Ekstremisme. »Vi skal helt tilbage til futuristerne i mellemkrigstiden for at finde, at højreorienterede var avantgarden. Alt-right har i høj grad ændret højrefløjens landskab.« Den irske forfatter Angela Nagle var blandt de første til at undersøge alt-right-fænomenet. Hun mener, at venstrefløjens renhedskapløb giver det yderste højre næring.

Mellem woke og røde piller

Mellem woke og røde piller Af Søren K. Villemoes

I 2016 talte alle om alt-right. De færreste anede, hvad det var. Ordet dukkede pludselig op, og journalister verden over blev taget på sengen. I panik blev alt fra højrefløjen, man ikke lige forstod, mistænkt for at være »alt-right«.

En af de få, der havde undersøgt fænomenet, var den i dag 34-årige, irske forfatter Angela Nagle. Hendes bog Kill All Normies: Online Culture Wars from 4chan and Tumblr to Trump and the Alt-Right udkom sidste år. Det er stadig den bedste introduktion til alt-right, og ikke mindst hvis man ønsker at forstå, hvordan kulturkampene på de sociale medier i 2010erne omdefinerede, hvad vi forstår ved højre- og venstrefløjen.

Bogen beskriver, hvordan et virvar af overvejende anonyme skribenter på fora som 4chan op igennem 2010erne udviklede en særlig grænseoverskridende online-kultur, der muligvis startede for sjov, som jokes, ironi og provokation, men som muterede til blodig, politisk alvor. Misogyni, antisemitisme og tiltagende mere antidemokratiske og antiliberale holdninger blev drevet frem af sjove memes med frøen Pepe, et stadig mere slang-præget, esoterisk sprogbrug og en evig latterliggørelse af mere moderate konservative (hånligt afskrevet som »cuckservatives«) og en venstrefløj, der på de sociale medier gjorde det let for alt-right at udstille dem som tåbelige, selvretfærdige klovne.

»Betegnelsen ’alt-right’ blev brugt meget løst i 2016 om alle, der støttede Trump. I dag bruges det mere snævert til at beskrive folk med et ret eksplicit hvidt, identitært politisk verdensbillede,« fortæller Angela Nagle til Weekendavisen.

Den ægte vare

Nagle har ikke som udgangspunkt et problem med, at man bruger betegnelsen løst. Men til tider forekommer journalisters og andres anvendelse af begrebet decideret absurd. Eksempelvis da de ukritisk lod Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon udråbe sit gamle medie Breitbart som en platform for alt-right, et begreb han formentlig ikke engang selv forstod. Eller når YouTube-fænomenet, den canadiske psykolog Jordan B. Peterson, gentagne gange omtales i medierne som en superstjerne hos alt-right.

Peterson, der for nylig optrådte på et udsolgt Bremen Teater, og som forklarer sine især yngre, mandlige følgere, hvordan de skal gøre rent på deres værelse og stryge deres skjorter, er i offentligheden mest kendt som kritiker af feministisk ideologi og politisk korrekthed. Dette image, koblet med hans fanskare af yngre internet-mænd, har tilsyneladende været nok for mange i journaliststanden til at betragte ham som et prominent medlem af den yderste højrefløj.

»Peterson og hans fans er hverken hvide nationalister, Holocaust-benægtere eller modstandere af det liberale demokrati. De er intet, der kendetegner alt-right. Tværtimod prøver Peterson og hans følgere nærmest at være antidosen til dem. Han er en klassisk liberal, der siger det diametralt modsatte af, hvad alt-right siger. At han skulle mene det samme som dem på eksempelvis den nynazistiske, alt-right-hjemmeside Daily Stormer, er bare en latterlig påstand,« fortæller Nagle.

Hvad er alt-right så? Nagle udpeger en række hjemmesider, hvor man finder den ægte vare. 4chans undergruppe /pol/ er stadig et samlingspunkt for bevægelsen. Den hvide etno-nationalist Richard Spencer og hans tænketank National Policy Institute ligeså. Hos den nazistiske podcast The Daily Shoah og den ligeledes nazistiske hjemmeside Daily Stormer finder man også et ufiltreret alt-right.

Et nyt landskab

Det undrer ikke Angela Nagle, at journalister i disse år er forvirrede, når det kommer til at forstå og kategorisere strømningerne på højrefløjen. For den har ændret sig radikalt på kort tid. Og her har alt-right trods deres ekstreme idéer og relativt beskedne numeriske størrelse efterladt et varigt aftryk – også dybt ind i det, der i dag er mainstreamen.

– Tilbage i 2016 talte mange om den store indflydelse, alt-right havde i den amerikanske valgkamp. Spiller de stadig en politisk rolle, eller er de tilbage til at være endnu en obskur subkultur på internettet?

»Nogle gange, når bevægelser virker til pludselig at forsvinde, skyldes det, at de har sejret sig ihjel og influeret kulturen så markant, at de ikke behøves længere. Se, hvordan de politiske emner, vi diskuterer, har forandret sig på ganske få år. Emnerne er boblet op nedefra og videre op i mainstream-debatten,« siger Nagle.

»Deres største bidrag er dog, hvordan de har gentænkt og rystet selve definitionen af det at være konservativ og højreorienteret. Venstrefløjen har altid kunnet tiltrække nye, unge kræfter, der sætter en værdipolitisk dagsorden, som højrefløjen har måttet forholde sig til. Det er sjældent omvendt. Man kan måske nævne de neokonservative i nullerne som en undtagelse, men de var alle sammen fra en ældre generation. På grund af sin natur har konservatismen en tendens til at tiltrække de ældre og komme haltende efter den kulturelle udvikling. Vi skal helt tilbage til futuristerne i mellemkrigstiden for at finde noget lignende, hvor de højreorienterede var avantgarden, der satte den kulturelle dagsorden, og venstrefløjen måtte svare igen. Alt-right har i høj grad ændret højrefløjens landskab. Selv hvis alle deres ledere pakkede sammen, gik på pension og lagde hele bevægelsen død i dag, ville de have efterladt et varigt aftryk,« siger Angela Nagle.

I en amerikansk kontekst var alt-right ifølge hende med til at tvinge moderate konservative til at forholde sig til spørgsmål om hvid identitet.

»Mainstream-konservative vil stadig affeje racespørgsmål med, at det, de forsvarer, er vestlige værdier, der intet har med race at gøre. Men de lyder tiltagende mere utroværdige og pinlige, da alt-right i stedet bekræfter det, venstreorienterede antiracister har anklaget højrefløjen for i årtier: at det i høj grad også handler om race og racisme,« siger hun.

Skåltalerne for liberalismens universelle værdier lyder mindre højlydte på den amerikanske højrefløj i disse dage. Anderledes står det til med de etno-nationale kald til forsvar for egen civilisation og kulturelle identitet. Det er ikke længere blot mumlen i periferien.

Siden valget i 2016 har USA set en række tilfælde af højreekstreme hadforbrydelser og terrorforsøg. I august sidste år lagde nazisten James Alex Fields Jr. ud ved at køre 29 antifascistiske moddemonstraner ned under Unite the Right rally i Charlottesville. Én døde.

Siden har vi i oktober set brevbombemanden, der forsøgte at angribe en række af præsident Trumps mest prominente kritikere, herunder tidligere præsident Obama. Samme weekend blev synagogen i Pittsburg angrebet af en højreekstremist, der dræbte 11.

Der har også været en række mindre omtalte episoder af lignende karakter. I sidste måned var der eksempelvis en incel (en person, der lever i ufrivilligt cølibat og deler stærkt misogynt tankegods med alt-right) ved navn Scott Paul Beierle, der angreb et yoga-hold i Tallahassee og dræbte to kvinder. Ifølge Washington Post har 20 mennesker i USA mistet livet i formodede højreekstreme angreb alene i år. En markant, urovækkende stigning.

»Jeg er overbevist om, at vi kommer til at se flere af disse selvtægtsepisoder. Det skrev jeg også efter angrebet i Charlottesville sidste år. Alt-rights fremdrift eksisterer stadig, men der er blevet lagt låg på deres udløb. Deres profiler på de sociale medier er blevet lukket ned. De er blevet deplatformet flere steder. De kan ikke komme på campus. Paypal og flere andre har lukket for deres konti og dermed deres økonomiske transaktioner. Antifa har smidt dem væk fra gaden. Før plejede de at have alle mulige politiske kanaler, men det er blevet næsten helt lukket ned,« fortæller Angela Nagle.

»Jeg ved, at jeg uundgåeligt vil blive beskyldt for dermed at give antifascisterne og dem, der har lukket alt-rights profiler, skylden for den højreekstreme vold. Det gør jeg ikke. Jeg siger bare, at det er et faktum. Hvis du hører, hvad de, der begår disse selvtægt, selv siger, så klager de over, at de ikke længere har nogen politiske kanaler. Der er intet parti, ingen bevægelse, de kan melde sig ind i. Hvis du ser angrebsmanden på synagogen i Pittsburgs sidste opdateringer på de sociale medier, er det netop det, han klagede over. At der ikke var tid til at vente på, at de kunne få deres Twitter-konti tilbage eller få mulighed for at lave en demonstration igen,« siger hun.

Tumblr-liberalisme

Ifølge Angela Nagle eksisterer alt-right i et dialektisk forhold til det, hun i sin bog Kill All Normies beskriver som Tumblr-liberalism. Hun har døbt det efter et populært socialt medie i USA i de tidlige 10ere, hvor hver bruger kunne lave sin egen blog. Nagle bruger Tumblr-liberalism som en betegnelse for en særlig venstreorienteret online-kultur, der er konstant optaget af identitet, anerkendende sprogbrug og udsatte minoriteters sårbarheder.

»I min bog så jeg på 4chan og Tumblr som de to bedste eksempler på fremvæksten af to særlige sæt af følelser. 4chan var den grænseoverskridende, krænkende, bevidst afskyvækkende chok-kultur. Sådan var det allerede, før der udviklede sig et sammenhængende politisk tankesæt. På samme måde udviklede der sig hos Tumblr en særlig stil, en politisk kultur uden en egentlig ideologi, hvor folk beskrev deres individuelle undertrykkelse, deres særlige seksuelle niche-orientering eller kønsidentitet. Det er i dag langt mere udbredt på venstrefløjen. Men den blev støbt på Tumblr,« siger hun.

Et gennemgående karaktertræk ved det, Nagle beskriver, og som typisk blot omtales som »identitetspolitik«, er behovet for at gøre dydighed til en knap ressource.

»Der virker til at være en særlig konkurrerende måde, hvorpå man prøver at udvise dydighed ved at sige fra over for noget. Men så kommer der en og siger, at din analyse af, hvorfor denne film er sexistisk, finder jeg racistisk. Og så kommer der en tredje, der finder den kritik transfobisk. Så vil det hele køre ud i en spiral af talrige afstandstagelser i forsøget på at finde den absolut mest rene position, man overhovedet kan forestille sig,« siger Angela Nagle.

»Folk ville konstant påtale hinanden for den mindste fortalelse. Man udviklede en rette-på-hinanden-kultur på Tumblr, og da det hele rykkede over til Twitter, og alle millenial freelance-journalisterne kom med, tog det for alvor fart. Man skulle udmærke sig selv ved at fremstå mere moralsk ren end alle andre. Men det blev sværere og sværere, for alle gjorde jo det samme,« fortæller hun.

Dette online våbenkapløb om den moralske renhed fik venstrefløjen til at lyde og fremstå usympatisk og klovnagtig for udenforstående. Det var ren brændstof for alt-right, der i 2016 kunne sprede deres memes overalt ved at udstille det. Det var en propaganda-velsignelse og en stærk rekrutteringsfaktor, mener Nagle.

»Jeg kan huske, at Richard Spencer i et interview sagde: ’Jeg elsker social justice warriors (en hånende betegnelse for venstreorienterede, der påtaler krænkelser, red.). Jeg kunne sagtens finde på at donere dem penge.’ Han så dem som en gave fra venstrefløjen til højrefløjen. Og han havde åbenlyst ret,« siger hun.

Woke Twitter og røde piller

Alle har ikke været lige begejstrede for Angela Nagles analyse af alt-right. Mange har taget det ilde op, at hun peger på venstreorienteredes opførsel på de sociale medier som en del af forklaringen på den højreekstreme fremvækst. En række boganmeldelser af Kill All Normies fremstår mere som karaktermord på den irske debattør end som hæderlige forsøg på at læse hendes bog.

Det venstreorienterede amerikanske nyhedsmedie The Daily Beast bragte tidligere i år et yderst tvivlsomt forsøg på at afskrive hendes bog som et plagiat fyldt med mangelfulde kildehenvisninger.

»De ønskede, at min bog blot var en moralsk afstandtagen fra alt-right og blev irriteret over, at jeg gjorde et forsøg på at forstå dem og sætte dem ind i en kontekst,« siger hun.

Nagle er blevet gjort til et hadeobjekt på store dele af venstrefløjen. Det har blandt andet medført, at hun i dag holder sig langt væk fra Twitter.

»Jeg tror, at det er en strategi, at man gør et eksempel ud af nogen, så det afskrækker andre for at gøre det samme. På det tidspunkt min bog udkom, var der en fremvækst af en interessant og spændende modkultur på venstrefløjen, der gik imod renhedskapløbet, og som jeg selv var en del af. Vi har alle forladt Twitter i dag. De her mennesker, der har baseret hele deres identitet på at være moralsk rene, er i virkeligheden utroligt ondskabsfulde. Det er på mange måder en kamp om venstrefløjens fremtid, der foregår på Twitter. Og jeg tror, at de har ret i at frygte, at der eksisterer en masse mennesker på venstrefløjen, der ikke siger noget, men som hurtigt ville kunne bringe dem i mindretal. Og det ønsker de ikke,« siger Angela Nagle, der fortæller, at mange apolitiske mennesker, hun taler med, associerer venstrefløjen med de ubehagelige mennesker på Twitter.

Trods at de befinder sig på hver deres yderpunkter, er det svært ikke at se en del ligheder i kulturen på den yderste venstrefløj og højrefløj. Eksempelvis taler de begge om at vågne fra samfundets døs og se virkeligheden i øjnene.

I alt-right-kredse hedder det at tage »the red pill«. Det er en reference til filmen The Matrix, hvor hovedpersonen Neo tilbydes en blå eller rød pille. Den røde pille vil åbne hans øjne og afsløre, hvordan han har levet et liv i løgn. Den blå pille vil lade ham fortsætte med at leve trygt videre i illusionen. Tager man the red pill i alt-right-kredse, vil man pludselig få øje på jødiske konspirationer, biologiske raceforskelle og kvinders sande, grimme natur.

På venstrefløjen har man et lignende begreb. Man kalder det at åbne øjnene for samfundets iboende undertrykkelse og få øje på alle de racistiske, kolonialistiske og patriarkalske strukturer at blive »woke«. At være woke og at red pill handler i begge tilfælde om at melde sig ind i et ideologisk fællesskab. Men styrkeforholdet er ikke lige.

»På venstrefløjen nægter man at anerkende, at man har vundet kulturkampen. Man nægter at prøve at forstå, hvordan verden faktisk er i dag. I stedet insisterer man på, at man stadig lever i 1950ernes patriarkat. Men se bare, hvordan alle de store tech-virksomheder og det private erhvervsliv har taget venstrefløjens kultur til sig. Det er langt mere radikalt, end nogen kunne have forestillet sig i 1960erne. Virksomhederne falder over hinanden for at være med til pride-parader i de store byer. Man støtter kvindernes internationale kampdag, en gammel sovjetisk højtid. Man sender medarbejderne i træning, så de kan lære at blive gode, feministiske allierede,« siger hun.

»Det er ikke nødvendigvis en dårlig udvikling. Det viser bare, at venstrefløjens idéer for længst er blevet hegemoniske. Og det jo det, det hele handler om: at vinde. Og når man vinder, så laver man også reglerne. Og laver man reglerne, skal man også sikre, at de overholdes. Så bliver det ens egne tabuer, der nu kommer til at dominere. Og ingen bryder sig om at få sine tabuer brudt. I dag har man så tildelt den tabu-nedbrydende rolle til højrefløjen, mens man selv går rundt og fortæller folk, hvad de ikke må sige. Det er ikke særlig længe siden, at det var lige omvendt,« siger Angela Nagle.

Side 8