Ubalance. USA opruster på atomvåben og missilskjold for at beskytte sig mod trusler fra Rusland, Kina og diverse slyngelstater. Men jo stærkere landet bliver, jo mere usikker bliver den globale atomvåbenbalance. Var vi mere sikre under Den Kolde Krig?

Strategisk ustabilitet

Strategisk ustabilitet Af Andrey Kazankov

Selv om der ofte tales om, at vi bevæger os mod en multipolær verdensorden, er der ingen tvivl om, at USA fortsat er klodens absolut stærkeste magt. Amerikanernes politiske, økonomiske og kulturelle indflydelse på verden er enorm, og militærmæssigt står de markant stærkere end under Den Kolde Krig, da de havde en næsten lige så mægtig militær modpart i Sovjetunionen.

USAs enestående styrkeposition har imidlertid ikke ført til, at atomtruslen mod landet er blevet mindre. Snarere tværtimod: Jo større USAs teknologiske forspring bliver, jo mere går det ud over atomvåbenbalancen – den såkaldte strategiske stabilitet – og i sidste ende landets egen sikkerhed.

Dette paradoks bliver beskrevet i artiklen »How US nuclear force modernization is undermining strategic stability – The burst-height compensating super-fuze«, der blev bragt i tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists i marts 2017. I artiklen kan man læse, at amerikanerne har udviklet og implementeret en smart forbedring af atomsprænghovederne på deres ubåde, som dermed har fået tredoblet slagkraften mod forstærkede mål som for eksempel russiske atommissil-siloer.

»De har gjort det med forholdsvis billige penge, og uden at man har hørt så meget om det i offentligheden,« fortæller danske Hans M. Kristensen, der har skrevet artiklen sammen med to kollegaer.

»Der er ikke tale om, at de har forstærket sprængkraften. Der er heller ikke tale om, at de har forbedret, hvor akkurat våbnet flyver til målet. Men de har formået at ændre fleksibiliteten i sprænghovedet, så det nu kan detonere ved en optimal højde over målet,« uddyber han.

»For ti år siden var det kun en mindre del af sprænghovederne på de amerikanske missilubåde, der havde ’hard-target kill capability’ – altså evnen til at ødelægge selv de hårdeste mål. Men med det nye lille fix har alle sprænghoveder i deres flåde nu denne evne,« fortæller Hans M. Kristensen, der er ansat hos den Washington-baserede organisation Federation of American Scientists.

FAS blev grundlagt i 1945 af forskere, som var med til at udvikle de første atombomber. Lige siden har organisationen arbejdet med at oplyse om den internationale sikkerhedssituation samt forsøgt at bidrage til at gøre verden mere sikker. Som en af verdens førende eksperter inden for atomvåbenteknologi og -politik står Hans M. Kristensen i spidsen for FAS’ oplysningsarbejde om atomvåben.

»Det drejer sig om, hvilket indtryk den anden side, det vil sige Rusland, får, når den ser en bred vifte af nye amerikanske kapaciteter,« forklarer Kristensen.

»Russerne siger: ’Aha, amerikanerne forbedrer effektiviteten på deres missiler, så de kan ramme os meget hurtigere. De har nu også et missilforsvar, der kan pille i hvert fald nogle af vores missiler ned, og ovenikøbet arbejder de med cyberangreb, så de måske kan gå ind i vores systemer og slå dem fra’. Set fra Moskva forsøger amerikanerne at få militærovervægt, så de om nødvendigt kan gennemføre et førsteslagsangreb mod Rusland, uden at russerne når at reagere.«

DET er ellers helt afgørende for atombalancen mellem to parter, at selv den svagere part har en gengældelsesevne (»second strike capability«), der kan ødelægge den stærkere part, i tilfælde af at denne angriber først. Denne sammenhæng bliver også beskrevet som mutual assured destruction, gensidig sikret ødelæggelse, der reelt garanterer, at ingen af parterne vil starte en atomkrig.

»Når vi for tiden har en diskussion om, at Rusland er blevet mere farlig i Østeuropa, så vil enhver dansk politiker og mange danske eksperter købe et argument om, at Vesten skal opruste. Det giver i et vist omfang mening på det konventionelle niveau, men det gør det bestemt ikke på atomvåbenområdet,« påpeger Ole Wæver, centerleder og professor i international politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

»Når det drejer sig om atomvåben, er det faktisk i ens egen interesse at gøre sig selv sårbar. Det kan virke som et paradoksalt argument, der går imod enhver politisk intuition, og derfor er det et argument, som er svært at forstå,« understreger Ole Wæver.

»Men hvis land A har evnen til at kunne slå land B ud, kan denne uligevægt i systemet i sig selv udgøre en stor fare, når en tilfældig krise opstår. For så vil generalerne i det svagere land B gå op til deres leder og sige: ’Hr. præsident, vi står i den forfærdelige situation, at land A kan ødelægge os, og de har ikke noget at tabe ved at gøre det. Derfor skal vi angribe dem først.’ Og ikke nok med det: Generalerne i land A vil også gå op til deres leder og sige, at de godt ved, hvad generalerne i land B siger til deres statsleder, og at land A er nødt til at slå til først,« forklarer Wæver og fortsætter:

»I dag er det kun USA, der har atomvåben, som kommer i nærheden af at kunne slå en modpart ud uden at blive udsat for gengældelse. Ingen af de andre lande har den slags kapaciteter. Derfor er det USA, der udgør et problem for den strategiske stabilitet.«

Netop amerikanernes øgede atomvåbenforspring har ifølge Ole Wæver været drivkraften bag russernes forsøg på at udvikle nye våben og dermed indhente noget af det tabte.

I al hemmelighed har Rusland blandt andet testet en ny slags missil, der kan klassificeres som et mellemdistancemissil. Dermed har Moskva brudt INF-traktaten, som USA og Sovjetunionen indgik i 1987. Traktaten forbyder enhver opstilling af mellemdistancemissiler med en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer.

Det nye russiske missil fik USA til at suspendere traktaten i februar i år, hvorefter Rusland svarede med at gøre det samme. Den 30. maj fremsatte Vladimir Putin et lovforslag om at suspendere nedrustningsaftalen.

Således er INF-traktaten godt på vej til at lide samme skæbne som ABM-traktaten: en anden af de historisk vigtige aftaler mellem USA og Sovjetunionen, der blev indgået i 1970erne og 1980erne.

ABM-traktaten forbød opstilling af forsvarssystemer mod langdistancemissiler, men USA trak sig ud aftalen i 2002 for at kunne opbygge et missilskjold mod angreb fra slyngelstater og terrorister. Lige siden har Rusland raset over missilskjoldet, der med blandt andet dansk politisk støtte er blevet installeret i Rumænien og Polen.

Den amerikanske beslutning om at trække sig ud af ABM-aftalen var ’en fejl’, mener Ole Wæver. Hans M. Kristensen går endnu længere og kalder den »en strategisk fadæse uden lige«:

»Den har stimuleret både russisk og kinesisk opbygning af kapaciteter og udvikling af blandt andet nye missilsystemer med flere atomsprænghoveder pr. missil,« konstaterer han.

»Og hvad har USA fået ud af det? Umiddelbart intet. For godt nok har Iran besluttet at stoppe med at udvikle deres atomvåbenprogram, men de har sandelig ikke gjort det på grund af missilforsvaret.«

Tilmed kan man argumentere for, at USA med missilskjoldet ikke kun har ophævet ABM-, men også INF-traktaten. Det mener Zenel Garcia, der har en ph.d. i international politik fra Florida International University og er gæsteunderviser i international politik ved St. Lawrence University i det nordøstlige USA.

»Det er ikke et rent forsvarssystem, for man kan hurtigt integrere angrebsmissiler som for eksempel Tomahawk-missiler i det,« siger han.

I november 2017 skrev han en artikel i tidsskriftet Comparative Strategy, hvor han pegede på, at det er blevet vanskeligere at indgå og overholde atomnedrustningsaftaler i det 21. århundrede i forhold til den gamle, bipolære verden med to dominerende supermagter.

Årsagen er, at der er kommet flere atomvåbenaktører, som påvirker hinanden på kryds og tværs. Truslen fra Nordkorea og Iran fik for eksempel USA til at gå ud af ABM-aftalen, hvilket har ført til oprustning fra ikke kun russisk, men også kinesisk side:

»Og det kan skabe spillover-effekt til Kinas stærke nabo, Indien, og videre til Indiens ærkerival, Pakistan,« pointerer Zenel Garcia.

Samtidig har amerikanerne fået øje på den kinesiske trussel. Da Donald Trump suspenderede INF-traktaten, henviste han således ikke kun til russernes brud på aftalen, men også til at kineserne slet ikke er omfattet af den.

»For at lave en ny ordentlig nedrustningsaftale skal man inkludere de nye stærke magter, Kina og Indien,« fastslår Zenel Garcia, der får delvis opbakning fra Ole Wæver, professor ved Københavns Universitet:

»Jeg er enig i, at det er en meget vigtig udfordring, som vi kommer til at forholde os til,« siger Wæver.

»Men lige nu er vi endnu nødt til at fokusere på, at det er USA og Rusland, der har langt de fleste af verdens atomvåben. På kort sigt handler det derfor om at få genoprettet en mindre anspændt situation mellem USA og Rusland og forhåbentlig videreføre deres nedrustningsaftaler, som er ved at blive revet i stykker. På lidt længere sigt bør vi se på, hvordan man kan videreudvikle disse aftaler, så flere lande bliver en del af dem.«

Side 64