Bølgedal. For første gang i 90 år kan vi fejre jul uden en eneste demokratisk valgt socialdemokrat som regeringsleder i hverken Danmark, Norge eller Sverige.

Ingen rød jul

Denne juleaften ser ud til at blive den første siden 1928, hvor der ikke sidder en demokratisk valgt socialdemokrat på statsminister­posten i et af de tre skandinaviske lande. Godt nok ser det i skrivende stund ud til, at Stefan Löfvens forretnings­regering slæber sig hen over juleferien, men det er en ringe trøst i tre lande, hvor altid en, typisk to, og ofte tre af regeringslederne har været socialdemokrater.

Både i Danmark og Norge kunne det være gået anderledes. Herhjemme ville et tidligt folketingsvalg måske have bragt en ny regering til magten, og i Norge var det lille Kristeligt Folkeparti ved at skifte side og gøre Jonas Gahr Støre til statsminister. Hvad angår Sverige, så er den gordiske knude i Riksdagen stram og velvoksen. Skal man finde et interessant nedslag, set fra denne side af sundet, så er det Löfvens afvisning af Centerpartiets støtte til ham som statsminister, som var betinget af et regeringsprogram, der dikterede borgerlig økonomisk politik.

I et europæisk perspektiv er det ikke katastrofale tilstande. I både Frankrig og Storbritannien har man forsøgt sig med klassiske marxistiske paroler, der har ledt til total nedsmeltning for Socialistpartiet i Frankrig og endnu et nederlag til Labour, med omtrent samme mandattal som de to forrige. I Holland og Tyskland har man omvendt forsøgt sig med en nærmest ordoliberal linje, og her er resultatet det samme: i bedste fald et nederlag, i værste fald en nærdødsoplevelse.

Men spørgsmålet er, om det vil gå samme vej for de skandinaviske socialdemokratier, der gennem snart et århundredes reformarbejde har skabt en unik samfundsmodel. I ingen andre demokratiske lande omfordeles så stor en del af produktionen. I ingen andre lande er folk så tillidsfulde, ukorrupte og lykkelige. Hvordan er vi lykkedes med at skabe en virkeliggørelse af den demokratiske socialisme, og hvorfor svækkes tilliden til det parti, der var bærende i den forandring?

Professor Ove K. Pedersen konstaterede for nylig, at det samfundseksperiment, som velfærdsstaten er, bygger på to grundpræmisser: selvforsørgelse og næstekærlighed. Selvforsørgelsen blev af sociologen Max Weber allerede i 1905 tillagt de pietistiske lutheranere i Nordeuropa i hans bog Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. De adskilte sig fra katolikkerne ved, at deres liv byggede på et vedholdende og systematisk kaldsarbejde, der ikke kunne dispenseres fra ved at købe aflad. Men samtidig adskilte de sig fra de hollandske og britiske calvinister i synet på rigdom. Hvor Calvin ikke så nogen hindring for, at eksempelvis gejstlige opbyggede rigdom, så var stræben efter velstand hos pietisterne problematisk, fordi det ofte ledte til, at man hvilede på sine besiddelser og dermed brød med den betingelsesløse pligt til at arbejde.

Stoler man på Webers analyse, var der i de pietistiske lutheranske grundlag for en samfundsmodel, der bygger på selvforsørgelse og næstekærlighed. Arbejdet er et kald, og den høje skattebyrde, som næstekærligheden gav sig konkret udtryk i, fritager den enkelte for den moralske udfordring, besiddelsen skaber.

Beskæftigelsen har således altid været de nordiske velfærdsstaters store styrke og evige problem. Da Alva og Gunnar Myrdal i 1935 udgav deres store værk Kris i befolkningsfrågan, bestod krisen i, at en faldende fertilitet i den svenske middel­klasse ville skabe et samfund, hvor færre i beskæftigelse skulle forsørge flere pensionister. Løsningen var offentlige sundhedsydelser, børnepenge, daginstitutioner og bedre boliger, for at sikre, at middelklassen fik flere børn, og flere kvinder kom tilbage på arbejdsmarkedet. Hvis problemet lyder bekendt, er det ikke tilfældigt. Hvad enten man har kaldt det befolkningsspørgsmål, ældrebyrde, flaskehalse eller arbejdsudbud, har udfordringen i snart 100 år været den samme: Velfærdsstaternes grundpræmis er høj beskæftigelse og skattebetalte velfærdstilbud. Selvforsørgelse og næstekærlighed.

Idéudviklingen i 1930rne lagde grunden til en tænkning, som adskiller sig markant fra det resterende Europas socialdemokratier. Det handlede mere om at forbedre livsvilkårene for arbejderklassen skridt for skridt end om svulstige resolutioner. Olof Palme beskriver i sin bog Politik er at ville fra 1968 den nordiske pragmatisme: En partifælle fra Italien havde spurgt ind til den svenske socialismes arbejde og havde fået det svar, at man arbejdede med at bryde monopolet på galocher. Italieneren sammenlignede med de indledende sætninger i sit eget partis principprogram og spurgte: »Hvordan skulle det italienske proletariat i lyset af disse høje principper kunne beskæftige sig med så lavtstående materie som galocher?«

Ideologisk og praktisk var det svenskerne, der førte an i opbygningen af velfærdsstaten. Når man rejser mod øst, sætter man som bekendt uret frem, og i mange årtier har de danske og norske socialdemokrater bevæget sig mod øst for at få et blik ind i fremtiden. Her herskede den pragmatiske og konkrete socialismes tænkere, og her var velfærdsstaten gerne et årti foran udviklingen derhjemme.

Med den svenske inspiration skabte vi således et samfund, hvor arbejderbevægelsen med den tidligere LO-formand Thomas Nielsens ord »har sejret ad helvede til«. Da bemærkningen faldt i hans afskedsreplik på LOs kongres i 1982, havde han mere ret, end han måske begreb. I det kvarte århundrede der gik forud, blev antallet af offentligt ansatte tredoblet, ligesom de sociale udgifters andel af BNP. Skattetrykket blev mere end fordoblet, og samfundets fysiske planlægning blev underlagt velfærdsstaten. Hvor eksempelvis Labour gennemførte fejlslagne nationaliseringer af værfter og bilfabrikker, så arbejdede den pragmatiske og demokratiske socialisme i Skandinavien langsomt og sikkert imod et samfund, hvor halvdelen af samfundets produktion i 1982 var underlagt folkestyret. Et niveau det har ligget omkring lige siden.

Omtrent samtidig med Thomas Nielsens tale opstod til gengæld de to store problemer, som vi siden har kæmpet med: Hvordan håndterer et velfærdssamfund indvandring fra tredjelande, og hvordan bekæmper man ulighed i et land, hvor man allerede har sejret ad helvede til?

Mest udsat i begge spørgsmål står den ufaglærte del af arbejderklassen. Dem, som på trods af lav løn opfylder forventningen om selvforsørgelse, men som har oplevet høje skatter og lav reallønsfremgang. De står samtidig med det dobbelte pres fra indvandringen, ved både at blive udsat for konkurrence på det ufaglærte arbejde og samtidig at stå med ansvaret for den konkrete integration i hverdagen, der hvor de bor.

De to udfordringer om at håndtere indvandringen, og om at sikre bedre vilkår for den ringest stillede del af arbejderklassen, har svækket de skandinaviske socialdemokratiers opbakning og tillid i den brede befolkning.

Når det kommer til uligheden, var parolen i mange år, at hvis vi blot stillede gode nok uddannelsesmuligheder til rådighed, og høje nok lønninger i udsigt hvis man tog dem, ville det ufaglærte arbejdsmarked forsvinde af sig selv. Hvad angår indvandringen, var der i mange år en tro på, at den ville være en kærkommen løsning på det problem, velfærdsstaterne altid har kæmpet med: at skaffe den nødvendige arbejdskraft, som opvejer de faldende børnetal. At velfærdsinstitutionerne vil gøre det samme ved en ung mand, der kommer til Göteborg fra et landsbysamfund i Syrien, som de gjorde ved de unge mænd, der kom fra landsbysamfund i Småland.

Ingen af delene har vist sig at gå så let, og den selvransagelse, der i disse år finder sted på begge områder, er helt nødvendig. Vores uddannelsessystem skal indrettes, så målet ikke alene er, at alle skal have så lang en uddannelse som muligt. Men at vi, modsat i dag, sørger for, at alle børn lærer at skrive, regne og tale engelsk, som er nødvendigt, næsten uanset hvor på arbejdsmarkedet man ender. Udlændingepolitikken skal indrettes sådan, at vi ikke tager imod flere, end vi kan nå at integrere og få i arbejde. Hvis vi ikke lykkes med det, vil konsekvensen på lang sigt være den, som Myrdalerne allerede i 1930rne konstaterede, var den største trussel mod velfærdsstaten: at en faldende andel af befolkningen går på arbejde.

Taberne bliver ikke den kulturelle eller økonomiske overklasse, men derimod arbejderklassen, og særligt den ufaglærte del af den. Det er dem, der stadig står med det daglige ansvar for en stor del af integrationsopgaven, og som samtidig oplever, at deres arbejde presses af større konkurrence. Dem, som får den ringeste gevinst af at passe deres arbejde, men gør det alligevel. Glemmer de skandinaviske socialdemokratier dem, så er det svært at se, hvad partierne er til for. Tager de dem derimod alvorligt, må det ske med udgangspunkt i to grundlæggende paroler: en kontrolleret udlændingepolitik og en klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik, der som minimum sikrer højere indkomst til dem, der tjener mindst, at de kan trække sig tilbage, før de bliver nedslidte, og at deres børn får samme muligheder som alle andre.

Kaare Dybvad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet.