Arkitektur
Lotta Tiselius, arkitekt MAA
Jep Loft, stifter af Arkitekturoprøret, stillede følgende spørgsmål i WA #14: Hvorfor er så meget moderne byarkitektur så grim? Loft og Arkitekturoprøret vil med den nyindstiftede pris »Årets grimmeste byggeri« kaste lys over en »folkelig frustration over en del moderne arkitektur«.
Som virksom arkitekt blev jeg noget nedtrykt ved læsningen af artiklen. Rammer vi virkelig så meget ved siden af? Lever arkitekter i en åndsfraværende elitær boble, hvor vi ikke tager hensyn til hverken historiske bymiljøer eller medborgere? Det nægter jeg at tro. Men lad os et øjeblik lege, at vi skal følge Jep Lofts råd til en bedre byarkitektur.
Ifølge Loft har arkitektskolerne siden Anden Verdenskrig primært fokuseret på at undervise i »markant og gerne meget anderledes arkitektur«. Faktum er, at det forholder sig næsten omvendt. Efterkrigstidens arkitektur, i særdeleshed boligbyggerierne, er præget af stor pragmatisme, funktionalitet og på ingen måde en stræben efter at være ikonisk, men i højere grad rationel. Hvis vi alligevel skal diskutere ikonbyggerier, bør det nævnes, at ikonisk arkitektur går længere tilbage end til Anden Verdenskrig. Empire State Building stod færdig i 1931, Rundetårn i 1642. Notre Dame blev bygget fra 1100-1300-tallet, Colosseum fra 70-80 e.Kr. og pyramiderne for hele 4500 år siden.
Der har eksisteret arkitektoniske ambitioner i al tid, og at opføre ikoniske bygningsværker er ikke noget, som undervisningen på efterkrigstidens arkitektskoler initierede. Disse værker har været aldeles afgørende for arkitektur og bygningskunstens udvikling, selvom de formodentlig var dybt kontroversielle, da de blev opført. Frank Lloyd Wrights Guggenheim Museum i New York, et projekt, som i dag anses for at være et stykke banebrydende arkitektur – og en del af New Yorks kulturelle DNA – mødte stor kritik i begyndelsen. Eiffeltårnet, som oprindeligt var en midlertidig del af Verdensudstillingen i Paris i 1889, blev med nød og næppe bygget efter massive protester mod dets størrelse og statur. Opførelsen af Danmarks kendteste stykke arkitektureksport, Jørn Utzons operahus i Sydney, var efter sigende heller ikke en gnidningsfri proces.
Loft mener, at arkitektur ikke skal skille sig ud, men tilpasse sig en eksisterende kontekst. I et eksisterende bymiljø, for eksempel fra 1900erne, skal vi bygge en tilbageskuende arkitektur, hvor man inspireres af tidligere epokers retningslinjer og æstetik. Denne teori er alvorligt begrænsende for vores byers udvikling. At arkitekturen i byerne udvikler sig i takt med voksende befolkning, forandrede klimatiske forhold og byggekunstens teknologiske fremskridt er essentielt. Arkitektur skal forholde sig til sin kontekst i størrelse, materialitet og farvetoner. Men det er immervæk ikke det samme som at bygge en arkitektur, der efterligner den eksisterende. God arkitektur bør ikke skabes ved at yde førstehjælp på fortidens byggeskikke og stilarter.
At opføre et nybyggeri i samme udførelse som et byggeri fra eksempelvis 1910 vil (hvis en bygherre kan få en entreprenør til at bide på krogen) desuden generere en kvadratmeterpris så høj, at en yderst begrænset gruppe mennesker ville kunne bo der. Et underligt arkitektonisk billede tegner sig, hvis moderne arkitektur kun hører hjemme i »nye områder«, hvorimod historiske bymiljøer kun må bebygges med en kulisseagtig efterligning af den arkitektur, der engang var. En by er et dynamisk kludetæppe, hvad enten det handler om arkitektur, kunst, politik eller demografi. At bestræbe sig på at stagnere i et bestemt årti, bare fordi vi lige nu og her synes, at det er bedst, skaber et forvrænget, ja, direkte truende syn på vores byudvikling.
Som arkitekter er vi vant til at tage skraldet, hvis en færdigopført bygning ikke falder i folks smag. Den pris betaler vi gerne, da det ofte er os, som får æren, hvis byggeriet er en succes. Dette billede kan dog sløre den store og komplicerede proces, som ligger bag opførelsen af byggerier i dag, og den mængde aktører, der påvirker det færdige resultat, fra bygherre til arkitekt til underentreprenør. Arkitekten agerer på ingen måde autonom byudvikler, men er en del af en byggebranche, hvor kvalitet og æstetik desværre sjældent vurderes højere end økonomi – business as usual.
At Arkitekturoprøret og Jep Loft har et ønske om en bedre byarkitektur, er der ikke noget i vejen for. Desværre er deres udpegede vej snæversynet og begrænsende. Hvis Jep Loft vil påvirke arkitekturudviklingen med andet end at formindske den til et spørgsmål om stil, må han tage nogle større briller på.
At vinde prisen for »Årets grimmeste byggeri« er en risiko, vi arkitekter må løbe. Hvad er alternativet? At lade arkitekturudviklingen stagnere, ja, endda stræbe bagud? Det er en endnu større risiko.
Nørrebro 1
Poul Storm, København N
Jeg har boet i Blågårdsgade med min familie siden 2012. Urolighederne i Blågårdsgade og på Blågårds Plads samt ikke mindst Leny Malacinskis (LM) forsideartikel i WA #16 har virkelig givet mig stof til eftertanke. Dels fordi LM ikke lader til at kunne forstå, at dette »trælse døgn«, som Pernille Skipper betegnede det, ikke er billedet på hverdagen i vores område, men også fordi hun med sine firkantede holdninger bidrager til at eskalere i stedet for at deeskalere.
LM citerer Lars Aslan Rasmussen for at sige: »Rasmus Paludan er vanvittigt provokerende, men det handler jo ikke om ham.« Jo, det handler også om ham. Man behøver ikke at være professor i sociologi eller kriminologi for at fastslå, at der er problemer med bandekriminalitet på Nørrebro og andre steder i landet. At der er etniske grupper, der glæder sig over muligheden for at slås mod »... det racistiske danske politi ...«, som LM refererer. Man behøver heller ikke en akademisk grad for at fastslå, at der er en politisk interesse i fremmedhad, racisme og ikke mindst i at »oplyse« om, hvor krigerisk og middelalderlig islam er.
Ligesom det er træls, at vi ikke kan sætte fut i grillen på stranden eller nyde en smøg i grøftekanten, er det absolut også træls, at Rasmus Paludan ikke uagtet kan smide rundt med eller sætte ild til Koranen på Nørrebro. Men jeg accepterer politiets vurdering af, at det medfører en uacceptabel risiko for optøjer og brand.
Der er en udpræget interesse fra både Paludan og uromagernes side i, at disse såkaldte »demonstrationer« eskalerer og ender i bål og brand. Sådan er det, og sådan har altid været med ekstremister – de er interesserede i konflikt. I sin artikel tegner LM et billede af Nørrebro som et enten-eller: »Den ene virkelighed tilhører den danske middelklasse, som ofte bor i andelslejligheder og spiser økologisk, den anden tilhører ikkevestlige indvandrere med en lavere indkomst, som bor til leje i de sociale boligområder.« Hvis hun har ret (selvom jeg dog ikke forstår, hvorfor det er vigtigt at nævne, at de, der bor i andelslejligheder, spiser økologisk), er det i sig selv helt fantastisk, at så forskellige grupper kan bo og leve sammen, uden at det fører til nævneværdige problemer. Her vil jeg give Pernille Skipper, som også bor her, ret i, at dette »trælse døgn« ikke er repræsentativt for det daglige liv på Nørrebro. Langt de fleste, der bor her, er helt almindelige fredelige mennesker. Det ville være naivt at sige, at kriminalitet ikke fylder noget, men upassende at sige, som LM gør, at det er »en afgørende del« af bydelen.
Ja, der er store kulturelle, religiøse og politiske forskelle mellem os, der bor her på Nørrebro, og selvom området måske ikke er et »multietnisk paradis«, som LM åbenbart tror, at nogle ser det som, er det faktisk, 100 procent subjektivt set, det skønneste, mest inspirerende og varmhjertede sted at bo i hele Danmark. Ikke fordi der er problemer, men på trods af at der er problemer.
LM skriver: »Noget tyder på, at der findes mere end én virkelighed på Nørrebro.« Ja, men i modsætning til LM mener jeg faktisk, at dette er positivt. Jeg er ikke en stor fortaler for ensretning og betaler gerne prisen for mangfoldighed i stedet for prisen for ensretning.
Nørrebro 2
Paul Lyngbye Cand.mag. i psykologi og kommunikation
Tak til Weekendavisen for modet til at bringe klartseende Leny Malacinskis »Mangfoldighedens pris« på forsiden i WA #16. Ved nøgternt at notere kendsgerninger viser den venstrefløjens (Enhedslistens) vilje til at lukke øjnene for vold, når bare den kommer fra minoriteter. Poltikernes og politiets afmagt over for de voldelige indvandrere er skræmmende.
Efter temperament kan man så støtte TV-producer og tryllekunstner Nicolai Würtz, der protesterer mod Rasmus Paludan via en indsamling til fordel for Dansk Flygtningehjælp, eller partiet Nye Borgerlige.
Kulturkristen 1
Jens Ole Christensen, sognepræst og tidl. generalsekretær i Luthersk Mission
Der bliver sagt meget klogt i Pernille Stensgaards artikel »Helst ikke for meget Gud« i WA #16. Der er nemlig ingen grund til at kritisere hverken kulturkristne eller kulturkristendom. Efter ti års arbejde med international mission er jeg temmelig overbevist om, at enhver nogenlunde sund kirke med tiden vil sætte et rum af kulturkristendom omkring sig. De hastigt voksende lutherske kirker i Etiopien og Tanzania leverer eksempler på det. Jeg er lige så overbevist om, at en kristen kirke uden et eller andet niveau af kulturkristendom omkring sig har yderst vanskelige arbejdsvilkår. Den gryende kirke i et land som Cambodia leverer eksempler på det.
Kulturkristendom er langt på vej det vand, som kristen forkyndelse svømmer i. Og det gør meget godt ved en kultur at kende værdierne, næstekærligheden, den kristne poesi og den optimistiske tro på, at verdenshistorien ikke ender i død og opløsning, men i nyskabelse. Så langt så godt.
Problemet er, at de teologer, som Pernille Stensgaard har valgt at tale med – med professor Viggo Mortensen som en hæderlig undtagelse – også leverer temmelig meget udenomssnak. De når ikke frem til at rette kritikken indad i kirken. For lige så lidt, som der er grund til at kritisere kulturkristendom, lige så meget er der grund til at være skeptisk over for en kirke, der vil nøjes med kulturkristendom. For det første tyder alt på, at kulturkristendom er smuk som en buket tulipaner – og omtrent lige så langtidsholdbar. For værdierne tørrer ud, hvis deres kilde ikke springer, nemlig troen på den Gud, der har afsløret sig i Jesus fra Nazaret.
For det andet fordi selvsamme Jesus fra Nazaret er optaget af noget mere end værdier, poesi og etik. Det afsløres i de Jesus-citater, som alle folkekirkepræster læser ved barnedåb. Han er nemlig ikke bare optaget af at døbe så mange som muligt, men af at »gøre dem til sine disciple«. Det vil sige mennesker, der vil lære noget af ham. Og ved enhver barnedåb får de voksne at vide, at »den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det«.
Det er altså muligt at abonnere på kulturkristendom og alligevel gå glip af Guds rige. Præster skal med andre ord være temmelig døve for de tekster, de selv læser op, hvis de skal være så ensidigt forelsket i kulturkristendom, som Poul Joachim Stender, Marie Høgh og Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen er i artiklen. Et mere frugtbart projekt er at overveje, hvordan vi brolægger vejen fra den smukke og sunde kulturkristendom til den tro og lærevillighed, Jesus selv satser på.
Kulturkristen 2
Susan Daniels, Rødbyhavn
Tankevækkende, hvad Ellen Andersen siger i artiklen om kulturkristendom, »Helst ikke for meget Gud« i WA #16, nemlig at hun holder af »alt det udenom«: selve kirkebygningen, fællesskabet, samtaler, hjælpsomheden, roen. Ja, faktisk alle de ting, som der synes at være for lidt af i en stressfyldt hverdag, hvor der er et krav om at fare fra det ene til det andet uden så meget refleksion.
Op til påske kom også meldingen via Kristeligt Dagblad om, at under halvdelen af Folkekirkens medlemmer tror på Gud. Man er medlem af Folkekirken for at signalere noget dansk – og kirken skal være der ved højtider, fest og sorg.
Det er ikke mange, der som Ellen Andersen søger hen i kirken for at koble af i hverdagen, men måske kunne kirken komme til at spille en vigtig rolle, vel at mærke hvis man turde nedtone elementer, der nu udgør en vigtig del af gudstjenesten, men som mange har svært ved at forholde sig til eller slet og ret ikke tror på.
At kirkerummet står til rådighed for refleksion ser vi i mange katolske lande, og min nærmeste domkirke i Maribo har åbent det meste af dagen. Rummet indbyder til en stille stund, og over for i vores pilgrimshus er der fællesskab og samtale. Eller en vandring i Guds frie natur. Rundt i sognene gør man i disse år meget for at tiltrække folk til kirken med forskellige arrangementer, og flere af disse har helt sikkert også en gavnlig effekt mod rastløshed og andre stresssymptomer, men for en del vil bare det at kunne gå ind i kirkerummet uden noget andet krav være en lise for sjælen.
En opfordring skal her lyde til vores præster om i højere grad at blande sig i debatten, når der tales stress og udbrændthed – og at komme med konkrete bud på, hvordan kirken kan indgå i løsningen af denne udfordring for dagens samfund.
Novo Nordisk
Lars Fruergaard Jørgensen
Administrerende direktør, Novo Nordisk
»Novo Nordisks vækst kommer fra uetiske handlinger og dødsofre.« Det skrev Mads Otto Hassert fra New York om prisen på insulin i USA i et læserbrev i WA #15. Det er jeg ikke enig i. Men jeg er enig med Hassert i, at markedssituationen i landet betyder, at for mange diabetespatienter »rammes specielt hårdt i USA grundet deres sundhedssystem«.
Fortællingen om det amerikanske sundhedssystem er lang og kompleks. Den kan jeg ikke komme med her. Men jeg kan fortælle, hvad vi gør for at sikre, at diabetikere har adgang til insulin, som er til at betale. I 15 år har vi tilbudt patienter insulin af høj kvalitet til en lav pris. Det begyndte med supermarkedskæden Walmart, og samarbejdet er siden udvidet til andre større landsdækkende kæder og apoteker. Det betyder, at Novo Nordisks human insulin (insulin magen til menneskets egen, red.) kan fås til omkring 25 dollars per hætteglas – det svarer typisk til mellem en og to dollars om dagen for insulinbehandling. Over 500.000 amerikanere bruger denne løsning.
Vi har også et patientstøtteprogram i USA. Under programmet vil personer med en årlig indkomst på op til 49.960 dollars og en familie på fire med en årlig indkomst på op til 103.000 dollars være berettiget til at modtage gratis diabetesmedicin direkte fra Novo Nordisk, hvis de ikke har en sundhedsforsikring. I 2018 gav vi gratis diabetesmedicin til knap 50.000 amerikanere under dette program. Disse og andre initiativer har vi netop taget for at hjælpe de amerikanere, der ikke har en sundhedsforsikring – eller en sundhedsforsikring med en meget høj selvrisiko.
I forhold til medicinpriserne i USA: Novo Nordisk betalte i 2018 gennemsnitligt 68 procent i gebyrer og rabatter på listeprisen til medicinindkøbere i USA. Sagt på en anden måde: Hver gang vi sælger for 300 dollars, giver vi 200 dollars tilbage i rabatter. Rabatniveauet for insulin er højere end for andre medicintyper og udtryk for en hård konkurrence mellem insulinproducenterne, som kæmper for at få deres medicin med på forsikringsselskabernes liste over godkendte produkter.
Mens human insulin til 25 dollars og patientstøtteprogrammet hjælper på den korte bane, er den eneste langtidsholdbare løsning dialog mellem alle relevante parter samt reform af systemet. Vi bakker op om, at politikerne i USA nu har sat det på dagsordenen. Amerikanerne fortjener et sundhedssystem, der sikrer, at alle har adgang til den medicin og den behandling, de behøver. Det er både min og Novo Nordisks største opgave at hjælpe den forandring på vej.
