RADIKALE spekulerer i denne tid på, om man kunne agere fødselshjælper for en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre. Eventuelt kunne makkerskabet tilsættes Morten Østergaards egne mandater, således at man kan leve op til det afgivne løfte om kun at støtte en regering, der gør sig uafhængig af Dansk Folkeparti. Dagbladet Børsen lægger papir til overvejelserne, som på det smukkeste lever op til den nyradikale kurs, der under Østergaard spankulerer på to ben: manglende realisme kombineret med en fast overbevisning om, at andre partier bør bære omkostningerne ved partiets selvpåførte problemer. Mange i Venstres bagland og vælgerkorps kan godt se ideen, ifald partiet taber folketingsvalget, men hvordan mon Venstre på Christiansborg vil have det med at skulle være juniorpartner i en regering ledet af Mette Frederiksen? Det ligner opskriften på blå bloks totalopløsning tilsat splid, kiv og frafald fra et Venstre, som har samarbejdet tæt med Dansk Folkeparti gennem det meste af et par årtier.
SYMBOLER betyder stadig mere for den radikale leder, som har proklameret at ville gå mod strømmen af ødelæggende symbolpolitik. En SV-regering med radikal støtte ville jo kræve accept af den rådende udlændingepolitik. Ifølge De Radikale er den dikteret af Dansk Folkeparti, men både Venstre og Socialdemokratiet har investeret kolossale mængder politisk kapital i at forsvare kursen som deres egen. Hvis Østergaard skulle få anledning til at fremføre SV-regeringens fatamorgana som sit bud på en ny regering, ville hans svømmetur derfor føre ham ud på rigtig dybt vand. I gamle dage var det et radikalt credo, at det vigtige ikke var, hvem man samarbejdede med, men samarbejdets indhold. Overvejelserne om det gavnlige ved en SV-regering må betyde, at Radikale kan leve med den gældende udlændingepakke, når blot andre end Dansk Folkeparti strammer garnet. For ideen bygger vel ikke på søde minder om tiden under Schlüter og Nyrup, hvor partiet kunne diktere den rette udlændingekurs?
