Udemokratisk. Befolkningen har delt sig i to stammer med hver sin definition af, hvordan Polen bør se ud, siger den amerikansk-polske historiker og journalist Anne Applebaum, der selv har mistet gamle venner til den modsatte side.

Polen er atter ved at blive tabt

Polen er atter ved at blive tabt Af Marta Sørensen

Det startede som et forsøg på at forklare, hvorfor mine venner er skøre,« siger Anne Applebaum og tilføjer: »Eller rettere sagt, mine eksvenner.«

Den 54-årige amerikansk-polske historiker, journalist og pulitzervindende forfatter er landet i København for at deltage i en finanskonference, hvor hun skal give publikum et »geopolitisk risikotjek«, og rejser videre knap et døgn senere. En dansk tv-station vil interviewe hende, og hun fortæller dem præcis, hvad hun vil og ikke vil udtale sig om, inden hun bliver filmet.

Mange har spurgt til det essay om polsk politik – og Applebaums eksvenner – der optrådte i The Atlantic i oktober, fortæller hun Weekendavisen efter at have bestilt et glas hvidvin, så hun er ikke interesseret i at gentage sig selv, og jeg kan jo blot referere hendes artikel, påpeger hun effektivt.

Nuvel: I 1999 holdt Applebaum og hendes mand, politikeren Radosław Sikorski, nytårsfest på deres herregård, som ligger tæt på Bydgoszcz i det vestlige Polen, og som de havde brugt flere år på at restaurere ud af kommunistisk elendighed. Gæsterne var primært polakker: venner og kolleger fra den antikommunistiske højrefløj. Konservative, men økonomisk liberale og i hvert fald proeuropæiske demokrater. De talte polsk og engelsk, mens de gik tur i sneen, behageligt forenet i ønsket om at lade Polen blive en del af Vesten, af velstanden.

I dag vil Applebaum, der blev polsk statsborger i 2013, helst undgå at møde en del af de folk, hun gik ind i det nye årtusind med. En af dem spiser frokost med Jarosław Kaczyński, leder af Polens største parti, det nationalkonservative Lov og Retfærdighed. En anden spreder antisemitiske konspirationsteorier. Væk er disse tidligere venners ønske om at blive en del af et forenet Europa, væk er den demokratiske idealisme.

»Jeg har boet i Polen i lange perioder siden 1988, og de mennesker, der var mine venner dengang, har delt sig i to grupper: En befinder sig stadig på den proeuropæiske centrum-højrefløj. Den anden gruppe er mere ekstrem og repræsenterer en indadskuende vision om et Polen, der er afskåret fra verden,« siger hun og peger på Lov og Retfærdighed som motoren for de sidstnævnte. Et parti, som hendes mand selv var medlem af fra 2005 til 2007, da han fungerede som landets forsvarsminister.

Siden har Lov og Retfærdighed ændret sig, og når Applebaum beskriver partiet, benytter hun udtrykket »nativist«, der stort set aldrig dukker op i danske medier, men som ifølge Applebaum er mere dækkende end »populist« eller »højrefløj«.

»Jeg bryder mig ikke om ordet populist, for jeg ved ikke, hvad det betyder. Det bliver brugt som et paraplybegreb om partier, vi ikke kan lide. Højre- og venstrefløj er også besværlige begreber, for i Polen befinder regeringspartiet sig på højrefløjen, fordi det er et nationalistisk parti, der støtter såkaldt traditionelle værdier, men dets økonomiske politik er venstreorienteret. De går ind for omfordeling, og at staten skal kontrollere mere af økonomien. Det korrekte udtryk er nationalsocialister, men det udtryk vil jeg ikke bruge, for jeg mener selvfølgelig ikke, at de er nazister. Nativistiske partier er nationalistiske, fremmedfjendske partier, der efter eget udsagn promoverer deres lands interesser og den ’oprindelige’ befolknings interesser,« siger hun.

Stats-TV er blevet partipropaganda

Siden valgsejren i 2015 har Lov og Ret­færdighed bevæget sig mod det autoritære og udemokratiske, primært ved at forsøge at undergrave højesterettens og forfatnings­domstolens uafhængighed og tage kontrollen over det statsejede medie, Telewizja Polska (TVP), skriver Applebaum, der ikke har meget tilovers for stationens journalistiske integritet.

»Statsejet tv i Polen er blevet partipropaganda, der minder om det kommunistiske styres manipulation i 1970erne. Forestil dig, at et dansk statsejet medie manipulerede videoklip, der fik det herskende parti til at se bedre ud,« siger hun med henvisning til en af TVPs videoer, hvor oppositionslederen Grzegorz Schetyna synes at tabe mælet, da han bliver spurgt til sit partis resultater i deres regeringsperiode. I virkeligheden tænkte Schetyna sig bare om i nogle sekunder, inden han begyndte at remse op, kan man se i en alternativ optagelse af den samme begivenhed; han er ikke mundlam.

TVPs direktør, Jacek Kurski, og hans bror, Jarosław, er efter Applebaums mening glimrende eksempler på den tvedeling, som har fundet sted i Polen. Brødrene var som unge begge modstandere af kommunismen, oprørere i fælles front, men hvor Jarosław er endt som redaktør på den liberale og regeringskritiske avis Gazeta Wyborcza, har Jacek omdannet TVP til et medie, hvis nyhedsudsendelse bliver omtalt som en kanal for regeringspropaganda af den amerikanske NGO Freedom House.

»Opdelingen har delvis at gøre med, om du kommer fra landet eller de større byer, men det er også en splittelse mellem øst og vest. I 1800-tallet var landet delt mellem flere imperier, og de to dele har derfor forskellige historier. Den vestlige del af Polen er mere udviklet og instinktivt mere proeuropæisk, mens den østlige del tidligere tilhørte Rusland og derfor rummer en anden mentalitet. Men primært handler det om, at folk har forskellige opfattelser af, hvad Polen bør være, hvad en stat betyder, og hvordan den bør fungere,« siger Applebaum og påpeger, at de to grupper er skabt i et næsten fuldstændig homogent samfund.

Indtil for nylig nød kirken bred opbakning på grund af dens rolle under kommunismen, hvor den var med til at opretholde en alternativ version af, hvad Polen kunne være ... I løbet af de sidste år har den ændret sig og er nærmest blevet en nationalistisk sekt.

Anne Applebaum, historiker og journalist

»Der er måske fem jøder, ti ukrainere, et par tysktalende,« siger hun i spøg og fortsætter: »Altså ingen etniske minoriteter af betydning. Alligevel har der dannet sig to komplet adskilte stammer med hver sin æstetik og hver sine værdier, som faktisk hader hinanden.«

Politisk splittelse er ikke et nyt eller ukendt fænomen, skriver hun i artiklen fra The Atlantic og henviser til den såkaldte Dreyfusaffære, hvor en fransk-jødisk officer i 1895 blev uskyldigt dømt for landsforræderi og sendt i eksil. Applebaum beskriver den efterfølgende kontrovers mellem Dreyfus’ modstandere og tilhængere som en kamp med den tids alt-right – eller Lov og Retfærdighedspartiet eller Front National – på den ene side. De promoverede løgne og forkastede rationalitet i deres iver efter at opretholde Dreyfus’ skyld, mens hans tilhængere holdt fast i rets- og lighedsprincipper.

»Dreyfusaffæren er et historisk eksempel på, hvordan grupper i befolkningen, der tidligere var forenet, kan dele sig bittert. Inden debatten om Dreyfus begyndte, vidste mange mennesker i den franske elite ikke, at de var uenige med hinanden, men pludselig fandt de ud af, at de havde to forskellige forestillinger om, hvad den franske nation var for en størrelse. Er franskhed lig med absolut loyalitet over for hæren og staten, eller er Frankrig en nation, der tror på retsstaten og lighed for loven? I dag ser vi den samme splittelse, ikke bare i Frankrig, men i hele Europa,« siger Applebaum.

Kirkens indflydelse

På den ene side af kløften i Polen, sammen med Lov og Retfærdighed, står kirken, hvis magtfulde position i det polske samfund er svær at forestille sig i et gennemsekulariseret Danmark. Nonner underviser skolebørn, prangende kirker fylder mellem østgrå boligblokke, og knap 90 procent af befolkningen bekender sig til den romerskkatolske tro. Da Johannes Paul II døde i 2005, befandt jeg mig tilfældigvis i Warszawa, hvor hvert et vindue syntes at have sørgerand, og særgudstjenester til ære for den polske pave dukkede op overalt.

»Johannes Paul II havde en enorm indflydelse – både som berømt polak og på grund af sin proeuropæiske vision for Polen, hvor landet skulle tilbage i folden. I den forstand var hans idé om polsk katolicisme meget progressiv,« siger Applebaum, der mener, at kirken både har været med til at forårsage splittelsen i det polske samfund og taget skade af den.

»Indtil for nylig nød kirken bred opbakning på grund af dens rolle under kommunismen, hvor den var med til at opretholde en national identitet og en alternativ version af, hvad Polen kunne være. I det hele taget har kirken ofte været den eneste nationale institution, der har overlevet, når landet har været besat. Hvis man ønskede at være polsk, kunne man bevare en tilknytning til kirken, uanset om man var besat af russerne, preusserne eller andre. Men i løbet af de sidste år har kirken ændret sig og er nærmest blevet en nationalistisk sekt, der identificerer sig med ét politisk parti, Lov og Retfærdighed, hvilket har fået den til at miste troværdighed – og kirkegængere,« siger hun og mener, at vi måske ser den første generation af polske agnostikere i disse år.

»Mange unge er slet ikke religiøse. Før i tiden gik folk modstræbende i kirke, selv hvis de ikke rigtig brød sig om den, men det ser man ikke så meget mere. Kirken forårsager splittelse og polarisering.«

– Hvad betyder det for den politiske udvikling, at polakker generelt ikke har samme tillidskultur som i for eksempel Danmark, blandt andet på grund af de mange år med kommunistisk styre?

»Hvis man ikke har særlig stor tillid til medierne eller staten og ikke mener, at de institutioner er særlig meget værd, er det let at underminere og ødelægge dem. Mistilliden er nok det, der får Polen til at minde mest om USA, og underligt nok kan jeg se mange ligheder mellem netop polsk og amerikansk politik. Men hvert land er forskelligt, og jeg tror ikke, at udviklingen i Polen har så meget at gøre med landets kommunistiske fortid.«

– Hvad kan resten af Europa lære af, hvad der sker i Polen?

»Vi har lært, at europæisk pres på Polen virker,« siger Applebaum og henviser til, at den polske regering for omkring et halvt år siden gennemførte en tvungen pensionering af omtrent en tredjedel af højesterettens dommere. Dette eskalerede landets konflikt med EU, der i flere år har kritiseret regeringen for dens manglende respekt for retsstaten. I december hev EU en lille sejr hjem, da præsident Andrzej Duda underskrev en lov, der genindsatte dommerne.

»Ifølge en nylig meningsmåling er det faktisk blevet godt modtaget af den polske befolkning. Over halvdelen støtter EU i den sag, så hvis det bliver gjort rigtigt, kan en europæisk intervention, selv i noget så følsomt som det juridiske system, være populær,« siger Applebaum og mener, at EU generelt bør udvise mere mod.

»Folk opfatter EU som inkonsekvent og ude af stand til at håndtere svære spørgsmål. Hvis EU stod mere inde for, hvad man tror på, vil unionen være mere populær.«

Alle kan sprede misinformation

Siden 2016 har Anne Applebaum været professor ved London School of Economics og leder for Arena, et forskningsprogram, der præsenterer sig selv som en modvægt til misinformation og »populister og autoritæres« polarisende brug af sociale medier. Herunder selvfølgelig påvirkning fra Rusland, som ifølge Applebaum bliver mere og mere sofistiskeret.

»Under det amerikanske præsidentvalg forsøgte man at påvirke både højre- og venstrefløjen, dels ved at promovere Trump-støtte, dels ved at opfordre potentielle demokratiske vælgere til ikke at stemme. Man sagde til folk fra Black Lives Matter-bevægelsen, at Hillary Clinton var ligeglad med dem og med sorte mennesker. Det havde stor effekt i USA,« siger Applebaum og understreger, at bagmændene ikke nødvendigvis var russiske, men brugte de samme metoder.

»Det er hverken teknisk vanskeligt eller dyrt at sprede misinformation gennem falske profiler og politiske bevægelser på nettet. Alle kan gøre det.«

Dette er gået op for flere og flere mennesker: Franskmænd forstår risikoen ved russisk indflydelse, tyskerne og briterne er ved at være der, Spanien og Italien begynder at tale om det, opsummerer Applebaum. Jeg fortæller hende, at jeg har set danskere lave vittigheder om, at de bliver påvirket af russiske bots, hvis de er uenige med hinanden.

»Det ligger i luften nu, og jo flere mennesker, der finder ud af det, jo bedre. Desværre er samtalen om russisk påvirkning i Polen ikke særlig sofistikeret. Polakkerne er meget naive på det område og tror, at de på en eller anden måde er immune. Men jeg mener, at der er en enorm mængde russisk indflydelse i Polen i form af negativ omtale af EU, ukrainere og tyskere samt støtte til den ekstreme højrefløj.«

Formålet med at påvirke debatten i vestlige lande er ikke, understreger Applebaum, at befolkningerne skal blive vilde med Rusland.

»Russerne er ligeglade med, om nogen kan lide dem. Vi har ikke at gøre med det gamle sovjetiske system længere. Idéen er at øge polariseringen og ekstremerne på begge sider. I Tyskland er der eksempelvis koblinger til både Alternative für Deutschland og Die Linke.«

Tiden er knap, så jeg når ikke at tale uddybende med Anne Applebaum om den bog, der stikker mest ud i hendes imponerende bibliografi, nemlig en tilsyneladende upolariserende kogebog om polsk mad, From a Polish Country House Kitchen. Den indeholder blandt andet opskrifter på svamperetter, pirogger, borsjtj og svinekotelet og udkom i 2012, da Polen var godt i gang med at indhente resten af Europa, hvad angår sofistikeret madlavning.

Applebaums livret? Żurek, en grøntsagssuppe med pølse eller bacon, lavet på surdej af rugmel.

Side 8