Det lyder jo som en god idé: Et dansk slagteri køber en robot, der kan ridse sværen i flæskesteg. Indtil da har slagteriarbejderne gjort det i hånden, og det er hårdt at tvinge kniven gennem grisenes hud, igen og igen med den samme bevægelse. Arbejderne slider deres håndled, og nogle af dem får langvarige skader på grund af flæskestegene. Den nye robot tager en hel flæskeside ad gangen, halvanden meter lang, og skærer millimeterpræcise snit gennem huden.
Men robotten bliver ved med at gå i stykker. Slagteknive ender på mystisk vis i maskineriet. Den når knap nok at blive varm, før der sker et nyt uheld. Til sidst opgiver ledelsen, slukker for robotten og parkerer den i et hjørne af slagtehallen. Foran den står arbejderne og ridser flæskestegene i hånden, som de altid har gjort.
Det danske slagteri blev ramt af robot-sabotage, et fænomen, der bliver mere udbredt, i takt med at maskiner overtager flere af vores jobs. Eksemplet er et af mange, som forskere fra Danmark, Tyskland, Italien og Storbritannien er stødt på i forskningsprojektet REELER (Responsible Ethical Learning with Robotics). I det omfattende studie har forskere fra antropologi, filosofi og økonomi blandt andet undersøgt, hvad der sker på arbejdspladser, hvor mennesker og robotter skal samarbejde.
Antropologerne har været vidt omkring. De har undersøgt brugen af robotter i rengøring, byggeri, landbrug, industri, uddannelse og sundhedsvæsenet. Og interviewet mere end 130 af deres udviklere og menneskelige kolleger i 14 EU-lande.
»Det er ikke første gang, vi ser konflikter mellem mennesker og robotter på arbejdspladser, men noget tyder på, at denne gang er anderledes,« siger Cathrine Hasse, der er koordinator af REELER-projektet. Tirsdag i denne uge delte hun nogle af de foreløbige resultater fra studierne, der bliver afsluttet ved udgangen af 2019 under en konference på Arbejdermuseet i København.
»I øjeblikket udvikler robotteknologi sig så hurtigt, at arbejdspladser og mennesker ikke kan nå at tilpasse sig. Så mange robotter er der heller ikke derude, men vi ser altså allerede en del af de her sammenstød. Og når man samtidig er klar over, hvordan kunstig intelligens og automatisering kommer til at påvirke arbejdsmarkedet, så er der al mulig grund til at undersøge de her nye relationer.«
Robotter og automatisering er et hot forskningsfelt, især i natur- og samfundsvidenskaberne. Men vi ved endnu ikke ret meget om, hvordan de nye robotter omgås mennesker – og stort set intet om de konflikter, det fører med sig. REELER-studiet er det mest omfattende af sin art, og særligt herhjemme er der grund til at spidse øren. Danmark har en voksende robotindustri og et arbejdsmarked, hvor mange jobs forventes at blive automatiseret i de kommende år. Hertil kommer de mange arbejdspladser, hvor medarbejderne skal vænne sig til at have robotter som kolleger.
Mange af konflikterne vil nok minde om situationen på slagteriet: En robot bliver installeret for at løse en bestemt opgave, som de ansatte ikke vil give fra sig. Medarbejderne på et dansk skibsværft oplevede noget lignende, da en ny svejserobot blev installeret. Den var specialiseret i at lave nogle komplekse, T-formede svejsninger, som arbejderne satte en ære i at lave. Der fulgte ingen fyringer eller sparerunder i halen på robotten, men den truede dem på deres faglighed. Også den blev saboteret.
Til antropologerne klager flere industriarbejdere over samme problem. I et andet EU-land havde en stor arbejdsplads fået en robot, der kunne scanne metalplader og skære dem til med stor præcision. Men arbejderne hadede deres nye kollega. Opmålingen var en af de sværeste og mest efterspurgte opgaver – en af de få, hvor de virkelig var nødt til at bruge deres hoved, forklarede de. Så de nægtede simpelthen at tænde for robotten. Da teknikere kom ud for at give den et servicetjek, opdagede de, at den ikke havde været i brug i flere år.
Alle interviews i REELER er anonymiseret. Vi får ingen navne på virksomheder eller robotproducenter, men eksempler på forskellige typer konflikter i forskellige brancher.
Overvågning er en anden kilde til problemer. Den nye generation af robotter har kameraer og sensorer, som ikke kun hjælper dem med at navigere rundt på fabriksgulvet, men også kan bruges til at holde øje med deres menneskelige kolleger. På en fabrik i Tyskland har de ansatte fået såkaldt intelligente arbejdsstationer, som automatisk fyldes op med skruer, svejsetråd og andet udstyr. Sensorer i skuffer og et kamera over arbejdsstationen holder både øje med, hvornår skufferne skal fyldes op, og hvor effektive arbejderne er. Her opdagede forskerne, at de ansatte blokerede sensorerne med klodser og smeltede kameraerne med deres svejseapparater. Officielt blev det kaldt uheld, men i samtaler med forskerne indrømmede arbejderne, at der var tale om systematisk sabotage.
Uvenskabet mellem mennesker og maskiner har dybe rødder. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte en gruppe tekstilarbejdere i Nordengland at ødelægge væveudstyr under et navn, der stadig bruges om maskinstormere alle vegne: ludditter. Siden har arbejdere i skiftende brancher følt sig truet af ny teknologi.
Men i de seneste år har robotterne ændret sig. Længe har de været henvist til bestemte opgaver og indhegninger på fabriksgulvet, men i dag har de fået hjul på og slippes løs på arbejdspladser, hvor man ikke før har haft den slags kolleger.
»De er blevet mobile og bevæger sig rundt blandt mennesker, og så får man nogle nye relationer, som fører til de her sammenstød,« siger Cathrine Hasse. »Mange steder er man nødt til at lære at samarbejde med maskiner på en helt ny måde.«
I USA har de mobile robotter skabt en del konflikter i det offentlige rum. Den 160 centimeter høje sikkerhedsrobot af mærket Knightscope er blevet angrebet flere steder i San Francisco. Én skulle patruljere foran et kontorkompleks, hvor flere hjemløse holdt til, men de endte med at vælte robotten og smøre grillsauce i dens sensorer.
I samme by er udbringningsrobotter blevet spået en lys fremtid, men er blevet overfaldet så mange gange, at de flere steder får assistance af en medarbejder af kød og blod. Nogle mennesker skal tilsyneladende lægge bånd på sig selv, når de kommer i nærheden af en robot på hjul: Supermarkedskæden Wallmart bruger robotter til at fylde hylderne op og har været nødt til at hænge skilte op med ordlyden »Spark venligst ikke robotten«.
Også herhjemme findes konflikterne. På danske hospitaler triller robotter i dag rundt med medicin og blodprøver, flere steder til stor frustration for de ansatte. Maskinerne kan kommunikere med hospitalets elevator, og i REELER-projektet fortæller flere danske hospitalsansatte om sammenstød i køen til elevatoren. Robotterne er programmeret til at holde tilbage for kolleger af kød og blod, men de vil ikke vente hele dagen, og det travle personale bliver irriteret over overhalinger og køer af robotter foran elevatoren. I nogle tilfælde slukker de for apparaterne, så de står og fylder på gangene – og skaber nye frustrationer for andre ansatte, som kører ind i dem med deres vogne og ødelægger dem.
Robotsabotage har mange udtryk. Ifølge robotforskeren Matt Beane fra University of California, Santa Barbara, er mobile robotter blevet sparket, skubbet, stukket med kuglepenne, slået med baseballbats. Men den mest almindelige modstand foregår i det stille, ved at de ansatte gemmer robotterne af vejen i kælderen, flytter dem ud af kurs eller bare holder op med at bruge dem.
REELER-forskerne har fundet mange eksempler på det sidste. På et lager i Storbritannien er ledelse og arbejdere kørt fast i en langvarig strid om førerløse køretøjer, der transporterer gods rundt ved at følge nogle magnetstriber på gulvet. Lagerarbejderne går rundt og ødelægger striberne i det skjulte, og når arbejdsdagen er ovre, får ledelsen dem repareret. Sådan fortsætter det, dag ud og dag ind, en stille krig mellem arbejdere og deres chefer.
