Gaaab. Livet i de britiske kolonier var ikke værd at skrive hjem om, især ikke i 1800-tallet. En historiker skildrer den skuffende kedsomhed.

Dage uden ende

Dage uden ende

Efter 15 år i Burma var John Flory »en gullig, mager, fordrukken og næsten midaldrende mand«. Han havde ellers været både »lovende« og »flot«, da han som 20-årig forlod England, men nu var han altså ingen af delene. Flory er hovedperson i George Orwells roman fra 1934, Burmese Days, som ifølge den amerikanske historiker Jeffrey Auerbach er et »mindeværdigt portræt af kedsomheden, ensomheden og fremmedgørelsen, som kendetegnede livet i Burma, mens det britiske imperium gik på hæld«. Orwell kendte Burma, han havde tilbragt flere år i imperiets politikorps, og hans beskrivelser af livet blandt de udsendte, som drukner timerne i whisky i Den Europæiske Klub, står i tydelig kontrast til de mange heltemodige og eventyrlige fortællinger om livet i de eksotiske kolonier.

Ifølge Auerbach satte kedsomheden ind, inden den fiktive Flory blev træt. Allerede i 1800-tallet begyndte livet i kolonierne at virke traurigt: »Det fremgår af dagbøger, breve, memoirer og illustrerede rejsebeskrivelser, både publicerede såvel som upublicerede, at britiske mænd og kvinder i hele imperiet fandt landskaberne monotone, den fysiske og psykologiske afstand hjemmefra enerverende, dagligdagsrutinerne uinteressante, deres arbejde kedeligt og meningsløst,« skriver han indledningsvis.

I 1800-tallet begyndte en række sociale, kulturelle og teknologiske forandringer at undergrave den følelse af eventyr, der ellers havde kendetegnet briternes tidlige imperialistiske aktiviteter. Auerbach fremhæver blandt andet det stadigt mere omfattende bureaukrati og de stejle papirbunker, som indhegnede de udsendte administratorers frihed og selvbestemmelse.

Samtidig rykkede briterne tættere sammen, isolerede sig fra den lokale befolkning og søgte at genskabe det, de kendte hjemmefra. Resultatet blev ifølge Auerbach, at de levede i en verden midtimellem, hvor de hverken omfavnede alt det nye og fremmede, de mødte, eller afviste det totalt. I Sydafrika og Australien byggede briterne huse og kirker, der lignede dem, der prydede de engelske landskaber, mens de i Indien forsøgte at leve efter Londons sociale kalender med baller, teselskaber og komsammener. Men cirklerne var små, og briterne lignede alle hinanden. En kvinde kaldte Indien for »et paradis for midaldrende gentlemen«, mens en pensioneret tjenestemand noterede, at det var et ganske ensartet samfund »uden ungdommens inspiration og ej heller mildnet af alderdommens følelse«. Store børn blev sendt hjem for at gå i skole, og de voksne fulgte gerne efter, når de lod sig pensionere i 50-årsalderen.

Kedsomhed kan også være resultatet af bristede forventninger: Livet i kolonien lignede ikke det fra udstillingerne, reklamerne for te og kaffe og romanerne om mænd, der kedede sig i civilisationen, men fandt eventyret i vildnisset. »Alene det, at så mange romaner fra 1800-tallet advarer om faren ved kedsomhed, tyder på, at kedsomheden var til stede, at den måske endda var allestedsnærværende,« skriver Auerbach og nævner Allan Quatermain fra 1887, H. Rider Haggards opfølger til den vanvittigt populære Kong Salomons miner, som et tydeligt eksempel på sådan et eventyr.

I virkeligheden lykkedes det ikke altid storvildtjægerne at ramme storvildtet, ligesom guldgraverne kun sjældent traf en åre. Det var vanskeligt for tilflytterne at leve i nuet og nyde udsigten, når skuffelserne skyggede, og tankerne kredsede usikkert om den hjemrejse, som måske aldrig blev til noget. Auerbach underbygger sin pointe med flere citater, hvor desperationen nærmest kan lugtes. En britisk kvinde, der ledsagede sin mand til Indien i 1877, lod for eksempel sin dagbog vide: »Der er intet at se tilbage på og intet at se frem til (...) kun total monotoni.« Hun var ikke den eneste medfølgende hustru, der kedede sig i Indien. Den evigt omklamrende hede og ustoppelige regn begrænsede mulighederne for fysisk udfoldelse, og kvinderne fik derfor især tiden til at gå med at skrive dagbog og breve. Selvom der altså ikke var meget at skrive hjem om. »Hver sol gik ned, som den var stået op, og tilbage stod følelsen af endnu en fuldstændigt spildt dag,« sukkede en kvinde, der ernærede sig som skuespiller og forfatter hjemme, men nu var med som det tynde øl.

Der er ikke sket noget, der er værd at fæstne til papir. Vi har intet foretaget os ud over at holde et mellemstort middagsselskab.

Datter af en britisk general i Indien

En anden kvinde beskrev sin daglige rutine i en fjern indisk egn og afrundede sit brev til en ven med følgende ord: »Og det er altså det, jeg foretager mig hver dag, og jeg håber ikke, du er lige så træt af det, som jeg er.« For historikeren er det et held, at kvinderne tilsyneladende kedede sig så meget, at de ikke havde andet at lave end at beskrive kedsomheden. »Der er ikke sket noget, der er værd at fæstne til papir,« skrev en britisk generals voksne datter, som boede i Calcutta. »Vi har intet foretaget os ud over at holde et mellemstort middagsselskab.«

Der var ikke noget arbejde at gøre for kvinderne i hjemmet, for huset var fuldt af tjenende ånder. For eksempel blev den ovenfornævnte general og hans datter serviceret af en stab på 68. »Uden arbejde i store mængder er Indien et ubærligt sted,« som en tjenestemand skrev i et essay i 1860erne, »... og det er for meget at forvente, at en dame skal kunne læse historiebøger og poesi seks timer hver dag.«

Kvindernes lediggang vakte tilsyne­ladende nervøsitet, de skulle jo helst ikke falde af på den, mens de var i Indien. Manualen The Complete Indian Housekeeper, som udkom første gang i 1888 og blev genoptrykt ti gange, gjorde det til sin opgave at holde dem til ilden. Instruktionsbogen blev betragtet som den europæiske frues bibel, og de medfølgende kvinder blev blandt andet rådet til at inspicere husholdningen med jævne mellemrum, foretage en månedlig revision af regnskaberne ligesom andre offentligt ansatte i Indien og endelig uddele afbalancerede mål af både straf og ros til de lokale tjenestefolk. I det hele taget blev kvinderne opfordret til at gå til deres pligter i hjemmet på samme måde, som deres mænd gik til deres arbejde i og for imperiet, og tilsyneladende var det både de mandlige og kvindelige »administratorer«, der kedede sig.

Briterne var sådan set ikke deprimerede, mener Auerbach. Det var ikke hele verden, de var trætte af: »I stedet led de af en ekstrem utilfredshed med deres umiddelbare situation, såvel som mangel på mening og formål i deres liv.« De udsendte mænd og kvinder kritiserede kun sjældent imperiet, men gav altså ganske ofte udtryk for, at de kedede sig. Og når de gjorde det, tilstod de også, om end på tilsløret vis, at de var kede af selve imperiet.

Briterne tog afsked med imperiet i 1900-tallet. Måske, skriver Auerbach, var det 1800-tallets omsiggribende og velbeskrevne kedsomhed, der lagde det følelsesmæssige fundament for det farvel.

 

Jeffrey A. Auerbach: Imperial Boredom. Monotony and the British Empire, Oxford, 2018.

Side 59