I krig og kærlighed gælder alle kneb, siger man, men hvordan er det med kunsten? I søndags sluttede årets store kunstmesse i Basel, Art Basel, anset for at være stedet, hvor man ser, hvilken vej kunsten og markedet, to uadskillelige fænomener, bevæger sig. Og mens rige samlere for længst havde forladt scenen i deres private jets, pakkede galleristerne deres tiloversblevne værker og gjorde status.
Det er de første dage på messen, der tæller, der hvor samlere snuser rundt og håber på at komme først hen til den nyeste tendens eller det ukendte, genopdagede, gamle nye, der er faktisk ikke kunst nok til efterspørgslen på et marked, hvor kunderne kun bliver flere, pengene større, og meget virker uldent, bortset fra de gode værker, der også er en virkelighed på Art Basel.
Det hele begynder om mandagen på Art Unlimited, som er en kæmpe hal, ofte med store installationer beregnet på museer, mange videoværker og almindelig tummel, når Ruinart – sarkastisk betitlet Ruin-Art af kunstnerduoen Gilbert & George – åbner champagnebaren og lader de gyldne dråber flyde til dem, der kommer først til mølle, og det er mange.
I år var vi en hel del, der trængte til at dulme nerverne. For midt i den gigantiske hal befandt sig værket Open Secrets fra 2018 af den amerikanske kunstner Andrea Bowers. Her var bygget to monumentale vægge, og på dem hang i omegnen af 200 fotografiske tryk på rød baggrund med navne på mænd anklaget af kvinder for seksuelle overgreb. Ligeledes påtrykt var de anklagedes svar til offentligheden, detaljer om anklagerne og eventuelle juridiske handlinger i den forbindelse. Mellem væggene stod kontorstole spredt, så man kunne sætte sig og læse igennem – som direktør og/eller sekretær?
Danmark var velrepræsenteret med hele tre mænd.
Den første tanke, der fór gennem hovedet, var »kommunistisk vægavis«. Den anden var offentlig domstol. Det løb mig ærlig talt koldt ned ad ryggen.
Bowers er kunstner og aktivist. Open Secrets er fremstillet med støtte fra flere gallerier, nemlig Kaufmann Repetto, Andrew Kreps Gallery og Susanne Vielmetter Los Angeles Projects. På Art Basels hjemmeside præsenteres hendes projekt som »researchbaseret«. Via forskellige medier »forstærker hun aktivisters stemmer« for at skabe en forbindelse mellem sin kunstneriske praksis og aktivisters kamp. Med Open Secrets dokumenterer hun #MeToo-bevægelsen og Time’s Ups udvikling fra Harvey Weinstein-sagen og frem, står der endvidere, Bowers føler, at projektets ånd bedst udtrykkes ved hjælp af en tweet fra den feministiske forfatter Jessica Valenti, der lyder som følger: »Noget af det, folk siger lige nu, er, at det, den nuværende kultur anser for ’normale’ seksuelle møder, ikke dur for os og ofte er skadelige.«
Open Secrets var tænkt som messens største »conversation piece«, et bevis på, at den stadigt ekspanderende messe har fingeren på pulsen. Men det gik ikke helt efter hensigten. Om mandagen, i forbindelse med åbningen, skrev forfatteren Helen Donahue i en række tweets, at Bowers havde brugt meget tydelige billeder af hendes forslåede ansigt og krop, foruden historien om et seksuelt overgreb på hende, uden at bede om hendes tilladelse. Donahue havde offentliggjort billederne på sin egen Twitter-konto i oktober 2017 og skrevet, at hendes skader stammede fra en uidentificeret mandlig mediepersons hænder, som hun og tre andre kvinder senere afslørede navnet på til websitet Jezebel, der med glimt i øjet betegner sig selv som »A Supposedly Feminist Website«.
Da Donahue hørte, at hendes og de andres historier skulle indgå i et på forhånd meget omtalt kunstværk på Basel-messen, blev hun med egne ord »forfærdet«. I en rasende tweet skrev hun: »Fedt, at mine fucking fotos og traumer skaber overskrifter på Basel-messen, tak, fordi du udbytter os i ’kunstens’ navn, Andrea Bowers. Ved du, hvor fucking sindssygt det er at se mit forslåede ansigt og krop udstillet som kunst, rige mennesker kan glo på.«
Også en anden kvinde, hvis navn optræder i samme banner, har protesteret med ordene: »Hvordan tror du, det føles at få sin voldtægt udstillet i et ’kunstværk’ på Art Basel???« Hun udtalte senere til New York Times, at hun er sikker på, at Bowers vil det gode, men de kan selv finde ud af at fortælle deres historier, og Bowers’ version er kun en halv sandhed.
Sagen er på alle ledder besværlig, for Andrea Bowers’ hensigt var naturligvis at støtte de voldsramte kvinder, men hele ideen er dødfødt. Der er jo intet subtilt i at udstille folk, der er anklaget i det store mediecirkus, på Facebook, Twitter og Instagram, og kalde det kunst. Det er bare ulækkert. Lige så vigtig, #MeToo-bevægelsen har været som et billede på misforstået virilitet og det, der er meget, meget værre, lige så farlig har den heksejagt, som udhængning af mænd i det offentlige rum uden rettens mellemværende, været. Den mand, Donahue og andre har anklaget, har de aldrig indklaget for retten, han har altså aldrig fået sin mulige skyld på- eller afvist.
Charles Krause, der er direktør og grundlægger af Center for Contemporary Political Art i Washington, udtalte i denne forbindelse til New York Times, at det, der er sket i Basel, nok er »en nyttig advarsel« til kunstnere, der beskæftiger sig med politisk kunst, og deres gallerier og de folk, der arrangerer messer, og dermed udstiller det. »Hvad med de anklagede?« skriver han i en e-mail. »Hvor mange af dem er kendt skyldige i retten og ikke af folkedomstolen og den politiske opportunisme? Kan vi stole på, at Andreas værk er præcist i den forstand, eller burde vi ikke være optaget af de faktiske forhold i hver enkelt sag?«
Dét er en overordentlig vigtig pointe, for i Open Secrets er der ikke taget smålige hensyn til forskellen på voldtægt og et uønsket kram. Her finder man monumental ligestilling.
Ingen af de udstillede mænd har endnu givet lyd fra sig i forbindelse med værket, der er til salg for 300.000 dollars. Dog nu i en modificeret udgave, fordi kunstneren efter Twitter-stormen valgte at fjerne den del af værket, hvor Donahue og de tre andre kvinder – og manden, hvorom det hele sig drejer – optræder.
I bedste Tvind-lingo angrede Bowers nemlig og skrev i en erklæring til ArtNews: »Jeg, Andrea Bowers, vil gerne undskylde til den overlevende (Survivor), hvis billede indgik i mit værk. Jeg skulle have bedt om hendes tilladelse; hun har ønsket, at den fane, hvor hendes foto optræder, bliver fjernet, og det ønske har jeg imødekommet. Jeg har kontaktet hende privat og ser meget frem til at lytte.«
