Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard: Du er jo ateist! – en vantro debatbog. 120 sider. 249 kr. Forlaget Pressto. Johan Chr. Nord: Norden kalder. Åbent afskedsbrev til den kristne kirke. 156 sider. 179 kr. Eksistensen.

Religion er umoralsk. Religion er sindelagskontrol. Religion er undertrykkende. Religion er forførelse. Religion er totalitarisme. Religion legitimerer vold og drab. Religion skaber moralsk forvirring. Religion hader kvinder. Religion hader sex. Religion hader demokrati. Religion giver ingen relevante svar på noget som helst, som vi ikke kunne finde andre steder. Sum: Religion byder ikke på noget brugbart, og dens nytteværdi er en illusion.

Således forkynder Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard, henholdsvis tidligere og nuværende formand for Ateistisk Selskab, i deres nye kampskrift, Du er jo ateist!, der er lige så opildnende i sin form, lige så kritisk over for modstanderne, lige så tilpas med egne svar som den mest dedikerede religiøse pamflet. I bogen henvender forfatterne sig manende til det læsende du: »Du regner muligvis ikke dig selv som ateist,« hedder det i indledningen, men forfatterne vil gerne afhjælpe tvivlen. Derfor kan dette »du« tage den lille ateisttest for at blive afklaret – og den udvidede test, hvis der stadig er rester af tvivl tilbage.

Lige så samvittighedsfuldt granskes fjenderne, for når »stærkt troende« kommer i tvivl, »udløser [det] en frygt, der kan sammenlignes med dødsangst (...) Deres kamp for at bevare troen er i virkeligheden en slags mental overlevelseskamp. Det stærkeste, vi har, er som bekendt overlevelsesinstinktet, og det er dét, man i virkeligheden kan være oppe imod, når man udøver religionskritik«. Men når alle misforståelserne er vendt ryggen – »du og vores samfund vil have godt af, at du giver slip på religion« – er der de gode nyheder, selve evangeliet: »Den aktivistiske ateisme handler dybest set om et fredsbudskab (...) Efter århundreder med slaveri, over- og undermennesker, forskelsbehandling af kønnene, mishandling af børn, klasseskel og bevidst påført fattigdom står vi i dag med indsigterne til at løse disse problemer én gang for alle.«

Som enhver religiøs ved Stjernholm og Ørregaard, at det er lettere at overbevise søgende unge end fastlåste ældre, og derfor er bogen primært henvendt til de første. For når først ungdommen tager afsked med »tidligere generationers dårlige vaner«, vil »’os og dem’-retorikken mangle et publikum, den sekteriske vold vil falde, nationalismen miste kraft, mennesker begynde at se hinanden mindre som muslimer, kristne, jøder, ateister – og mere som bare ... mennesker. Medmennesker.«

Og de unge må gøre det, i fremskridtets navn. For religion er intet andet end en evolutionær rest; det var hensigtsmæssigt at tro på noget, dengang man havde brug for forklaringer af det uforklarlige, men nu, da naturvidenskaben kan forklare meget – og resten har den bare ikke fundet forklaring på endnu, som det hedder i bogen – er det på tide at bevæge sig videre.

Det er svært, forfatterne ved det, for »vi har i langt den største del af vores historie kun haft religionen som forklaringsmodel i forsøget på at forstå verden. Derfor er den religiøse lækkersult sådan en svær størrelse for mange at lægge fra sig.« Men kun uden religion bliver vi virkelig frie. Og en opgørelse fra 2010 viser faktisk, skriver Stjernholm og Ørregaard, at ateister har 1,2 milliarder »trosfæller« at forene sig med. Og almindelig hovedregning tilsiger så, replicerer anmelderen, at ret mange af dem er kinesere, japanere eller nordkoreanere. Men så har vi da også prøvet at sammenligne os med dem.

Det er et interessant syn på udvikling, forfatterne anlægger, som et spørgsmål om, hvad naturvidenskabelig indsigt kan lære os. Kunne der tænkes andre målestokke? Hvad med eksempelvis sociale, kulturelle og samfundsmæssige fremskridt – områder, hvor religionen på vores breddegrader har spillet en afgørende rolle? Well, der røg munkevæsenets betydning for bevaringen og udviklingen af den intellekturelle kultur i Middelalderen, der gled en uendelig mængde billedkunst, musik og litteratur ud i glemslen, der forsvandt kirkens organiserede omsorg for de svage. Det kunne ellers ligne områder, der var med til at bekræfte det menneskelige. Og nej, det har ikke spor med religionens sandhedsværdi at gøre, men at negligere nytteværdien er enten hovmodigt eller uvidende.

Med rette peger Stjernholm og Ørregaard på både nogle filosofiske og samfundsmæssige udfordringer ved religion, eksempelvis at i hvert fald de monoteistiske religioner gensidigt udelukker hinanden som veje til sandheden. Hvordan kan man som troende være sikker på, at man er landet på det rigtige hold? De har også blik for den hårde sociale kontrol, der præger nogle religiøse miljøer, og som Ørregaard har erfaret i sin opvækst i Jehovas Vidner, ligesom de eksemplificerer, hvordan religion har været brugt til at mobilisere til krig og vold.

Til gengæld slipper de behændigt om ved andre grunde til krig og vold, eksempelvis når de kommer til det 20. århundredes gudløse, politiske ismer – fascisme, nazisme, stalinisme, maoisme. Jo, de var »erklærede ateistiske systemer, men alligevel blev de spøjst nok ikke mindre religiøse i deres struktur. Der var egentlig tale om semi-religiøse systemer, der indholdt et bredt spektrum af de psykologiske mekanismer og perfide værktøjer, som kendes fra religionerne (...) Man skiftede ét religiøst system ud med et nyt. I stedet for Gud kom Føreren (Hitler), Formanden (Mao) eller Il Duce (Mussolini) (...) Religion er i sit inderste væsen totalitær – og diktaturet i sit inderste væsen religiøst«.

Så når ikkereligiøse samfund skejer ud, er det selvfølgelig også religionens skyld.

Med den slags bytte-købmand giver det god mening, at forfatterne giver ateismen æren for alle naturvidenskabelige fremskridt, også dem der gennem århundreder blev gjort af videnskabsmænd, der gik på opdagelse i det, de kaldte skaberværket. Og at de gør al ordentlig moral til et ateistisk anliggende. Og at de mener, at alle gode svar på livets store spørgsmål har ateistisk afsender.

Så langt evolutionens selvsikre fortropper. En noget mere anfægtet sjæl finder man i den tidligere grundtvigske valgmenighedspræst Johan Chr. Nord, der over en nat i forsommeren 2018 opsagde sit embede, meldte sig ud af folkekirken og ind hos Forn Sidr – Asa- og Vanetrosamfundet i Danmark. Nord har en klar oplevelse af, »at de højere magter har råbt mig an og gjort krav på min opmærksomhed«, og i det lys har han nu bevæget sig væk fra den himmelstræbende kristentro og hen imod »et ægte nordisk åndsliv« – i hans bog Norden kalder virker nordisk og jordisk omtrent som synonymer.

Opvokset i en areligiøs familie beslutter den tiårige Johan at lade sig døbe. Som gave har moren fundet et halssmykke formet som Mjølner, Thors hammer, så konflikten mellem kristentro og gamle nordiske guder er tidligt grundlagt. Over en årrække forsøger Nord, inspireret af den gamle højskolemand Aage Møller, at bringe de gudelige gemytter i overensstemmelse, men til sidst giver han fortabt – »virkeligheden er altings prøvesten«, og den test består kristendommen ikke, fordi den slet og ret er »naturstridig«, når den er optaget af det himmelske, insisterer på at være sand for alle, fordrer kærlighed selv til ens fjender og lider af et »forskruet kærlighedsbegreb«.

Nord leverer sin kritik i bogens første to hovedafsnit og hægter sig på helte som Friedrich Nietzsche og Johannes V. Jensen. Den første skriver i Antikrist, at »jeg har forgæves spejdet efter blot et enkelt sympatisk træk ved Det Nye Testamente; der er intet deri, som er frit, godt, åbenhjertigt, retskaffent«, og den sidste konkluderer, at »de Kristnes Gud-menneske, deres Heros, havde en usædvanlig, en tragisk Skæbne; men han fuldbyrdede ikke Livet«.

Det gør til gengæld Thor, Odin, Freja og alle de andre, hvis historier Nord i bogens to sidste hoveddele gengiver i rodet udvalg og endnu mere rodet genfortælling, fyldt af anelser og antydninger af pointer, der aldrig forklares ordentligt. Men den grundlæggende ide synes at være, at de nordiske guder er så menneskelige, at man kan spejle sig i dem, og i dén forstand er de absolut jorden tro.

Stilen er højspændt og præget af (mange) parenteser og – overflødige – tankestreger, og forfatteren blander uddrag af egne prædikener med alenlange citater fra heltene og næsten dagbogsagtige beskrivelser af sit liv, hvilket er anstrengende i længden. Men det krigeriske gemyt, der aldrig finder hvile, har noget sympatisk over sig, fordi han så tydeligt lever i kampen. Dér finder han næppe bedre kompagnon end Thor. Om så han står virkelighedens prøve, er et andet spørgsmål.

Jorden kalder