På en bakketop langt over Flensborgs gader knejser Museumsberg Flensburg i røde og orange farver. Et stort skilt meddeler, at udstillingen Wem gehört die Kunst? er åben. Hvem tilhører kunsten?
Det er et relevant spørgsmål at stille, især for tyske museer og udstillingshuse. Hvilken forhistorie knytter sig til den kunst, der udstilles? Ja, spørgsmålet har egentligt været relevant, siden før Anden Verdenskrig brød ud. I tiden op til og under krigen tilranede det nazistiske regime sig utallige kunstværker fra jøderne, som derfra blev solgt videre på auktioner og spredt ud i verden uden mange spor at følge. I dag kan hælervarerne derfor gemme sig overalt: i private kunstsamlinger, på museer eller i en kælder hos en intetanende person uden chance for at vide, at et arvet maleri, en stak sølvtøj eller en skulptur i virkeligheden er plyndret fra en jødisk kunstsamler tilbage i 1930rne og 1940rne.
Trods det efterhånden langtidsrelevante spørgsmål er det først de senere år, at offentlige museer og udstillingshuse i Tyskland er begyndt at undersøge depoterne for, om deres kunst stammer fra det nazistiske regimes plyndringer – og derfor tilhører arvinger af de jødiske kunstindehavere.
Den stigende interesse for forskning i kunstværkers oprindelseshistorie, såkaldt proveniensforskning, opstod med et spektakulært fund i en lejlighed i München i 2012, hvor en razzia afslørede omkring 1500 kunstværker i den aldrende eneboer Cornelius Gurlitts lejlighed. Faren til eneboeren var kunsthandleren Hildebrand Gurlitt, der i 1930rne og under krigen havde til opgave at skaffe kunst til Adolf Hitlers planlagte Führermuseum. Vurderingen lød, at omkring 590 af de fundne værker potentielt var stjålet af nazisterne.
Det fik tyskerne til at spærre øjnene op og regeringen til i 2015 at oprette German Lost Art Foundation, hvis primære formål er at spore kunst konfiskeret fra jøderne – blandt andet ved at støtte museernes proveniensforskning. Ofte bliver forskningen til udstillinger, hvor museets gæster får et indblik i kunstværkernes vej til det pågældende museum. Alene i 2019 er over 20 tyske museer og udstillingshuse aktuelle med sådanne fremvisninger. Ifølge Gilbert Lupfer, administrerende direktør i German Lost Art Foundation, uddeler organisationen årligt omkring fire millioner euro til forskningsprojekter.
På den flensborgske bakketop er det proveniensforskeren Madeleine Städtler, der er ansvarlig for udstillingen Wem gehört die Kunst?, og hun har undersøgt de værker, der er kommet til Museumsberg Flensburg i årene 1933-45. Det var i den periode, det nazistiske regime plyndrede jødiske hjem og butikker for alt af værdi; møbler, bøger og altså kunst, og i den periode, at mange af hælervarerne blev solgt videre på auktioner – blandt andet til museer og kunstsamlere. Auktionerne var velbesøgte, men ikke kun af kunstinteresserede.
»Der var så mange familier, der mistede deres hjem under Anden Verdenskrig, og hvis man ikke var millionær, var den nemmeste måde at indrette sig på ny at tage på auktioner, hvor jødiske ejendele blev solgt. Det var lige så almindeligt, som når vi i dag tager på loppemarked, og mange skænkede det ikke en tanke, at de forhenværende ejere af tingene var blevet rykket til koncentrationslejre,« siger Madeleine Städtler.
Hun viser rundt på udstillingen og iler ivrigt frem og tilbage mellem plancher, montrer, indrammede stempler og underskrifter for at forklare kunstværkernes historie og vej til museet: »Der må ikke være et eneste sort hul i et værks historie fra 1933-45. Hvis en periode ikke kan spores, kategoriseres det som potentiel røvet kunst,« siger hun.
I 1937 købte museet maleriet Der Vater tadelt den Sohn af tyske Johann Friedrich Theodor Baasch fra galleriet Dr. W. A. Luz i Berlin. Et stempel på værkets ryg afslører, at det stammer fra danske kong Christian VIIIs kunstsamling, og derudover viser Madeleine Städtlers forskning, at maleriet blev købt af den danske erhvervsleder Isaac Wulff Heymann, da dele af Christian VIIIs kunstsamling blev solgt i 1882. Men Städtler kan ikke finde frem til, hvordan maleriet kom fra den danske erhvervsleder til galleriet i Berlin. Derfor er der er stort sort hul fra Heymanns køb i 1882 til museets køb i 1937, hvilket betyder, at maleriet mærkes som potentiel nazi-hælervare.
»Det er selvfølgelig ikke sådan, at man kan sige: Jeg kunne godt tænke mig et Nolde-maleri, og mine bedsteforældre var jøder. Tilbageleveringer tager måneders undersøgelser og forskning. Men da Tyskland er det mest involverede og mest skyldige land i forhold til nazi-plyndringerne, er der en stor moralsk forpligtelse forbundet med at give et værk tilbage, hvis det er potentiel røvet kunst,« siger Madeleine Städtler.
Ifølge både Städtler og German Lost Art Foundation er det umuligt at vurdere, hvor mange kunstværker der blev stjålet tilbage i krigstiden. Men i German Lost Art Foundations »Lost Art Database« er der omkring 170.000 detaljerede efterlysninger på kulturelle genstande, skrevet af folk, der mener, at objekterne er gået tabt fra jødisk familie i krigstiden.
I 1998 skrev Tyskland under på de såkaldte Washington-principper, der skulle sikre en prioritering af proveniensforskningen. Men regeringen er gennem årene blevet beskyldt for ikke at arbejde hårdt nok på at opspore den røvede kunst fra krigstiden og de retmæssige ejere. I 2003 nedsatte regeringen en rådgivende kommission, kaldet Limbach-kommissionen, der skulle mægle mellem de to parter: sagsøgeren og den nuværende indehaver af et givent kunstværk. Men især jødiske organisationer har ment, at kommissionen har været for ineffektiv og forkert sammensat med manglende repræsentation af jøder.
Det fik i 2016 den tyske kulturminister Monika Grütter til at udvide kommissionen med to medlemmer med jødisk baggrund, men kommissionen møder fortsat kritik. Især på grund af dens blot rådgivende og mæglende funktion, der betyder, at der ikke er mandat til at påtvinge en institution at levere et værk tilbage. Forsvaret for kommissionen lyder, at det er i meget få tilfælde, at der opstår egentlige konflikter mellem sagsøger og indehaveren af et kunstværk. Derfor er det sjældent, at kommissionen overhovedet bliver kontaktet.
Den ringe brug af kommissionen er en af årsagerne til, at det er svært at vide, hvor mange jødiske arvinger der har fået leveret et værk tilbage fra en institution. En anden er, at der ikke findes et obligatorisk registreringssystem, hvor tilbageleveringer noteres. Og derudover er det sædvane med fortrolighedsklausuler i processerne. Sådan lyder forklaringerne fra German Lost Art Foundation, som dog anslår, at knap 6000 værker har fundet vej tilbage til de jødiske arvinger, siden Washington-principperne blev underskrevet i 1998.
German Lost Art Foundation holdt i november en stor konference, der skulle markere 20-året for underskrivelsen, og arrangementet bød på en interessant politisk udtalelse. For selvom mange tyske museer i disse år begynder at kigge en ekstra gang på, hvad der hænger på væggene, er der stadig mange, der ikke gør. Især de private. Washington-principperne gælder nemlig kun offentlige institutioner.
»Hvis man har en Rembrandt, vil man nok helst ikke undersøge oprindelsen og risikere at miste den. Og da slet ikke, hvis man ikke er tvunget,« siger Madeleine Städtler.
Den politiske udtalelse kom fra kulturministeren Monika Grütters: »Jeg har ingen forståelse for, at der stadig i dag er nogle institutioner, der på trods af, at de er støttet af offentlige midler, nægter at samarbejde med Limbach-kommissionen. Alle museer og andre kulturelle institutioner, der får offentlige midler, vil fra næste år blive forpligtet til at tage det seriøst, hvis de bliver kontaktet af kommissionen,« sagde hun og fortsatte: »Ellers vil der være sanktioner i forhold til, hvordan vi støtter institutionerne. Jeg appellerer til, at private institutioner, kunstejere og kunsthandlere følger Washington-principperne. Det moralske ansvar for at arbejde med konsekvenserne af nazi-røvet kunst er ikke kun adresseret til det offentlige.«
Madeleine Städtler fortæller, at det besværliggør arbejdsprocessen, når private museer eller kunstsamlere ikke vil samarbejde.
»Det kan være den ene procent viden, der mangler, for at vi ikke har et sort hul i en oprindelseshistorie på et kunstværk,« siger hun.
– Tror du, at det, Monica Grütters sagde, får nogen betydning?
»Det ved jeg ikke. Udtalelsen er jo nok en smule for den offentlige omtales skyld og en hel del på grund af den symbolske værdi, det giver over for de arvinger, der stadig leder efter objekter. Vi har behov for en egentlig lov, som betyder, at man ikke kan tilbageholde oplysninger,« siger hun.
Museumsberg Flensburg: Wem gehört die Kunst? Til 2. juni 2019.
Læs også Joakim Jakobsens artikel om malergeniet og nazisten Emil Nolde, fra Weekendavisen #16, 17. april 2019: »Den mest tyske kunstner«
