Liberal Alliance
Mark Seemann
Cand.polit., forfatter, foredragsholder, programmør
Jeg meldte mig ud af Liberal Alliance i marts 2018. Nu overvejer jeg at melde mig ind igen.
Jeg meldte mig ud af Liberal Alliance, da bægeret endelig flød over. I mit tilfælde skete det, da regeringen besluttede at afskaffe licensen. I stedet hævede den personskatten. Jeg stemte oprindeligt på LA, fordi jeg syntes, at skattetrykket i Danmark var for højt. Det er det stadig.
Da LA gik i regering i 2016, var jeg skeptisk, men valgte at se tiden an. Jeg er ikke ekspert i politisk strategi, og jeg var villig til at lade tvivlen komme Liberal Alliances nye ministre til gode. Måske så de nogle politiske muligheder, jeg som tilskuer ikke kunne se.
Mens Liberal Alliance var i regering, fik vi burkaforbud, ghettopakke, nye skatter, stigning i de offentlige udgifter, stats-tv og flere andre tiltag, som jeg ikke finder liberale. Ja, man skal kunne tælle til halvfems, og man bliver nødt til at indgå kompromiser. Det forstår jeg godt, men jeg har svært ved at se, at Liberal Alliance fik nogen liberal politik gennemført ved at gå i regering. Da man stod udenfor, kunne man i det mindste tale den liberale sag.
Jeg meldte mig ud af Liberal Alliance, da det stod klart, at ved at være i regering kunne partiet ikke længere sætte en liberal dagsorden. Havde Anders Samuelsen valgt at blive i træet og vælte regeringen i 2016, havde jeg stemt på partiet igen. Ved at gå i regering mistede de min stemme. Jeg er ligeglad med, om statsministeren hedder Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen. Jeg kan ikke se forskel.
Siden Uffe Ellemann-Jensen tabte valget i 1998, har det været den dominerende borgerlige opfattelse, at man kun kan vinde magten ved at nedtone borgerlig fordelingspolitik og love ikke at skære i de offentlige udgifter. Det blev i stedet Anders Fogh Rasmussens håb, at det var muligt at ændre danskernes holdning gennem en værdidebat.
Danmarks borgerlige politikere har i to årtier forfulgt den strategi. Søg mod midten, tillad det offentlige forbrug at stige og tal helst ikke om borgerlig fordelingspolitik. Resultatet ser vi nu. Der opstår nye fløjpartier, fordi de etablerede borgerlige partier har opgivet at tale om borgerlig politik. Man har sågar adopteret venstrefløjens sprogbrug og kalder det offentlige forbrug for »velfærd«.
Jeg meldte mig ud af Liberal Alliance, fordi også det parti er blevet en forkæmper for »velfærd«. Ordet »velfærd« betyder egentlig blot at have det godt – at fare vel – og det kan man bedre opnå ved at bevare sin personlige frihed. Det indebærer blandt andet, at staten ikke skal blande sig i, hvordan man går klædt, eller om ens børn går i vuggestue. Det indebærer også, at man skal have lov til at beholde størstedelen af de penge, man tjener.
Efter Venstres nederlag i 1998 har den idé bidt sig fast blandt borgerlige politikere, at det er farligt at tale om borgerlig politik. Det er også farligt at lade være. Godt nok har vi haft en Venstre-statsminister i hovedparten af de sidste to årtier, men den førte politik har været socialdemokratisk. Man har ladet de offentlige udgifter vokse og væksten gå i stå.
Strategien har ikke virket. Jeg ved ikke, hvad der i stedet vil virke, men jeg synes, at det er på tide at erkende, at den gamle strategi ikke har været nogen succes. Landet er blevet rødere, end da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, og man kan slet ikke tale om skattetrykket uden at blive kaldt et »rigt svin«.
Skulle vi ikke prøve med en ny strategi?
Lad os, som borgerlige, sige farvel til ordet velfærd som synonym for offentligt forbrug. Lad os sige vores mening uden omsvøb. Her er nogle eksempler: Skattetrykket er så højt, at det ikke kan betale sig at arbejde for meget. Overførselsindkomster udgør generelt en tredjedel af de samlede offentlige udgifter; vi bør kigge på, hvilke der skal udfases. Vi skal sælge eller lukke de statslige medier. Vi bør sælge DSB.
Vi skal ikke blive ved med at spare efter salamimetoden. Det er destruktiv forvaltning. Vi skal turde prioritere. Vi skal turde sige, at visse offentlige ydelser skal bortfalde. Vi bør for eksempel afskaffe SU. Tanken var, at SU skulle forbedre den sociale mobilitet, men eksperimentet har nu kørt i halvtreds år, og det har ikke haft nogen signifikant effekt. Jeg har selv børn, der snart kommer til at skulle modtage SU. Det er ikke i min personlige interesse at foreslå SU afskaffet, men jeg tror, at det er i landets interesse.
Jeg meldte mig ud af Liberal Alliance i 2018. Nu overvejer jeg at melde mig ind igen. Partiet er nu så meget på hælene, at dets bedste chance er at starte på en frisk. Måske vil en ny ledelse lade nogle nye stemmer blive hørt.
Fremtid
Gorm Harste
Dr.scient.pol., Aarhus Universitet
I WA #23 handlede mange af artiklerne om fremtiden. Der var de politiske. Og der var to debatindlæg om digitalisering af fremtiden. Rigtigt er det, som Jesper Eiby Christoffersen skrev i sit læserbrev, at »det er bare et spørgsmål om tid«. Men tid er en størrelse, som kræver forståelse af, at al tidsanalyse er bundet af samtidens selvforblændelse, som i den udmærkede beskrivelse i Mads Vestergaards kronik. Det er korrekt, at eksponentielt voksende ligningssystemer ekstremt hurtigt vil føre videre end de lineære forudsigelser, som vi er vant til. Så kan vi tænke os en tidsopfattelse, der ligger hinsides den næsten utænkelige vækst i hastighed?
Ja, og det er gjort for overraskende lang tid siden, nemlig i den senromerske filosof Augustins Bekendelser fra år 397, kapitel 11, der har beskrevet paradigmet for, hvordan vi har tænkt og talt om tid lige siden. Gennem 2500 år ser vi et optisk bedrag, når vi beskriver fremtiden, som venter enten paradiset eller apokalypsen lige om hjørnet. Husker vi ti år tilbage, husker vi et hav af forandringer, som var der i den tid sket større forandringer end mellem 1890 og 1900 eller mellem 1490 og 1500. Ser vi på hukommelse, tror vi let, at fremtiden eksploderer i innovation om eksempelvis 30 år. De kurver, vi tænker i, vokser eksponentielt mod himlens evighed eller apokalypsens ragnarok.
Augustin kunne ikke tænke sig den absolutte atomkrigs apokalypse konkret. Dens metabiologiske ophævelse af liv var regulært utænkelig. Mest dramatisk var vi millimeter fra den apokalypse to gange i efteråret 1983, da store amerikanske militærøvelser var uvarslede, så det sovjetiske militær troede sig under angreb og var parat til at svare igen atomart. Men statslederne blev så forskrækkede, at atomkapløbet blev aflyst. Og fremtiden blev genopfundet. Under Den Kolde Krig var det realistisk set ellers kun fantaster, der mente det betimeligt at tale om lange fremtidshorisonter. De kom jo ikke, men ville drukne i atomar eskalation. Lige siden denne sene efterkrigstid har forestillingerne om den umiddelbart forestående apokalypse eller paradis været underligt nærværende, som var de reelle, hvad de da også har været.
Revolutioneringen af hastighed er dertil ældgammel. Længe før internettet fandt eksempelvis Augustin ud af, at Helligånden også kunne anvendes som et medium for at magte synkronisering og koordination på tværs af uendelige afstande, endog fra nutid til fremtid og fortid.
Augustins pointe i hans selvbiografi er, at erindringen udsondrer uendelige lag af metaforer for relevans. Kærligheden og Rundetaarn ganges sammen, tilmed sammen med snart otte milliarder andre mennesker og dertil tidshorisonter for afdøde mennesker. Man kalder den slags for fænomenologi. Vi tænker og føler bag overfladen af det, vi ved. Jo mere stabil verden er, jo lettere kan vi iagttage det foranderlige, det nye og innovative. Også den optik bedrager os.
Klimarealisme
Anne-Sofie Sadolin Henningsen
Security manager, Frederiksberg
Det er sandt, hvad Martin Kryhl Jensen skriver i sit læserbrev i WA #23, at man i 1970erne var bekymret for en kommende istid, og det passer også, at Nordpolen har været en hel del varmere, end den er nu. I hvert fald når man kigger tilbage på Jordens mange millioner år lange historie. Men at sætte spørgsmålstegn ved klimakrisen er simpelthen forkert. Størstedelen af alle forskere erkender i dag, at vi står over for en enorm krise. Man snakker sågar om en sjette masseuddøen, som i høj grad skyldes menneskeskabte problemer: Vi udleder for meget CO2 og optager al for megen plads på Jorden.
Jo, Jorden ville nok blive varmere uden menneskers indblanding, men slet ikke med den fart, vi ser nu, og det er da interessant, at den istid, som man troede ville komme, nu er erstattet af frygten for en global opvarmning på plus to grader.
Der er ikke tale om en klimapsykose, men snarere mangel på klimarealisme. Børnene har forstået, at det er deres fremtid, folk som MKJ spiller hasard med. Deres klimaangst er vores ansvar, og vi burde se realiteterne i øjnene og give børnene deres fremtid tilbage.
Til sidst ærgrer det mig, at Greta Thunberg skal »umyndiggøres« på grund af en diagnose. Vi er vel kommet ind i det 21. århundrede?
Bjørnetjeneste
Emilie R. Møller
Student på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing
Kære forældre, som giver jeres børn alt det, de peger på. Kære forældre, som ringer til læreren for at give dem en lærestreg for karakteren, der matcher barnets indsats. Kære forældre, hvis børn er fri fra forpligtelser, men med favnen fuld af ufortjente lommepenge. Kære jer, dette er en besked fra alle os til alle jer: Hold op.
At imødekomme alle dit barns ønsker er at gøre det en kæmpe bjørnetjeneste. Ofte virker det som den nemmeste måde at håndtere situationen på, men i sidste ende giver det bagslag. Så kan det godt være, at du har travlt, er enemor eller -far, eller at du ikke havde det nemt som barn. Ja, men det handler ikke om dig lige nu. Det handler om dit barns fremtid.
Hvis du bliver ved med at skærme det fra virkeligheden, som den virkelig er, hvordan skal det så kunne være klar til at stå på egne ben en dag? Forbered dit barn på fremtiden uden bjørnemors bjørnetjenester og ufortjente belønninger. Giv det tjanser og ansvar. Lad det fortjene sine lommepenge. Jo flere udfordringer det får nu, jo færre udfordringer får det senere.
DR2
Jan C. Hansen
Ved Sønderåen 36
7100 Vejle
Fra at være den hemmelige kanal og dernæst den oplysende og min foretrukne, er DR2 nu blevet til en underholdningskanal. Nu bliver man budt på Quizzen med Gyrith Cecilie Ross, Det Politiske Talkshow med Mette Vibe Utzon, Sara Bro på DR2, Ugen plus det løse med Huxi Bach og sikkert flere i samme genre. Jeg forstår ikke helt, hvorfor DR skrottede X Factor, det ville ellers passe godt ind i dette nye DR2-koncept. Heldigvis lever Deadline stadig, så længe det varer.
Kaffe
Karl Iver Dahl-Madsen
Rådgiver om mad og miljø
I den evindelige strøm af profetier om, hvordan det engang, måske, i fremtiden, vil gå helt galt for menneskene med disse klimaændringer, hvis vi ikke ændrer vores syndige livsstil, er vi kommet til kaffen.
Der findes såkaldte kaffeforskere, der mener at kunne vide, at lige om lidt vil kaffeproduktionen kollapse og kaffen blive så dyr, at ingen har råd til at købe den. Hver gang jeg hører noget sådant, »trækker jeg min revolver« og går til kilden for rådata, som er FAOSTAT, FNs officielle organ for indsamling af statistikker for produktion af nærings- og nydelsesmidler, og ser, om det nu kan passe.
Nej, det kan det ikke. Kaffeproduktionen og -udbyttet stiger globalt set helt uanfægtet af, at Jordens temperatur er steget en grad. Også selvom nogle uden nogen form for dokumentation påstår, at verdens areal, som er velegnet til kaffedyrkning, minimeres år for år.
Det globale dyrkningsareal for kaffe er næsten uændret siden 1960 og er lige nu på knap 11 million hektar. Et globalt set ubetydeligt areal. Så kaffedyrkning vil der altid være plads til.
Hvordan har kaffepriserne det? De pisker op og ned, hvad man kan forvente af et luksusgode, men uden nogen trend.
Så er det, at man må stemme i med Thomas Babington Macauley: »Efter hvilket princip er det, at med intet andet end forbedring bag os forventer vi intet andet end forringelse foran os?«
Hvis man skal vide noget om kaffedyrkningens fremtid, skal man spørge en kaffedyrker, ikke en kaffeforsker.
Dannebrog
Jørgen D. Siemonsen
Direktør, cand. polit.
Dronning Margrethe indleder i morgen – på selve Valdemarsdag – officielt besøg i Estlands hovedstad, Tallinn, tidligere Lyndanisse. Det var nemlig ifølge sagnet her, at Dannebrog faldt ned fra himlen for præcis 800 år siden.
Men den ældste afbildning af Dannebrog som rigets fane hidrører fra et nederlandsk heraldisk værk, Armorial Gelre fra cirka 1380, som viser Valdemar (IV) Atterdags våbenskjold. Valdemar Atterdag sad på tronen i 35 år fra 1340 til 1375. Man kan derfor »kun« dokumentere Dannebrog som kongeflag tilbage til omkring midten af 1300-tallet. Valdemar Atterdag afsluttede også det 127-årige danske overherredømme , da han i 1346 solgte Estland til Den Tyske Ridderorden for 19.000 mark sølv for at genopbygge riget efter Danmarks fejlslagne og kostbare Østersø politik. Hvorom alting er, regnes Dannebrog fortsat for verdens ældste nationalflag i uafbrudt brug.
Før Dannebrog og op gennem vikingetiden blev der også brugt faner og bannere som særlige hærmærker eller »felttegn« for i krigstid til vands og til lands at kunne kende »frænde fra fjende«. Det ældst kendte danske hærmærke er den såkaldte Ravnefane, som er en rød dug med Odins »hellige« ravne, Hugin og Munin. Ifølge den nordiske mytologi fløj de i krigstid hver dag ud for at indsamle efterretninger til Odin om fjendens bevægelser. Ravnefanen blev kun givet i hænderne på den tapreste kriger, Mærkismanden, som skulle være parat til at forsvare fanen til sidste blodsdråbe. Blev fanen erobret af fjenden, førte det ikke sjældent til opløsning og nederlag.
Og det var præcis den situation, de danske hærstyrker var havnet i under slaget ved Lyndanisse hin 15. juni 1219: Ifølge Saxos dramatiske fortælling var hærens samlingsmærke, kongebanneret, nemlig forsvundet. Mismod og faneflugt bredte sig, og kun et mirakel kunne vende nederlag til sejr. Dette indtraf, da et rødt-hvidt korsbanner pludselig viste sig blidt dalende ned fra himlen til den danske lejr, mens en stemme fra oven brød gennem med ordene »Løft korsflaget højt – og du skal sejre«. Og sejret blev der.
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
