DEBAT. Det er ikke så mærkeligt, at film henvender sig til det brede publikum, men billedkunsten til det smalle.

Folkelig avantgarde

 

Bjørn Poulsen, billedhugger, uddannet på Kunstakademiet og forfatter.

Forestil dem en film. En eksperimenterende avantgardefilm. Forestil dem, at filmen bliver vist i henholdsvis en biograf og et kunstgalleri. På grund af sin krævende form tiltrækker den begge steder kun 200 tilskuere. For biografen er så beskedent et fremmøde en bekostelig affære. Ligeledes for produktionsselskabet, streaming-tjenesterne, ja alle med økonomiske interesser i filmen. At filmen får gode anmeldelser, og instruktøren vinder en prestigefyldt pris, ændrer ikke ved, at hele filmsystemet taber penge og derfor vil være tilbageholdende med fremover at begive sig ud i lignende eksperimenter. Nu bliver den samme film vist på kunstgalleriet. Også her er der kun 200 besøgende, men en af dem er repræsentant for en meget velhavende fond, som køber filmen til et kunstmuseum for et syvcifret beløb. Dermed er filmen en ubetinget succes for kunstneren og galleriet, ja, for hele kunstsystemet. At det brede publikum udeblev, betyder i den forbindelse intet, for i kunstverdenen handler det ikke om, hvor mange der ser filmen, men hvem.

Dette eksempel viser at kunstsystemet opererer under nogle andre økonomiske betingelser end filmsystemet. Film er, i lighed med litteratur, teater og musik, en masseproduceret kunstart. Her lever man af at sælge billetter, royalty, streaming, i litteraturens tilfælde bøger. Succes, ja rå overlevelse i disse kunstarter, betyder at nå ud til et stort publikum.

I modsætning hertil er billedkunsten en unikaøkonomi. Som den eneste af kunstarterne lever billedkunsten af at producere og sælge enkeltkunstværker. Galleriets indtægt kommer ikke fra at tage entré af de besøgende, men af at sælge selve originalen. Deres kunder er derfor ikke de brede masser, men et lille eksklusivt publikum af samlere, museumsdirektører, fondsbestyrere og så videre. I Danmark taler vi måske om højst 500 mennesker.

Denne forskel betyder generelt, at det, man kunne kalde avantgarde eller de kunstnerisk ambitiøse produkter, trives bedst i en unikaøkonomi, hvilket man får bekræftet, når man ser nærmere på den måde, de respektive områder er struktureret på.

I de masseproducerende kunstarter er avantgarden økonomisk marginaliseret. I filmbranchen, for eksempel, tilfalder de store budgetter og de store fortjenester typisk de kommercielle genreproduktioner som fantasy, science fiction, gysere, romantiske komedier osv. Kunstnerisk ambitiøse film er trængte, både hvad angår mulighed for at tiltrække kapital og publikum. Til gengæld scorer de størstedelen af den kulturelle anerkendelse i form af gode anmeldelser og prestigefyldte priser som De Gyldne Palmer og Venedig-løven. I dette mønster er der selvfølgelig undtagelser og flydende overgange. Blockbustersucceser som for eksempel de første Star Wars-film kan sagtens rumme mange filmiske kvaliteter, og mere kunstneriske film af eksempelvis Ken Loach kan indimellem nå et stort publikum, men det rokker ikke for alvor ved den grundlæggende opdeling. Ken Loach er stadigvæk langt fra George Lucas’ multimilliardforretninger, men til gengæld vinder George Lucas aldrig De Gyldne Palmer.

I kunstverdenen er spillereglerne anderledes. Her er modsætningen ophævet mellem den kommercielle rige mainstream og den fattige, men kunstneriske højstatus-avantgarde. Her er kun avantgarde. Traditionel populistisk mainstream eksisterer kun i de allermest udgrænsede områder. Succes opnås ved at erobre prædikatet avantgarde, det vil sige være det nye, det radikale, det grænseoverskridende, det kritiske. Og the winner takes it all, både pengene og den kulturelle anerkendelse, for i kunstsystemet er forudsætningen for høje priser og stort salg opbakning fra institutions autoriteter som museer, kunsthaller og tidsskrifter.

Et eksempel kunne være den amerikanske kunstner Jeff Koons. Han er sandsynligvis den mest succesfulde kunstner i dag. Hans værker er repræsenteret på alle førende museer, og han opnår de højeste priser. For nylig blev alle rekorder slået, da et af hans hovedværker, Rabbit , blev solgt for 600 millioner kroner. Og Rabbit er på alle måder et avangarde-kunstværk. Et billigt masseproduceret hverdagsobjekt, et oppusteligt badedyr, en kæmpe kanin, er blevet støbt over i rustfrit stål og højpoleret. Dermed betjener det sig af det samme greb som avantgarde-pioneren Méret Oppenheim, der også ændrede overfladen på et hverdagsobjekt ved at beklæde en kop med pels. Af andre succesfulde avantgardekunstnere, der har ændret overfladen på et objekt via afstøbning eller indpakning, kunne man nævne Rachel Whiteread, Marc Quinn og Jana Sterbak.

Så Jeff Koons er ingen undtagelse. Avantgardens normer slår igennem overalt i kunstverdenen. Fra de mest eksklusive dyre gallerikoncerner til de små såkaldt ikke-kommercielle udstillingssteder. Fra Vestens metropoler til de tidligere østlande og tredjeverdenslande. Og som visse ny-liberale ideologer ellers har antydet, så ændrer graden af offentlig finansiering ikke disse mekanismer. Kunsten bliver hverken mere eller mindre folkelig af, om pengene kommer fra offentlige kasser eller private. De kunstneriske normer og værdier på den delvist statsstøttede vesteuropæiske og skandinaviske kunstscene adskiller sig kun marginalt fra den ditto næsten udelukkende privat finansierede amerikanske kunstscene. I begge systemer bejler man til de få købedygtige indkøbere, og om der er tale om private entreprenører eller statstjenestemænd, betyder mindre.

Når det brede publikum derfor i mødet med den nyeste samtidskunst ofte oplever en følelse af fremmedgørelse, så har de en pointe, kunsten er vitterligt ikke lavet til dem. Ikke nødvendigvis af ond vilje fra kunstnerne, men i kampen for at positionere sig i kunstverdenen, spiller deres smag og præferencer bare ingen rolle. Lidt polemisk sagt kunne man sige tværtimod. Avantgarden har altid defineret sig i opposition til mainstream. I de mere hardcore dele af kunstverdenen er det derfor lige før, det kan være et problem for en kunstner, hvis vedkommendes værk appellerer til et bredere publikum. Et sådant værk vil blive mødt med mistænksomhed, da umiddelbar behovstilfredsstillelse er noget, kommercielle produkter leverer, ikke avantgarden.

Denne elitære holdning i kunstverdenen har dog vist sig ikke at være helt uproblematisk. Selvom kunstverdenen på mange måder er en isoleret boble, er den i sidste ende forbundet med og afhængig af det omgivende samfunds accept. Dette viser sig særlig tydeligt på de mange nye kunstmuseer, der er skudt op i enhver ambitiøs hovedstad eller større provinsby. I kølvandet på denne bekostelige udbygning er der fra politisk hold kommet et krav om at tiltrække et større publikum. Dermed kommer samtidskunstens normer under pres. Den befinder sig pludselig i samme situation som de masseproducerende kunstarter og skal ikke længere kun henvende sig til de få indviede, men appellere til et bredere og relativt uskolet publikum.

Påvirker det så kunsten? Bliver den mindre ekskluderende, mere umiddelbart forførende? På Louisiana, Danmarks mest besøgte museum, er der sket en udvikling. Tidligere, under Knud W., skiftedes man mellem varme og kolde udstillinger. Kolde udstillinger var et andet ord for samtidskunst, varme udstillinger betød Monet, Matisse og de andre moderne klassikere. I dag har Louisiana stort set kun samtidskunst. Men trods det er næsten alle deres udstillinger varme udstillinger. Man behøver ikke længere Picasso for at tiltrække et stort publikum. Nulevende kunstnere som Kusama eller Olafur Eliasson kan gøre jobbet. Disse kunstnere skaber en form for visuelt frapperende oplevelsesdesign, sanseligt overvældende, nogle gange ligefrem smukt, altid meget kostbart, skabt med en hærskare af teknikere og assistenter. Deres kunst har stadigvæk stilistiske og ideologiske rødder tilbage til avantgarden, men intet af dens pauvre, hjemmeflikkede puritanisme. Et eksempel herpå er Olafur Eliassons landskabsinstallation på Louisiana, Riverbed. Den havde tydelig reference til Walter de Marias Earth Room fra 1977, men hvor sidstnævnte bare er et højbed bag en glasplade, man ikke må betræde, så bestod O.E.-installationen af flere hundrede tons sten og grus, der dannede et vældigt landskab fra gulv til loft bølgende gennem seks store sale, et interaktivt kunstværk, som et tusindtalligt legesygt publikum med større vardebyggerier konstant omformede under udstillingen. Samtidskunsten er således ikke længere så elitær, som jeg hævdede i starten af artiklen. Med billetøkonomiens indtog er den blevet næsten folkelig. Ikke kun Louisiana har succes i disse år. Også de andre store kunstmuseer trækker godt fra, og samlet set har kunstmuseerne i Danmark flere besøgende end Superligaen.

En positiv udvikling altså. Eller måske problematisk. Døm selv. Selv har jeg ingen entydig mening om dette. Men til gengæld føler jeg mig sikker på, at positionen som avantgarde i længden er uforenelig med at være krumtappen i en stadig ekspanderende milliardstor oplevelsesindustri.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk