LONDON – I årene op til briternes Brexit-afstemning i juni 2016 var den bedst sælgende bog i landet E.L. James’ Fifty Shades of Grey. Tilfældigt?

Det mener den prisbelønnede irske historiker og journalist Fintan O’Toole ikke, at det er. For ham er der klare paralleller mellem denne erotiske fantasi om underkastelse og dominans og den politiske fantasi, som dominerede dele af den engelske tankegang i disse år. Romanens hovedpersoner, Christian Grey og Anastasia Steele, blev i den politiske fortolkning til henholdsvis Den Europæiske Union og det uskyldige England, der forføres til at træde ind i den dominerendes univers.

»Det handlede ikke om noget, der var eller kunne blive virkeligt i deres liv,« skriver O’Toole i sin nye bog Heroic Failures – Brexit and the Politics of Pain, der udkom i denne uge.

»Det var forestillingen om bondage – fuldstændig som brexiternes forestillinger om Englands underkastelse under Europa. Grey er en brexiters gale luftspejling af en Bruxelles-bureaukrat,« tilføjer han i sin underholdende dissekering af den engelske nationalisme – dens psykologi og politik – der ifølge forfatteren førte til Brexit.

Den engelske nationalisme – for dette er et engelsk, ikke et skotsk, walisisk eller nordirsk fænomen – er udtryk for en form for indbildt undertrykkelse, som igen har rod i landets historie, mener O’Toole.

Han forklarer: Storbritannien var blandt sejrherrerne i Anden Verdenskrig, men inden for få år haltede briterne økonomisk efter både de lande, man havde befriet, og dem, man havde besejret. Sideløbende faldt landets imperium fra hinanden. I denne ydmygede og selvmedlidende tilstand lod landet sig lokke ind i det europæiske projekt. Indmeldelsen i 1973 blev af mange af tidens iagttagere og politikere da heller ikke beskrevet som et positivt skridt for landet, men derimod som kapitulation.

I løbet af de næste 43 års medlemskab udviklede denne selvmedlidenhed – defineret som en dyb forurettelse kombineret med høj selvagtelse, følelsen af at have fortjent bedre – sig til et narrativ om et England, der fremfor at være krigens sejrherre blev dens offer og fremfor at være kolonimagt selv blev en koloni.

»Lidenskabelig nationalisme har to former,« forklarer O’Toole i bogen. »Der er en empirisk nationalisme og en anti-empirisk nationalisme; førstnævntes mål er at dominere verden, den anden at bekæmpe en sådan dominans.«

Den engelske nationalisme, der ligger bag Brexit, er begge dele på én og samme tid, fortsætter han.

»På den ene side er Brexit drevet af fantasier om Empire 2.0, et rekonstrueret, globalt merkantilistisk handelsimperium, hvor de gamle kolonier igen slutter sig til moderlandet. På den anden side er det et oprør imod EUs utålelige undertrykkelse.«

Den underliggende fortælling

Med neuroserne bag den engelske nationalisme afdækket og diagnosen stillet har Fintan O’Toole taget turen over Det Irske Hav for at møde patienten selv og alle dem – såsom Weekendavisens korrespondent – der i de seneste år har forsøgt at forstå, hvad det var for følelser, kræfter, omstændigheder, der fik et flertal af briterne – primært englænderne – til at stemme landet ud af EU.

Som O’Toole har også jeg rejst landet tyndt og talt med vælgere, der henviser til Anden Verdenskrig og imperietiden som bevis på, at briterne er lavet af et særligt stof og altid har været stærke og teknologisk overlegne nok til at klare sig alene i den store verden. Og som O’Toole har jeg spurgt mig selv, hvordan ideen om EU som en undertrykkende kolonimagt, som ægte frihedskæmpere bør slås for at befri sig fra, er opstået.

{embedded type="node/node_image" id="15342" width="half_width" align="right"}

Men hvis jeg skal være fair, har jeg primært mødt tankegangen hos ældre, hvide mænd i Udkantsengland og på den yderste højrefløj i Det Konservative Parti. Så er det virkelig sandt, at denne selvmedlidende nationalisme er dominerende i den bredere engelske befolkning, spørger jeg forfatteren, da vi mødes over en kop mælkete i et lille sidelokale hos hans forlægger Head of Zeus.

»De fleste af dem, der stemte leave, tænkte ikke på Anden Verdenskrig eller imperiet. Jeg tror, der var alle mulige ting, der kørte rundt i folks hoveder: vrede over nedskæringer, over globaliseringen. Men jeg forsøger at argumentere for, at der er følelser begravet i den engelske diskurs – den måde, de taler og tænker om sig selv på – som går tilbage til Anden Verdenskrig og tabet af imperiet. Nogle gange bliver det brugt meget bevidst af dem, der argumenterer for Brexit, og det har en vis følelsesmæssig vægt hos såkaldt ’almindelige mennesker’,« siger Fintan O’Toole.

»Det, vi må prøve at forstå, er det meget mærkelige historiske fænomen ’indbildt undertrykkelse’. Hvordan kunne 17,5 millioner briter lade sig overbevise om, at de var undertrykte, at de var ofre for en ekstern magt, ikke for deres egen uansvarlige herskende klasse, men ofre for EU? Det er spørgsmålet, som vi må prøve at besvare,« siger han og tilføjer, at det er svært at ignorere, at der er en sammenhæng mellem landets unikke historie og følelsen af »ikke at have fået det, de fortjener«.

Den hvide mands #MeToo

Et andet fænomen, som blæste ind over landet op til Brexit-afstemningen, var en global højrenationalisme, hvis vigtigste ingrediens var det, O’Toole beskriver som »overføring af offerrollen«, »påstanden om, at hvide mænd fremfor at være relativt privilegerede faktisk er ofrene«.

Det gjorde den yderste højrefløj til »den hvide mands #MeToo-bevægelse«, tilføjer han.

Både denne nye nationalisme og den historisk baserede nationalisme spillede på angsten for en indbildsk fjende – EU-bureaukraten, immigranten – samt på tabet af status. Og de to supplerede hinanden op til Brexit-afstemningen, hvor den konservativt ledede Vote Leave-kampagne spillede på det økonomiske argument, mens Leave.EU anført af UKIPs Nigel Farage spillede på den kulturelle trussel fra immigration. Noget, der »kun var muligt, fordi der var en underliggende fællesnævner mellem de to ting«, mener O’Toole.

»Argumentet om de store økonomiske muligheder efter Brexit var baseret på ideen om, at ’vi er blevet holdt tilbage’. ’Hvis ikke det var for EU, ville vi være et meget rigere samfund.’ At Storbritanniens naturlige tilstand er at være en overmagt. Det var det respektable argument, men nedenunder ligger denne indbildske offerrolle.«

Anti-immigrationskampagnen »havde det samme følelsesmæssige indhold«, påpeger han. I dette narrativ kommer undertrykkelsen til udtryk ved immigranternes tilstedeværelse i gadebilledet.

»Så de to argumenter flyder sammen og fodrer selvmedlidenheden – følelsen af at være ofret, følelsen af, at vi må befri os selv.«

Begge Leave-kampagner spillede på ideen om EU som undertrykkeren, landet måtte befri sig fra, hvis det igen skulle kunne blomstre og tackle de økonomiske og kulturelle uretfærdigheder, som mange Leave-vælgere følte, de var ofre for.

På intet tidspunkt blev dette tydeligere illustreret end på valgnatten, da Nigel Farage erklærede Storbritannien for »uafhængig«, befriet ved en blodløs revolution, »uden at et eneste skud er blevet affyret«.

Men i hvor høj grad troede hovedpersonerne i kampagnerne på deres egen propaganda, spørger jeg O’Toole. For overbevisende lyder de, når de taler om Global Britain og mulighederne uden for EU.

»Folk som (den hårde brexiter, red.) Jacob Rees-Mogg er religiøse figurer. Det er ikke en tilfældighed, at hans sprog bliver mere og mere religiøst; det er ren fanatisme. Mange af disse troende er ultraglobalister. De ønsker lavere lønninger, og at arbejdsmarkeds- og miljøstandarderne skrottes. Og de vil udsætte befolkningen for endnu mere kaosglobalisering. Det er ikke det, de fortæller folk, men det er det, de tror på – at Storbritannien kan blive Vestens Singapore,« siger han.

Boris Johnson – Vote Leaves indflydelsesrige frontfigur – er derimod en »ren opportunist«, der så Brexit-valgkampen som en lejlighed til at indynde sig hos de EU-skeptiske partimedlemmer, som vælger partiets formænd, mener O’Toole. Det gjorde dog ikke hans enorme bidrag til kampagnen mindre. Johnsons evne, både som journalist og politiker, er at gøre det trivielle, såsom EUs regler og standarder, seriøst og trivialisere det seriøse, såsom den økonomiske effekt, Brexit vil få for landets fattigste. Og gennem mange år har hans avisartikler om vanvittige EU-regler, der griber ind i briternes hverdag ved at forbyde klassikere som chips med rejecocktailsmag, æselrideture på engelske strande og sågar formen på ligkister, gjort indtryk.

»Hans evne er at finde en regel og så blæse den op til en grotesk parodi. Det er ren Monty Python-absurditet. Men det er en meget klog form for propaganda. Det er hundredvis af småbitte ting, og det er ikke nødvendigvis meningen, at de skal have en effekt – det er en leg,« siger O’Toole og tilføjer, at en af de fascinerende ting ved Brexit-kampagnen var, at »mange af løgnene blev afsløret i løbet af valgkampen, men det gjorde ingen forskel«.

»Alle vidste, at Boris løj; det var indbygget i hele skuespillet. Så Brexit har denne mærkelige fiktive kvalitet. Problemet er så, at det nu alt sammen bliver til virkelighed.«

Den tyske fjende

Én forklaring på, hvorfor så mange vælgere købte brexiternes vision, selv om de inderst inde vidste, at der ikke ville blive 350 millioner pund om ugen tilovers til sundhedsvæsenet, er, at der aldrig blev skabt et positivt narrativ for England, mener O’Toole.

Især mener han, at Berlin-murens fald og genforeningen af Tyskland er et skelsættende øjeblik, hvor landets daværende leder, Margaret Thatcher, med sin dybe skepsis over for Tyskland (»vi slog tyskerne to gange, og nu er de tilbage,« skulle hun have sagt) bidrog til at skabe den offermentalitet, der kom til at dominere dele af hendes parti.

Et ofte gentaget argument, som Boris Johnson fremførte i The Daily Telegraph kort før Brexit-afstemningen, var, at »Napoleon, Hitler, adskillige personer har forsøgt« at skabe en europæisk superstat, »og det ender altid tragisk. Nu forsøger EU at gøre det med andre metoder«.

Men det havde ikke behøvet at være sådan, mener O’Toole. »Hvorfor stod Margaret Thatcher ikke ved Berlin-muren og holdt hånd med Helmut Kohl og sagde: ’Krigen er endelig slut; dette er resultatet af vores lidelse, men det er ovre nu, og vores drenge, vores folk, bidrog så meget’?« siger han og mener, at manglen på en sådan positiv historie betød, at de drypvise negative historier om det dominerende EU blev så effektive.

Især er englænderne, der over de seneste årtier har måttet se selvstyreparlamenter oprettet i Skotland, Wales og Nordirland, blevet mere opmærksomme på deres egen identitet – på bekostning af deres britiske identitet. Da Brexit-afstemningen blev udskrevet, fik de med ét en oplagt mulighed for at »udtrykke deres nationalitet«.

»Og det er fristende, fordi det er så let. Det er ja eller nej. Det er den letteste revolution, man kan forestille sig. Vi tager bare over til Berlin – for det er selvfølgelig en tysk front – hvor vi udarbejder en aftale over et par øl og sauerkraut, for de tyske bilproducenter vil have adgang til vores marked, så det vil være ovre på en eftermiddag,« siger O’Toole om nogle af brexiternes løfter.

Problemet med denne engelske nationalisme er imidlertid, påpeger han, at den også er årsagen til, at »Brexit ikke kan fungere, for den besvarer ikke det engelske spørgsmål«.

»Brexit er i høj grad drevet af denne blomstrende engelske identitet, og hvad sker der så? Det kommer alt sammen til at handle om unionen på grund af grænseproblematikken i Nordirland. Ingen taler om England, som lige har gjort den her enorme ting og står og råber: ’Se på os!’«

Blame game

Problemet for brexiterne, nu hvor landet er i færd med at forlade EU, er, at den opdigtede undertrykkelse ikke kan fjernes ved, at briterne melder sig ud af Europa.

»EU har aldrig forbudt chips med rejecocktailsmag, så man kan ikke omgøre forbuddet. Man kan ikke fjerne reglerne om kisters form, for de fandtes ikke i første omgang. Det var underholdende fiktion, og nu er narrativet imploderet. Brexit er ikke i stand til at producere noget for folk,« siger Fintan O’Toole og mener, at brexiterne er i færd med blive afsløret for det, de er.

»Brexit var en revolution, hvor folket prøvede at indsætte et nyt regime, men nu er det ved at gå op for dem, at det nye regime er en komplet fiasko. Boris Johnson var ude af stand til at tage magten. David Davis fik ansvaret for at forhandle Brexit på plads og var for doven til at tage til Bruxelles, og løbende har de ikke villet tage ansvar for noget som helst.«

De har dog i de seneste uger forsøgt at vælte Theresa May og indsætte en af deres egne ved at samle opbakning til en mistillidsafstemning, indskyder jeg.

»Ja! Og ikke engang det kan de finde ud af,« griner O’Toole. »De kan ikke finde ud af noget som helst. Hvis jeg havde stemt leave, ville jeg begynde at blive vred på dem, der burde være mine ledere.«

Brexiternes mislykkede opstand mod premierminister May kom efter, at det lykkedes hende at indgå en Brexit-aftale med Europa-Kommissionen. O’Toole har dog svært ved at forestille sig, at denne aftale vil være holdbar for briterne i længden.

»Jeg kan ikke se, hvordan et land med respekt for sig selv vil binde sig i længere tid til dette underdanige forhold. Det er det mærkelige ved Brexit – fra at have alle disse fantasier om at være underdanig ender de med en aftale, der rent faktisk gør landet til en slags vasalstat,« siger han hovedrystende.

Som regnestykket ser ud lige nu, vil det blive en nærmest umulig opgave for May-regeringen at få aftalen gennem Underhuset, påpeger jeg. Men der er heller ikke flertal for at forlade EU uden en aftale eller for en ny folkeafstemning. Underhuset er fastlåst. Så hvad nu?

Hvordan det end udvikler sig, vil det blive »ekstremt negativt og ubehageligt«, forudser O’Toole.

»Men jeg spekulerer på, om vi er ved at nå til et punkt, hvor det hele bare bryder sammen under sin egen vægt, og hvor den eneste udvej er en ny folkeafstemning,« siger han.

Heling af sår

Argumentet om, at en ny folkeafstemning blot vil gøre kløften mellem remainere og leavere endnu dybere og forsoning endnu mere umulig, køber han ikke. Kløften er en realitet, og det britiske samfund har en lang forsoningsproces foran sig, hvad enten folket bliver bedt om at tage stilling til aftalen eller ej.

»Den eneste måde, hvorpå dette sår kan heles, er at gå tilbage til folket og tage en helt anden samtale – en ærlig samtale – og sige: ’Det her handlede ikke om EU, det handlede om os.’ Hvis du sammenligner Brexit med andre revolutioner, er englænderne heldige. Der var næsten ingen vold. Bitterheden er der, men det er ikke kommet til et punkt, hvor det er uopretteligt,« mener O’Toole, der et eller andet sted tror, at »der var mange, der bare ønskede at give nogen et spark bagi«.

»Og det spark er blevet leveret. Systemet er blevet rystet i sin grundvold, og hvis det var hensigten, så har det næsten været for succesfuldt, for det har skabt et slags vakuum, hvor ingen leder landet,« siger han og udtrykker bekymring for, om de to store partier, Labour og De Konservative, har forstået, hvor vigtigt det er at gribe fat på identitetsspørgsmålet.

»Englænderne vil have et engelsk samfund. Projektet bør være: Hvad vil det sige at være engelsk, hvordan håndterer vi det, hvordan kan vi give det en positiv mening?«

Brexit er resultatet af fraværet af denne diskussion, mener han.

»Som resultat får du alle disse mørke forestillinger, som udfylder tomrummet. Men det havde ikke behøvet at være sådan. Måske er jeg naiv, men jeg tror stadig på, at det ikke behøver at blive sådan,« siger O’Toole og opfordrer briterne til at bruge deres livlige fantasi til at redde sig selv.

»Behøver de virkelig at opleve smerten, før de kan forestille sig, hvor ondt det vil gøre? Kan de ikke bare forestille sig det, siden det hele startede som et indbildsk projekt?«

Klimapolitikken til eftersyn