Interview. »Det kan godt blive en lidt for lang guitarsolo, hvis det bliver teknisk brillant,« siger forhenværende guitarist, nu storsælgende krimiforfatter Jo Nesbø om at skrive romaner.

Kærlighed som et vampyrbid

I vestibulen på Hotel Nimb i Tivoli, mens jeg venter på at interviewe Jo Nesbø, får jeg stukket et krus med teksten I ♥ Harry Hole i hånden. Nesbøs hårdt plagede og dybt alkoholiserede helt eller antihelt er ved gud ikke særlig elskelig. Alligevel er der virkelig mange, ikke mindst kvindelige læsere, fortæller Nesbøs danske pressemedarbejder, der bliver smaskforelskede i Hole-karakteren, og det kan forlaget kapitalisere yderligere af. I forvejen har de solgt cirka to millioner Harry Hole-bøger i Danmark, og på verdensplan er tallet svimlende 40 millioner!

Det bliver så det første, jeg spørger den verdensberømte norske forfatter om, da jeg lidt efter sidder over for ham i restauranten for at tale om den aktuelle roman Kniv, den tolvte i serien, der begyndte med Flagermus-manden tilbage i 1997.

Hvorfor er det så fascinerende – og sexet – med en helt, som er mere dirty end Dirty Harry, som i hver bog bliver lige så radbrækket og blodindsmurt som Bruce Willis i en Die Hard-film, og som i mange henseender er et svin, der følger egne regler og hader sig selv og det, han laver?

»Min datter bor i København og går på Suhrs, en mad-folkehøjskole. De havde besøg af en kendt dansk tv-kok, som kvinderne godt kan lide, og så spurgte jeg, om det er, fordi han er pæn, og så svarede hun, ja, han er sød, men han har haft det svært. Måske er det dét, der er med Harry Hole? Da jeg skrev den første bog, var jeg sikker på, jeg havde tabt de fleste kvindelige læsere, fordi Hole havde sex med en prostitueret. Men sådan gik det ikke. Der er åbenbart et ønske om at frelse Harry.«

I Kniv er der ingen til at frelse Harry. Han var ellers nogenlunde tørlagt og klar i hovedet i de foregående bøger, men i den nye roman er han blevet smidt ud af sin elskede Rakel, som han blev gift med i slutningen af det tiende bind, Politi, og det sender ham lige lukt tilbage i drukhelvede. Det er ikke forkert at sige, at alt er på spil i Kniv. Det er alt også i de andre bøger, men denne gang er det mere finalt og ultimativt, og det sætter gang i spekulationerne. Er det mon sidste bog i den efterhånden lange krimiserie, er Harry Hole omsider nået til vejs ende?

Mens jeg pønser på, hvordan jeg skal formulere det spørgsmål, så Weekendavisen som det første medie i verden kan breake nyheden, taler vi videre om Harry Hole, for det er ham og de andre karakterer, der er i fokus i bøgerne. Indimellem kan man få fornemmelsen af, at historien og plottet primært tjener til at rive Hole rundt og give ham tæsk ved at sende en lind strøm af galninge og seriemordere i hans retning. Harry er den førende ekspert i at jagte serie- forbrydere, og det slider på ham.

Vi taler blandt andet om Andre Agassi, tennisstjernen, hvis bog Open vi begge har læst og været fascinerede af. Agassis sindssyge iranske far tvinger ham til at spille mod en servemaskine fem timer dagligt, fra han er syv år gammel, og resten af livet hader han tennis, fordi det nedbryder ham både fysisk og mentalt. Er det der, vi er med Hole?

»Harry har også et arbejde, han hader. Men der er det med Agassi – hvorfor fortsætter han, når faderen ikke er der længere? Vi finder det dybt tilfredsstillende at gøre ting, vi er gode til. Agassi er en bidragyder i flokken. Han er verdens bedste tennisspiller, det er klart, at han bliver nødt til at spille tennis. Hvis du tog astronauterne på Apollo-ekspeditionerne, der skulle sendes til Månen i 1960erne, og spurgte dem – det var selvmord, og mange af dem var lige blevet gift og havde fået børn – var der ikke én af dem, der sagde tak for tilbuddet, men nej tak.«

Harry Hole forsøger faktisk at takke nej til at bidrage med det, han er bedst til. I de to foregående bind, Politi og Tørst, har han kvittet jobbet i drabsafdelingen og underviser på politiskolen. Det gør han også i Kniv, og her har han, atypisk for karakteren, været lykkelig og lykkeligt gift siden sidste bind. Men det kan selvfølgelig ikke vare ved, for der er seriemordere derude, der kan slå til, hvornår det skal være, og hvis det bliver personligt for ham, og det gør det altid, kaster Harry sig hovedkulds og uden rygdækning ind i sagerne. Så har vi balladen, for forbryder- jagt er som alkohol for ham, en fristelse og et drug, der æder sjælen og lægger gift for de nære relationer.

»Harry oplever nok ethvert nyt drab som et følelsesmæssigt antiklimaks, og han føler ingen personlig tilfredsstillelse i at fængsle forbryderne. Der lurer altid en lille mistanke om, at han selv er sociopat, at forbryderen er hans spejlbillede, og det er hans erfaring, at hans kærlighed er som et vampyrbid. Alt fra hans mor til hans første kæreste, der begik selvmord – moderen døde tidligt af kræft, og helt uden grund tager han skylden for det – alt det er medvirkende til, at Harry oplever, at han er dømt til at miste dem, han elsker. Det er som en slags forbandelse.«

Harry har også en modfigur inden for politiet. Strømeren Truls Berntsen er fikser og oprydder for den ærgerrige politichef Mikael Bellman, og på mange måder er han et klassisk dumt svin og en karikatur. Men der er også sprækker i figuren, hvor menneskelige følelser kan pible frem.

»Berntsen er en karakter, jeg troede bare skulle være en bifigur, men han blev mere og mere interessant. Med Harry har vi det klassiske save the cat-begreb. Han bliver introduceret som protagonist, og læseren investerer i ham som protagonist ligesom Michael Corleone i Godfather og Walter White i Breaking Bad. Truls Berntsen er præcis det modsatte. Han bliver introduceret som ultimativ bad guy, og så skal vi overbevise læseren om, at dette er et menneske, og at manden har et moralsk grundfjeld, og kommer du ned til det, siger han hertil og ikke længere.«

Man får læseren med på en anden måde, når man har den kontrakt, og så er jeg illusionisten, der får dig til at se på min venstre hånd, mens jeg laver tricks med den højre.

Som nævnt er Jo Nesbø hård ved Harry Hole, han kører godt og grundigt rundt med ham. Samtidig leger han kispus og dåse- skjul med læseren. Nesbø er en mester til med tricks og virkemidler, drejescener og teatertorden at aflede og flytte rundt på opmærksomheden. Han gør blandt andet flittigt brug af Agatha Christie-rutinen med at kaste mistanke hele raden rundt, og han har også gang i nogle andre suspensekneb og narrative snubletråde, der skal få os til at tro snart det ene, så det andet, for til sidst at tænke noget helt tredje, som heller ikke passer.

I Politi er man på et tidspunkt sikker på, at Harry Hole er død. Hele den samlede politietat er på vej til begravelse, men så, surprise, er det ikke en begravelse, men mandens bryllup, vi skal til. Det er godt fundet på og overlegent udført, men også ret intrikat og teknisk. Er der ikke en fare for, at historien skal slå så mange knuder på sig selv, at den går hen og bliver utroværdig?

»Både ja og nej. Jeg kan godt lide at have en fod i Agatha Christie-traditionen, den her who done it-gåde. Man får læseren med på en anden måde, når man har den kontrakt, og så er jeg illusionisten, der får dig til at se på min venstre hånd, mens jeg laver tricks med den højre. Du får noget forærende dér, men det tager også noget væk fra historien og karaktererne, fordi de optræder i en setting, som er en leg – som er en gåde. Jeg er helt enig, det er en afvejning, ja.«

Nesbø kan selv lide at blive snydt, når han for eksempel læser bogen The Usual Suspects eller ser filmen Den sjette sans med Bruce Willis, og han citerer Milan Kundera for at sige noget i retning af, at romanen har en eksistensberettigelse, så længe romanen gør det, romanen kan gøre.

»I modsætning til filmen giver romanen dig mulighed for at bruge sproget til at lyve som i det eksempel, du nævnte med begravelsen, som viser sig at være et bryllup. Den scene kan man ikke lave på film. Men det kan godt blive en lidt for lang guitarsolo, hvis det bliver teknisk brillant, uden at det skal nogen steder hen, for eksempel romaner, der fortæller en historie baglæns eller har fire forskellige tidslinjer. Hvis der er en hensigt med det, er det en styrke, hvis ikke, bliver det meget teknisk som en lang guitarsolo. Jeg forsøger at undgå det, selv om min form er relativt teknisk … Det kan godt være, at jeg bliver nødt til at disciplinere mig selv.«

Hvis du skal føre gode argumenter i marken for socialisme og blive hørt, så skal du skrive en pamflet, hvor du udgiver dig for at være kapitalist.

Engang var Jo Nesbø forsanger og guitarist i poporkesteret Di Derre, hvor han blandt andet spillede sammen med sin bror Knut. Di Derre brød igennem med albummet Kvinner og klær i 1994, og de hittede med singlen Jenter, som findes i en duetversion med danske Poul Krebs. Musikken lyder også hen ad Krebs eller Lars Lilholt på Midtfyns Festival i sidste århundrede.

Jeg kan godt lide Nesbøs lange guitarsoloer, altså dem i bøgerne. De fem Hole-bøger, jeg har læst, de sidste fem i serien, har jeg slugt, fordi de er gode! Men en ting har undret mig, nemlig at historierne ikke er samfundsaktuelle eller politiske. Nesbøs skurke minder om de psykopatmordere, der hjemsøgte amerikansk film i 1990erne, i Cape Fear, Iskoldt begær, Ondskabens øjne og så videre. I Nesbøs skurkebagkatalog er der ingen, der kunne være fætter til Anders Behring Breivik, der er heller ingen syrienskrigere med fuldskæg og bombebælte eller grådige finansfyrster, der kapitaliserer af krig og terror. Med få undtagelser som Holes stedsøn Oleg, der har en russisk far, er alle personerne etnisk norske. Skurken med jerngebisset i romanen Tørst er ikke en blodsugende kapitalist, men en patologisk type, en såkaldt vampyrist. Hvorfor, i disse for vor verden så usikre tider, vælger Nesbø at være upolitisk?

»Det er bevidst, at jeg ikke toner flag politisk. Jeg tror, det er umuligt at skrive en bog uden på et eller andet tidspunkt at være politisk. I beskrivelsen af en by for eksempel så vil du beskrive noget og ikke beskrive noget andet. Men jeg prøver at have et politisk neutralitetsflag. Hvis du skal føre gode argumenter i marken for socialisme og blive hørt, så skal du skrive en pamflet, hvor du udgiver dig for at være kapitalist.«

– Men bøger kan vel godt være politiske uden en agenda og handle om samfundet og aktuelle emner.

»Har du læst Rødhals? Læs Rødhals! Den handler om nynazisme og om nordmænd, der har meldt sig frivilligt til Østfronten under Anden Verdenskrig.«

– Det er historien om din bedstefar, ikke?

»Nej, min far. Min mors familie var modstandsfolk. Det er, kan du sige, en politisk bog. Men igen, det er nok det samme, jeg gør. Jeg har fem personer, vi følger fem nordmænd, som melder sig frivilligt, og som alle har forskellige motiver. Så det er ikke en bastant påstand om, hvordan frontkæmperne var. Min far var ved Leningrad og overlevede, fordi han fik sprængt halvdelen af foden af og røg hjem.«

– Fik det nogen konsekvenser for ham efter krigen?

»Både ja og nej. Han voksede op i en lille bygd, og de kendte hinanden, og da han kom hjem, vidste han, at de snakkede om ham. Han var 19 år, ikke. Men som hans venner fortalte, efter at han døde, så vidste han, hvem der var modstandsfolk, og han angav aldrig nogen, og de tænkte ikke tanken, at han kunne finde på det. De var bare uenige, sad til fester og diskuterede.«

Nesbøs far sad i fængsel i en ganske kort periode, og efterfølgende tog han til Oslo for at søge job.

»Han blev ikke behandlet dårligt efter krigen. Men da han tog rundt for at søge arbejde i Oslo, har han fortalt mig, at han hver gang som det første sagde, at han havde været østfrontsfrivillig, og der var så nogle steder, hvor de ikke ville ansætte ham.«

Tiden er gået. Det er nu, jeg skal stille det spørgsmål, som jeg har siddet og forberedt. På et tidspunkt i slutningen af Kniv sidder Harry alene i en lufthavn, og så er der én, der spotter ham og spørger, om han er ham forfatteren? Bagefter slår Harry med en terning for at afgøre, hvad der videre skal ske. Hvis det er Jo Nesbø, forfatteren, der sidder i den lufthavn, kunne man forestille sig, at kastet afgør, om der skal skrives flere Hole-bøger. Er det rigtigt forstået?

»Det kan man ikke svare på.«

– Ved du det ikke?

»Jo, jeg ved det. Jeg kommer ikke til at skrive en Harry Hole-bog, det er ikke det, jeg gør nu.«

– Hvad så med den næste?

»Den næste bliver ikke en Harry Hole-bog. Og heller ikke den derefter.«

– Hvad så med den næste igen?

»Det siger jeg ikke.«

 

Læs også Bo Bjørnvigs anmeldelse af Jo Nesbøs Kniv: »Det erotiske udskillelses­løb«