LEDER

Ø-kuller

DF har talt og talt om den øde ø så længe, at det føltes som antiklimaks, da planen om øen endelig blev præsenteret. I årevis har debatten verseret om denne ø, der skulle løse et af de mest besværlige udlændingepolitiske problemer: at der er en gruppe mennesker uden opholdstilladelse, der ikke kan sendes ud af landet. Man har for sig set en dansk version af Alcatraz, St. Helena eller endda Den Sorte Ø fra Tintin: en forblæst klippeø med en gammel borgruin bevogtet af en arrig gorilla. Den øde ø viste sig at være en lille sandbanke i Stege Bugt et par kilometer fra Kalvehave. Det tager 20 minutter at futte frem og tilbage med en færge. Og ved lavvande kan man næsten gå i land. Ikke ligefrem nogen Djævleø.

HAR man fulgt debatten, skulle man ellers tro, at de afviste asylansøgere blev placeret i en lukket interneringslejr. Det gør de ikke. Om de mennesker, der er på tålt ophold i Danmark, lever under stærkt kontrollerede forhold i et center ved Bording som nu eller om nogle år på Lindholm, er principielt set ikke afgørende. Det væsentlige må være, om denne højt prioriterede plan fører nogen vegne. Og det tyder intet på. De omtalte udlændinge – de fleste dømte kriminelle plus nogle fremmedkrigere og krigsforbrydere – har enten fået afslag på asyl eller mistet opholdstilladelsen. Men de kan ikke hjemsendes på grund af forholdene i hjemlandet. At disse mennesker flyttes til en ø, vil overhovedet ikke ændre på det forhold. Var der et problem med særlig høj kriminalitet omkring det nuværende udrejsecenter ved Bording, kunne det jo være en løsning – men det er der ikke. Centeret skaber selvfølgelig utryghed, og dén vil man så flytte fra Bording til Kalvehave.

SEJRET har Dansk Folkeparti, al den stund de politisk fremstår som sejrherrer. Sandheden er dog, at partiet tager æren for symbolpolitik for 750 millioner kroner – udgifterne til udbygninger på Lindholm. De kriminelle udlændinge kan ikke udsendes, og en del af dem risikerer at gå under jorden ved flytningen, som det er sket før. Men det er åbenbart uvedkommende, og det er sådan, Dansk Folkepartis sejr skal forstås: Jo mere den stramme asylpolitik støder mod virkeligheden, desto mere er Kristian Thulesen Dahl parat til at bruge bunker af penge på formålsløse tiltag. Dansk Folkeparti, der i egen selvforståelse er garant for, at offentlige midler går til ældre og socialt udstødte, har åbenbart fint råd til at brænde trekvart milliard af på en signalraket. Det gode ved sådan en raket er jo, at den eksploderer med det samme. Ellers sker der ikke så meget.

AD symbolpolitisk vej kan man bevæge sig langt, og det vil man gøre, så længe de faktiske problemer ikke lader sig løse på andre måder. Det samme gælder det langt mere alvorlige forslag om at sænke integrationsydelsen, der som bekendt gives i stedet for kontanthjælp og ligger på niveau med et SU-stipendium for enkeltpersoner. Formålet er at presse udlændinge til at arbejde, altså den yderste og mest voldsomme version af det grundlæggende princip: Her skal det virkelig kunne betale sig at arbejde! Vil eller kan man ikke det, må forholdene være så uudholdelige som muligt.

HELVEDE på jord er der ikke ligefrem tale om – ydelsen sænkes til knap 10.000 kroner for en enlig forsørger – men meget usle forhold er konsekvensen for de ramte familier. Vil det føre til, at disse mennesker kommer i arbejde? Måske en håndfuld. Men langt de fleste glider ind i en stadig mere permanent underklasse uden kontakt til resten af samfundet. For dem og deres børn vil kriminalitet være en åbenlys sidste udvej.

TIL de glade politikere i Dansk Folkeparti – og deres ligesindede i regeringen – er det derfor på sin plads at sige: Det har været helt åbenlyst rigtigt at gøre op med mange årtiers fejlslagen indvandrings- og udlændingepolitik. Men hvad så nu? I fører i disse år en politik, der ikke løser de problemer, I påstår at være så opmærksomme på. I forsøger muligvis at genskabe forhold, som minder om dem, indvandrere og flygtninge mødte for 100 år siden, før offentlige ydelser og konventioner: et samfund, hvor man enten selv måtte svømme – eller synke til bunds. Problemet er bare, at verden også hér har forandret sig. Vi tolererer ikke længere en udmagret kriminel underklasse, hvis status i landet er højst uklar. Og den forsvinder ikke af at flytte den ud på en øde ø.

Side 14