FN og indvandring. Sagen om Marrakesh-erklæringen er en lille, men dramatisk fortættelse af det opgør, der spøger mellem Venstre og Dansk Folkeparti om Danmarks holdning til internationalt samarbejde.

Hvem blinker først

Noget usædvanligt er statsministeren og hans altafgørende allierede, Kristian Thulesen Dahl, havnet i åbent skænderi, som næsten kun kan ende med, at én af dem taber ansigt.

Uenigheden handler om et FN-papir, Marrakesh-erklæringen kaldet, som er verdenssamfundets forsøg på at få migration ind i faste rammer og fælles hensigter.

Ruten henimod ansigtstabet er bemærkelsesværdigt kort og hastig og uden oplagte afkørsler: Thulesen Dahl kom med et »soleklart« budskab i sit seneste ugebrev, nemlig »en klar opfordring til regeringen: Lad være med at skrive under på den aftale«. Det var mandag. Ugebrevet startede med et »Kære regering«; det var vist mere af høflighed end fra hjertet.

Omvendt fastslog Lars Løkke Rasmussen i Folketingets spørgetime tirsdag, at det er »fornuftigt, at der er et internationalt samarbejde, for vi kan ikke løse de sager selv«. Så statsministeren agter at lade sin integrationsminister skrive Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration, som FN-erklæringen hedder, under.

Thulesen Dahl begrunder sin skepsis med, at erklæringen bruger mange kræfter på migranternes sag og på den måde opfordrer dem til at tage af sted. I flæng: adgang til arbejdsmarkedet og sociale ydelser, familiesammenføring, respekt for migranternes kultur samt oplysningskampagner og en mediestøtte, som styrer uden om intolerance, xenofobi og racisme. For Dansk Folkeparti at se en facilitering af en egentlig folkevandring. Morten Messerschmidt hævder ligefrem, at der med Marrakesh-erklæringen åbnes for masseindvandring.

Løkke påpeger modsat, at ordene er typisk FN-lingo, som han ikke mener skal tages alvorligt, fordi de bombastiske betragtninger ikke forpligter de enkelte lande. Under spørgetimen tilbød han sine kritikere en stemmeforklaring, der »præciserer« det faktiske indhold: »Blandt andet at der er forskel på en illegal og en legal migrant, og at den her erklæring ikke skaber nogen nye forpligtelser for Danmark overhovedet.«

En ubekvem position for statsministeren: Vi skal skrive under på noget, som lyder besynderligt, men heldigvis ikke betyder noget, hvad der meget naturligt udløser modspørgsmålet: hvorfor dog så ikke beholde fyldepennen i jakkelommen? Ligesom flere andre lande har tilkendegivet, at de vil undlade eller udskyde deres signatur på erklæringen.

Og så dukkede konflikten endda op på et tidspunkt, hvor finanslovsforhandlingerne var på vej ind i deres afgørende fase, og hvor uenigheden blev akkompagneret af paukeslagene fra Danmarks Statistiks årlige indvandringsrapport: knap 100.000 ikke-vestlige indvandrere i 1988, knap 500.000 i dag og en forventning om 867.000 i år 2060.

På et eller andet tidspunkt

Marrakesh-striden er en lille, men dramatisk fortættelse af det opgør, der spøger mellem Venstre og Dansk Folkeparti om Danmarks holdning til internationalt samarbejde. Støttepartiet agiterer for en dansk folkeafstemning om vor EU-tilknytning. Løkke understreger, at det i så fald bliver uden ham. »Venstre kan ikke deltage i en regering, der har den ambition, at Danmark skulle forlade EU,« fastslår han i Berlingske.

EU-opgøret er i sagens natur meget større end Marrakesh-erklæringen, men uden egentlig politisk sprængkraft, så langt øjet rækker. Dansk Folkeparti har politisk fornemmelse nok til at udskyde sit krav om en afstemning om EU-medlemskabet til en fjern, fjern fremtid, hvor erindringen om et af brexit sønderrevet Storbritannien er kommet noget på afstand.

EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth, som sjældent undlader en chance for at tage munden for fuld, er da også påfaldende spagfærdig i denne sags anledning. Han »har da tiltro til, at vi på et eller andet tidspunkt kan få den afstemning«. I mellemtiden accepterer partiet EU-medlemskabet som grundlaget for politikken hertillands, ligesom man plejer.

Marrakech-erklæringen er anderledes her og nu. Den skal underskrives 10. december i den marokkanske turistby, så her kan en afklaring af striden kun vanskeligt udskydes til et eller andet ukendt tidspunkt. Enten taber Thulesen Dahl ansigt, eller også gør Lars Løkke det. Hvis Løkke udsætter sin underskrift, har han tabt magtkampen, hvis Thulesen Dahl lader sig nøje med en stemmeforklaring, sidder han med beten.

Stridens egentlige indhold stikker imidlertid meget dybere end ansigtstabet og det klodsede chicken race mellem Løkke og Thulesen Dahl. Det handler grundlæggende om små landes bedste varetagelse af egne forhold i en stor, fjendtlig verden. Løkke er langt mindre optaget af erklæringens uforpligtende ord end af fortsat adgang til de internationale fora, hvor aftaler om flygtninge og migranter indgås.

Ansvarets lovmæssighed

Han har en pointe. Der er tydeligvis bevægelse i verdenssamfundets syn på konventioners elasticitet. Thulesen Dahl er mindre optaget af det gode selskab og fokuserer på, hvad vi kan gøre alene eller sammen med mere eller mindre ligesindede lande som Ungarn, Polen og Østrig. Han har også en pointe. Landene bruger i øjeblikket hinanden som spydspidser i konventionsudfordrende politiske initiativer. Modellen er enkel. Tyskland sætter loft over antallet af familiesammenføringer, og så vil Dansk Folkeparti have noget tilsvarende i forbindelse med finansloven.

Her er en smuk lovmæssighed på spil: Modet til enegang er ligefrem proportionalt med afstanden til Statsministeriet. Løkke vil skrive under, fordi vi har brug for internationalt samarbejde til håndtering af udlændingesagerne, argumenterer han. Vi kan ikke løse dem alene.

Mette Frederiksen ville sige det samme, hvis hun sad i Statsministeriet, men kan nu lufte en lille, frihjulende betænkelighed.

»Jeg lyttede til diskussionen og tænkte, at når statsministeren blev så ophidset af et spørgsmål fra Dansk Folkeparti, så tror jeg, at det er, fordi regeringen har en dårlig sag,« mente hun efter spørgetimen tirsdag.

Dansk Folkeparti vil forhindre underskriften, men har ikke sat magt bag hensigten. Man afventer den juridiske gennemgang af erklæringens bindinger, som Løkke har lovet Folketinget. Partiet er i et vadested mellem indflydelse og magtens åg.

Allerfjernest fra Statsministeriet sidder Nye Borgerlige, som til gengæld efter valget kan få afgørende indflydelse på, hvem der skal indtage det. Partiet bør følge Marrakesh-debatten med opmærksom interesse, for den er et lærestykke i sprængkraften i de betingelser, partileder Pernille Vermund har formuleret for at gøre Løkke til statsminister igen.

Står partiet fast på at kræve konventionsbrud som betaling for støtte til Løkke, forsøger Vermund åbenlyst at kortslutte den ovennævnte lovmæssighed. Prisen: Hun risikerer at hjælpe Mette Frederiksen ind i Statsministeriet. Men Nye Borgerliges ultimative krav er nok også mere tænkt som springbræt til Folketinget end en køreplan for tiden efter.