Ivar Dreyer, pensioneret kommunaldirektør.
I Weekendavisen den 21. juni har Henrik Dørge, under overskriften »Når pengene ikke rækker«, en omtale af fattigdom for især børn, et emne, der har spillet en central rolle ikke mindst i den nys overståede valgkamp.
Sandt er det, at ikke så få børn i Danmark lever i fattigdom. Det gælder etnisk danske børn, men især børn med såkaldt ikkevestlig baggrund.
Det er et lidt svært emne at diskutere, fordi der er uenighed om, hvordan fattigdom skal opgøres. Ifølge Danmarks Statistik er man fattig, hvis man tjener mindre end 50 procent af medianindkomsten. Et valg, man har truffet, og som måske, måske ikke afspejler fattigdommen i Danmark rimelig godt. Men lige så klart er det jo, at hvis for eksempel de tre rigeste mennesker i verden flyttede til Danmark, ville det dramatisk hæve medianindkomsten/gennemsnitsindkomsten og dermed øge antallet af fattige; dem, der ligger under gennemsnittet. Også selv om virkningen nationaløkonomisk set ville være den stik modsatte.
Henrik Dørge beskæftiger sig især med en undersøgelse, som den humanitære organisation Mødrehjælpen har foretaget blandt 800 af de fattigste familier i Danmark. En gruppe familier, som ubetvivleligt er fattige, uanset hvordan man opgør deres fattigdom. Og tilmed en gruppe, som herhjemme er blevet mere udbredt.
»Fattigdom mærker børnene. De får mere modgang og generelt dårlige vilkår senere i livet,« konstaterer direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen. Og jeg er ikke i tvivl om, at han har ret heri.
Men der er også stor forskel på, om man er fattig i bare et halvt år eller i måske mange år.
Problemet er for mig at se, at hvis vi skal hjælpe de virkeligt trængende i dette land, de fattige, de udsatte, de syge, især de psykisk syge og ikke mindst børnene, er vi nødt til at erkende, at vi skal gøre socialpolitikken social.
I midten af 1960erne, da folkepensionen blev indført, stemte kommunisterne imod, ja, De hørte rigtigt, imod, med henvisning til at denne pensionsydelse skulle forbeholdes de værdigt trængende.
Det er jo grønt lysende vanvid at hævde, som Anders Samuelsen kom til at gøre det for et par år siden, at de rige jo også skal have del i de sociale ydelser, for de har jo om nogen betalt for dem!
Langt hovedparten af de mennesker, der bor i Danmark, kan sagtens klare sig i alderdommen uden folkepension. Og det gælder generelt også ydelser som boligsikring og børnepenge, og meget mere kan forventeligt, efter politikernes nærmere beslutning, antagelig også nævnes. Men det er klogt at have en både veluddannet og sund befolkning med heraf følgende gratis ydelser.
Det er eller burde om noget være et adelsmærke at klare sig selv økonomisk i alle livets forhold. Men det er ikke muligt, når velfærden skal strøs ligeligt ud til alle. Og den heraf følgende ekspansion af den offentlige sektor vil altid ramme de svageste i samfundet, men det ser venstrefløjspartierne sjældent.
Eller som Jørgen S. Dich skrev det allerede i 1973 i sin bog Den herskende klasse: »Denne ekspansion overskrider på talrige områder den grænse hvor omkostningerne bliver større end den samfundsmæssige nytte og dermed indtræder en både social forringelse og en økonomisk udbytning af den øvrige del af befolkningen.« Dich var en estimeret professor i socialpolitik ved Aarhus Universitet og erklæret socialdemokrat.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
