Podcast. Verdenslitteraturen bliver man aldrig færdig med. Altid er der en roman, et essay eller en digtsamling, som man ikke har fået læst endnu.

Indhentede klassikere

I foråret 2019 bad litteraturredaktør Johannes Baun en række af bogsektionens skribenter om at indhente en klassiker: altså at læse et stykke klassisk litteratur, som de endnu ikke havde fået læst, men som de havde på fornemmelsen ville sige dem noget særligt.

Weekendavisens podcast Indhentede klassikere inviterer lytterne til selv at dykke ned i verdenslitteraturens skattekiste, når Karsten Pharao læser højt fra de indhentede klassikere, og Johannes Baun har skribenterne i studiet til en samtale om, hvad klassikeren sagde netop dem.

Her fortæller Asker Hedegaard Boye, at han kunne identificere sig med den hallucinerende forfatter i Hamsuns Sult, Linea Maja Ernst, at hun næsten blev forført af Nabokovs pædofile Humbert Humbert, Siri Ranva Hjelm Jacobsen, at hun beundrede den intrigante markise i Farlige forbindelser, mens Pernille Steensgaard blev meget træt af Herman Hesses evige vrængen ad det almindelige liv.

Indhentede klassikere er Weekendavisens skribenters personlige introduktion til verdenslitteraturen. Og det er samtaler, som stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi er blevet mere frie og mindre borgerlige, siden klassikeren blev skrevet.

 

Hør »Indhentede klassikere« her på Weekendavisen.dk/podcast eller der, hvor De ellers hører podcast: