KATOWICE, POLEN – Det er paradoksernes topmøde. Målet er at mindske udslippet af drivhusgasser, men mødet er sponsoreret af JWS, Polens store, statsejede producent af koks: det slemt forurenende brændselskul, som gør himlen over COP24 svær at ane over smoggen, luften klam at indånde og mange husfacader så sortsmudsede, at de ligner ildebrandsruiner.
Værtslandet har modvilligt lovet kun at få halvdelen af sin energi fra kul i 2030 og en tredjedel i 2040. Men selv til den tid har de formentlig stadig Europas mest forurenede luft. Og den polske kulindustris stand på COPen, som fremviser kul i tremmegitre og sælger kulsmykker og kulcremer, har provokeret nogle. Det samme har deres store spisesals forkærlighed for tunge polske kødretter (al den ko og gris er ikke godt i CO₂-regnskabet).
Et andet paradoks er, at mange ligesom polakkerne ikke synes, de har råd til at gøre mere og handle hurtigere – men at det bliver dyrere for alle at lade være. Klimakatastrofer kostede allerede sidste år verden 2.100 milliarder kroner og forventes frem mod 2050 at skabe 143 millioner klimamigranter fra Afrika syd for Sahara, det sydlige Asien og Latinamerika, ifølge Verdensbanken.
Verdensbankens – og Tysklands – løfter om at fordoble deres klimafinansiering er indtil nu et af lyspunkterne på COP24, der startede i mandags og slutter næste fredag. Mødets mandat er at gøre den meget roste, men stadig ret ukonkrete Paris-aftale fra 2015 så bindende som muligt. Kun jubeloptimister håber også på markante nye mål og løfter, som så skal konkretiseres på senere COP-møder.
Den forventede sikring af en implementering af løfterne fra Paris-aftalen er kun nok til at begrænse stigningen i klodens temperatur fra industritiden til 2100 til tre grader. Det er godt, men ikke godt nok, for ifølge en rapport fra FNs klimapanel skal vi holde os under 1,5 grader for at undgå et sandt ragnarok. Tre grader vil ifølge deres rapport gøre verden »uigenkendelig« i 2100. Det vil føre til flerårige tørkeperioder helt op i Østeuropa, Rusland og Nordamerika, en udryddelse af koralrevene og flere dyrearter, og kortere og barskere menneskeliv, millioner af døde, »store krige« og en totalødelæggelse af udsatte byer som Miami.
Det er et paradoks, sagde FNs generalsekretær, António Guterres, i sin åbningstale, at ødelæggelsen af vores planet sker »hurtigere og voldsommere end forventet«, men at den politiske handlekraft siden Paris kun er skrumpet. USA har trukket sig fra aftalen. Brasilien truer med at gøre det samme og har allerede meddelt, at man ikke som planlagt vil være vært for den næste COP.
Resultatet af COP24 burde helt indlysende være 1,5- gradersmålet, argumenterede verdens vigtigste diplomat, den tidligere portugisiske premierminister Guterres, i sin tale. Det meste har han sagt næsten ordret før. Men er det realistisk? Jeg løb efter ham ud ad en bagdør og op ad rulletrappen over for hans rulletrappe for at spørge ham. En asiatisk vagt holdt mig væk. Men han stoppede, mild og rynket, og svarede med en Dalai Lamask ro: »Det er nødvendigt.«
Nødvendigt, men urealistisk, forstås.
Upåklagelige værter
Det er ikke, fordi værtslandet Polen ikke gør sig umage; mange her kalder de polske forhandlingsledere for ordentlige og professionelle. Og rammerne virker upåklagelige. Der er metaldetektorer og registreringsborde nok til, at man glider lige ind, ingen kode på internettet, computerstik nok til alle og gratis ekstrabusser.
Inderste ring af blåskjortede vagter har taget deres venligt-men-bestemte amerikanercoolness med sig fra FN-hovedkvarteret i New York. I næste ring holder polsk politi parkeret med tændte udrykningsblink, i klassisk topmødestil, og har diskrete betjente til fods spredt rundt i byen. 500 frivillige i grønne refleksveste, plukket ud blandt byens ungdom og europæiske miljøstuderende, viser venligt de 28.141 deltagere vej, og samaritter med hjertestartere i røde rygsække cirkulerer iblandt os.
De 55.000 ton CO₂, som vi udleder her i Katowice, har værtslandet lovet at kompensere for ved at plante seks millioner træer; måske i håb om at slippe for »I fløj jo hertil i fly«-debatten denne gang. De iskolde lokaler må også være gode for klimaet. Kun afrikanerne går passende klædt med huer og halstørklæder indenfor i de lange, hospitalshvide plastictunneller, der er sat op mellem gamle sportshaller og kongrescentre i byen, så COP-området danner en sammenhængende bydel. Polakkerne hilser smilende på alle og enhver inde på COPen, selv om man ude i byen hurtigt lærer, at det ikke falder dem naturligt.
Værtslandet har skabt et konstruktivt forhandlingsklima, forsikrer forhandlere fra flere nøglelande mig om. »Stemningen er god. Man vil det gerne,« vurderer også den danske chefforhandler Anette Ejersted, som sammen med de andre EU-landes forhandlere løbende opdaterer vores fælles EU-forhandlers position.
Knasterne, tror hun, bliver finansiering, og hvor fleksibelt man kan enes om at overvåge opfyldelsen af de mange løfter fra Paris: »Straf taler ingen rigtigt om. Vi taler om ’hjælp til at overholde reglerne’ og om ’overvågning og måling’, så det ikke bliver en gratis omgang. Og om hvem der må indberette brud på aftalen. Kun én selv? Eller også andre lande og eventuelt et FN-sekretariat? Og om hvad vi gør, hvis nogen bryder reglerne.«
Kinas rolle ser hun positivt på. »De agerer som benhårdt uland i forhandlingerne, men er ret progressive på højeste politiske niveau. Det kan gøre en stor forskel, hvis Kina også på forhandlingsniveau bløder op på ideen om, at der skal stilles helt forskellige krav til ilande og ulande.«
Dét kræver flere penge fra de rige lande, har Kina og ulandene – der forhandler sammen – meddelt. Men om Ejersted og EU har nye penge med hjemmefra, vil hun ikke svare på.
COP-lingo
I kaffekøen (nogle køer kan menneskeheden åbenbart aldrig blive af med) får jeg en mere pessimistisk vurdering fra Nelcilândia Oliveira, en af de cirka 40 brasilianske forhandlere. »Vi når næppe at blive færdige med rulebook’en,« tror hun. Rulebook’en er de regler, der skal sikre, at Paris-løfterne overholdes.
Den er også et eksempel på et helt særligt COP-sprog. Her går man til side events, mødes i climate hub’en og repræsenterer institutioner med meget lange navne og korte kodesprogsagtige forkortelser.
Selv om forhandlingerne er ufatteligt tekniske, opsummerer de fleste deres positioner i ensklingende varmluftsslogans à la »Green is great« (Storbritannien), »How about thinking for the future?« (WWF), »Weather-ready, climate smart« (Den Afrikanske Udviklingsbank), »Let’s Save the World« (Tyrkiet), »Catalyst for change« (Thailand), »Changing together« (Polen), »#UNITED4CLIMATE« (EU) og »One World One Sun One Grid« (Indien – i hvis pavillon man kan hjælpe planeten ved at trampe i den obligatoriske, energigenererende kondicykel).
Få er lige så subtile som Marokko, der har hængt fotos op af vindmøller, solceller, vandkraft, en havn – og et ekstra stort ét af kongen på sin trone med sit guldur. Andre tager som Indonesien højde for, at pavillonprisen på 400 dollar per kvadratmeter jo altså ikke betaler sig selv. På en post-it minder de os om, at »skove er vigtige«, men så sætter de ellers alt ind på at hverve turister. De viser corny »Wonderful Indonesia«-videoer, har sat Payung Bali-perle-paraplyer op og spiller Louis Armstrong: »What a wonderful world«.
Hybriden mellem reklamejargon og fagtekniske termer er et fællestræk, men COPen har også sine egne subkulturer. Videnskabsmændene taler om de nyeste observationer og forudser scenarier, og så stopper de der. Ingeniørerne er løsningsorienterede; de vil gerne bygge bro mellem science og society. Miljøaktivisterne går især op i ambitionsniveauet. Nu skal det gå endnu stærkere, beder og tigger de, og det globale nord har overforbrugt i årtier, så de må betale. Imens bor mange politikere, ligesom Arnold Schwarzenegger, på Marriott, hvor de ustandseligt render på civilklædte Shell-ansatte og andre lobbyister nede i lobbyen.
Endelig er COPen også et forvokset folkemøde: ikke ret mange jævne folk og et virvar af gøgl og gode intentioner og repræsentanter for tilkoblede dagsordener. Her er igen-igen indianere i fuld krigsmaling og med fjer på hovedet. Philip McMaster siger, iført bowlerhat og med en bamse i hånden: »Hohoho. Jeg er Sustaina Claus. Gør jorden gladere.« Den spirituelle buddhistiske mester og stifter af initiativet Live to Love, Jigme Pema, advarer en lille enig forsamling mod forbrugssamfundet. Imens er Giovanna Pagani fra Women’s International League for Peace and Freedom i al ensomhed oprørt over COPens ignorering af alle militariseringens skadevirkninger.
»Det her er årets vigtigste networking-event for mange af os,« udlægger en af de mere pragmatiske gæster, landbrugsforsker Tim Thomas, hele denne farverige forvirring.
Går den rigtige vej
Inde i plenarsalen sidder de delegerede på lange buede stolerækker, ligesom i FN, med samme simultantolkende høretelefoner. Der siges »alvor« og »handling nu«. EUs grå talsmand erklærer sig »helhjertet« og »håber at kickstarte en ny debat«. Colombia beder om flere penge.
Det er umuligt at se herudefra, uden for de lukkede forhandlinger, hvordan det hele spænder af. Men ifølge en af COPens centrale aktører, Manuel Pulgar-Vidal, går det den rigtige vej. Han var som Perus daværende klimaminister COP-præsident i Lima i 2014 og er i dag chef for Verdensnaturfondens klima- og energiarbejde. Han har sammen med andre tidligere COP-præsidenter netop krævet, at man både prøver at implementere Paris-aftalen og at nå 1,5-gradersmålet.
Han fortæller mig, at han hører gode toner fra flere forhandlere, og at han regner med en skrap implementering af Paris-aftalen og nogle nye løfter samt håber på »konkrete handlinger før 2020«. Den jurauddannede klimaforkæmper med sølvmanke og bløde sko hævder, at polakkerne er »bedre end deres rygte«. Han tror, at deres værtskab bliver en succes.
»At lykkes som COP-præsident kræver, at man er velforberedt, forstår og lytter til alle landes positioner og er meget åben om, hvordan man forsøger at forene dem, så man opbygger tillid,« forklarer han. Han mener, at det var dér, Lars Løkke Rasmussen fejlede på COPen i København i 2009.
Men hvorfor skulle det lykkes for politikerne nu, i deres 24. forsøg, at lave en klimaaftale, der er god nok? indvender jeg.
»Fordi det på en måde kun er deres tredje forsøg,« siger han – og forklarer det lidt kryptisk med, at København var en »derrota necesaria«, et nødvendigt nederlag, som indvarslede en ny og bedre tilgang til klimakrisen.
»København var det sidste, forkrampede forsøg på at gentage Kyoto-aftalens oppefra-og-ned-tilgang. Og COPerne efter den gik med at genskabe den brudte tillid. Så kom min COP i Lima, som i praksis var et delt værtskab med Frankrig og ledte til gennembruddet i Paris året efter med en global aftale, hvor det nye var, at landene fik større frihed til selv at vælge, med hvilke specifikke mekanismer de vil nå deres løfter. I den optik er det her kun den tredje COP – for det er kun det tredje forsøg på at få en mekanisme på plads for implementeringen af Paris-aftalen. Når den er på plads, kan vi ved de næste COPer igen begynde at skrue op for ambitionerne ... Derfor er jeg optimist.«
Så politikerne kan godt redde klimaet?
»Vi kan ikke løse klimakrisen alene, men den bliver ikke løst uden os,« svarer han – og roser de byer, banker og virksomheder, som har forøget deres indsats.
Et afgørende gennembrud i Paris var, da EU og udviklingslandene undervejs dannede en High Ambition Coalition. Det skabte momentum, at de sammen lovede at gøre endnu mere. Et lignende gennembrud kan denne gang skabes, hvis vi ser tilsvarende grand gestures fra EU og Kina, vurderer den tidligere COP-præsident. »Det skal nok lykkes,« smiler han. Kun lidt anspændt.
Dansk Kirsten Giftekniv
At det nok skal lykkes, tvivler Greenpeaces delegationsleder på COPen, danske Jens Mattias Clausen, på. Men han er enig i, at andre end politikerne spiller en god og stadig større rolle.
»Målet i Katowice er at nå så langt, man kan, ad det storpolitiske spor – for hver en halv grad gør en stor forskel. Samtidig skal der gøres mere fra virksomheders, byers og civilsamfunds side,« appellerer han.
Og venter trippende på en opringning fra sine folk i Slovakiet. Greenpeace-aktivister er anholdt for at bryde ind på et kulkraftværk og hænge et banner op og står til mellem ét og fem års fængsel. Næste dag lykkes det dog at få dem ud og at få blødt lidt op på fængselsudsigterne.
Her på COPen forsøger Clausen at undgå kun at prædike for de frelste ude i forhallen. I stedet prøver han at spille en Kirsten Giftekniv-rolle, fortæller han.
»Formelt mødes jeg kun med landedelegationer for at høre, hvad de mener, og fortælle dem, hvad Greenpeace mener. Men de tætte bånd, jeg knytter på tværs af lande, giver mig en god chance for at skabe tillid mellem parterne. For eksempel har EU og de skrøbelige lande en interesse i at samarbejde tættere, fordi begge taler for en ambitiøs aftale. Der kan jeg så fortælle EU, hvad jeg tror, de skrøbelige lande skal have, før de helhjertet begynder at levere det, de siger. Det gør en forskel, at jeg kan give dem, der kigger på hinanden gennem rummet, et lille puf.«
