Tro. Brøndbyhallen åbnede sidst i oktober dørene for den humanitære og spirituelle leder Amma, der i løbet af fire årtier har krammet over 37 millioner mennesker i hele verden som en symbolsk handling, der skal minde os om næstekærlighed.

Kramme­marked i Brøndby­hallen

Første gang, jeg hørte om den spirituelle og humanitære leder Amma, var i det nordlige Indien i slutningen af 1990erne. Tom, en fyr fra Alaska som jeg boede i kloster med i den hellige by Rishikesh for foden af Himalayabjergene, beskrev hende som vores alle sammens moder, der med sin omsorg og næstekærlighed rejste over hele verden for at sprede kærlighed ved gavmildt at kramme mennesker.

Det lød vildt, men ikke mere vildt end at jeg havde revet halvanden måned ud af kalenderen for at flytte i et primitivt kloster og dyrke yoga og meditation for foden af Ganges. Verdens helligste flod, der strømmer ned gennem Indien og bærer håb, liv, død, religiøse ritualer og lort og pis med sig. Min mor havde et par år forinden været udsat for et voldsomt biluheld, der nær havde slået hende ihjel, og mit band var gået i opløsning. Jeg havde ganske enkelt brug for en pause fra virkeligheden.

Så da Ammas navn dukker op på en plakat i København i oktober i år, tænker jeg på Tom og tiden i kloster, som forekommer så uendeligt langt væk, og beslutter mig for at tage ud og få et kram af Amma i Brøndbyhallen. Et på alle måder gudsforladt sted på planeten sammenlignet med Rishikesh.

Da jeg træder ud af bussen tidlig eftermiddag, bliver jeg foran sportshallen mødt af et banner med Amma indrammet af et bølgende Dannebrog op mod den blå himmel. I foyeren til hallen åbner der sig et farverigt mekka af merchandise. Skytsengle mellem halskæder, billeder af Amma, badges, små statuetter og et virvar af folk i alle aldre; nogle i løse, farvede, eksotiske gevandter, andre i farveløst hverdagstøj. Hallen dufter af indiske krydderier fra restauranten, der er blevet etableret af frivillige.

Hundredvis af mennesker er kommet for at få et kram og et skud spiritualitet, et øjebliks fred fra verden. Siden 2009 er antallet af mennesker, der dyrker yoga og meditation i Danmark, steget fra fem til 11 procent. Det samme gælder antallet af Buddha-figurer i de danske hjem, som procentvis ligger lige i hælene på antal af kors. Meditation er flyttet ind på direktionsgangene, og mindfulness er blevet den nye fyraftensbajer.

Jeg er dårligt kommet ind i hallen, før der opstår postyr, og alle stimler sammen om en blå løber. Amma er på vej. Rundt om står folk på tæer for at få et glimt af den lille korpulente, smilende kvinde, inden hun når scenen, hvor et telt er blevet sat op til hende med et podie. Siden 1981 har hun krammet 37 millioner mennesker og skabt en bevægelse af frivillige over hele verden i Embracing The World. Hun siges at udføre mirakler, men mest af alt er hun kendt for at skride til akut handling i krisesituationer, mens politikere træder vande i dagevis. Da en tsunami ramte det sydlige Indien i 2004, tog det delstaten Kerala fem dage at yde hjælp, hvorimod Amma inden for ganske få timer fik skaffet husly og mad til tusinder af mennesker og siden byggede over 6000 huse til de nødstedte. I Embracing The World, med hovedsæde i minisamfundet Amritapuri, er der kun én leder, og ingen betvivler lederens mission. Som Keralas tidligere minister Oommen Chandy siger i en artikel fra The New York Times: »Regeringen har så mange restriktioner, men når Amma giver en ordre, begynder arbejdet med det samme«. Hendes imperium er bygget på tillid, meningsfuldhed, troen på kærlighed og donationer. Det sidste er noget af et mysterium, et tavst kort, jokeren. Hendes organisation henter årligt 20 millioner dollar ind i form af donationer, der strømmer ind fra hele verden. I Indien er der ikke et statsligt krav om gennemsigtighed i økonomien, og i USA er organisationen registreret som en kirke og slipper derfor for at betale skat. Men det lader ikke til at afskrække donorerne. Tværtimod. I 2003 gav Indiens daværende præsident, A.P.J. Abdul Kalam, næsten hele sin årsløn til organisationen, som ud over ashrams i hele verden også omfatter Amrita Universitet, sovesale, restauranter og templer samlet i samfundet Amritapuri, Ammas krammerejser og et følge på flere tusinder frivillige.

Den første, jeg møder i hallen, er en gammel punker, som allerede i firserne blev en del af Hare Krishna-bevægelsen og aldrig siden har forladt den. Han navigerer efter engle og uforståelige talkoder, der gør samtalen ulige fra start. Han virker tilfreds med livet. Samme billede tegner sig igennem publikum, der har viet deres dag og aften og måske endda hele deres liv til Amma. Kan vi elske os ud af klimakrisen, af verdens fattigdom, af ulighed og krig, uretfærdighed og psykisk vold? På hjemmesiden for den danske afdeling af Embracing The World skriver Amma i sit nyeste indlæg om nødvendigheden af en ny verdensorden.

Vi er nødt til at starte en æra af enhed, baseret på kærlighed, forståelse og ærbødighed over for hinandens religiøse tro. Alle religiøse grupper bør være klar til at reagere på dette – det mest trængende behov i vores tid.

Amma har indtaget podiet på scenen, hvor hun sidder som en helligdom og tager imod os, der i et sirligt nummersystem er bænket på stole foran scenen. Her venter vi på at blive en del af køen, hvor folk allerede står på strømpefødder, klar til en krammer, eller en darshan, som det hedder. Amma holder tale omgivet af sine disciple. Ti minutters strøm af bengalske ord, hvorefter en kvinde på formfuldendt dansk læser budskabet op. Hun taler om næstekærlighed, om omsorg og hengivenhed over for naturen og over for alle verdens mennesker.

På den ene side giver det mening, på den anden side virker det banalt, uhåndgribeligt. Som en overspringshandling. En pause fra virkeligheden. Jeg har været i hallen i fem timer og har ad flere omgange måttet overtale mig selv til at blive. Det virker fjollet, fremmed, for langt fra vores kultur, uopnåeligt. Tvivlen sidder fast i den kulturelle kontekst.

Da det endelig bliver min tur til en krammer, er det kort før midnat, og jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal græde eller smile. Vi er blevet instrueret af frivillige, der har sagt, at vi ikke må holde om Amma, for hvis alle 37 millioner krammede tilbage, ville hendes hud blive slidt. Derfor er det også med armene nede langs siden, at jeg modtager min darshan, eller nærmere falder ned i Ammas barm, hvor hun presser mit hoved ned i en syntetisk lyserød dragt, der kradser. Det går hurtigt, hun hvisker noget uforståeligt i mit øre, og jeg siger ordet »mantra« for at blive guidet hen på en stol, hvor jeg sidder lidt fortumlet og mærker efter, om noget er forandret. Nogle minutter senere bliver jeg guidet ned på en anden stol og får stukket en seddel i hånden, hvor jeg skal skrive mit eget mantra, som skal velsignes af Amma. Til den manøvre følger en brugsanvisning, der udførligt understreger, at et velsignet mantra er en daglig forpligtelse, man skal overholde.

Ved siden af mig sidder en ung kvinde fra Rødovre klædt som en indianer i jordfarver. Vi bliver enige om, at vi begge er for trætte og sikkert ikke kan overholde et dagligt mantra i en travl hverdag, hvor gerne vi end ville.

Da jeg forlader Brøndbyhallen, har det været mørkt længe. Jeg blaffer hjem med et par fra Nordsjælland, der arbejder med mindful living i erhvervslivet. Af mærket på deres bil at dømme, går det godt. Kvinden vender sig om mod mig og siger: »Hvis det ikke var for Amma, havde vi aldrig taget dig med.«