For Deng Xiaoping, den længst afdøde initiativtager til Kinas epokegørende reformer, var det en slags grundfilosofi, at det gjaldt om at holde en lav profil, indtil man var stærk nok til at vise sit sande ansigt. Men han havde nok ikke regnet med, at han selv ville få så begrænset plads i markeringen af 40-året for den markedsøkonomiske revolution, som han satte i værk, og som forvandlede Den Kinesiske Folkerepublik fra et tilbagestående uland til en supermagt.
I et af det 20. århundredes mest afgørende vendepunkter fik Deng i december 1978 sin reformdagsorden presset igennem på et historisk møde i kommunistpartiets top. Men i malerier, udstillinger og anden officiel ikonografi op til jubilæet kommer han nærmest til at fremstå som en andenrangsfigur. Årsagen til, at Deng fylder så lidt, er ifølge iagttagere som tyskeren Max Zenglein den nuværende kinesiske præsident Xi Jinpings ønske om at fylde så meget.
»Det er bemærkelsesværdigt, at i 40-året for reformernes begyndelse bliver Deng Xiaoping ikke tillagt nogen særlig betydning for hele processen. Hans historiske rolle bliver ikke anerkendt, og det er snarere Xi Jinping, der forsøger at positionere sig selv som den altoverskyggende leder. Det handler om, at Deng Xiaoping indtil videre har raget godt op i historien, og Xi Jinping har ingen særlig lyst til at dele rampelyset med nogen,« siger Zenglein, der forsker i kinesisk økonomisk politik ved Mercator Institut for Kinastudier, en tænketank i Berlin.
»Hvis Xi Jinping havde fremhævet Deng Xiaoping og givet ham æren for at indlede reformerne, ville det have været en indikation på, at Kina fortsat virkelig var indstillet på flere reformer og på at styrke markedsmekanismerne yderligere. Men eftersom han ikke gør det, antyder han, at den mere autoritære og statskontrollerede model, som han selv står for, er blevet mere fremherskende.«
Familiernes rivalisering
Xi kan blandt andet slippe af sted med at nedtone Dengs historiske statur, fordi han i modsætning til sine forgængere ikke skylder Deng sin position i toppen af hierarkiet. Men New York Times og andre toneangivende vestlige medier har desuden gjort det til et næsten shakespearsk drama om rivalisering mellem to magtfulde familier, Xi Jinpings og Deng Xiaopings. Den fortolkning er blevet styrket af nylige kritiske bemærkninger tilskrevet Dengs søn, den 74-årige Deng Pufang.
»Vi skal være realistiske, holde hovedet koldt og kende vores plads,« sagde den yngre Deng, der er bundet til en kørestol som følge af vold begået mod ham under Kulturrevolutionens kaos, ved en nylig tale i sin egenskab af æresformand for Kinas Handicapforening. »Vi skal hverken være for selvsikre eller for selvudslettende.«
Talen er kun kommet til offentlighedens kendskab, fordi Hongkong-avisen South China Morning Post har fået fingre i en kopi. Den er ikke blevet offentliggjort i Kina – et tegn på, at indholdet er kontroversielt. Især skyldes det nok antydningen af en kritik af Kinas aktuelle udenrigspolitiske kurs. »Vi skal kende vores plads,« som Deng Pufang angiveligt sagde, giver udtryk for en ydmyghed, der ikke er hørt længe fra nogen kinesisk leders mund.
Allermindst fra Xi. Under hans ledelse har Kina kastet Deng Xiaopings underspillede strategi over bord og har vist sig meget mere villigt til at føre sig frem som en ambitiøs stormagt på den internationale scene.
Det har været tæt på at give bagslag for Xi. Uviljen mod at bøje sig for de »arrogante« amerikanere er i nogle kineseres øjne en medvirkende årsag til, at handelskrigen med Trumps USA har fået lov til at eskalere, med mulige alvorlige konsekvenser for den eksportafhængige kinesiske økonomi.
Der er en ganske særlig grund til, at iagttagere taler om et køligt forhold mellem Xi- og Deng-klanerne. Kendere af det byzantinske spil i toppen af Kinas politiske liv henviser til en episode i slutningen af 80erne, hvor Xi Jinpings far, Xi Zhongxun, gik i brechen for en kollega, der var faldet i unåde hos Deng Xiaoping. Som straf blev Xi senior angiveligt tvunget på pension og brugte resten af livet i bittert eksil så langt sydpå fra Beijing som muligt. Xi Jinping var på det tidspunkt endnu kun i starten af sin karriere, og erindringen plager ham efter sigende stadig.
Alt sammen meget fængende i disse Game of Thrones-tider. Men nogle iagttagere kvier sig ved at reducere Kinas komplicerede politiske og økonomiske udvikling til et simpelt soap-drama om rivaliserende familier og deres blodige kamp om magten. Der er lige 1,4 milliarder andre kinesere, som også spiller større og mindre roller.
Statens magt konsolideret
Blandt skeptikerne er Sam Hardwick, en Kina-forsker ved Australian National University, der også advarer mod at overfortolke de ideologiske forskelle mellem fløjene i den kinesiske ledelse.
»Man kan næppe som udenforstående observatør på troværdig vis koge hele den politiske diskussion i Kina ned til en forenklet historie af den art. I de seneste fem år har reformerne generelt bevæget sig langsommere, og det afspejler nye politiske og økonomiske faktorer både ude og hjemme. Men ønsket om vigtige reformer på områder som det finansielle system, valutaen, handel og investering er stadig på den politiske dagsorden under Xi,« siger han.
Det ville heller ikke være klogt for Xi at sætte spørgsmålstegn ved den reformlinje, som har været en dundrende succes på alle parametre, ikke mindst ved at løfte hundreder af millioner kinesere ud af fattigdom.
Men en særlig Xi-tilgang til Kinas fortsatte udvikling er ikke desto mindre tydelig. Siden Xi kom til magten i slutningen af 2012, har han stået i spidsen for bestræbelser på at konsolidere statsmagtens rolle i økonomien. Statsejede virksomheder skal være vigtige aktører i strategiske sektorer, uden at markedskræfterne dog skal svækkes. Det er en dobbelthed i Xis politik, som også giver sig til kende i hans nylige rejseaktivitet, mener
Julian Gerwitz, en ekspert i Kinas økonomiske reformer ved Harvard.
Før Xi tog på en tur sydpå til Shenzhen, der er ekspanderet til millionstørrelse i de seneste årtier som et bevis på reformernes vækstskabende potentiale, var han på en lignende ekspedition til den nordøstlige del af Kina, som i flere generationer er blevet sat i forbindelse med landets statsejede sværvægtere. I et land, hvor man er vant til at læse mellem linjerne, kan en leders blotte tilstedeværelse i en bestemt by have stor symbolsk betydning.
»Xi udsender fortsat karakteristisk tvetydige budskaber – måske endda bevidst tvetydige. Mens den sydlige ekspedition symboliserede Dengs markedsreformer, symboliserede den nordlige ekspedition den ideologisk drevne statsejede økonomi. Disse komplekse dynamikker definerer, hvordan Xi tackler dette års jubilæum,« siger Gerwitz.
Konservativ fløj dominerer
Alt tyder på, at Xi sidder sikkert i sadlen, og at den modstand, han eventuelt har oplevet som følge af handelskrigen med USA, er gået i sig selv igen. Det får betydning for, hvordan Kina regeres i de kommende år.
Den hollandske økonom Pieter Bottelier, der i midten af 90erne var chef for Verdensbankens kontor i Kina og har fulgt udviklingen i årtier, ser en tendens under Xi til at underordne økonomien under politikken. Første prioritet er at sikre og konsolidere partiets dominans. Det kommer blandt andet til udtryk i ledelsens brug af økonomisk ekspertise, siger han.
»Den indflydelse, som professionelle kinesiske økonomer har på den førte politik, afhænger i høj grad af magtbalancen mellem konservative og reformvenlige kræfter inden for partiet. Skiftende bølger af konservativ og reformvenlig indflydelse har været en del af Kinas historie siden Maos død. Eftersom den konservative fløj i partiet har stor magt lige for tiden, er kinesiske økonomers indflydelse mere begrænset, end den var i tidligere årtier,« siger Bottelier, der nu er gæsteforsker ved Johns Hopkins University.
»Den vigtigste forandring inden for den økonomiske politik, siden Xi Jinping blev udnævnt til partileder i efteråret 2012, har været et skifte fra en prioritering af markedsorienterede reformer til en bestræbelse på at styrke partiets magt, dets prestige og indflydelse. Partiets topledere siger stadig alle de rigtige ting om at reformere økonomien, men i praksis synes de i højere grad at være styret af politiske fremfor økonomiske motiver.«
