Kuratering. Filmkritikken kan tilbagevinde sin relevans, hvis dagbladene holder op med at være en glorificeret reklamesøjle for biografdistributørerne.

Tavs og larmende filmkritik

Slå op på filmsektionen i et hvilket som helst dansk dagblad, og De vil med høj sandsynlighed finde en række anmeldelser af biografaktuelle film og måske et portræt af eller interview med en person, som på den ene eller den anden måde relaterer sig til en af de anmeldte film. Sat på spidsen bestemmes filmkritikkens indhold af biografdistributørerne. De køber film hjem, som derefter anmeldes i dagbladene.

Problemet med denne model er, at kun en brøkdel af den levende filmkunst når til de danske biografer uden for festivalregi. Såvel perifere som internationalt anerkendte stemmer forbigås i al stilhed. Dennis Cooper, Andrea Bussmann, Hong Sang-soo, Jodie Mack, Wang Bing, Lucrecia Martel, Blake Williams, Travis Wilkerson, Ben Rivers, Jean-Claude Brisseau, for lettere tilfældigt at nævne nogle premiereaktuelle instruktører med en vis filmisk sensibilitet, er kun fremtrædende i den danske filmkritik gennem deres fravær. Det har ført til en larmende, homogeniseret filmkritik, hvor dagbladene beskæftiger sig med det samme udvalg af film uge efter uge.

For at mangfoldiggøre filmkritikken og skabe en syngende filmkritik må dagbladene træde i karakter og udføre en mere bevidst kuratering af, hvilke film der bedrives kritik om. Vi efterspørger, hvad Mikkel Thykier i et essay i Politiken betegnede som opdagelsens kultur. For vi lever desværre i omtalens kultur. Det lukkede system fra distributør til anmelder må udfordres, og da distributørerne selvsagt er tilfredse med status quo, må det være dagbladenes ansvar at tage udfordringen op.

Vi befinder os i en hastigt forandrende medievirkelighed, som muliggør en enorm tilgængelighed af film. Filmkritikken bør drage mere nytte af dette. Det undrer os, at filmkritikken føler sig henvist til at skrive pligtanmeldelser af, hvad end der går i biografen, frem for at være mere aktivt søgende.

Rent lavpraktisk forstår vi eksempelvis ikke, hvorfor filmkritikeren, når vedkommende skal undersøge udbuddet af film, ikke rekvirerer links fra udenlandske distributionsselskaber til film, der ikke kommer i de danske biografer, eller tager hjemmesider dedikeret til filmindustrien, eksempelvis FestivalScope, noget oftere i brug. Filmkritikken kan tilbagevinde sin relevans, hvis dagbladene holder op med at være en glorificeret reklamesøjle for biografdistributørerne.

Vi mener ikke, at filmkritikken ikke bør beskæftige sig med de biografaktuelle film. Men dækningen af disse behøver hverken at være givet eller udgøre det samlede indhold. Hvis kritikeren først og fremmest skrev om film, som denne aktivt har søgt at se, men som ikke nødvendigvis er tilgængelige for den almene dansker, ville læseren netop mærke afstanden mellem filmene, som vedkommende læser om, og de muligheder, vedkommende har for at se dem. Pludselig vil kritikken være i stand til at lægge et pres på biografdistributørerne.

Nogle vil måske mene, at ovenstående løsning ikke er gyldig. At læseren skal have øjeblikkelig adgang til de film, han eller hun læser om. For at være retfærdige bør vi indvende, at dagbladene faktisk ikke kun beskriver det, der vises i biograferne. De skriver også om premieretitler på streamingtjenester. Men selv i forhold til streaming er filmkritikken svimlende træg. Hvis dagbladene finder det aktuelt at skrive om film på Netflix eller HBO Nordic, hvorfor så ikke skrive om de premieretitler, der er tilgængelige på sider som MUBI, YouTube eller Vimeo? Selv ikke værker af verdenskendte instruktører som den thailandske Guldpalme-vinder Apichatpong Weerasethakul, hvis værk Blue fik premiere på YouTube sidste år, nævnes med så meget som en sætning.

Vi har indtil videre kun fremhævet filmkritikkens dækning af premieretitler. Her bevæger vi os ind på et andet problem, nemlig dagbladenes aktualitetsforståelse. Anledningen til at skrive om en given film er ikke dens kunstneriske merit, men dens udgivelsesdato. Er den ikke ny, er den ikke aktuel. Problemet med denne tilgang er, at dagens titel altid vil være mere aktuel end gårsdagens. Filmhistorien bliver dermed hurtigt en fast, færdigdefineret størrelse, der ikke yder nogen funktion ud over at være en kausal referenceramme. Selvfølgelig er der en artikel indimellem, der udgør en undtagelse, men i det store og hele får man indtrykket af, at en titel kun er interessant for dagbladene, hvis den er det seneste nye eller tematisk læner sig op ad aktuelle debatter.

Frem for udelukkende at formidle det, der serveres for næsen af os, bør filmkritikken skabe aktualitet. Den må tage sin kuratering mere seriøst og finde modet frem til at udvide det filmiske spektrum, anspore en filmisk sensibilitet og gå på opdagelse og genopdagelse i filmhistoriens sprækker og skygger.

Mod en ny filmkultur.

Oscar Pedersen og Viktor Retoft er stud.mag. i henholdsvis film- og medievidenskab og filosofi samt begge redaktører på filmtidsskriftet Balthazar.