JERUSALEM – Nej. Nej. Og nej igen. De første uofficielle palæstinensiske reaktioner på USAs nylige invitation til en såkaldt økonomisk workshop i Bahrain i slutningen af denne måned – første del af den længe ventede amerikanske fredsplan – var ubetinget negative.
Det samme var den officielle palæstinensiske udmelding fra selvstyrets ledelse, der blev offentliggjort et par dage senere. Fra Ramallah på Vestbredden lød et klart og bestemt nej, og ikke nogen tak for invitationen til Bahrain. Lige siden har de officielle palæstinensiske begrundelser for ikke at sende en delegation til konferencen, der ifølge USA har til formål at forbedre den palæstinensiske økonomi, manifesteret sig i en hård kritik af Donald Trumps forsøg på at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne.
Der sås tvivl om, hvorvidt en fredsaftale overhovedet er en mulighed. Offentliggørelsen af fredsplanens detaljer er blevet udskudt gentagne gange, og efter at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i sidste uge blev tvunget til at udskrive nyvalg, da han ikke har været i stand til at samle en regering efter valget i april 2019, mener mange, at USA vil vente med at løfte sløret for detaljerne, indtil en israelsk regering er på plads i efteråret 2019.
»Der er ikke længere tale om århundredets aftale, men næste århundredes aftale,« skriver den israelske journalist Amit Segal på Twitter i en kommentar til, at offentliggørelsen af fredsplanens indhold konstant udskydes og tilpasses den politiske udvikling i Israel.
Fra palæstinensisk side afviser man på forhånd fredsplanens indhold, på samme måde som man afviser at deltage i den kommende konference i Bahrain.
»Vi siger nej til bestikkelse,« skrev den tidligere palæstinensiske udenrigsminister Nabil Shaath i en klumme i det israelske dagblad Haaretz. Og den mangeårige palæstinensiske topforhandler Saeb Erekat beskyldte i New York Times USAs præsident Trump for at forsøge at tvinge palæstinenserne til at overgive sig ved at få dem til at takke ja til store summer penge mod til gengæld at opgive nogle politiske krav.
For at sikre sig, at palæstinensiske forretningsmænd ikke ville lade sig tiltrække af ideen om en økonomisk workshop med USA og Golflandene som de pengestærke garanter, fastslog den palæstinensiske minister Ahmed Majdalani over for Reuters, at »enhver palæstinenser, der deltager, vil blive anset for at være en forræder«.
»Århundredets aftale«
Siden USA i 2017 besluttede at flytte sin Israel-ambassade til Jerusalem, som palæstinenserne også ser som deres hovedstad, har den palæstinensiske ledelse nægtet at samarbejde med Trumps administration og anerkende USAs mæglerrolle.
Selv om den planlagte økonomiske konference i Bahrain indtil videre er den eneste offentligt kendte detalje i den overordnede amerikanske fredsplan, som Donald Trump har sagt vil føre til »århundredets aftale«, er både israelere og palæstinensere begyndt at tvivle på, at det er muligt at opnå et resultat.
For den palæstinensiske ledelse ligner det en proces, hvor en amerikansk præsident, der favoriserer Israel, forsøger at tvinge palæstinenserne til at opgive politiske krav om en selvstændig stat med hovedstad i Jerusalem, besættelsens ophør og de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage.
I Israels nuværende regering håber man, at den amerikanske plan vil føre til et brud med den gængse opfattelse af konflikten, hvor den israelske besættelse af Vestbredden ses som den største hindring for en fredsaftale. Så længe det er palæstinenserne, der nægter at tale med Trumps særlige udsendinge eller sætte sig på et fly til Bahrain, er det palæstinenserne – ikke Israel – der fremstår som de evige nej-sigere. Det ved både israelerne og amerikanerne.
»Kushner og Friedman er ikke dumme,« skriver den israelske kommentator Anshel Pfeffer om Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, og USAs ambassadør i Israel, David Friedman, i dagbladet Haaretz. »De forsøger ikke engang at gøre palæstinenserne interesserede i Bahrain-workshoppen. De kunne ikke være mere ligeglade med, hvad palæstinenserne accepterer,« skriver han.
Pfeffer mere end antyder, at det centrale i Trumps overordnede plan ikke handler om fred, men om at normalisere forholdet mellem Israel og de større arabiske stater i regionen og derved skabe økonomisk vækst. Så er det op til palæstinenserne, om de vil være med eller ej.
Hvis palæstinenserne takker nej, er der, ifølge Anshel Pfeffer, ingen af betydning, der vil lytte til palæstinensernes krav længere.
»De kan sprænge sig selv i luften med en tredje intifada, men hvis de ikke har støtte fra de vigtigste sunni-arabiske regimer, antager Trump-holdet, at alle andre også vil være ligeglade. Alle andre, der betyder noget,« skriver han.
Pengene først
Heller ikke Shimrit Meir, israelsk Mellemøst-analytiker og grundlægger af tænketanken Masdar, mener, at Trumps plan handler om at skabe en fredsløsning, begge parter anser for retfærdig. Det handler snarere om at opdele regionen mellem de lande, der ønsker at handle med Israel og USA, og de lande, der ikke gør. En opdeling mellem venner og fjender.
»Det er værd at forsøge at forstå, hvad Trump-administrationen forsøger at opnå her. Og det er ikke fred mellem Israel og palæstinenserne. ’Århundredets fred’ er blevet kodeord for at indføre nye parametre, der er mere fordelagtige for Israel end de tidligere,« skriver hun i dagbladet Yediot Aharonot.
Et af de nye parametre er, ifølge Shimrit Meir, at Trump er overbevist om, at når pengeproblemet løses, så vil alle andre problemer også blive løst med tiden.
»USA starter med pengene, fordi de tror, det er det instinktivt rigtige at gøre. Den oprindelige antagelse var, at det ville blødgøre tingene, før man nåede til de åbenlyst eksplosive politiske punkter i forhandlingerne. Faktisk lykkedes det at bringe Saudi-Arabien, Emiraterne og endda Qatar om bord, og nu er der skabt den absurde situation, at palæstinenserne boykotter en konference, der har til formål at fremme investeringer til mange milliarder dollar i de palæstinensiske områder. Mange i den arabiske verden spørger direkte palæstinenserne, hvad det er, de egentlig vil have,« siger Shimrit Meir til Weekendavisen.
I de saudiarabiske medier rettes der i øjeblikket fortrinsvis kritik mod palæstinenserne.
»Hver gang araberne har sagt nej de seneste 70 år, har palæstinenserne mistet mere jord, flere rettigheder og flere muligheder. Dette kan være den sidste chance for at sikre en tostatsløsning. Palæstinenserne bør forhandle hårdt og derefter tage, hvad de kan få, for at sikre en nationalstat. Der er intet at vinde ved at afslå at komme til forhandlingsbordet,« skriver således Faisal Abbas, chefdirektør for saudiske Arab News.
Muhammed al-Sheikh, en anden saudiarabisk journalist, skriver det endnu mere direkte til sine 165.000 følgere – blandt dem også mange palæstinensere – på Twitter: »Palæstinensere, I er gået glip af en masse muligheder siden 1948. I har været eksperter i had, fornærmelser, forbandelser og i at beskylde andre for at forsømme jeres anliggender. Hvad angår workshoppen i Bahrain – vær lidt imødekommende, for I har ikke noget andet kort på hånden.«
For øjeblikket henter palæstinenserne støtte fra EU, der også insisterer på, at en fredsaftale skal være retfærdig og løse konfliktens grund- læggende problemstillinger.
Men i regionen deles vandene nu mere end nogensinde før i debatten om det mangeårige tabuemne, Israel. På den ene side står lande som Egypten, Saudi-Arabien, Oman og Bahrain, der siger ja til at begynde en normalise- ring af forholdet til Israel og siden få en fredsaftale i hus. På den anden side står lande som Syrien, Iran og Irak, der ikke tror, at palæstinenserne vil få en stat, hvis forholdet til Israel normaliseres.
