METTE Frederiksen var i valgkampens første døgn nede med en madforgiftning. Det virkede bestemt ikke til at skade hende, faktisk kunne man godt forestille sig, at hun – hvis hun var blevet i sengen i alle fire ugers valgkamp – ville have vundet endnu større. Blå blok sejler så meget, at det alene ville føre hende sejrrigt mod mål. Det forklarer også, at Socialdemokratiets strategi er at rokke så lidt med båden som muligt. Fortsætter valgkampen som nu, ville Frederiksen kunne vinde Statsministeriet uden at sige et ord.
HUN sagde dog noget i denne uge, men indholdet i dette første store socialdemokratiske valgudspil er en politisk version af et langvarigt sengeleje: en velfærdslov. Det lyder som en færdselslov, der blot skal regulere velfærden efter helt åbenlyse regler: Man må ikke køre over for rødt eller den forkerte vej i en ensrettet gade. Og man må heller ikke bruge mindre på velfærd, end den demografiske udvikling tilsiger. Det er fascinerende: Socialdemokratiet vil have en lov, der skal forvandle velfærdspolitik til noget andet end politik, til et område, der skal følge helt objektive kriterier: Udgifterne til velfærd må ikke falde relativt, når der kommer flere ældre. Bruger man ikke 0,65 procent mere på velfærd om året, ja, så bryder man ganske enkelt loven.
VAR Socialdemokratiet konsekvent, skulle disse retningslinjer vel nedfældes i Grundloven. Partiet har lagt sig fast på »velfærd« som det forjættende tema, der både skal genvinde Statsministeriet og rejse en urdyb selvopfattelse i partiet. Og det virker: Mette Frederiksen har gjort socialdemokraterne stolte af deres parti – en moderne udgave af Socialdemokratiet anno 1950erne med Frederiksen i rollen som H.C. Hansen, socialdemokraten der lod det store velfærdsprojekt sætte på skinner.
NEDE i den socialdemokratiske grundfortælling er vi altså: »Når Mette Frederiksen fortæller om sig selv, fremhæver hun gerne, at hun er en gammeldags type,« lød det i et portræt sidste år. »Sådan en, der bakker op om gamle dyder, fra før verden gik af lave, og som godt kan lide solid jysk mad med tung brun sovs.« Eller som hun sagde om sit maveonde i sidste uge: »Jeg havde ikke engang lyst til en træstamme.« Og meget af det forstår man: Socialdemokratiet var efter Berlinmurens fald – som de fleste andre – grebet af den antagelse, at globalisering, frihandel og fri bevægelighed ikke havde negative konsekvenser for nogen. Men det havde det. Partiets egne kernevælgere blev både ramt hårdest og følte sig svigtet. Det er dem, Mette Frederiksen prøver at vinde tilbage ved at tale om velfærdsstaten, som om den befandt sig midt i 1950erne.
MED Mette Frederiksen som formand kommer enkelte vælgere måske til at tænke på »Nede Mette«, en sang af rapperen Blak fra 2016. Kender man ikke udtrykket at være »nede med det«, skal man forstå, at det betyder det modsatte af at have en nedtur. »Mette var nede med det« betyder, at Mette engang var cool og syntes, det hele var godt. Men hvad er det så, denne socialdemokratiske urkvinde er »nede med« i dag? Det er i hvert fald ikke hele Danmark, men snarere sig selv, sit parti og en meget specifik vælgergruppe, der også mener, at politik skal handle om, hvad staten giver borgerne: velfærd til nedslidte, velfærd til gamle, velfærd til børn, velfærd til alle. Men helt uden at fortælle, hvordan det dog skal betales.
DET er en dyb socialdemokratisk drift at minde om, at partiet er det samme som Danmark, og den socialdemokratiske stat det samme som samfundet. Det budskab ligger i de meget omtalte malerier, partiet har hængt op i gruppeværelset på Christiansborg: Her smelter den socialdemokratiske historie sammen med danmarkshistorien. Men skal man kunne tage dét budskab alvorligt, må partiet ud af sine selvportrætter og trangen til at barrikadere sig mod resten af verden, løfte blikket og se på hele samfundet. Økonomien er ikke sund på langt sigt. Væksten er reelt alt for lav og kan ikke fremover finansiere al den velfærd, socialdemokraterne forestiller sig. Socialdemokratiet har ganske rigtigt været afgørende for Danmark – men både som et velfærds- og reformparti. Mette Frederiksen fortrænger bare reformerne, særligt dem, hun selv var med til at gennemføre som beskæftigelsesminister. Skal man kunne tage hende seriøst som statsministerkandidat, er der et akut spørgsmål at besvare: Hvad vil Mette? Ikke med sig selv, med partiet og de hjemvendte kernevælgere. Hvad vil hun med hele Danmark?
Læs også Hans Mortensens reportage »Det tiende liv« fra statsministerens valgkamp: Lars Løkke Rasmussen står til at tabe, men det har han gjort før. Har han endnu en gang en udvej?
Læs også Leni Malacinskis artikel om, det er blevet borgerlige politikeres lod at tilføje smårettelser til de socialdemokratiske velfærdsvisioner: »Forbudte tanker«
Læs også Joakim Jakobsens kommentar om, at danske politikere gør det samme, som vi har hånet Sverige for i 20 år: »Ud til højre«
Læs også forfatter Jens-Martin Eriksens debatindlæg om, at Rasmus Paludan ikke bekæmpes med forudsigelig og ansvarsfri kritik: »Varianter af Hitler«
