Læserbreve. Sidste udkald. Danske børn. Klimapsykose. Transkønnede. Thunberg. Nationale test.

Debat

Sidste udkald

 

Peter Bjerregaard, markedsreguleringschef, E.ON Peter Birch Sørensen, økonomiprofessor ved Københavns Universitet og tidligere formand for Klimarådet

For ti år siden mødtes verdens stats- og regeringsledere i København til klimatopmødet COP15. Ligesom dengang topper klimaet igen den politiske dagsorden. Året inden klimatopmødet i 2009 fastslog daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, at vi skulle styrke den frie verden ved at svække vores afhængighed af fossile brændsler. Danmark skulle være et laboratorium for grøn transport, lød ambitionen. Venstre stod dog ikke alene med visionerne. I 2009 præsenterede Socialdemokraterne en målsætning om, at der skulle køre 100.000 elbiler på de danske veje i 2015.

Selvom målsætningerne pegede i den rigtige retning, blev de aldrig opfulgt af den nødvendige handling. I dag kan man stilfærdigt konstatere, at ud af en bilpark på ca. 2,7 millioner biler er ca. 10.000 elbiler, og den danske andel af grøn energi i transporten ligger under EU-gennemsnittet. Derudover kommer langt størstedelen af denne grønne energi fra raps og korn, hvilket nok ville gøre større gavn i fødevareproduktionen.

Til forskel fra i dag, så blev COP15-topmødet afholdt i skyggen af finanskrisen. Selvom klimaet kortvarigt toppede dagsordenen i 2009, var det primære politiske fokus at løse finanskrisens mere akutte problemer, såsom arbejdsløshed og budgetunderskud.

I dag har vi heldigvis rekordhøj beskæftigelse, stærke statsfinanser og en god konkurrenceevne. Der har næppe været en bedre økonomisk situation til at sætte fart på den grønne omstilling end nu.

I modsætning til de fleste politiske spørgsmål, så burde miljø- og klimaspørgsmål være en kilde til enighed. Det er trods alt de færreste mennesker, som ønsker at skade miljøet.

Typisk kan der dog opstå problemer, når klima- og energipolitiske tiltag ikke medtager almindelige borgeres bekymringer. Det kan man blandt andet se i de områder, hvor nye vindmøller og biogasanlæg er blevet udsat eller stoppet som følge af lokal modstand.

Den stedvise modstand mod vindmøller i baghaven udgør dog næppe den største barriere for den grønne omstilling. Myten om Danmark som et grønt foregangsland har derimod udgjort en betydelig barriere.

Med jævne mellemrum er det i løbet af det seneste årti blevet fremhævet, at vi var et tossegrønt foregangsland, og at man derfor roligt kunne lette foden fra speederen.

Selvom der eksempelvis var betydelige samfundsøkonomiske gevinster ved at reducere CO2-udledningen til 40 procent i 2020, sammenlignet med 1990-niveau, så valgte regeringen ikke at forfølge målsætningen. Vi var jo alligevel så langt foran alle andre, lød argumentet.

Vi ligger ganske rigtigt foran mange andre lande, men holder påstanden til et virkelighedstjek, hvis man sammenligner med de lande, vi normalt måler os op imod? Ser man på udviklingen siden 1990, peger tallene ikke på, at Danmark har ydet en større indsats end en række andre nordvesteuropæiske lande. Kigger vi på CO2-udslippet per indbygger, ligger vi over EU-gennemsnittet. Derudover steg de danske CO2-udledninger faktisk sidste år. Det kan således være svært at genkende billedet af Danmark som et ubestridt foregangsland.

Af de 19 varmeste år, vi har målt, finder vi 18 af dem efter 2000. I vinter var temperaturen i det arktiske område nogle steder 25 grader varmere end normalt. Fragtskibe sejler i dag varer igennem Nordpolen, hvor der før var is. Klimaforandringerne er blevet tydelige, og vi er langsomt ved at få øjnene op for dem.

Vi deltager i et kapløb mellem, hvor hurtigt klimaforandringerne udfolder sig, og hvor

hurtigt de grønne teknologier udvikler sig. Derfor er det ikke bare et spørgsmål, om vi gør noget. Det centrale spørgsmål er, om vi gør nok.

Og gør vi så det? Tal fra Energi- og Klimaministeriet viser, at hvis Danmark skal give sit ligelige bidrag til Parisaftalens mål om at bremse den globale opvarmning ved 1,5 grader, så kan vi fortsætte med den nuværende CO2-udledning frem til 2024. Herefter er CO2-budgettet for resten af århundredet opbrugt. Det giver et fingerpeg om opgavens omfang.

På mange områder befinder vi os derfor i den sidste investeringscyklus. De fleste større anlægsinvesteringer har en levetid på ca. 30 år, og skal vi være CO2-neutrale inden 2050, betyder det, at alle større investeringsbeslutninger, der træffes i dag, skal underbygge kursen mod det fossilfrie samfund.

I løbet af det seneste årti er der blevet investeret i talrige biler, anlæg og teknologier, der er drevet af fossil energi. Skal vi nå vores klimamål, skal vi i løbet af det kommende årti gøre os helt fri af disse fossile investeringer.

Danske børn

Kirsten Lylloff Fhv. overlæge, cand.mag. et med., ph.d. i historie.

Er den danske stat forpligtet til at hjælpe danske statsborgere, som uforskyldt er kommet i nød i udlandet? Ja, det er den – det er den sikkerhed, man som dansker har, når man rejser ud i verden. Det er blandt andet derfor, at den danske stat opretholder udenrigsministeriets konsulater og ambassader.

Er danske børn uforskyldte, når de er i nød i udlandet, ligegyldigt hvordan de er havnet i udlandet? Ja, det er de. Hvis forældre tager deres børn med på en hasarderet jordomrejse, og forældrene drukner undervejs, skal vi så bare sige, de børn må selv finde hjem. Nej selvfølgelig ikke. Tager danske forældre deres børn med i krig, skal vi så bare sige, det er ikke vores problem, de børn må selv finde hjem? Nej, selvfølgelig ikke.

Periodevis hører man det argument fra vores politikere, at disse børn udgør en fare for sikkerheden i Danmark, de er fremtidens terrorister. Det får mig til, som historiker, at drage en parallel til en gruppe andre børn, som i 1945 også blev set som fremtidens terrorister.

Da USAs styrker i 1944 landede i Europa for at befri os fra nazismens terror, havde de en håndbog med, hvori det lød:

»Siden 1933, da Hitler kom til magten, er tysk ungdom omhyggeligt og grundigt blevet uddannet til verdenserobring, drab og forræderi. ..

Den unge tysker er, igennem sine mest letpåvirkelige år, blevet belært om, at den stærke har ret til at håne og ødelægge den svage, at det er ædelt at råbe ad en kammerat eller endog at stikke et medlem af sin egen familie, at hvis du kan vinde ved at snyde, er det lige så godt som at vinde på en hvilken som helst anden måde, at et givet løfte eller æresord kun skal holdes så længe som det opfylder et formål og til enhver tid kan brydes.

Han er oplært i at torturere og udholde tortur. Han har fået fortalt igen og igen, at han er medlem af en lederrace og at alle andre folk er ham underlegne og skabt til at blive hans slaver ...

Fra barnsben, i alle skoler, har han hørt én lære: at styrke, hensynsløshed og blind lydighed til Føreren vil bringe ham og det tyske folk i en position, hvor de kan dominere over alle andre folk i verden. Ved konstant at høre denne doktrin gentaget igennem sine formative år, er han nu nået til fuldstændigt at tro på det.«

Håndbogen advarede derfor amerikanerne om aldrig at stole på børnene, for de var morgendagens terrorister.

Den generation, der bliver omtalt her, er den, som genrejste Tyskland som et af de sikreste demokratier i Europa. Amerikanerne, som stod over for millioner af tyske børn opvokset under krigen, glemte hurtigt håndbogens dommedagsprofetier og hjalp deres andel af den tyske ungdom ind i demokratiet. Mon ikke Danmark er i stand til at tage hånd om det beskedne antal børn, der er havnet i Syrien?

Vi er forpligtet til at få børnene hjem – og det haster, for hvis bare et enkelt barn går til i Syrien, vil ansvaret være vores.

Klimapsykose

Jens Olaf Pepke

Freelancejournalist Matias Ludvig Littauer klager i sit læserbrev (24. maj) over, at han ikke kan finde dokumentation for min kommentar i »Klimaspykosen« (16. maj) om, at antallet af dødsfald relateret til ekstremt vejr er faldet dramatisk. Han mener derfor, at oplysningen stammer fra »en organisation, som er kendt for sine forsøg på at så tvivl om klimaforandringer«.

Alle data findes i »The international disaster database«, som udgives af Université catholique de Louvain i Belgien. I 1920erne og 1930erne døde der i gennemsnit 4-500.000 mennesker årligt på grund af ekstremt vejr, men siden er tallet faldet til ca. 10.000. Antallet er således reduceret med 98 procent, selvom klodens befolkning er mangedoblet. Det skyldes ikke, at vejret er blevet bedre, men at verden er blevet rigere, og at vi er bedre til at beskytte os.

Littauers klage over, at jeg ikke nævner en ny FN-rapport om tab af biodiversitet, er til gengæld absurd. Hele min kommentar handler om rapporten, og jeg refererer en lang række af dens konklusioner, herunder også den konklusion, Littauer hævder, jeg fortier, at en million arter risikerer at uddø.

At Littauer ikke har opdaget det, kan kun skyldes, at han ikke selv har læst i den rapport, han citerer. Han skriver et forkert sideantal for rapporten, og han har misforstået, hvorfra tallet på en million stammer fra, idet det ikke relateret til klimaændringer (afsnit 2.2.5.2.4). Som jeg skrev i kommentaren, så »er klimaændringer ikke uden betydning for arternes overlevelse i fremtiden, men ifølge FN-rapporten er de største trusler mod biodiversiteten fortsat ødelæggelsen af habitater og rovdrift på ressourcerne«.

Transkønnede

Ehm Hjorth Miltersen, studerende

Både Karen M. Larsen og Thomas Markersen, hvis læserbreve er trykt i WA #20, kan med fordel jævnføre mit eget læserbrev fra WA #16, hvis de tror, at der er en bevægelse, der vil »guide« »kønsforvirrede« unge ind i en identitet som transkønnede. Faktum er, at sundhedssystemet er meget forsigtigt med at tilbyde hormonbehandling til unge under 18 (kirurgi kommer som udgangspunkt ikke på tale). Yderst sjældent gives der hormonbehandling til børn under 16; det har tidligere været en formel aldersgrænse, og i praksis håndhæves den stadig.

Jeg citerer her fra vejledningen om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold, der kan læses i sin fulde version på retsinformation.dk: »Før tilbud om behandling skal der være foretaget en grundig vurdering af psykosociale forhold, og evt. behandlingstilbud bør overvejes i et udviklingsmæssigt perspektiv. Behandlingstilbud skal overvejes trinvist, fra reversible til irreversible, og ved trinskift skal både den unge og forældrene have erkendelse af de fulde effekter af behandlingen.« Der skal være »tale om vedholdende og betydeligt kønsligt ubehag, som er fremkommet eller forværret ved pubertetens begyndelse og ledsaget af ønske om behandling«, alle konsekvenser og risici skal være afklarede, og den unge tilbydes rådgivning og støtte til »afklaring af egen kønsidentitet«. Med andre ord, unge modtager ikke hormonbehandling medmindre det vurderes at være virkeligt nødvendigt, og som Lisa Agervold nævner i sin kronik, oplever de, der modtager behandlingen, en drastisk forbedring i deres mentale sundhed og velvære.

Thomas Markersen påstår også, at »dagsordenen på feltet har ændret sig 180 grader fra at hjælpe de unge med at acceptere egen krop til at tilpasse sig den unges tanker om at ’være en anden person indeni’«. På baggrund af min egen erfaring med transmiljøet kan jeg ikke andet end at være helt uenig i dette. Tværtimod er der et stærkt, kropspositivt princip om, at alle kroppe er gode kroppe, at ens krops udseende ikke dikterer ens kønsidentitet, og at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at transitionere (eller ikke transitionere) på. Idéen er nemlig, at det er sociale strukturer og normer, der afgør, hvilket køn en person bliver opfattet som; altså modsat Karen M. Larsens definition af »kvinde«, der bunder i en forsimplet forestilling om biologi. Idéen om at »være en anden person indeni« eller »være født i en forkert krop« er håbløst forældet, og én, som langt størstedelen af transmiljøet tager afstand fra i dag.

Thunberg

Rolf Czeskleba-Dupont, ph.d. i energiforsyning og samfundsudvikling

I sin Københavner-tale i lørdags vendte Greta Thunberg sig mod »flotte ord om et CO2-neutralt København i 2025.« Bemærkningen faldt efter en konstatering af, at vores samlede CO2-udledning fortsat stiger – modsat »flotte ord og løfter fra vores politikere og ledere«. Hun efterlyste en fyldestgørende inddragelse af københavnernes »transport, forbrug, fødevarer, flyrejser og shipping«.

Overborgmester Frank Jensen svarede til DR Nyheder: »Jeg forstår faktisk ikke helt hendes kritik her. Vores plan om, at København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad, er enestående, ambitiøs og har krævet – og kræver – fremadrettede omlægninger af vores energiforsyning og omfattende investeringer i bæredygtig transport.« Desuden nævner Frank Jensen »byens cykelforhold, energirenovering af bygninger og omlægning af fossil energi til vind og biomasse«.

Ifølge Danmarks Statistik, De økonomiske vismænd samt klimarådet trænger Københavns plan imidlertid til en revision, netop hvad angår biomassedelen.

Den fylder en pæn del af CO2-reduktionen, dog kun på den præmis at afbrænding af skovbiomasse allerede nu kan regnes som fri for CO2-belastning af klimaet. Den masse CO2, der vitterligt vælter ud af skorstenene på de ombyggede kraftværker, vil dog først om årtier eller århundreder være opsuget igen fra atmosfæren.

Faktisk har sagsøgere med højtkvalificerede forskere i baggrunden stævnet EU ved EU-domstolen med påstanden om, at EU forstærker klima-nødstilstanden gennem direktiver, der »behandler skove – i realiteten vores eneste kilde til CO2-optag – som brændsel«.

Overborgmesteren burde tage Greta Thunbergs signal som anledning til den revision af Københavns klimaplan, som også danske klimaeksperter som Jørgen Henningsen for længst har påpeget nødvendigheden af.

Nationale test

Mette Brünnich Meier, folkeskolelærer Hærvigsgade 6, 4400 Kalundborg

Når jeg tager de nationale test i klassen, såvel de faglige som trivselsundersøgelser, så plejer jeg at forklare eleverne, at det ikke er dem, der skal måles; det er skolen, og i sidste ende læreren, der skal stå til ansvar for eventuelt dårlige resultater.

Jeg plejer at sige, at de skal være glade for dem, fordi der er mange eksempler på skoler, der har svigtet eleverne og ladet dem stå alene med deres faglige problemer og/eller trivselsproblemer. Det er faktisk sådan ude i virkeligheden, at der er gode og dårlige skoler; og ja, gode og dårlige ledelser og lærere. Det kan man selvfølgelig lukke øjnene for, i en eller anden mangel på realitetssans.

Men at trække sin egen negative holdning ned over børnene og bagefter sige, at det er testene, der giver dem mavepine; det er synd for børnene.

For når så resultaterne forefindes, skrives de ind i en kvalitetsrapport, som granskes af kommunen. Herefter skal skolelederen i samarbejde med læreren og andre ressourcepersoner udarbejde handlingsmål for berørte elever.

Hvordan kan nogen have noget imod dette?

Af hensyn til kvaliteten af testene er der vel altid plads til forbedring. Jeg er godt tilfreds med dansk- og engelsktestene.