Selvom lejligheden ligger på en bred, befærdet vej på Nørrebro i København, er der en eksotisk verden gemt lige bag hoveddøren. Solen bader de store stuer i lys, væggene er fyldt med farvestrålende fotografier og kunst. Og så er der dyrene.
»De er allesammen mine,« siger Emmeli Haseki Lild.
Den 12-årige piges kjole er blomstret, hendes smykker og hårspænder glimter, og hun stråler også selv af stolthed, da hun præsenterer alle sine kæledyr: Sigurd er en lille tibetansk tempelhund. Han er næsten lige så gammel som Emmeli, men ikke for gammel til at snappe og bjæffe ad Piphans, den frække blå undulat, når den flyver omkring i stuen.
»Den gule undulat hedder Tulle,« siger Emmeli. »Men fiskene har ikke navne.«
Hun peger ned på det kæmpestore akvarium, der står langs stuens bagvæg. Derinde svømmer forskellige afrikanske fisk omkring. Men det er de to nyeste kæledyr, som Emmeli er mest ivrig efter at vise frem. Hun tager forsigtigt to store snegle op af en plastickasse med muldjord i bunden. Det er ikke bare forvoksede havesnegle, men derimod to Congo-snegle, også kaldet afrikanske kæmpesnegle.
»De er ikke blevet så store endnu. Jeg fik dem her i vinter i fødselsdagsgave, så de er små endnu. Den lille er en albino, så ham kalder vi Bino. Og den store hedder Mary ligesom kronprinsessen,« siger Emmeli.
Mary ser nu allerede ret stor ud, nu hvor den begynder at komme nysgerrigt frem fra sit skjold og udforske Emmelis hånd. Den strækker sine fire tentakler frem. De to forreste bruger den til at mærke med, og på de to længste stilke har den sine øjne. Den strækker dem i hver sin retning, som om den prøver at se på Emmeli med det ene øje, mens det andet øje holder styr på det lækre stykke agurk, den lige var i gang med at spise.
Snegle i gave
Congo-snegle kan leve i op til ti år og vokse sig lige så store som en lille hundehvalp. Kroppen kan blive 30 centimeter lang og skjoldet 20 centimeter.
»Helt fra jeg var lille, har jeg elsket snegle og at gå i naturen og få øje på dyr,« siger Emmeli. »Jeg plejede at tage snegle med indenfor i syltetøjsglas for at kunne kigge på dem. Mine veninder sagde altid ad, men jeg synes, snegle er nuttede.«
Den interesse voksede, da hun sidste år så et indslag på tv om et plejehjem, som havde besøg af Congo-snegle som kæledyr. I udsendelsen kan man se, hvordan de gamle mennesker sidder og aer en stor snegl og siger, at den er kær. Emmeli begyndte at undersøge, hvad det var for et dyr.
»Min far var ikke sikker i starten, men så til min fødselsdag overraskede han mig ved at give mig dem i gave.«
Hendes far, Ali, smiler og ryster lidt på hovedet.
»Jeg var ikke så vild med idéen, da hun sagde, at hun ønskede sig kæmpesnegle. For de kræver jo også noget pleje.«
Emmeli synes nu, det er nemt at holde sneglene. De bor i et gennemsigtigt plasticbur.
»Der skal være låg på, for ellers kravler de jo pludselig over det hele. De er ikke så langsomme, som man går og tror,« siger hun med et grin.
Mens hun viser Mary frem, får Bino lov at kravle rundt på spisebordet. Den er i gang med en U-vending. Man kan se musklerne arbejde, og endelig drejer skjoldet med. Et zigzagget slimspor viser sneglens rute.
»Bordet skal lige sprittes godt af bagefter,« siger Ali.
Sneglenes bur med den mørke muldjord skal holdes fugtigt. Og som mad får Mary og Bino stykker af agurk og gulerod. Der er også nogle stykker kalk, som de kan slikke på med deres ru tunge. Det har de brug for, så deres skjold kan vokse og blive stærkt.
»En gang om ugen skifter jeg jord i buret efter skole. For de lægger rigtig mange æg. De gør det jo bare med sig selv,« siger Emmeli.
Sneglene er nemlig tvekønnede, så der er ikke hunner og hanner, og de har ikke brug for andre for at lave unger. Derfor kan der hurtigt komme mange nye snegle, hvis man ikke fjerner æggene.
Som en sugekop
»Jeg giver dem også tit et bad. Det har de egentlig ikke brug for, men de elsker det.«
Emmeli tager Mary med ud på badeværelset og tænder for vandet.
»Det skal bare være en tynd stråle. Og vandet skal være baby-temperatur,« forklarer hun, mens hun forsigtigt fører sneglen ind under vandhanen.
Den reagerer ved at strække sin hals ud og dreje sit hoved som for at kigge sig omkring. Emmeli sætter den på sin håndflade, og den breder veltilpas sin slimede krop ud over hendes fine hånd. Pigen fniser.
»Den suger sig fast som en sugekop. Og så kan man mærke den ru tunge slikke.«
Hun er overrasket over, hvor meget sneglene rent faktisk kommer ud af skjoldet og kan lide at blive kælet med.
»I starten var jeg nærmest bekymret for, om de var døde. Jeg var sådan ’Hallo, kom nu ud ...’ Men nu kommer de frem, så snart jeg rører ved buret,« siger hun. »Det er måske lidt nemmere at sidde og kæle med en hund. Men det er rart med sneglene, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed, hvis jeg ikke har tid til at tage dem op hver dag,« synes Emmeli. I sin fritid har hun nemlig også travlt med at gå til både dans, boksning, trampolin og klaver.
»Sneglene har hinanden. Og hvis de ikke gider blive kælet med, kan de jo bare gå ind i deres skjold. Så jeg bliver glad, fordi jeg kan se, at de gerne vil kommunikere med mig, når de kommer ud.«
Emmelis far er også selv blevet sneglefan.
»De er virkelig fascinerende og ikke sky som snegle i naturen. Og størrelsen gør også, at man virkelig kan studere dem. Det giver én mulighed for at se sneglen for den fantastiske skabning, den er,« siger han.
»Jeg synes bare, de er søde. Det er derfor, jeg har dem,« siger Emmeli. »Og så er det også sjovt at have et kæledyr, som der ikke er ret mange andre, der har. Jeg er den eneste, jeg kender, som har Congo-snegle. Det er lidt noget andet end en hamster.«
Det næste dyr på ønskelisten er endnu mere eksotisk. Den naturglade pige kunne nemlig godt tænke sig en lille abe.
»Ej, aber lugter,« siger Ali.
Emmeli giver ham ret med et skuldertræk.
»Ja, okay, det er rigtigt ... Men de er søde.«
»Jaaa,« svarer hendes far. »De er nu søde.«
Kæmpesnegl
Achatina er det latinske navn for Congo-sneglen. I nogle lande er det ulovligt at have den som kæledyr. I blandt andet Polynesien er sneglen nemlig en plage. Det er mennesker, som har taget den med dertil fra Afrika for at spise det delikate sneglekød. Men nogle er sluppet fri, og en Congo-snegl kan få op til 1200 unger hvert år. Det er et problem, fordi den æder alle slags planter på sin vej.
Men selv hvis en Congo-snegl skulle slippe fri fra sit bur herhjemme i Danmark, ville den ikke kunne overleve den danske vinter. Den tåler nemlig ikke frostvejr.
