LASHKAR GAH – Parwana, ni år, sidder i en kørestol og stirrer gennem skadestuen, gennem læger og sygeplejersker, der vasker og forbinder hendes familie, gennem mig. Hendes ansigt er dækket af størknet blod, som er løbet fra hullet i hendes hovedbund. Parwana er tavs.
Rundt om ligger hendes familie sårede, blødende, forrevne. De er 13, som overlevede, da et luftangreb, beordret af amerikanske styrker i kamp med talebankrigere, for nylig smadrede deres hjem. Parwanas far, Obaidullah, og en ældre bror, Esmatullah, blev dræbt. Parwana har været tavs, siden familien ankom i to minibusser til skadestuen i Lashkar Gah, hovedbyen i Afghanistans Helmandprovins.
Hendes storebror Ehsanullah, 14, bliver lagt på en båre. Hans ansigt er ikke længere et ansigt, men et opsvulmet, blodigt kaos. Det er svært at se, hvor hans manglende øje før sad. Drengen giver et grådfuldt brøl, da en læge med begge hænder presser et stort stykke gaze ned over det åbne hul i hans ansigt. Tre mindre brødre, Hedayat, Rahmatullah og Noor Ahmad, er mørke af blod og støvet fra deres sammenstyrtede hus.
Hospitalet drives af den italienske organisation EMERGENCY, som behandler Afghanistans krigsofre. Sygeplejer Alberto Zanin holder et af drengenes ben op i vejret for at standse blødningen; hud og muskler hænger ned fra lår og skinneben, som er revet op på langs.
»Få alle til at komme, også fra intensiv,« råber Zanin til en kollega, som hurtigt forsvinder ud gennem svingdørene for at vende tilbage med flere hænder.
På skadestuen begynder rygterne at gå blandt det travle personale: Det var en helikopter, der smed bomben, nej, et jetfly; et luftangreb i hvert fald.
Flere bomber, flere dræbte
Parwana og Ehsanullah er blandt de seneste ofre for USAs intensiverede luftbombardementer i Afghanistan. USA kastede 5.982 bomber over landet i årets første ti måneder, og det er flere end hele sidste år, viser tal fra det amerikanske forsvarsministerium. Samtidig bliver stadig flere civile dræbt og såret af luftangreb og kampene på jorden i krigen, der fortsætter på 18. år.
Fra januar til udgangen af september er 8.050 civile blevet såret eller dræbt. Det gør det til den blodigste periode for civile i fire år, viser optegnelser fra FNs særlige Afghanistanagentur, UNAMA.
Den amerikansk-ledede NATO-mission i Afghanistan, Resolute Support, erkender, at det var amerikanske styrker på jorden i kamp mod talebankrigere, som indkaldte luftangrebet, der ramte familiens hus. Angrebet var beordret i selvforsvar, siger oversergent Debra Richardson, talsperson for Resolute Support i Kabul.
»Det er ofte svært at observere tilstedeværelsen af ikke-kombattanter i bygninger, når Taleban skyder fra disse steder, men vi tager alle tænkelige forholdsregler. Vi har pligt til at være præcise,« siger oversergent Debra Richardson i et skriftligt svar til Weekendavisen.
Resolute Support uddyber ikke på spørgmål om, hvad der blev gjort for at undgå at skade civile, den dag Parwana, ni, Hedayat, fire, Razia, seks, Noor Ahmad, syv, Rahmatullah, otte, og Ehsanullah, 14, blev ramt. Det afghanske forsvarsministerium har ikke svaret på flere henvendelser.
»De ville ramme Taleban, men de bombede os i stedet,« siger børnenes mor, Qarara, fra sin hospitalsseng. Hendes gravide mave er heldigvis stadig stor, og barnets hjerte pumper. Lægerne anslår, at hun er omtrent seks måneder henne, og i kaffestuen gruer de senere for, om chokket vil få hende til at gå i fødsel før tid.
Qarara (som mange andre afghanere har hun et enkelt navn) fortæller dagen efter, hvad der skete, før et fly affyrede mindst én bombe mod familiens hus: Fra om morgenen var der kampe mellem sikkerhedsstyrker og Taleban rundt om huset, så familien holdt sig indenfor. Kampfly fløj lavt, og talebankrigere skød mod dem, før de løb ind i huset for at skjule sig, ifølge Qarara.
»Min mand sagde, at de skulle forsvinde,« fortæller Qarara, imens sygeplejersker og de andre patienter på stuen lytter i tavshed. Hun vender igen og igen tilbage til sine sønner, som ligger på intensivafdelingen. »Ved du godt, at min søn har mistet sine øjne?«
Kendte ikke til civile
Kun få dage efter at Qarara og hendes familie blev ramt af et amerikansk luftangreb, gentog tragedien sig i Helmand: Bombardementer, beordret af amerikanske styrker i kamp, dræbte 23 personer, ti af dem børn, ifølge en undersøgelse fra FN. Resolute Support sætter selv antallet af dræbte civile til 13 personer. Angrebet kom, netop som toppolitikere og diplomater var samlet i Genève for at diskutere udsigterne til fred og mulige forhandlinger med Taleban, som USA presser hårdt på for.
»På tidspunktet for angrebet var landstyrkerne uvidende om, at der befandt sig civile i eller omkring komplekset; de vidste bare, at Taleban brugte bygningen som kampposition,« siger oversergent Debra Richardson om angrebet.
På en telefon fra Bruxelles lyder Patricia Gossman, seniorresearcher for Afghanistan hos menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, oprigtigt vred:
»De vidste ikke, der var civile i huset? Jamen det skulle de have vidst! Det er ikke en undskyldning. Du beslutter ikke at bombe et hus, hvis du ikke ved, hvem der er i det,« siger Gossman.
Sidste år satte USA en ny strategi for Afghanistan i værk, og siden er antallet af bombardementer mod Taleban røget i vejret. Det samme er antallet af civile, som bliver ramt af de selvsamme bomber. Formålet med de intensiverede bombardementer er at presse Taleban til at komme til forhandlingsbordet, så USA kan komme ud af Afghanistan.
Der er i dag omkring dobbelt så mange amerikanske tropper i Afghanistan, 14.000, som da Donald Trump blev USAs præsident. Antallet af luftangreb er også sat i vejret. Det er gjort muligt ved at slække på reglerne for, hvornår bomberne må smides.
649 civile blev dræbt eller såret i luftbombardementer fra januar til oktober i år, viser en nylig rapport fra FN. Det er en stigning på 39 procent i forhold til samme periode sidste år. SIGAR, som monitorerer krigen i Afghanistan på vegne af den amerikanske Kongres, dokumenterer samme tendens i sin seneste kvartalsrapport, endda med en endnu større stigning på hele 46 procent i antallet af civile ofre.
Det er stadig militante grupper som Taleban og den nyere gruppe Islamisk Stat Khorasan-provinsen, som dræber flest afghanere. Dræbte og sårede civile som følge af luftangreb udgør otte procent af det samlede antal ofre.
Men det er stadig for mange, og stigningen bør få Resolute Support-missionen til at slå foden i bremsen, mener Patricia Gossman fra Human Rights Watch. I maj kom gruppen med en markant kritik af Resolute Support for ikke at undersøge virkningerne af deres egne luftangreb tilbundsgående. De nyeste eksempler fra Helmand viser, at tingene ikke har ændret sig, mener Gossman.
Hun understreger, at Taleban bærer sin del af skylden ved at skyde fra civile områder og dermed bruge civile som menneskelige skjolde. Men, siger hun, kravet om proportionalitet i krigsførelse er røget helt ud ad vinduet.
»Den person, som træffer beslutningen om at iværksætte et luftangreb, skal lave en vurdering af spørgsmålet om proportionalitet. Hvor mange krigere løb ind i huset? Hvor vigtige var de krigere? Var de ledende befalingsmænd eller menige landtropper? Hvor mange civile vil være i fare for at blive slået ihjel eller såret i det angreb? Men de foretager tilsyneladende ikke de beregninger. Når man ser på tallene på ofre i de seneste episoder, ser de ud til at være ude af proportioner,« siger Patricia Gossman.
Skriften på tavlen
I sidste uge ramte amerikanerne rigtigt: Mullah Abdul Manan, Talebans måske vigtigste hærfører i selve Afghanistan, blev dræbt ved et luftangreb, oplyser Resolute Support. Taleban har bekræftet hans død. Talebaneren var central i gruppens igangværende offensiv netop her i Helmand-provinsen, hvor langt de fleste af de 43 danske soldater, der blev dræbt i Afghanistan, mistede livet.
I 2014 trak udenlandske kamptropper sig ud af Afghanistan og overlod krigsindsatsen til afghanerne med støtte og rådgivning fra USA. Siden er de afghanske soldaters tabstal skudt i vejret i en sådan grad, at myndighederne fra 2016 stoppede med at offentliggøre de officielle tal for, hvor mange soldater og betjente der årligt mister livet. For nylig anslog den afghanske præsident Ashraf Ghani, at mindst 28.000 afghanske sikkerhedsstyrker er blevet dræbt på de fire år.
Samtidig vinder Taleban frem. Regeringen kontrollerer helt eller delvist kun godt 55 procent af landets distrikter, viser den seneste rapport fra SIGAR. Det er bundniveauet for de seneste fire år.
Krigen fortsætter, nu på 18. år, med stigende intensitet. Sidste onsdag blev ti personer dræbt og 19 såret i et komplekst selvmordsangreb i Kabul, som Taleban har taget ansvar for. I sidste uge blev tre amerikanere dræbt af en vejsidebombe, og i slutningen af oktober dræbte en angrebsmand i selvmordsvest mindst 50 mennesker i Kabul.
Ofrene ser man blandt andet på EMERGENCY-hospitalet i Lashkar Gah. På små informationstavler over hver seng kan man aflæse krigen uden for murene. »SI« står for shell injury: en eksplosion. »BI« står for bullet injury: skud.
»SI i venstre side, begge lår + højre ben + ansigt + venstre underarm«, står der skrevet på syvårige Noor Ahmads tavle.
Sammen med tre italienske læger arbejder et hold af afghanske kirurger og sygeplejersker på at reparere deres landsmænd på operationsstuen. Ehsanullahs åbne ansigt bliver vasket og forbundet. Hans mor, Qarara, bliver ultralydscannet, før hun lægges i narkose, og sårene fra granatsplinter renses.
I skadestuen er de sidste sårede blevet kørt til overvågning eller i kø til operation. Matteo Rossi, medicinsk koordinator på hospitalet, piller røntgenfotografier af et barnehoved ned fra en lystavle og slår ud med armene. »Lashkar Gah,« siger han blot.
