Tehættelitteratur. Journalisten Michael Wolff har skrevet en opfølger til sin Trump-bog 'Fire and Fury'. Men er den overhovedet journalistik?

Stemnings­musik er ikke nok

Forlaget Henry Holt and Company blev grundlagt i 1866 i USA af Henry Holt og Frederick Leypoldt, og siden dag ét har firmaet udgivet førsteklasses litteratur. Forlaget står bag nogle af de helt store – Robert Louis Stevenson, Robert Frost, Hermann Hesse, Erich Fromm, Thomas Pynchon, Paul Auster.

Ikke desto mindre var forlæggerne ved at tabe både bagel og læsebrille, da de den 5. januar 2018 udgav Michael Wolffs Fire and Fury. Bogen kortlægger Donald Trumps første år i Det Ovale Værelse og strøg ind på førstepladsen på bestsellerlisten på New York Times – inden ugen var omme, var titlen den hurtigst sælgende bog i forlagets historie. Der var pakket og afsendt 700.000 bøger. De resterende bestillinger lød på halvanden million.

Spændingen var stor, da Wolffs opfølger, Siege: Trump Under Fire, udkom for nylig. Publishers Weekly kridtede banen op på udgivelsesdagen, den 4. juni, hvor de i en usigneret klumme lavede en ret kompakt anmeldelse af bogen. Den indledende beskrivelse lød sådan her:

»Det Hvide Hus er dysfunktionelt, det politiske system virker ikke, og folk er decideret skøre i denne ætsende fortælling om Donald Trumps andet år som præsident, en opfølger til forfatterens bestseller Fire and Fury. Journalisten Wolff, der selv siger, at han er ’fascineret af Trump som en tilskuer ved en togulykke’, skildrer en præsident, der trækkes rundt i manegen af Mueller-udredningen (...) under hvilken der blev lavet et anklageskrift mod Trump, skriver Wolff, som dog aldrig blev gjort officielt (...) Han beskriver republikanernes nederlag midt i valgperioden. Han viser blokeringen af Trumps politiske plan mod indvandring og hans baglands raseri over, at han ikke har fået stablet en mur på benene. Han tegner et portræt af en administrativ maskine, der i smug underminerer sin egen præsident. Men Trumps værste fjende er – i Wolffs syrefremkaldte portræt – Trump selv.«

Det lyder unægtelig, som om Det Hvide Hus rummer et problem, men problemet med den lettere kulørte bog er måske, at den slet ikke er så journalistisk endda?

Det antyder Jennifer Szalai, der skriver for New York Times, allerede den 28. maj i år:

»Niveauet for den politiske analyse i denne bog ligger på noget nær nul, men det er bare, fordi den netop er skåret sådan.« Hun mener, bogen beskriver »en følelsesmæssig tilstand snarere end en politisk tilstand«.

Og så beskriver den Trump som latterlig:

»Præsidentens folk ser det som deres hovedopgave at holde ham i hans ’boble’, hvor han kan sidde og gnave chokolader, imens han bliver strøget over egoet i maratonsamtaler på telefonen med værten Sean Hannity fra Fox News (...) En adspredt Trump er en glad Trump.«

Mest omdiskuteret er dog en passage i bogen, som Tamara Keith fra mediet NPR fremhæver i en analyse den 2. juni 2019:

»I et interview med Morning Editions vært Steve Inskeep forsvarer Wolff (...) en af de eksplosive pointer i den nye bog, som allerede inden udgivelsen er draget i tvivl. Efter at det, som Wolff i bogen beskriver som en ’skitse til et anklageskrift’, slap ud i sidste uge, reagerede Peter Carr, som er talsmand for Mueller-udredningen, ved at sige, at ’de beskrevne dokumenter eksisterer ikke’. At en specialanklager på den måde skubber nogen lynhurtigt væk, er en sjælden og kraftig markering fra et embede, som kun én gang tidligere i sin to år lange levetid har langet sådan en kategorisk benægtelse ud (den første var, da Buzzfeed tidligere i år havde en historie, hvor de sagde, at præsident Trump havde beordret sin advokat, Michael Cohen, til at lyve for Kongressen).«

Reporteren Porter Andersen skriver i bladet Publishing Perspectives den 3. juni, at man måske skal finde årsagen til den relativt hårde kritik af Wolffs bog i det faktum, at en journalist ikke bare er en journalist:

»Det bliver mere og mere tydeligt, at mens bogudgivelsen kan tage sig meget bedre tid, når tingene skal tilrettelægges, end journalistikken i et dagligt nyhedsmedie kan, så gælder de samme regler for faktatjek – eller overhovedet det at få et citat fra den anden side – måske faktisk slet ikke.«

Det er Noah Schactmann, som er chefredaktør på The Daily Beast, overhovedet ikke enig i. Han sagde forleden i CNNs program Reliable Sources, at den slags slapsvanseri simpelthen ikke er acceptabelt:

»Stemningsmusik er altså ikke nok. Fakta skal også stemme.«

Tilbage står det svirpende portræt af præsidenten og alle hans mænd. Det overgås måske kun i frækhed af den britiske avis The Guardian, hvor Peter Conrad forleden gav den gas:

»Bogen har nu alligevel nogle skarpe betragtninger om Trumps psykiske underskudsforretning. Wolff diagnosticerer narcissisme og storhedsvanvid, men tilføjer, at Trump, på trods af sin nidkære selvmedlidenhed, er for ufølsom over for andre mennesker og for uinteresseret i deres motiver til at lide af egentlig paranoia.«

Conrad fornærmer til sidst med ægte britisk wit: »Det virker nærmest, som om hans hoved er en tom boombox, der er gået i selvsving – en subwoofer, som nogen drillesygt har sat en orange tehætte oven på.«

 

Læs også Klaus Wivels artikel om Michael Wolffs vildt omtalte bog 'Fire and Fury – Inside the Trump White House' fra Weekendavisen #2, fredag 12. januar 2018: »En kosmisk joke«