Fortid. 13-årige Maja tager uldskørt og kyse på, når hun er på arbejde i Den Gamle By. Hun skal vise museets gæster, hvordan livet så ud i 1864. Så hun siger »Guds fred« i stedet for hej – og lader sine sneakers stå i garderoben.

»Jeg er i rigtig mange kinesiske fotoalbums«

Den Gamle By er et museum, som består af en hel lille by, placeret op ad Botanisk Have i Aarhus. Her er tiden skruet tilbage ved hjælp af komplette gamle huse, brostensbelagte gader, hestetrukne vogne – og en masse frivillige, som spiller roller som de mennesker, der levede dengang. Maja Rasmussen er en af dem. Hun er en høj 13-årig pige med et mildt ansigt og lysende blå øjne.

»Jeg arbejder i 1864,« forklarer hun, mens hun viser vej gennem de små gader, om i en baggård og op ad en smal trappe af gammelt træ. Helt oppe under loftet er der et langt rum fyldt med kostumer. Oppe under taget sidder en insektlampe og lyser blåt. Den skal lokke lækkersultne møl til og grille dem, så de ikke ødelægger de mange fine dragter, kjoler, uniformer og andet udstyr.

Maja får hjælp af en voksen frivillig, som læser historie til hverdag. De udvælger en underkjole, et tungt uldskørt, en bluse med knapper, forklæde, sjal og hårbånd, som Maja bruger til at binde sit hår i to lange fletninger. Til sidst dækker hun hovedet med en kyse, og så er hun klar til at gå ud blandt gæsterne i byen.

»Den første gang, jeg var i kostume, skulle vi børn bare gå rundt med gammeldags lygter i byen,« husker hun.

Det var en vinter for to år siden.

»Vi var ikke i roller, vi skulle bare sælge honning­hjerter og juletræer og hjælpe gæsterne med at finde vej rundt.«

Men Maja var fascineret af arbejdet som »børne­aktør«, som det kaldes, og den følgende sommer gik hun i gang med sin oplæring. Den bestod i en måneds kursus. Her lærte Maja og de andre børneaktører, hvordan de skal opføre sig og tale, når de er i 1864. For eksempel dur det ikke, hvis aktørerne bruger engelske låneord som okay. Og bandeord er selvfølgelig også forbudt. Mange vendinger var også helt anderledes dengang.

»I stedet for hej siger vi ’Guds fred’. Og hvis vi for eksempel ser nogen køre i hestevogn, så siger vi »lykke til på rejsen« i stedet for »god tur«. Og vi siger adieu som afsked,« siger Maja henkastet.

Børneaktørerne spiller ikke de samme roller hver gang. Men de får navne. Og navnene fortæller meget om, hvem de er, og hvilken slags hjem de kommer fra.

»Maren og Karen er fattige. De er beskidte, og de bor nok på børnehjem,« forklarer Maja. »Vilhelmina er et fint navn, hvor man kommer fra en rig familie. Oda er midtimellem.«

Maja er aktør i Den Gamle By i Aarhus. Her klæder hun sig ud som pige fra 1864 og prøver at give gæsterne en sjov oplevelse. Foto: Tor Birk Trads
Maja er aktør i Den Gamle By i Aarhus. Her klæder hun sig ud som pige fra 1864 og prøver at give gæsterne en sjov oplevelse. Foto: Tor Birk Trads

Skældud og slag i bordet

I løbet af en dag i Den Gamle By har børnene skole to gange. Det foregår i den gamle skole­stue, hvor uret tikker, og lyset kommer fra stearin­lys eller den knitrende pejs. Her kan gæsterne så komme og se, hvordan det gik for sig, når børn fik undervisning i 1864.

»Vi aftaler forskellige ting, som skal ske. Men der er også meget, man bare skal finde på undervejs.«

Der er forskel på at spille rig og fattig. De rige sidder oppe forrest i klassen. De får ikke så meget skældud, men til gengæld bliver de oftere spurgt i timerne. Så hvis Maja spiller et barn fra en fin familie, bliver hun også nødt til at kunne svarene om eksempelvis historie, matematik eller latin.

»Men de rige børn kan slippe af sted med mere,« siger hun.

»Læreren slår pinden hårdt ned i bordet og råber. Nu har jeg vænnet mig til det, men første gang, jeg fik skæld­ud herinde, var jeg ved at knække.«

Hvis en af dem for eksempel falder i søvn i timen, bliver de bare prikket på skulderen. Sådan går det ikke for de fattige.

»Det er lidt vildt. Læreren slår pinden hårdt ned i bordet og råber. Nu har jeg vænnet mig til det, men første gang, jeg fik skæld­ud herinde, var jeg ved at knække,« siger hun og spiler sine klare blå øjne op. »Jeg havde puttet kanel på min risen­grød uden at få lov. Og jeg fik et kæmpe chok, da læreren råbte ad mig.«

Efter episoden grinede Maja dog ad det sammen med den voksne aktør. Og i dag synes hun, det er sjovt at få skældud, fordi det føles mere ægte – både for hende selv og for gæsterne.

»Men det er sindssygt at tænke på, at det har været sådan engang,« siger hun.

Fotos med turisterne

Forskellen på rig og fattig bliver også frem­hævet, når børne­aktørerne laver scener ude på gaderne, hvor de kommer op at skændes.

»Det er vildt sjovt. Så råber vi sådan nogle ting som ’din far er fattig!’ efter hinanden,« siger Maja.

Børneaktørerne prøver også at inddrage gæsterne. Hvis de tager deres mobiltelefon frem, spørger børnene, hvad det er for en øresten.

»Men danskere er lidt generte. Det er mest de gamle, der tør snakke med os. Og så de kinesiske turister!« Maja griner.

»De har ikke lige så mange hæmninger. De tager bare fat i os og holder om os og tager billeder. Jeg tør vædde på, at jeg er i rigtig mange kinesiske fotoalbums.«

Maja foretrækker at spille fattig. Så hedder hun Maren eller Karen og får skældud af læreren. Foto: Tor Birk Trads
Maja foretrækker at spille fattig. Så hedder hun Maren eller Karen og får skældud af læreren. Foto: Tor Birk Trads

Men selv når der ikke er nogen gæster i nærheden, bliver aktørerne i rollerne. Det får vi nu en forsmag på. Maja går roligt omkring i byen med rank ryg og foldede hænder, men pludselig kommer en stor mand hen til hende. Han er klædt i en hvid skjorte med store ærmer, vest og høje læderstøvler, og han har en slags uniformskasket på hovedet.

»Hvem har vi så her?« udbryder han.

»Oda,« svarer Maja med spag stemme. Hendes kinder bliver røde.

Den bredskuldrede gårdskarl formaner hende om, at børn ikke har noget at gøre alene på gaden.

»Kan du se at komme hjem i en fart!« buldrer han.

Maja skynder sig at gøre, som hun får besked på, mens et par gæster kigger nysgerrigt på optrinnet.

»Det er ikke decideret rollespil,« forklarer Maja, da hun er kommet i sikkerhed for den skrappe karl. »Når jeg er herinde, føles det bare som at være i en helt anden verden.«

Ingen sneakers

»I starten var det svært for mig at sige noget,« mindes Maja. »Men jeg fik hjælp fra nogle af mine ældre venner, som havde været her i lang tid.«

Nu er Maja selv en af de erfarne børne­aktører. Hun er fast frivillig med weekend­vagter hver måned hele sæsonen. I skole­ferierne kommer der også hold af yngre børn, som gerne vil prøve at være børne­aktører. Det går ikke altid som planlagt.

»Det er træls, når de ikke kan finde ud af reglerne. For det er bare ikke så fedt, hvis de har sneakers på,« siger Maja og peger ned på sine egne sorte sko. »Det skal helst være sådan nogle enkle støvler. Det værste er nu, hvis de råber ’fuck dig’ eller sådan noget.«

Men selvom hun har sin faglige stolthed, vil hun ikke kritisere nybegynderne for meget.

Maja i sit eget tøj, før hun skifter til kostume. Hun er ved at vokse ud af de gamle kjoler, skørterne bliver for korte. Og det går ikke, for i 1864 var det usømmeligt at vise ankler. Foto: Tor Birk Trads
Maja i sit eget tøj, før hun skifter til kostume. Hun er ved at vokse ud af de gamle kjoler, skørterne bliver for korte. Og det går ikke, for i 1864 var det usømmeligt at vise ankler. Foto: Tor Birk Trads

»Det er helt vildt godt, at små børn kommer herind og gerne vil prøve. Jeg håber, de får lyst til at gøre det fedt for gæsterne.«

Maja tror dog, at denne sommer bliver hendes sidste sæson. Hun er nemlig blevet så høj, at hun er ved at vokse fra børnetøjet.

»Det er usømmeligt, hvis man viser ankler. Og skørterne er næsten allerede for korte til mig.«

Så er der kun de fine kjoler tilbage at vælge imellem.

»Det er bare ikke lige så sjovt at spille rig.«

Historien vakt til live

Den Gamle By er ikke det eneste museum, der bruger aktører til at vække fortiden til live igen. Ifølge et studie fra Roskilde Universitet er det blevet meget populært blandt museer at lave det, man kalder levendegørelse. I Den Fynske Landsby kan du for eksempel høre kokkepiger, håndværkere og markarbejdere fortælle om landsbylivet i 1800-tallet. På Frilandsmuseet ved Lyngby kan du se, hvordan hverdagen så ud helt tilbage til 1650. I Sagnlandet Lejre kan du møde fortidsfamilier fra Jernalderen, og på Hjerl Hede i Vestjylland skrues tiden helt tilbage til Stenalderen.

Side 69