Rewilding. Store planteædere kan mindske konsekvenserne af klimaændringer og stigende temperaturer. Det vurderer en stribe forskere, der blandt andet vil have større rensdyrbestande i Arktis og flere næsehorn på de afrikanske stepper.

Vilde klimaplaner

Vilde klimaplaner

Store planteædende pattedyr kan blive en del af fremtidens klimastrategier. Ved at genoprette tidligere tiders bestande af blandt andet næsehorn, tapirer og rensdyr kan vi modvirke naturbrande, øge CO2-optaget i alverdens skove og forbedre mulighederne for at bevare den arktiske tundra. Sådan lyder det i flere forskningsstudier, der for nylig blev samlet i en særudgave af det videnskabelige tidsskrift Philosophical Transactions of the Royal Society B.

Udgivelsens overordnede tema er såkaldt rewilding – et relativt nyt begreb inden for bevaringsøkologi, der kort sagt går ud på at genudsætte store pattedyr og på den måde føre naturen tilbage til tidligere tiders vilde tilstand. Metoden har vundet stadig større indpas i de senere år, især i Europa. Vi kender det herhjemme, hvor bisonokser eksempelvis trasker rundt i Almindingen på Bornholm, og vilde køer og heste slår sig løs i Mols Bjerge. Her har de store planteædere overtaget naturplejen, der foregår på dyrenes præmisser. De græssende kæmper holder vegetationen nede, så der bliver plads til flere dyre- og plantearter, ligesom de gøder jorden og er med til at sprede et væld af frø over store afstande. Det ultimative mål med rewilding er selvforvaltende økosystemer, der kan bremse tidens massive tab af biodiversitet.

Og ikke nok med det. Ifølge flere af studierne i den førnævnte særudgivelse har rewilding desuden potentiale til at modvirke en række af konsekvenserne af den globale opvarmning.

»Vi kan se, at rewilding på flere måder har en håndgribelig, positiv effekt på nogle af de mange problemer, der følger med klima­forandringerne,« siger biologiprofessor Jens-Christian Svenning, leder af Center for Biodiversitetsdynamik i en verden under Forandring på Aarhus Universitet og en af verdens førende eksperter inden for rewilding. Professoren har redigeret den nylige særudgave af det videnskabelige tidsskrift sammen med Elisabeth Bakker, økolog ved Netherlands Institute of Ecology i Holland. Han understreger, at rewilding-metoden stadig er i sin vorden, og at der fortsat er behov for en stor forskningsindsats på området.

»Der er sket meget inden for rewilding i de senere år, men vi mangler stadig en hel del viden om, hvordan det konkret virker i øko­systemerne. Med temanummeret har vi forsøgt at samle, hvad vi ved på nuværende tidspunkt. Her er det interessant at kigge på, hvordan rewilding virker i samspil med klimaændringerne, der brager derudad uanset hvad,« siger Jens-Christian Svenning.

De områder, hvor store pattedyr angiveligt kan modarbejde lokale klima­konsekvenser, er i Arktis, hvor hastigt stigende temperaturer er i fuld gang med at ændre naturen. Den arktiske tundra bliver slet og ret grønnere og grønnere. Tidligere i år kunne forskere fra blandt andet Aarhus Universitet påvise, hvordan gennemsnitshøjden på tundraens planter er forøget mærkbart i løbet af de seneste 30 år, hvor temperaturen er steget med cirka en grad om sommeren og halvanden grad om vinteren. De højere planter kan føre til øget opvarmning af Arktis, da de blandt andet absorberer mere varme og dermed får sneen til at smelte hurtigere om foråret.

Dertil kommer den såkaldte albedo-effekt: overfladens evne til at reflektere lys og energi tilbage ud i verdensrummet. En helt hvid overflade har en albedo på 100, mens en helt sort overflade har en albedo på nul. Når albedo-effekten falder i Arktis i takt med en grønnere tundra, stiger temperaturen yder­ligere, og mere is smelter hurtigere.

Her kommer rewilding ind i billedet. Flere studier peger således på blandt andet rensdyr og moskusokser som en del af løsningen på problemet, hvis der vel at mærke skrues op for de i forvejen lave bestande af de store planteædere i det arktiske område.

»Det er eksperimentelt påvist, at store planteædere som rensdyr og moskusokser bidrager til at bevare tundraen i Arktis. De æder vedplanterne og kan sørge for, at de ikke bliver dominerende. Hvis der er rensdyr og moskusokser i et område i Arktis, vokser buske og træer langt mindre,« siger Jens-Christian Svenning, inden han fastslår, at der skal meget store dyrebestande til for at opnå en mærkbar effekt.

Et andet eksempel handler om at øge kulstof­optaget i tropiske skovområder. Her spiller større frugtædende dyr som aber og tapirer en uundværlig rolle for spredningen af store frø, der ender som tilsvarende store træer med høj vedtæthed og et markant kulstofoptag. De største pattedyr er i stand til at sluge de store frø for efterfølgende at transportere dem over lange afstande, mens de fordøjer. På den måde bliver de store, kulstofsugende træsorter spredt på tværs af enorme skovområder. Men i takt med, at de store pattedyr går drastisk tilbage, bliver der længere mellem de træsorter, som optager mest CO2.

»Hvis man fjerner dyrene, klarer træer med høj vedtæthed sig mindre godt, og de falder i antal. Flere studier i de sydamerikanske regnskove fortæller den samme historie. Man taler om defaunation, som er meget udbredt i troperne. I store dele af Amazonas er skoven så godt som tom. Dyrene mangler, og det skyldes især jagt. Her vil rewilding have en klar effekt, hvis jagttrykket kan bringes under kontrol,« siger Jens-Christian Svenning.

Også risikoen for skov- og steppebrande kan tilsyneladende bremses af rewilding. I et af de omtalte studier har biologer fra University of Tasmania i Australien kigget nærmere på den historiske udvikling inden for naturbrande flere steder i verden. Her præsenterer forskerne en stribe eksempler på, hvordan store planteædere reducerer biomassen og dermed mindsker risikoen for vilde brande. I USA ser blandt andet antiloper og bison ud til at nedbringe brandfaren lokalt, da de spiser det græs, der ellers er med til at fodre de altædende naturbrande. I den syd­afrikanske naturpark Hluhluwe Imfolozi afslører­ historiske data, hvordan især næsehorn reducerer brandfaren markant. De tunge dyr gumler store dele af vegetationen i sig, ligesom deres vægtige skridt skaber naturlige stier i landskabet, der gør det sværere for brandene at brede sig. I Australien udfylder indførte vandbøfler en lignende rolle.

»Det er meget veldokumenteret, at ­brandfaren falder i de områder, hvor store dyr løbende holder plantebiomassen nede. Det er oplagt, at rewilding kan modvirke naturbrande – især i tørre områder,« siger ­Jens-Christian Svenning.

På Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet forsker lektor David Nogués-Bravo blandt andet i naturbeskyttelse. Han tilhører den kritiske fløj i debatten om rewilding og har tidligere advaret mod risikoen for utilsigtede konsekvenser som spredningen af smitsomme parasitter, når store pattedyr udsættes i naturen.

»Jeg er ikke modstander af rewilding, men jeg mener, at der findes bedre og mere sikre metoder inden for naturbevaring. Økosystemer er komplekse størrelser, og vi ved endnu ikke nok om de mulige risici, der kan være ved at genudsætte store pattedyr i naturen. Vi har brug for mere forskning,« siger David Nogués-Bravo.

Han føler sig ikke overbevist om mulighederne for at modvirke klima­ændringernes konsekvenser ved hjælp af rewilding.

»Jeg ville elske at se tusinder og atter tusinder af rensdyr og moskusokser i Arktis, men jeg er bange for, at effekten ikke vil stå mål med den massive indsats, det vil kræve. Ikke mindst økonomisk,« siger David Nogués-Bravo.

Jens-Christian Svenning er mere optimistisk.

»Vi forestiller os ikke, at rensdyr i Arktis kan redde klimaet, men de kan meget vel bidrage til at bremse udviklingen en anelse, også uden at det bliver specielt dyrt. Det er helt rigtigt, at vi mangler mere forskning. Det skriver vi også i vores gennemgang. Men generelt har jeg svært ved at se, at det skulle gå galt med for eksempel rensdyrene, som vi ved enormt meget om og let kan kontrollere. Hvis vi for eksempel genetablerer vilde elefanter i Europa, vil der opstå en række praktiske udfordringer, men langt de fleste projekter handler om dyr, der allerede findes i de pågældende områder, og dér har jeg svært ved at få øje på store risici.«

 

Mere om rensdyr i næste uge, hvor vi ser på, hvorfor rensdyr er i stand til at tilbagelægge flere kilometer over landjord end noget andet dyr.

Side 56