EN socialdemokratisk regeringsleder er et sjældent fænomen i Europa. Derfor er det en bedrift, at Mette Frederiksen nu bliver statsminister. Hun har forstået, hvad der er overgået hendes europæiske partifæller og gjort det modsatte af dem: Med en aggressiv socialdemokratisk identitetspolitik lykkedes det hende at trække vælgere tilbage over midten. På en effektiv cocktail af stram udlændingepolitik og uendelig velfærdspolitik har hun hentet vælgerne tilbage fra Dansk Folkeparti. Nu var der ikke længere grund til at stemme på Thulesen Dahl – Frederiksen leverede jo den ægte vare: velfærdslov og paradigmeskift og brun sovs. Frederiksen fremmanede den angiveligt ægte socialdemokratiske sjæl.
SOCIALDEMOKRATISK identitetspolitik har givet Frederiksen en halv valgsejr. Den anden halvdel kan hun takke venstrefløjen og Radikale Venstre for. Prisen for at vinde de undslupne socialdemokratiske vælgere tilbage har været en akut mangel på visioner om landets fremtid. Det har været symptomatisk, at Frederiksens strategi i valgkampen har været at sige så lidt konkret som muligt og holde Henrik Sass Larsen tavs. Og konsekvensen har været, at den øvrige venstrefløj og De Radikale har snuppet lige så mange vælgere, som Socialdemokratiet har hentet over midten.
IDENTITETSPOLITIKER for socialdemokrater er Mette Frederiksen med succes, men vil det gøre hende til en god statsminister? Både Frederiksens og mange andre yngre socialdemokraters forbillede er Viggo Kampmann, der først var finansminister og siden statsminister i 1950erne og begyndelsen af 1960erne. Han regerede over efterkrigstidens store politiske laboratorium, der skabte den moderne velfærdsstat – fra folkepensionen og atomstationen Risø. Fremtidens Danmark hed et tidligere socialdemokratisk program. Mette Frederiksen har vundet valget med blikket rettet mod fortiden.
SOM forhandlingsleder kan hun konstatere, at rød blok står stærkt, men at det primært er midten, der er styrket. Danskerne har fascinerende nok gjort det modsatte af alle andre vestlige vælgere og givet de gamle magtpartier en chance for at tage sig sammen og begynde at tænke på fremtiden. Næsten tre fjerdedele har stemt på partierne fra SF til Venstre. Rød blok har ikke flertal til at gennemføre en »ny retning« i hverken den økonomiske politik eller udlændingepolitikken. Hun vil for eksempel hurtigt blive mindet om, at De Radikale før valget indgik en pensionsaftale med blå blok. Det betyder, at de næste dage og ugers forhandlinger bliver hårde. Frederiksen gør klogt i hurtigt at tage et opgør med Enhedslistens fantasier om en knaldrød finanspolitik.
STATSMINISTER Mette Frederiksens helt store opgave bliver at lægge rollen som kustode for det socialdemokratiske museum fra sig. Det er primært Frederiksen, der skal slå ind på en ny retning. Det er en dyb socialdemokratisk urdrift at tro, at partiet egentlig er det samme som Danmark, og at den socialdemokratiske stat er det samme som samfundet. Valget viser meget tydeligt, at det ikke passer. Frederiksen har nu vist, at hun er i stand til at vinde frafaldne socialdemokrater tilbage. Det er lykkedes. Nu skal hun for første gang svare på spørgsmål, hun hidtil har ignoreret: Hvilken økonomisk politik skal finansiere al den velfærd, hun har lovet? Hvordan skal Danmark placere sig i verden: Hvad er vores forsvarspolitik? Hvad er vores rette plads i EU? Hvordan sikrer vi kvalificeret arbejdskraft fra udlandet? Hendes svar på de spørgsmål vil også afgøre, om hun er parat til at skuffe de socialdemokratiske vælgere, der ser hende som én af deres egne. Det er i realiteten kun dét, der kan gøre hende til en stor statsminister.
