I Frankrig har de såkaldte Gilets jaune, De Gule Veste, opflammet af vrede over højere afgifter på benzin og diesel, i de seneste to uger blokeret færdselsårer, sat biler og bygninger i brand og engageret sig i gadekampe mod politistyrker med flere hundrede sårede.
Præsident Emmanuel Macron har vist sig ude af stand til at gennemføre de nødvendige reformer af det stivnede franske samfund på en socialt afbalanceret måde og kritiseres med en vis ret for at være »de riges præsident«. At afskaffe formueskatten for de mest velstående og samtidig lægge øgede skatter på de franskmænd, der har brug for en bil til at komme på arbejde hver dag, er – udtrykt mildt – politisk tonedøvt.
Omvendt skal man heller ikke være blind for, at der blandt tusindvis af oprigtigt indignerede folk i gule veste også findes kræfter, der ser konfrontationen som led i et større opgør mod det liberale demokrati.
En af talsmændene, den sydfranske smed Christophe Chalençon, har opfordret til dannelsen af en ny regering under militærets ledelse – »fordi en sand kommandør, en general, en fast hånd er, hvad vi har brug for«. De Gule Vestes krav om, at præsident Macron skal træde tilbage og Nationalforsamlingen opløses – en præsident og et parlament, som et flertal af franskmændene valgte for mindre end to år siden – kan da også kun betegnes som antidemokratisk.
Skal man se på, hvad disse højrenationale kræfter har at tilbyde, kan man gå til et land, der burde være i mediernes søgelys i disse dage, men ikke er det: Ungarn.
På få dage er foretaget to væsentlige skridt på Ungarns vej mod diktaturet: Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest, et af Østeuropas mest prestigefyldte, er blevet tvunget til at flytte langt størsteparten af sine studier til Wien på grund af politisk motiverede krav fra den ungarske regering, en grov krænkelse af den akademiske frihed.
Og forleden »valgte« ejerne af næsten 500 ungarske medievirksomheder – aviser, tv-kanaler, radiostationer, websites – at overdrage deres selskaber til en regeringsejet fond. Ejerne var oligarker og bliver uden tvivl passende kompenseret af det kleptokrati, der styrer Ungarn. Medierne i Ungarn er nu akkurat lige så fri, som de var i Sovjet-tiden. Men Ungarn er stadig medlem af EU, regeringspartiet Fidesz er fortsat en del af den konservative-kristelige gruppering i Europa-Parlamentet, og Viktor Orbán ses i stigende grad som politisk leder af Europas nationale højre.
Macrons Frankrig, Orbáns Ungarn. To modpoler i den politiske kamp, der raser på det europæiske kontinent i disse år, og som når en foreløbig kulmination i valget til Europa-Parlamentet til maj.
Frankrig har sine problemer, og Macron håndterer dem ikke altid klogt. Men når valget står mellem et uperfekt demokrati med ret til og muligheder for at udtrykke uenighed og en autoritær, ensrettet samfundsmodel som det ungarske, burde det ikke være svært at foretage.
