Leder

Påskens ofre

Påskens ofre Af Martin Krasnik

DET var, som om hele Danmark frøs til is i de solvarme påskedage. Reaktionerne de første dage kunne slet ikke udtrykke det chok og raseri, de fleste følte. Tre danske børn på påske­ferie med deres familie, sorgløse og intetanende i køen til morgenmadsbuffeten, blev koldblodigt myrdet. Man forstår, at mange har behov for at følge med i historien og udtrykke sympati. Smerten er umuligt at sætte sig ind i, men alle kan forestille sig situationen: En familie, der havde glædet sig til en ferie sammen. Børnenes spænding ved rejsen. Den dvaske stemning ved morgenmaden i hotellets restaurant. Snakken om dagens program. Og så: Alt revet itu.

ONDE, frastødende gerningsmænd myrdede ikke bare tre danske søs­kende i Sri Lanka. Ud af de 359 dræbte var også 42 andre børn. Det er altid en særlig tragedie, når børn dør, af sygdom eller i trafikken. Selv om det er et vilkår, vænner man sig aldrig til det, og langt de fleste samfund gør, hvad de kan, for at yde børn særlig beskyttelse. Men de kræfter, der slog til i Sri Lanka i påsken, vender vrangen ud på enhver etik og moral. De havde som mål at ramme de mest udsatte. For dem handlede det ikke om at undgå at ramme de mest sårbare. Tværtimod. De ville dræbe så mange som muligt.

SKAL gerningsmændene hurtigt fanges og straffes, må vi også udpege ideologien, der har drevet dem. Det siger sig selv: Kun ved at forstå mordernes motiver og drivkraft kan fænomenet bekæmpes. Og dog hersker der en mærkelig tilbageholdenhed ved at sige tingene ligeud. Ledende stemmer overalt udtrykte selvfølgelig sorg og fordømmelse, men på en mærkelig abstrakt måde: Hillary Clinton opfordrede til at »stå sammen mod vold og had«. Barack Obama kaldte angrebet på »bedende til påske« for et »angreb på menneskeheden«. EUs udenrigschef talte om »voldelige handlinger mod alle trosretninger«. Det lød, som om de mange dræbte var ofre for en slags naturkatastrofe, et fænomen uden ansigt og hensigt, som havde de bare været så uheldige at stå i vejen for et jordskælv eller en flodbølge.

NÆVNES skal det derfor først og sidst, at de ansvarlige er en islamistisk terrorgruppe med klar ideologi og et velformuleret mål. De fleste af de dræbte, herunder de andre børn, var lokale kristne, samlet til påskeguds­tjeneste. Der er ikke tale om et uforklarligt had eller en nihilistisk abstraktion. Ejheller en rasende frustration over verdens uretfærdighed. Gerningsmændene er veluddannede rigmænd, velbevandrede i den moderne verden. Og angrebets åbenlyse mål var først og fremmest at ramme en lille, kristen minoritet, der i forvejen står svagt. De følger også et klart mønster: Man vil gøre tilværelsen uudholdelig for de kristne mindretal, præcis som for to år siden, da kirkegængere i Alexandria blev angrebet, også i påsken. Resultatet af den årelange voldskampagne skriger til himlen: Andelen af kristne i Mellemøsten, hvor kristendommen blev født, er mere end halveret. Man må alvorligt frygte, at de kristne minoriteter i Asien står for tur. I løbet af det sidste år har bombeangreb ramt kirker i både Filippinerne og særligt Indonesien, hvor stadig mere hidsige muslimske organisationer, ligesom i Bangladesh, kræver undertrykkelse og forfølgelse af kristne mindretal.

VED siden af de ekstreme, voldelige organisationer står lige netop islamistiske bevægelser og partier, der klart udtrykker deres holdning: Mindretal skal bekæmpes. De steder, hvor islamismen helt eller delvist har taget magten, er udøvelsen af kristendommen enten forbudt eller totalt undertrykt: Saudi-Arabien, Iran, Pakistan. Ideologien kan skifte form og ansigt fra sted til sted, men den har et solidt grundlag: en islamisme, der trækker på islamiske dogmer om ultimativ sandhed, ufejlbarlighed og ikke mindst udgrænsning af religiøse og seksuelle mindretal. Vist fordømmer de terror, men det er dogmer, som alle de store, etablerede islamiske institutioner i forskellig grad beskytter og bevarer. Det er deprimerende at konstatere, men for det kæmpestore fredelige muslimske flertal i verden findes ingen global eller regional modbevægelse til den konservative islam, der konstant udarter til vold. Det gør ikke sagen bedre, at de fleste ofre for denne ideologi er muslimer selv.

NAVN har således dette meget håndgribelige, morderiske fænomen. Men tilbageholdenheden med at udpege islamismen og dens udgangspunkt betyder, at vi stadig har svært ved at svare på, hvad vi i Vesten kan gøre for at bekæmpe fænomenet. Samtidig giver berøringsangsten den yderste højre­fløj alt for let spil til at påstå at være alene om at turde udpege problemet og »forsvare kristendommen«. Angrebet i påsken er endnu en ekstrem påmindelse om, at det ikke bare handler om ulykkelige kristne mindretal fjernt fra os selv. I hele Asien og Mellemøsten forsøger stærke kræfter med held at afsekularisere samfundene. Hvor de religiøse, etno-nationalistiske partier hersker, går det hårdt ud over minoriteter – fra Indien til Israel. Men mordene på de vestlige turister i Sri Lanka understregede endnu en gang, at de ansvarlige ikke kun vil have den kristne minoritet fjernet. Det er et lige så klart mål at få os andre – folk af alle slags, tilrejsende fra resten af verden – til at holde sig væk. De hoteller, der så ofte angribes, er jo netop i al deres turistede ensartethed et symbol på den sekulære verden, hvor man bevæger sig frit mellem hinanden, uanset religiøs baggrund. Mænd og kvinder. Voksne og børn. Må de døde hvile i fred.

 

Læs også Peter Harmsens artikel fra ugens forside om Sri Lankas religiøse kløfter: »Mareridtet vender tilbage«

Side 14