Kommentar. Udenlandske forskere nægter at tro på udfaldet af det danske folketingsvalg.

Anomalien

Hvem vandt folketingsvalget i sidste uge? Blandt kommentatorer har der ikke været megen tvivl at spore: Rød blok vandt den største sejr ved et folketingsvalg i over 40 år. Det skete i høj grad, ved at Socialdemokratiet var i stand til at tiltrække vælgere fra Dansk Folkeparti, der led et ligeledes historisk nederlag. Socialdemokratiet fik disse vælgere tilbage ved at insistere på en stram udlændingepolitik kombineret med en gavmild velfærdspolitik. Men det kom med en pris, da de leverede vælgere til SF og Det Radikale Venstre. Kort sagt: Rød sejr med socialdemokratisk transithal.

Hvorfor stille et spørgsmål, vi allerede kender svaret på? Besøger man Twitter, finder man svaret. Her har man den seneste uge kunnet følge med i, hvordan forskere i udlandet har en radikal anden opfattelse af det danske valg. Her står Socialdemokratiet ikke som sejrherre. Tværtimod, valget var en fuser for dem – en advarsel til andre europæiske socialdemokratier om ikke at lade sig inspirere af Mette Frederiksens cocktail af lukkede grænser og åbne kasser.

Tag for eksempel den hollandske populisme-forsker Cas Mudde, der er en hyppigt anvendt ekspertkilde om europæisk politik. På valgaftenen skrev han således om Socialdemokratiets valgresultat på sin Twitter-konto: »At sælge sin sjæl kun for at få 0,4 procent færre stemmer end ved sidste valg. Så 2019!«

Et par dage senere delte han et tweet fra en danskfødt forsker i europæisk politik ved London School of Economics, Sara Hobolt, med følgende ordlyd: »De danske socialdemokrater adopterede en hård udlændingekurs, men data tyder på, at den ikke var særlig succesrig. Kun ni procent af deres vælgere var tidligere Dansk Folkeparti-vælgere. Mange flere DF-vælgere gik til centrum-højrepartiet Venstre.«

For både Mudde og Hobolt var vælgervandringen fra DF til S ubetydelig, en bagatel.

I en anden, lang Twitter-tråd konkluderede ph.d.-studerende i populisme ved Harvard University Sophie Hill, at de danske socialdemokraters udlændingepolitik ikke er en farbar vej for andre socialdemokratier, da den fremmedgør yngre kosmopolitiske vælgere. Det blev bakket op af en lektor fra Zürich Universitet, Tarik Abou-Chadi:

»Vi har fundet frem til, at når vesteuropæiske socialdemokratier indtager en restriktiv udlændingepolitik, så reducerer det sandsynligheden for, at folk stemmer på dem,« tweetede han med et billede af en graf og skrev i et andet tweet: »Held og lykke, hvis du tror, at det her er Socialdemokratiets fremtid!«

Professor i politologi ved samme universitet Silja Häusermann var enig: »De danske socialdemokrater prøver at undgå det dilemma, der hjemsøger europæiske socialdemokratier. Kan det virke? Det korte svar baseret på vælgerdata: Det kan måske virke på kort sigt i Danmark, men ikke i andre lande.«

Häusermanns argument var, at en stram udlændingekurs frastøder middelklassen, der ikke vil acceptere den slags »velfærdschauvinisme«, som hun og mange andre i forskermiljøet kalder den danske socialdemokratiske linje.

ALT dette er blot et lille udpluk. Det vrimler med forskere på Twitter, hvis opfattelse af det danske valg går diametralt imod den gængse herhjemme: Vælgervandringen fra DF til S var ubetydelig, mens SF og De Radikale sikrede sejren til venstrefløjen, ikke socialdemokraterne. Hvordan kan det være?

Den oplagte forklaring er, at de ikke forstår dansk politik og vores parlamentariske bloksystem. Men det er næppe hele historien. I det internationale forskningsmiljø omkring populisme har der længe hersket en konsensus om, at man ikke kan bekæmpe højrepopulismen ved at gå til højre på udlændingespørgsmålet. Denne holdning har nærmest status af ortodoksi. Den føromtalte Cas Mudde skrev eksempelvis et længere indlæg i The Guardian i sidste måned med titlen: »Hvorfor venstrefløjen ikke kan reddes ved at kopiere det populistiske højre.«

Det danske valg er en anomali i dette paradigme. Hvis man anerkender, at de danske socialdemokrater vandt valget ved at tiltrække DF-vælgere, risikerer man at skulle ændre grundlæggende ved de analyser, man har været enig om i årevis.