En ny diskussion har rejst sig efter den store klimafokus i valgkampen og den overraskende store enighed om at sætte meget ambitiøse mål for Danmarks reduktion af drivhusgasudslip: Hvad koster det at reducere drivhusgasserne? Og undergraver vi mulighederne for at fremme vigtige velfærdsmålsætninger, fordi pengene slipper op?
Lige nu er klimaet centralt i forhandlingerne om en ny regering, så det er vigtigt at afklare, hvilken typer af omkostninger klimapolitikken byder på, og hvordan regningen i praksis kan blive betalt.
Klimaændringerne er et fælles samfundsmæssigt problem i hele verden såvel som i Danmark. En økonomisk vurdering af, hvad det kan betale sig at sætte ind på klimapolitik, må derfor afspejle et samfundsøkonomisk perspektiv, der omfatter, hvordan klimaændringer og reduktion af drivhusgasudslip vil kunne påvirke vores alle sammens fælles værdier som natur, sundhed, kapitalgoder, bygninger og så videre. Samfundsøkonomi er ikke det samme som de penge, der bevilges via finansloven eller kommunale budgetter. Her har valgkampsdiskussionerne både før og efter været meget uafklarede. Det har været fremført, at hvis vi satser for meget på klimapolitik, har vi ikke samtidig råd til udgifter til sundhed, børneinstitutioner og andre velfærdsmål.
Diskussionen er på galt spor. Finansloven og kommunale budgetter handler ikke om samfundsøkonomiske omkostninger, men om hvad der betales af staten og kommunerne. Deres betalinger vil jo i realiteten være en meget lille del af, hvordan regninger i praksis bliver betalt for klimapolitikken.
LAD os se på nogle eksempler på klimapolitik, og hvordan udgifterne vil kunne betales i praksis.
Vedvarende energi som for eksempel havvind til erstatning af gasfyrede kraftværker vil indebære nye investeringer og måske også en mindre forøgelse af elpriserne. Omkostningen vil her betales via elregningen til husholdningerne, virksomhederne og andre forbrugere.
Indførelse af elbiler til erstatning af benzin- og dieselbiler vil kræve investeringer i forstærket eltransmissions- og distributionsnet, da opladningen af batterierne på mange forskellige lokale stationer er koncentreret om bestemte tidspunkter. Dansk Energi har netop fremlagt en rapport, som peger på mulighederne for, at investeringerne finansieres af pensionskasser og i andre offentlige-private partnerskaber. Der kan være tale om udgifter for elforbrugerne, men finansloven kommer ikke til at se de penge.
Reduktion af landbrugets drivhusgasudslip fra produktion af mejeriprodukter kunne sikkert fordyre produkterne, og så melder der sig et spørgsmål om international konkurrencedygtighed. På det område kunne der måske være tale om statslige tilskud til omlægninger, men andre muligheder bør også overvejes.
Betaling af klimapolitik via den private sektor vil være en rigtig god ide, fordi omkostningerne bliver tydelige, og fordi der så vil være et markedssignal om, at det koster noget at bruge ressourcer, som medfører klimapåvirkninger. Markedet vil kunne blive skubbet i retning af et mere bæredygtigt forbrug og produktion. Hvis vi ser det lidt i perspektivet af en af de økonomiske sværvægtere Adam Smith, som er berømt for at beskrive markedet som den usynlige hånd, vil samfundsøkonomiske omkostninger indbygget i markederne betyde, at markedet nu endelig har fået klimabriller på.
En anden lille valgkampsdiskussion om omkostningerne ved klimapolitik har drejet sig om, at det kommer til at blive dyrt, at vi mister skatteindtægter fra grønne afgifter, hvis vi afskaffer forurenende aktiviteter som for eksempel benzin- og dieselbiler. Her er der tale om en alvorlig forvirring. Formålet med grønne afgifter er jo netop at reducere aktiviteterne, som forurener. Altså er afgifterne en succes, når skatteprovenuet efterhånden falder. At der så bliver behov for nye skatteobjekter, er en helt anden historie. Her er en generel afklaring af vores skattepolitik på sin plads.
ET vigtigt spørgsmål er så, hvor stor regningen ved klimapolitik er. Der er desværre ikke nogen gode omfattende beregninger til rådighed for Danmark, hvor alle drivhusgasudslip og sektorer er med. Så jeg vil blot kort referere til den meget omfattende internationale videnskabelige litteratur om omkostninger, som løbende vurderes af FNs klimaekspertpanel IPCC. Omkostningerne til reduktioner som for eksempel svarende til stabilisering på et togradersniveau er vurderet til at indebære, at hele verdens bruttonationalprodukt vil være i størrelsesordenen fem procent lavere i 2050, end hvad det ville have været uden reduktion af udslippene.
Når vi så vil vurdere, hvor alvorlig en sådan omkostning er, må vi have hele regnestykket med og også se på, hvad klimaændringerne kan komme til at koste. På globalt plan er der forskellige skøn, men kort fortalt lyder omkostningerne på fem procents reduktion af bruttonationalproduktet ikke som et højt tal set i forhold til gevinsterne ved undgåede klimaændringer.
I Danmark har vi da også allerede nu mærket, hvad ekstreme klimahændelser kan komme til at koste. Skaderne ved oversvømmelser fra skybrud løb op i næsten ti milliarder kroner i København i 2011. Ifølge tal fra Stormrådet har oversvømmelserne ved kysterne i Danmark i perioden fra 2013 til 2017 kostet over en milliard kroner til dækning af bygningsskader på helårsboliger, sommerhuse og erhvervsbygninger.
Her skal vi huske, at forsikringsskaderne kun er en lille del af konsekvenserne ved oversvømmelser. Dertil kommer prisfald på huse, heldbred, natur, besvær med oprydning og genhusning og meget andet. Der var i alt seks storme i den periode, hvor den første storm, Bodil i 2013, helt dominerer skadesbilledet.
