DER er ikke meget sjov ved sankthans længere. Jeg kan se, at de flere steder i landet reklamerer for CO2-neutrale bål. Det er måske et digitalt bål, hvor alle står og kigger på deres sankthans-app? Sidste år blev bålene aflyst over hele landet på grund af tørke. I Københavns Havn havde de lavet et falsk bål af LED-lys, og det var efter sigende meget sørgeligt, altså lige indtil sankthanstalen skulle holdes. En rigtig brandtale var det, for taleren var seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.
Året før var hun til sankthansaften hos Preben og Søren. Preben Kristensen og hans mand Søren, naturligvis, Kirsten Birgits gode venner gennem flere sæsoner af Den Korte Radioavis. Preben havde organiseret en overraskelse til gæsterne: en lille opførelse af Le sacre du printemps – forårsofferet, Stravinskijs kultballet, der skabte skandale ved premieren i Paris i 1913. Med musikken i baggrunden fortalte Kirsten Birgit om aftenen, og om hvordan Preben og Søren til perfektion opførte offerdansen ved bålet, den hedenske kult, hvor en ung pige danser sig selv til døde. Den anden gæst i selskabet var sangerinden Lis Sørensen, som hellere ville synge Shu-bi-duas version af Midsommervisen. Det lød som en skøn aften, som Kirsten Birgit refererede den i Radio24syv.
ILD skal der til. Den lutrer og renser, som både heksedoktorer og alkymister ved, og som katolikkerne forestillede sig, når de tændte et bål under en kætter og blev vidner til skærsilden. For ikke at tale om heksene selv, der samles på Bloksbjerg for at holde gæstebud med djævelen ved bål, der oplyser og afslører al verdens dårskab.
Kirsten Birgit har nu i fire et halvt år kastet sit flammende lys over den danske offentlighed. Hun, hendes redaktør, Rasmus Bruun, og holdet på Den Korte Radioavis har været som den ustoppelige brand, der renser skovbunden, så det hele kan spire igen på ny. Ingen har de sparet, alle har de ofret: rød blok, blå blok, offentlige myndigheder, EU, Kongehuset, feminister, humanister, nationalister, mediebranchens selvglæde, det politiske livs bullshit og erhvervslivets glatte forudsigelighed.
Kirsten Birgit har sagt og gjort alt det, man ikke kan gøre og sige, og dermed sagt sandheden i en times direkte udsendelse hver dag. Her er de skarpe nyhedsopdateringer og samtalerne på den lille redaktion kommet tættere på virkeligheden end virkeligheden selv og har afsløret forstillelse, hykleri, idioti og magtfuldkommenhed. Og vi har troet på hende, fordi folkene bag hende, Frederik Cilius og Rasmus Bruun, så omhyggeligt har opbygget et helt univers omkring Kisser, hvis luner og indfald og anfald, vi, de trofaste lyttere, kender lige så godt som vores nærmeste venner. Dem tilgiver vi også for at være for meget, for grænseoverskridende og for idiosynkratiske. Vi kender dem jo.
I tiden op til folketingsvalget var det et højdepunkt, da Kirsten Birgit interviewede Rasmus Paludan og hele tiden erklærede sig bekymret over, at hans planer om at deportere muslimerne ikke kan gennemføres af juridiske og logistiske årsager – og dermed lavede det mest suveræne, afslørende interview med Paludan overhovedet. Eller da Rasmus Bruun i et telefonisk forinterview med Morten Østergaard roste Østergaards »modige beslutning« om at flytte til Vollsmose for at blive klogere på integrationsdebatten. Bruun talte Østergaard efter munden og sagde, at han var imponeret over, at Østergaard flyttede fra sin familie i hele tre måneder for at blive klogere på ghettoproblemerne. Østergaard svarede: »Der er noget, du ikke har fanget. Tre ... dage ... blev det til i Vollsmose.« »Ikke tre måneder,« insisterede Bruun. »Knap og nap. Tre dage,« svarede Østergaard. Genialt. Elegant. Vidunderligt.
KIRSTEN Birgit har været narren, der har latterliggjort alle magtens fremtoninger og dermed formuleret så mange niveauer af samfundskritik, at noget lignende aldrig før er set.
Men nu har Kirsten Birgit, hekseklovnen, brændt sig selv af. I Den Korte Radioavis dagen efter valget talte de igen om Henrik Sass Larsen, som naturligvis har været en hyppigt omtalt figur på redaktionen. Hvor var Sass på valgnatten, spørger redaktøren Rasmus Bruun. Nina, den nye praktikant, fortæller, at hun har hørt, at Sass besøgte sin elsker, en ung mand og tillige socialdemokratisk folketingskandidat. Han nævnes ved navn flere gange. Kirsten Birgit siger, at Sass har et narkotikamisbrug og dyrker chemsex (narkopåvirket sex) med mænd. Det har hun fortalt før – hun har hørt det fra journalister på formiddagsaviserne.
Pludselig fanger stikflammerne altså en tilfældig folketingskandidat. Det er jo satire, vil det lyde, når forargelsen breder sig, og det er netop det, kanalchef Jørgen Ramskov forsvarer sig med. Men løsagtige historier, ondsindede rygter og sladder holder ikke op med at være ondsindede rygter og sladder, blot fordi en komiker med paryk fortæller dem videre til offentligheden. Heller ikke når det er Kirsten Birgit. Selv mine nærmeste venner kan blive for meget.
Narren har ændret karakter. Da de fra Den Korte Radioavis ringede til DF-politikeren Pia Adelsten, udgav de sig for at være en politibetjent, som fortalte Adelsten, at en lastbil var kørt ind gennem bodegaen A’porta i Mariager – som hun ejer med sin mand, DF-ordføreren Kim Christiansen – og at en medarbejder på stedet var død. Nånej, det var bare en aprilsnar.
Det undskyldte radioen, det var »over grænsen«, ligesom Jørgen Ramskov er kommet med en halvbagt undskyldning til den socialdemokratiske kandidat i endnu et forvirret forsøg på at sætte en grænse i det grænseløse.
EN nar siger sandheden, når andre ikke kan, og Kirsten Birgits familie er stor: fra græske komedier og romerske skuespil til comedia dell’arte og Shakespeare er narre, klovne, sandsigere og bondske tosser trådt frem for at sige tingene, som de er, selvom det gør ondt.
Jeg har elsket Kirsten Birgit, fordi den omsiggribende bullshit i offentligheden, nærmere bestemt i den politiske kommunikation, kræver særlige metoder at nedbryde. Den traditionelle politiske satire har grinet med politikerne i kærlig ironi – som da Kurt Ravn spillede en godmodigt vrøvlende Poul Schlüter. De sidste års hårdhændede satire, ikke kun i Danmark, skyldes en offentlighed, hvor både politikere, erhvervsliv og medier tror, de kan slippe afsted med at vrøvle og snakke udenom, når lokummet brænder. »Det handler om at få politikere til at afsløre sig selv,« har Rasmus Bruun sagt. »Der må et helt parallelunivers som Den Korte Radioavis til for at vise, hvor galt det står til,« forklarede Frederik Cilius her i avisen. »Det, vi laver, er næsten udelukkende drevet af had. Af lysten til at smadre og ødelægge. Vi vil helst gå efter det, der gør allermest ondt.«
Man forstår, hvorfor den kloge kejser har ansat en hofnar til at smadre og gøre ondt. Det er en helt nødvendig funktion i et sundt samfund, en demokratisk funktion, der uddeler latterbrøl og pinlige gys til de magtfuldkomne. I velfærdssamfundet betaler den kloge stat naturligvis gerne for et radioprogram, der udgør en daglig, ydmygende gabestok for de oppustede, de selvfede og de hykleriske. At bygge Kirsten Birgit op til at kunne gøre det, hun gør, med troværdighed, har netop krævet talrige grænseoverskridelser.
Men det kræver en helt enorm selvjustits: Netop fordi det er satire, og fordi reglerne altid kan bøjes, må og skal det sagte være vigtigt.
Man kan ikke gå til grænsen uden jævnligt at overskride den, lyder det jævnligt fra Radio24syvs kanalchefer, Mads Brügger og Mikael Bertelsen. Men det grænseoverskridende er netop ikke grænsløst, og på Den Korte Radioavis og Radio24syv ledsages det tilmed af en selvfejrende attitude, der ikke længere er anarkistisk, men deler sind med det totalitære: Her er ingen etiske regler, ud over dem, de selv sætter på Den Korte Radioavis. Sagesløse menneskers privatliv inddrages efter forgodtbefindende, præcis som totalitære kræfter aldrig anerkender, at noget kan være privat.
Var det virkelig så sjovt at nævne Esben Lunde Larsens seksualitet hver anden dag? Var det så morsomt at fortælle, hvem i Venstres øverste ledelse, der går i seng med hvem? Hvis man bestyrer gabestokken på torvet, kan man ikke også samle alle de ekskrementer op, der flyder forbi i rendestenen.
JEG hørte til blandt Kirsten Birgits største fans og skulle have sagt det for længe siden: Hun og hendes slæng på 24Syv er blevet til skolegårdens mobbere, til dogmatikere, der opfatter enhver kritik som en del af den idioti, der omgiver dem. Denne mangel på anfægtelse gør dem ikke til et modbillede på danske medier, men det måske fremmeste eksempel på den manglende selvrefleksion, der er så udbredt i branchen. I denne uge kritiseres hun fra alle sider, og jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at Kirsten Birgit nok tænker, at jeg har meldt mig under forargelsens og de humorforladtes faner. Sådan er det ikke. Vi har brug for Kirsten Birgit, men Kirsten Birgit er holdt op med at være Kirsten Birgit. Hun er blevet for magtfuld, for populær, for forudsigelig. Hun er blevet en totalt dominerende revyfigur, der er blevet træt af sig selv. Derfor siger jeg, som vi står her ved bålet og sender Kisser afsted:
Lad flammerne rense dig. Og god tur.
Læs også Martin Krasniks artikel fra Weekendavisen #9, fredag 2. marts 2018, om universet omkring radioprogrammet Den Korte Radioavis: »Næsten udelukkende drevet af had«