DE håbede måske selv, at ingen helt opdagede det, folkene i Enhedslisten, da de i sidste uge afleverede denne historiske besked til offentligheden: Partiet synes ikke længere, at Danmark skal melde sig ud af EU. »Vi stiller ikke op med et krav om en folkeafstemning. Vi stiller i stedet op for at ændre EU indefra,« lød det fra partiets politiske ordfører, Pernille Skipper. Meldingen burde have trukket større overskrifter, for det er en danmarkshistorisk begivenhed. Der findes nu for første gang siden indtrædelsen i 1972 ikke nogen egentlig EU-modstand på venstrefløjen repræsenteret i Folketinget.
RØDE modstandere af det europæiske samarbejde holdt ellers fanen højt efter Brexit-afstemningen. »Det britiske exit er godt for de britiske lønmodtagere,« sagde Skipper: »Det trækker den politiske indflydelse tilbage til den britiske befolkning.« Dermed citerede hun hovedsloganet fra Leave-kampagnen: Take back control. En afstemning er »den eneste rigtige konsekvens af det britiske resultat« og skal afholdes »senest grundlovsdag den 5. juni 2017.« I januar 2018 lød det fra EU-ordfører Søren Søndergaard her i avisen, at Danmark »øjeblikkeligt skal indlede forhandlinger med EU om en ny og løsere tilknytning« til Unionen. Det mener partiet altså ikke længere.
EU-MODSTANDERES argumenter findes stadig i partiprogrammet, hvis man har brug for at blive mindet om den fantasi, der hidtil har rådet: Her lyder det, at en dansk udtræden af EU vil bidrage til at »skabe opbrud i hele EU-systemet og svække EU«. Målet, lyder det, er »en total opløsning af EU«. Det er ikke så svært at se, hvorfor partiet har skiftet mening: Udfoldet i virkeligheden kan enhver konstatere, at partiets politik ikke har skabt opbrud i EU, men sammenbrud i Storbritannien. EU-modstanderne på venstrefløjen, som endda udgør topledelsen i Labour, har ikke haft et eneste bidrag til en løsning. Briterne har ramt virkeligheden som en bil, der er bakket ind i den samme mur igen og igen og igen.
HISTORISKE begivenheder af Brexit-størrelse har naturligvis afledte konsekvenser; hér den positive, at mange af Europas øvrige modstandere er bragt ud af deres fantasi. Det giver anledning til en interessant overvejelse om den form for venstrefløj, Enhedslisten repræsenterer. Man forstår så udmærket lysten til en verden fri for magt og kynisme, styret af græsrødder uden hensyntagen til regneark og økonomi, fri for fattigdom, ulighed, forurening, grådighed, soldater og andre udtryk for statens magtmonopol. Man kan endda tilføje, at partiets instinktive magtkritik ofte påpeger ministres og regeringers hykleri og magtmisbrug. På den måde er Enhedslisten en vigtig demokratisk vagthund. Men det er ikke et politisk parti i den forstand, at det har en politik, der faktisk ønskes udført i virkeligheden. Resten af partiets program vil lide samme skæbne som EU-politikken: Blev det udfoldet i et naboland, ville konsekvenserne hurtigt få Enhedslisten til at tage afstand fra sig selv.
RETRÆTE blæser man, når man indser, at slaget er tabt. Samme fornuft har endnu ikke ramt Folkebevægelsen mod EU. Til gengæld falder EU-modstanden i befolkningen dramatisk, som en ny meningsmåling netop viste torsdag. Den europæiske EU-modstand er næsten forsvundet fra venstrefløjen, og den sidste illusion vil forsvinde, hvis briterne ryger ud af EU med et brag. Så kan de britiske lønmodtagere nemlig »trække indflydelsen tilbage« og stå helt uden de standarder for miljø og arbejdsforhold, der gælder i resten af Europa.
