Økonomisk teori, finansialisering og neoliberalisme har over de seneste 30-40 år reduceret os alle til forbrugere og investorer, hvor det eneste vi bør gå op i er lave priser og høje afkast. Men måske går den ikke længere? Måske vil vi være borgere igen og insistere på ordentlighed? Er den stærke kritik af blandt andet Danske Bank og Nordea et tegn på, at vi er på vej til en mere moralsk økonomi?
I mange år har økonomer haft en »ceteris paribus«-tilgang til økonomien. Alt andet lige-tilgangen er en fast ingrediens i de fleste økonomiske analyser, som fokuserer på at optimere produktion, velfærd, profit, priser, og hvad der ellers kommer under den økonomisk-matematiske lup.
Skatteoptimering for eksempel. Luigi Zingales er professor i finansiering på Chicago University, og han har ingen problemer med, at virksomheder udnytter smuthuller i skattelovgivningen, ja, faktisk »underviser jeg regelmæssigt mine studerende i, hvordan man udnytter skattefordele,« erkender han.
Jeg går vist ikke for langt ved at sige, at de fleste økonomer vil skrive under på den holdning, og hvem kan egentlig sige sig fri for at tænke i skattefradrag? Mon det skyldes, at vort forestillede fællesskab som borgere er afløst af, at enhver forbruger er sig selv nærmest?
KAN vi overhovedet forvente, at virksomheder, banker, advokater og revisorer anlægger et moralsk blik, når de får øje på måder at omgå lovgivningen på?
Måske ikke, men behøver universiteter verden over ligefrem at undervise udførligt i, hvordan man gør? Alt andet lige-reglen har tjent økonomer godt. Den har gjort det muligt at fokusere de økonomiske modeller på sagens kerne og abstrahere fra alle mulige andre uvedkommende ting.
Men tilgangen bidrager også til at legitimere problematiske praksisser i erhvervslivet. I »alt andet lige-verdenen« er der ingen kontekst, politik, historie, moral eller kultur, og hvis de endelig er med, er det som forstyrrende elementer i en ellers perfekt verden. Økonomer kalder det friktioner.
Men ceteris paribus og optimering er ligesom økonomisk teori generelt en bestemt kulturel linse at se verden igennem. Og med den følger et bestemt »landkort« for den praksis, økonomiske aktører følger i finansverdenen og andre steder. Det er ikke uden betydning i en verden, hvor de fleste virksomhedsledere har en økonomisk uddannelse eller på anden vis er blevet socialiseret ind i denne ganske bestemte måde at tænke og agere på.
Det lyder måske abstrakt, men det er faktisk meget konkret. Det seneste eksempel i en lang række af eksempler er Børsens påvisning af, at Nordea har været mere involveret i de uheldige udbytteskatsager, end banken først har indrømmet. Det er blandt andet sket gennem en meget kortsigtet investering på 17 milliarder kr. i 2008 i en investeringsfond administreret af Nykredit. Formålet var at trække udbytteskat ud af Schweiz, selv om de schweisiske myndigheder allerede året før havde tilkendegivet, at det var en problematisk praksis, som man ikke så på med milde øjne.
Det vidste Nordea godt, for allerede i 2006 og 2007 havde banken uden hjælp fra Nykredit gennemført tilsvarende transaktioner. Mon ikke brugen af Nykredit i 2008 skulle gøre transaktionen (endnu) mindre gennemskuelig, efter at de schweisiske myndigheder havde sat foden ned? Det kan Nordea desværre ikke huske.
Til Børsen fremhæver Julie Galbo, Nordeas Chief Risk Officer, at »man har været meget opmærksomme på, hvad der var den skarpe juridiske opfattelse, og ikke hvad der var det rigtige at gøre«. Med andre ord er Nordea gået efter de smuthuller, Zingales underviser sine studerende i at finde. Til gengæld har banken altså ikke gjort sig moralske overvejelser.
Galbo, der har en fortid i erhvervsministeriet og Finanstilsynet, var også ansat i Nordea i 2006-2008, så hun må vide det. Derfor er det også værd at lægge mærke til, at hun tilføjer: »Der er vi et andet sted i dag.«
Det er ATPs direktør Christian Hyldahl også. Som chef for Nordea Markets fra 2005-2011 stod han bag de nævnte transaktioner i Nordea, og han ville ikke gøre det i dag, fortæller han til Børsen: »først og fremmest fordi det ikke er intentionen med dobbeltbeskatningsaftalerne«.
ER det et tegn på, at banker fremover vil se på lovgivningens intentioner, før de optimerer og er »skarpe på det juridiske«? Eller er det mundsvejr, som skal gyde olie på de oprørte vande, hvorefter det er »business as usual«? Eller er vi vidner til en moralsk vending? Er bankerne på vej til at leve op til den ikke nærmere specificerede samfundskontrakt, politikerne ustandselig henviser til?
Kun hvis de er nødt til det. Banker er virksomheder, og de styres ikke af uskrevne og uklare samfundskontrakter. Hvis politikerne vil have bankerne til at opføre sig på en bestemt måde, må de regulere, så godt de formår. Resten må overlades til markedet. Og det er her, der måske, og kun måske, sker noget interessant.
Vi er i finanskrisens tredje fase, hvor reaktionerne langsomt krystalliserer sig i befolkningens politiske og økonomiske beslutninger. Hvis borgerne fremover stiller større krav til virksomheder om en mere ansvarlig og moralsk adfærd, er det et væsentligt bidrag til den markedsdisciplin, der er lige så vigtig som statslig regulering.
Det sker imidlertid næppe af sig selv. Handelshøjskoler og universiteter verden over har et stort ansvar for, at fremtidens virksomhedsledere og bankdirektører forstår, at alt-andet-ikke-er-lige. Der vil være modstand både på universitets- og direktionsgangene, men økonomisk og finansiel teori og praksis bliver nødt til at inddrage kulturelle og historiske kompetencer og viden i forskning og undervisning.
Banker og andre virksomheder, der vil undgå faldgruber og i øvrigt opføre sig ordentligt i en foranderlig verden, bør supplere topledelsen med en kulturdirektør med dybe kulturelle kompetencer.
Hvordan skal de ellers undgå de identitetspolitiske og moralske minefelter, der er strøet ud over fremtidens markeder?
Per H. Hansen, professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS, vil fremover her i avisen skrive om bank- og finansverdenen.
