilt siden 2006, men der er ganske rigtigt sket en markant stigning, i forhold til første gang man spurgte eleverne om symptomerne i 1991.
Uanset om stigningen afspejler den reelle ændring i de unges helbred, er det en interessant udvikling, mener Mogens Trab Damsgaard, der er ekspert i mental sundhed og metodeansvarlig på WHOs undersøgelse:
»Vi kan ikke udelukke, at noget af stigningen måske er udtryk for en generel udvikling med større opmærksomhed på at mærke og italesætte, hvad man selv føler. Det er bestemt et emne, vi har brug for at forske videre i,« siger Mogens Trab Damsgaard.
»Man skal bare huske på, at det langt hen ad vejen også er et kulturelt fænomen, hvornår man føler, at man har det godt eller skidt. Det kan ændre sig over tid, og derfor kan man heller ikke bare sige, at de unge ’i virkeligheden’ ikke har det værre end tidligere. De unges svar er jo reelle nok i forhold til den virkelighed, der gælder for dem her og nu,« siger han.
»Jeg synes stadig, det gør indtryk, hvis mange har den negative oplevelse hver eneste dag.«
Forskellen mellem den svenske og danske undersøgelse viser, at det er muligt at fortælle ret forskellige historier om ungdommens tilstand, alt efter hvordan man opgør tallene.Måske er det mest retvisende at gøre som de danske forskere og se på udviklingen i andelen, der dagligt har de forskellige symptomer. Her viser tallene, at der siden 1991 særligt er sket en stigning i antallet af unge, der dagligt oplever at have svært ved at falde i søvn – selvom udviklingen er stagneret det seneste årti.
Kigger man på det, forskerne kalder »emotionelle symtomer«, som dagligt at føle sig ked af det, irritabel eller nervøs, er stigningerne over undersøgelsens 30 år imidlertid ganske små, og det er kun fire-fem procent af ungdomsårgangene, der dagligt oplever de enkelte emotionelle symptomer.
En anden mulighed kunne være at se mindre på, hvordan de unge siger, de har det, og mere på, hvordan de unge fungerer i hverdagen. Det mener Carsten Obel, der er professor i mental børnesundhed ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet:
»I WHOs undersøgelse spørger man meget om, hvordan børnene føler, de har det. Men noget af det, der er væsentligt for den reelle trivsel, er den daglige funktion – om man kan klare hverdagen på normal vis,« siger han.
»Jeg er stort set enig i mine svenske kollegers refleksioner om, at man skal være forsigtig med at konkludere, at børn reelt har fået det dårligere, alene fordi de siger, at de er stressede eller nervøse. Men samtidig er der også nogle helt konkrete tegn, der er bekymrende. For eksempel hører vi en masse meldinger fra kommunerne om, at mange børn har fået det dårligere, og at for mange for eksempel ikke får en ungdomsuddannelse og har brug for støtte for at klare hverdagen,« siger Carsten Obel.
Hverken Anette Wickström eller Ingemar Engström bestrider, at mange unge føler, at de har problemer. De udfordrer bare, at det nødvendigvis er et udtryk for psykisk sygdom eller mistrivsel, og så sætter de spørgsmålstegn ved, hvad det betyder for de mulige løsninger, når vi forstår de unges problemer som »psykiske«:
»Det kan faktisk være et problem både for de unge med alvorlige problemer og dem med mere almindelige udfordringer,« siger Anette Wickström:
»Hvis vi automatisk tror, at det er tanker og følelser, der er problemet for den lille gruppe, der slås med udsathed, svære livsbegivenheder eller alvorlige problemer i skolen, kommer vi måske til at betragte deres reaktion som udtryk for sygdom snarere end som ganske rimelige reaktioner på den svære livssituation, de skal have hjælp med.«
Hvis vi tolker den ’almindelige’ ungdoms problemer som et udtryk for psykiske problemer, kan det virke nærliggende at hente løsninger fra psykologiens verden, men det er ifølge Anette Wickström ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt. Hun peger på, at man i Sverige de seneste år har har ladet private aktører rykke ind i skolen med forebyggende programmer, hvor teknikkerne er hentet fra behandlingssystemet med fokus på depressive tendenser og selvmordstanker. Programmerne målrettes ikke kun elever med problemer, men alle unge på en årgang, og Anette Wickströms feltarbejde viser, at programmer, der i udgangspunktet skal lære eleverne at tænke positivt, i stedet kan tvinge de unge til at lede efter negative tanker, selvom de måske slet ikke har nogen i udgangspunktet.
På den måde passer programmerne ifølge Anette Wickström ikke til nogen af grupperne: De elever, der har dybtgående problemer, kan ikke diskutere dem foran deres klassekammerater, og problemer, som de ofte ikke selv er herre over, gøres til et spørgsmål om, at de skal forandre noget inden i sig selv.
Omvendt må resten, der ikke har negative tanker om sig selv, opfinde negative problemer, der kan arbejdes med i forløbet. Samtidig risikerer programmerne ifølge Anette Wickström at blive en erstatning for, at den enkelte skole holder øje med elevers problemer og hjælper dem ud fra deres behov.
»Jeg tror helt klart, at målingerne af psykisk mistrivsel har været medvirkende årsag til, at de programmer har kunnet trænge ind i skolen. Hvis det er psykisk mistrivsel, man måler, og man udsender kriserapporter om, at store dele af ungdomsårgangene har psykiske problemer, så tænker embedsmænd og myndigheder, at der må generelle programmer til. Men vores pointe er netop, at man ikke kan lave generelle programmer, fordi de unges problemer er så forskellige,« siger Anette Wickström.
