Hvad er Danmark uden sne? Endnu fladere end før, landet uden særkende. Vi kommer til at ligne et tågefolk, våde og grå, en slags flegmatiske belgiere. Sneen bandt os sammen med Skandinavien, den var et strålende karakteristikum, og langt væk i verden troede folk, at isbjørne luntede rundt i Københavns gader, og at danskere stod på ski som nordmænd, og vi lod dem tro det, for det var lige ved. Når danskere kom til Australien, manifesterede og forklarede de sig i det nye land ved sne og kulde. Sådan var vi. Udsendte fra det kolde nord.
En farmor kom hjem fra sin eventyrlige vinterrejse til Rom i 1970erne og fortalte, hvor enfoldigt romerne reagerede på sne, de kluklo over deres egne fodspor i de hvide gader. Sådan var vi ikke, vi var snefolk. Børn fik hvide kunstskøjter med rødt for til jul, bobslæder, trækælke, ski og de korte benbrækkere af plastik. Ængstelige børn hadede at gå i skole i snevejr og få vaskere, der føltes som at blive kvalt i kulde. Det gjaldt om at gå i hælene på gårdvagten, komme ind under piberøgen og den lille urørlighedszone omkring ham. Hvis vinteren trak ud, blev det svært at gennemføre på en naturlig måde. Efter snefald var verden ny, landskabet lå i dvale under hvid tyngde og blev renset. Al den hvidhed tog mørket ud af mørket og gav os lys ind i sjælen. Og ro.
»Der er ingenting i verden så stille som sne,« skrev Helge Rohde i 1896. Intet var mere fredfyldt end et stort snelag, der lagde sig over landet og lammede det. Alt gik i stå, alt blev gammeldags igen. Sneen trak os tilbage i tiden, bremsede alt og dæmpede huse og haver, gader og veje. Sneen hjalp familien, når alle blev standset i deres udfoldelser og pludselig fik uventet tid foræret og samledes. Tvunget til det, men glade alligevel. Force majeure fritager folk for undskyldninger, de kan læne sig tilbage og blive, hvor de er. For skolebørn findes der intet mere vidunderligt, eksotisk og sjældent end snefri, især hvis deres far og mor også er lukket inde i hjemmet.
Så sent som i februar sidste år fandtes snefri stadig. På Lolland, Falster og Sydsjælland kom hundredvis af børn ikke i skole den 28. Skolebusser aflystes på grund af fygning. Det var så koldt, at saltet ikke virkede på de ekstremt glatte veje. På Horslunde Realskole brød skolens varmeanlæg sammen, og undervisning i de iskolde lokaler blev aflyst. Hurra.
I vores samvittighedstyngede, men sært handlingslammede dage virker et kæmpe snefald magisk på en anden måde, end det gjorde på Bruegel i Den Lille Istid, hvor sne var almindeligt. I dag tolker vi snetunge skyer som en beroligende besked fra klimaet. Når lemmen åbner sig, og sneen vælter ned, vil de fleste opfatte det som et godt varsel, mærke en lille lettelse og sige til sig selv, at den ikke holder en meter, at man lyver for sig selv, men håber at tage fejl. Så kan det ikke være så galt. Men sagen er, at tabet af sne som dansk naturfænomen føles helt galt. Som en omvendt bevægelse af den, fortidens mennesker oplevede, da de i løbet af en enkelt generation og på egen krop mærkede istidens komme.
En hel del underrapporteret magisk tænkning finder sted i mit hoved og derfor sikkert også i andres. Vi tager varsler, og især når sorgen er tungest, og man er helt åben for underlige tanker og muligheder; så optræder de døde som svaner i træk eller egern (hvis de var rødhårede) eller som et sløret aftryk på indersiden af øjenlåget, lige før man falder i søvn. De mistede er allevegne og i mange forklædninger. I samme ånd håber jeg at provokere sneen frem ved at skrive, at den er død. Jeg vil gerne tage fejl.
Snefoged i snelandskab
Det mest chokerende er, at sneens bortgang kommer så uventet. For et øjeblik siden var man barn og vadede rundt i sne, for ikke at tale om ens forældre, der oplevede trillingevintrene under Besættelsen, og deres forældre, som rutineret kørte i kane, som om det ikke var noget særligt. Jeg tager til Tisvilde i Nordsjælland for at høre en pragtfuld historie om sne.
Ivar Søeborg er elektriker, gårdejer og barnebarn af Alfred Johannes Søeborg, som var snefoged på samme egn i 1920-27. Dengang fandtes sne, hver vinter! Og masser af karle og kolossale belgiske og jyske arbejdsheste på gårdene.
Som snefoged havde Søeborg ansvaret for et vist antal kilometer veje, alle af grus. Der var ikke så mange som i dag, men de var vigtige. »Gårdene skulle kunne komme af med mælken og få kornet frem til møllen. Og som min farfar sagde, havde nogle måske også været så tossede og uforsigtige, at de fik børn om vinteren, og så skulle læge og jordemoder også kunne komme frem,« siger Ivar Søeborg.
Vintermorgener stod hans farfar op klokken fem, kastede en melsæk på en af hestene og red ud i landskabet for at se, hvor meget sne der lå.
Motordrevne køretøjer var endnu ikke stærke nok til at at skubbe eller trække den tre meter brede sneplov. Den var af tungt træ sat sammen i vinkel og fyldt med store kampesten ude i spidsen, så den ikke hoppede op over sneen. Foran gik seks eller otte heste, hentet rundt omkring på gårdene.
Men ploven var kun til lav sne eller vedligehold af allerede ryddede veje. Den duede ikke til driver, for hestene gik forrest og kunne ikke bare sendes ind i meterhøj sne. Så red Alfred Johannes Søeborg rundt på gårdene og udkommanderede et antal karle alt efter gårdens størrelse. På store snedage kunne de være alt fra ti, tolv til tyve karle. Ingen fik penge for at skovle sne, det var et fælles anliggende. Mændene brugte brede kornskovle af træ og kastede sneen fra vejen videre op til næste hold mænd, der kastede den videre til tredje hold. Til sidst lå vejen nede mellem høje trappetrin til begge sider, men stadig snedækket.
Ivar Søeborg er fremme ved historiens mest romantiske del: »Min farfar var altid meget optaget af kaneføre. Man måtte endelig ikke skrabe al sneen væk, der skulle være 15 centimeter tilbage til kanerne. Man tog større hensyn til kaner end til tidens spinkle automobiler eller almindelige hestevogne. Alle gårde havde mindst to kaner; en til transport af ting og en til mennesker.«
Sne er væk, heste er væk, kaner er væk. Dybt savnet.
Forskellen på vejr og klima er, at vejr dækker en enkelt dag, og klima et gennemsnit over typisk 30 år. Meteorologen Jesper Theilgaard synes selv, han var længe om at fatte, hvad der skete. I begyndelsen – som er i 1980erne – kaldte man først forandringerne for »naturens luner«. FNs klimapanel blev nedsat i 1988 for at grave viden frem og sortere i rygterne. 90erne blev det årti, hvor han forstod, at vejret skiftede på en anden og hurtig måde. Vintrene var blevet mildere. I 1980erne havde vi fire rigtige isvintre, men kun en enkelt i 1990erne, den faldt i vinteren 1995/96 og står stadig som den seneste isvinter.
»Min egen erkendelse kom, da jeg registrerede, at kulden forsvandt hurtigere. Der var ikke tale om, at kulden bed sig fast,« skriver Jesper Theilgaard i sit bidrag til Naturens sprog – Historier fra virkeligheden om fortryllelse. Følelsen af at have mistet noget lagrede sig i ham: »For hvis vintrene nu aldrig mere blev kolde, hvordan vil vores børn og børnebørn så forstå årstiderne og de stemninger, som beskrives i digte, sange og malerier. Den erkendelse slog hårdt, for skønheden ved sne, der falder, påvirker vores sind til eftertænksomhed. Når sneen gennem natten har lagt sig, og vi åbner døren og næsten ikke tør betræde det jomfruelige dække, føler vi en ydmyghed over for naturen, som totalt har ændret landskabet.«
Krager på en pløjemark. Rimfrost
Hvad ville Johannes Larsen (1867-1961) fra Kerteminde sige til det her? Den ømme, fintmærkende skildrer af dansk natur ville miste en fjerdedel af sine motiver med sneens bortgang. Når jeg bladrer i mit arvede eksemplar af Aarstiderne, er der 36 tegninger af fugle i hvidt vintervejr og Larsens kortfattede titler: »Krager på en pløjemark. Rimfrost.« »Krager på en sluse. Sne.« »Rågetræk. Sne.« »Solsorter i en have. Sne.« »Småfugle på gaden. Sne.« »Toplærker. Morgen. Frostvejr.« Han tegner sig videre gennem de kolde måneder. »Vinterdag. Fyens Rev. Snebyge.« »Snelandskab med rådyr.« »Snespurve. Sne. Drejet.«
Og vennen Johannes V. Jensen følger hans tegninger med korte tekster fra et ordrigt, nuanceret vintersprog, som også står i fare for at sygne hen, når genstanden ikke længere er hos os. Jensens vintervold og dunkle dage, hans nedsneede landskaber, frosne søer og rimede, stivnede skov, vintergry, drivis, våger og »et snenæs ud i den sorte bugt«. Som mange beskrev han vinteren som en lille død, dvale eller søvn, smuk og iskold og hvert forår afbrudt af solen, »den store varmer og altforbarmer«. Forår og sommer er kun forår og sommer, fordi vinteren er yderligtgående. Den skal trække i modsat retning og forvandle alting til et roligt sort-hvidt billede, hvor kun en blodrød hyben stikker ud.
På en anden ø i landet tegnede Johannes Larsens jævnaldrende, den uretfærdigt oversete Ernst Køie (1862-1960) sine omgivelser inspireret af japanernes enkelhed og interesse for de mest beskedne dyr og planter. Hans bornholmske snedriver, hans bæk i sne, hans egen landsby Melsted i sne, vintergæk i sne, rønnetræ og led i sne, rosenbusk med rede i sne, harespor i sne. Det er Japan i Danmark og som at se et sunket rige.
Hvor det hjælper at tænke på den bornholmske snestorm i juledagene 2010, en tre dage lang og sjælden begivenhed med det hele. Klokken 21 lillejuleaften stoppede vintertjenesten al snerydning, fordi sneplovene ikke kunne komme igennem. Næste dag var øen begravet i sne, og politiet meddelte i de tidlige morgentimer, at det var forbundet med livsfare at bevæge sig uden døre. 400 mennesker sad fast i Rønne, hvor de holdt jul dels på Almegårds Kaserne, dels hos bornholmske familier, som tog mod de strandede passagerer.
Povl Anker holdt 80 passagerer og besætningsmedlemmer juleaften, fordi det ikke var muligt at køre ud på øen. De fik julemiddag og gaver af rederiet. Imens blev en pansret mandskabsvogn, tre mand og en sygeplejerske fra Rønne sendt af sted for at undsætte en fødende kvinde i Tejn, men først skulle de ind om Klemensker og hente jordemoder Tabea Zimmermand. Vognen sad fast i timevis og ventede på undsætning fra en gummiged. Først næste formiddag var den fremme.
Inden da var en læge hos den gravide kvinde, og en anden jordemoder på ski var julemorgen nået frem. Kvinden, den kommende barnefader og den pansrede mandskabsvogn nåede først tilbage til Rønne efter 17 timer. Snebarnet kom til at hedde Mikkel, og julen 2010 blev uforglemmelig for bornholmerne og deres indesneede gæster. En historie til børn, børnebørn og oldebørn om dengang, da det virkelig kunne sne.
Lang rejse efter sne
Nu hvor sne er død i Danmark, må man rejse efter den. Hvem kan i længden undvære sne, når man er vokset op med den?
Nogle vil tage til Wien og smelte hen over Pieter Breugels Jægere i sneen (1565). Nogle vil drage til Japan for at køre eller gå gennem en 19 meter høj snekorridor oppe i bjergene på landets tag. Enorme mængder af sne falder i fem måneder om året, og det japanske vejvæsen lokaliserer deres tilsneede veje med GPS (i gamle dage brugte de kompas) og graver vejene fri, så de ligger smalt i en slugt omgivet af kompakte snemure i fem etagers højde. Yuki-no-Otanio, på dansk Sne-slugten, er i takt med stigende længsel efter sne blevet en turistattraktion.
En våd januardag for nogle år siden steg jeg på toget nordpå fra København, fordi jeg savnede hvid vinter, stjernehimmel, måneskin, frost. Skiftede om aftenen i Stockholm, sov vuggende gennem natten og vågnede om morgenen i skarp sol og blændende sne. Den sved i øjnene. Vi kørte i lav, åben granskov, og først klokken to om eftermiddagen var vi fremme. Der er lige så langt fra København til den stivfrosne mineby Kiruna som fra København til Rom, kun 25 timer.
Der var masser af turister, voksne mennesker betaget af mørket og midnatssolen, sneen og kulden, draget af ideen om rejsen til det yderste, vilde Norden. Vi kørte i rensdyrslæde. For en romantiker fra København var det ubegribeligt, en drøm. Vandrede rundt i det vanvittige Icehotel, hvor folk kryber i polarsoveposer i deres vidt forskellige, smukke, dekorerede sneværelser og sover sødt i minus fem grader.
Hvert år i april smelter det eventyrlige snedronningepalads, og vandet fra iskirken, en cool højloftet bar og 56 værelser løber tilbage i Torneälv, hvor det kom fra. Nordlys, måne og sne lyser op, svenskerne er ikke inden døre, som man skulle tro. De går ud i den tørre kulde. Står på ski om aftenen, vandrer med rygsæk, tænder bål og rister pølser, fisker eller går på jagt, kører snescooter eller tager op til deres hytter, hvor de sidder på deres terrasser i minus 25 grader med ild i brændeovnen og ser ud over fjeldet.
Da jeg kommer hjem fra Lapland, virker København mørk, tung og grå. Ingen sne, ingen sol, ingen før-moderne trækdyr. Folk er gået inden døre. På en underlig måde er det for varmt til at være ude.
