DEN græske mytologi fortæller om den fønikiske kongedatter Europa, der har lagt navn til vores kontinent. Hun var så skøn, at Zeus måtte have hende og bortførte hende. Hendes forældre, fortvivlede over tabet, sendte hendes tre brødre ud efter hende, men de fandt hende aldrig. Dermed opstod fortællingen om den skønne, smukke, men tabte Europa. Skal man tro reaktionerne på europaparlamentsvalget, er Europa nu endelig fundet, stadig vidunderlig og smuk – og iklædt blågule gevandter med klimagrønt skærf. Hun er blevet tvunget ud af hænderne på modstandere og skeptikere, der ville hende ondt. Valget var et klart ja til Europa, har det lydt, et grønt og mere åbent EU, en sejr for de pro-europæiske partier, der har stoppet populisternes fremmarch. Det er en sandhed med væsentlige modifikationer.
LILLE er EU-modstandernes og -skeptikernes indtog i parlamentet nemlig ikke. Sandt er det, at Salvinis alliance og Femstjernegruppen plus Viktor Orbans mandater i den konservative gruppe ikke er tilstrækkelig stor eller samlet til at blokere lovgivningen. Men kontinentet er endnu mere splittet end før: I Polen og Ungarn fik de højrenationale partier langt mere end halvdelen af stemmerne. I Italien bragede Salvini frem. I Frankrig er Front National klart det største parti. Fremgangen blev måske stoppet, men den illiberale, euro-skeptiske akse er intakt.
STORE ord udtrykkes ligeledes over resultatet for de grønne partier, anført af tyskere og franskmænd, fulgt af grønne i en række mindre lande. Men også her er Europa delt: Den grønne bølge er næsten udelukkende et nord- og vesteuropæisk fænomen. Det gælder altså for både den grønne og den pro-europæiske fremgang: Det er afgrænsede, geografiske fænomener i et delt EU.
HISTORIE er der selvfølgelig i valgresultatet: Den høje valgdeltagelse har givet os et langt mere fragmenteret parlament, der dermed er mere repræsentativt for befolkningerne. Man kan kun håbe, at netop dette valg forvandler parlamentet til et rigtigt parlament, hvor alliancer bygges på kryds og tværs, og holdninger for alvor strides.
I det meste af EU er billedet altså mere mudret, end jublen over resultatet antyder. Til gengæld er den fortabte kongedatter Europa, let forpjusket og godt oppe i årene, sejlet i land et ganske overraskende sted: I Danmark har vi faktisk skrevet rigtig europahistorie. Hvor vi siden medlemskabet har været det mest skeptiske land på linje med Storbritannien, har de danske vælgere nu meldt klart ud: Med en af EUs højeste stemmeprocenter mobiliserede de omkring de EU-positive partier og udslettede den snart 50 år gamle EU-modstand. Under indtryk af Brexit har vælgerne vist, at EU ikke længere er noget, vi leger. Med dette resultat må det være slut med de evige kolde fødder og tåbelige forbehold. Det bør få umiddelbare konsekvenser for den politik, der nu skal føres fra dansk side.
EUROPA står over for markante valg: En fælles forsvarspolitik med en klar profil over for Rusland. En styrket, fælles tilgang til flygtninge, migranter og ikke mindst EUs ydre grænser. For ikke at tale om fælles initiativer til at undgå endnu en finanskrise. Alt dette skal diskuteres i et nyt Europa-Parlament og mellem medlemslandenes regeringer, der er dybt splittede. Her har den kommende danske regering nu et klart mandat til at smide det evige vægelsind over bord og aktivt arbejde for realistiske, fælles løsninger. De danske vælgeres budskab var tindrende klart: De ønsker et EU, der arbejder sammen for at løse problemerne, realistisk og fornuftigt, men uden forbehold.
Læs også Jesper Vinds artikel om, at valgets store vinder var det europæiske demokrati: »Europæisk modstandskraft«
Hør også Valgkamp med Arne Hardis og Hans Mortensen: »Dansk Folkepartis første nederlag«
Hør også podcasten »Globalisten«, hvor udlandsredaktør Ole Nyeng og Weekendavisens korrespondenter analyserer de seks vigtigste, europæiske populister og valget til Europa-Parlamentet:
Hør podcasten »Globalisten« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcast.
