Leder

Vores dame

Vores dame Af Martin Krasnik

DEN franske forfatter Victor Hugo forstod det fuldstændigt, da han skrev Klokkeren fra Notre-Dame i 1831. Katedralen var i så elendig stand, at man overvejede at rive den ned. Hugo var antiklerikal oplysningsmand, men han vidste, at Notre-Dame ikke kunne erstattes: Et håndgribeligt udtryk for menneskets stræben. En fortælling om tid og historie. Og det mest bogstavelige udtryk for, at noget er meget større end de mennesker, der for tiden lever omkring katedralen. Om klokkeren – den foragtede, pukkelryggede Quasimodo – skrev han: »Hans katedral var tilstrækkelig for ham. Den var befolket med marmorskulpturer af konger, helgener og biskopper, som i det mindste ikke lo ham op i ansigtet, men betragtede ham med ro og velvillighed. De andre statuer, af uhyrer og dæmoner, nærede intet had mod ham – dertil lignede han dem alt for meget. Det var snarere resten af menneskeheden, de spottede. Helgenerne var hans venner, som velsignede ham, uhyrerne vågede over ham.«

STORE, ikoniske bygningsværker som Notre-Dame fortæller os netop dét: Vi har set det hele før. Man skal bare forestille sig Paris, da grundstenen blev lagt i 1163. En ludfattig provinsby, i hvis midte det tog seks generationer af parisere at opføre dette ufattelige værk. Allerede ved indvielsen 180 år senere havde dæmonerne i tårnene set det hele og må have trukket på skuldrene, da nye konger og kejsere og revolutionshelte kom og spillede vigtige. Ja, naturligvis bærer kirken et religiøst budskab, men det er jo så dejligt bogstaveligt: Dette gigantiske rum er udtryk for noget, der er meget, meget større end det, I går og fortæller hinanden og tror på for tiden.

KIRKE for det katolske Frankrig har Notre-Dame naturligvis været, men at bygningen også er større end den religion, der opførte den, kunne man så tydeligt se mandag aften, da flammerne væltede spiret og åd sig ind i træværket. Hele verden så målløs til. For Notre-Dames budskab er ikke blot, at vi – både de troende og de gudløse – er lige præcis så små, som vi føler os i det enorme kirkerum. Endnu vigtigere er det, at dette værk er opført af mennesker: Ikke ét menneske, ikke ti eller hundrede, men mange, mange tusinder. Det udtrykker, vores liv på Jorden, vores håb, stræben og de erfaringer, vi giver videre, kort sagt: civilisationen. Det er netop derfor, vi bestyrtes, når andre religioners bygninger og symboler ødelægges.

TALER Notre-Dames gotiske statuer ikke netop til en verden, der både hylder ekstrem individualisme og vor egen kulturelle overlegenhed? De minder om, at vi er de sidste i en uendelig række af mennesker, der kom før os – og fortsætter, når vi er væk. Det vi har, skyldes andres tanker og arbejde. Det betyder noget, hvad vi selv bygger og efterlader os. Og vi skal passe på det.

 

Læs også Aske Muncks artikel om, at Frankrig har mistet en af hovedstadens mest populære attraktioner, og katolikkerne har mistet deres katedral: »Gotisk gru«

Side 12